Afgørelse

Personlig fordring. Eksistens. Passivitet.

Under sit kunstnernavn købte klageren i 1987 en ejerlejlighed, hvori der indestod og blev optaget lån hos det indklagede realkreditinstitut. Instituttet overtog i september 1988 ejerlejligheden på tvangsauktion. Instituttet gjorde i februar 2007 et tab på 158.829 kr. plus 5 års renter på 78.973 kr. gældende som personlig fordring mod klageren. Instituttet udtog i marts 2008 stævning mod klageren med påstand om betaling af de anførte beløb. Klageren påstod heroverfor frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb, idet klageren påberåbte sig, dels at hun havde betalt, dels at der måtte være indtrådt passivitet, eftersom instituttet ikke tidligere havde gjort sit krav gældende, heller ikke i forbindelse med hendes belåning af et sommerhus, som hun købte efter tvangsauktionen og fik belånt hos instituttet, ligesom der ikke var foretaget indberetninger til SKAT. Efter anmodning fra klagerens advokat hævede retten sagen med henblik på oversendelse til Ankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den krævede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke bevist, at klageren havde betalt gælden, som opstod som følge af tvangsauktionen. Instituttets krav på 158.830 kr. kunne ikke anses som forældet, idet instituttet ved brev i februar 2007 til klageren havde afbrudt den 20-årige forældelse, og idet instituttet i marts 2008 havde indbragt kravet for retten. Der var alene beregnet renter for 5 år, hvorfor disse ikke kunne anses som forældet efter 1908-forældelsesloven. Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for kravet ud fra passivitetsbetragtninger, herunder manglende reaktion over for klageren i anledning af hendes efterfølgende låneoptagelse i sommerhuset ved brug af sit fødenavn. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren ved købet af ejerlejligheden i 1987 og låneoptagelsen hos instituttet anvendte sit kunstnernavn og således undlod at benytte sit fødenavn. Klageren havde herved skabt en sådan usikkerhed om sin identitet som låntager, at risikoen for, at det først sent var lykkedes for instituttet at finde frem til hende, ikke burde påhvile instituttet. Nævnet frifandt derfor instituttet.