Kaution. Bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 359/1990 |
| Dato: | 13-12-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution. Bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med gennemførelse af en akkordordning i 1983 for en søn af den ene af klagerne påtog klagerne sig selvskyldnerkautionsforpligtelse overfor indklagedes Nyborg afdeling. Hver af klagerne kautionerede for 125.000 kr. For den ene klagers vedkommende var kautionen stillet for en nybevilget kassekredit på 100.000 kr. samt restgælden på et i forbindelse med akkordordningens gennemførelse nedskrevet lån. For den anden klagers vedkommende omfattede kautionen 50.000 kr. af kassekreditten og 75.000 kr. af det akkorderede lån.
Den ene klagers kautionsforpligtelse er efterfølgende nedskrevet til 25.000 kr. mod samtidig stillelse af to bankgarantier på hver 50.000 kr.
I oktober måned 1988 orienteredes afdelingen af et landbocenter, der repræsenterede debitor, om, at kautionslånets debitor, der hidtil havde drevet et landbrug, havde bortforpagtet jorden og driftsbygningerne, i hvilken forbindelse maskiner og besætningen m.v. ville blive afhændet.
I skrivelse af 10. oktober 1989 til afdelingen fra landbocentret modtog afdelingen oplysning om salg af besætning og maskiner, samt om hvorledes der var forholdt med indkomne beløb. Det oplystes, at der i 1988 var solgt dyr for i alt 344.290 kr. Bortset fra 60.000 kr., som var anvendt af debitor til uddannelsesformål på en landboskole, var det resterende beløb indgået i gardens regnskab og anvendt til betaling af terminer og driftsudgifter, herunder toldvæsenet. Om maskiner og inventar oplystes, at dette i alt væsentligt var solgt sammen med salget af ejendommen for 222.500 kr. Om dette beløbs anvendelse var intet oplyst.
Ved skrivelse af 24. november 1989 orienterede afdelingen den ene af klagerne om, at debitor pr. 1. oktober 1989 havde solgt ejendommen. Under henvisning til at provenuet ved salget af ejendommen ikke kunne dække indklagedes tilgodehavende, meddeltes det samtidig, at klagerens garantistillelse og kaution blev effektiv, hvorfor der anmodedes om indbetaling af 125.000 kr. Det oplystes i denne forbindelse, at kassekredittens saldo oversteg maksimum på 100.000 kr., samt at restgælden på det akkorderede lån udgjorde 148.349,06 kr.
Efter at have korresponderet med indklagede har klagerne herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigive de stillede sikkerheder uden vederlag.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede på intet tidspunkt forud for november 1989 havde orienteret dem om udviklingen i debitors engagement. Indklagede har således tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, og den manglende underretning har forskertset klagernes mulighed for at søge regres hos debitor. Hertil kommer, at debitor med indklagedes viden har solgt besætning, ligesom ejendommen må anses for solgt til en noget lavere pris end forventet, alt uden at orientere klagerne herom. Klagerne ville således ikke have godkendt hverken salg af besætning eller den faste ejendom, og debitors økonomiske situation må således anses for betydeligt forværret i forhold til 1983.
Indklagede har anført, at den manglende underretning til klagerne ikke har forskertset klagernes muligheder for at søge regres hos debitor. Uanset om indklagede havde underrettet klagerne om overtræk på det kautionssikrede engagement, har klagerne ikke godtgjort, at regreskravet mod debitor er forringet, idet der lige siden påtagelsen af kautionsforpligtelsen har foreligget insolvens hos debitor. Klagerne har ikke haft forudsætninger vedrørende debitors bevarelse af ejendommen og besætningen på denne. Indklagede har som følge heraf ikke været forpligtet til at indhente klagernes godkendelse af salget af ejendommen eller besætningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Der findes ikke af klagerne at være anført forhold, som kan medføre, at de af klagerne påtagne forpligtelser overfor indklagede ikke fortsat kan gøres gældende, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.