Kaution, afvikling af engagement, frafaldet krav på renter, passivitet.
| Sagsnummer: | 363 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Passivitet - hæftelse
|
| Ledetekst: | Kaution, afvikling af engagement, frafaldet krav på renter, passivitet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I februar 1991 blev en virksomhed, som klageren i selskabsform drev sammen med en kompagnon, taget under konkurs. Selskabet havde en kredit, for hvilken begge indehavere af selskabet var meddebitorer, og kredittens saldo var ved konkursens indtræden ca. 404.000 kr. Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af en af klageren hævdet udvist passivitet har fortabt adgangen til at afkræve klageren renter påløbet efter konkursens indtræden.
Ved et møde forud for konkursen, som fulgte efter en anmeldt betalingsstandsning, havde klageren og medindehaveren af selskabet forespurgt indklagede, om den personlige hæftelse ville blive gjort gældende, samt om hæftelsen kunne opdeles med halvdelen til hver. Indklagede meddelte, at den personlige hæftelse ville blive gjort gældende, og at en opdeling af gælden ville forudsætte, at indklagede ikke blev stillet ringere.
Ved skrivelse af 7. marts 1991 til klageren oplyste indklagede, at man havde anmeldt sit krav i konkursboet, ligesom klageren anmodedes om at fremkomme med forslag til afvikling af gælden.
Ifølge indklagede meddelte debitorerne i marts 1991, at de kunne indgå på en afviklingsaftale dog under forudsætning af, at indklagede nedskrev sit tilgodehavende til 50% samt opdelte restmellemværendet med halvdelen til hver. Indklagede tilkendegav at ville behandle en konkret ansøgning, men at dette måtte afvente konkursboets afslutning; rentespørgsmålet blev berørt, idet indklagede opfordrede debitorerne til at påbegynde en afvikling for at begrænse rentetilskrivningen. Klageren bestrider at have fremsat krav om nedskrivning af gælden, eller at indklagede opfordrede til at fremsende en ansøgning herom. Rentespørgsmålet blev heller ikke berørt, men indklagede oplyste, at kassekredittens saldo blev fastlåst pr. konkursdagen.
I april 1991 modtog indklagede budgetmateriale fra klageren om dennes økonomiske forhold.
Ved skrivelse af 21. april 1992 til klageren opfordredes denne til at fremkomme med forslag til afvikling af engagementet samt at fremkomme med økonomiske oplysninger. Klageren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 7. maj 1992, hvori han anførte, at han stillede sig uforstående overfor indklagedes henvendelse, idet indklagede i 1991 havde oplyst, at man afventede afslutningen af konkursboet, før man kunne indgå på en endelig løsning af engagementets afvikling.
Indklagede har oplyst, at når der ikke foreligger korrespondance i en længere periode efter april 1991, skyldes det, at man blev holdt hen af debitorerne, som oplyste, at de på grund af nye jobsituationer ikke havde overblik over deres økonomi, ligesom indklagede efterlyste oplæg til afvikling, som imidlertid udeblev. Klageren bestrider, at indklagede blev "holdt hen".
Ved skrivelse af 22. oktober 1992 meddelte indklagede klageren, at som følge af, at det lå fast, at der ikke kom dividende til indklagede fra konkursboet, kunne man ikke acceptere en opdeling af engagement, men at man dog var villig til at føre to lånekonti for hver af debitorerne med gensidig kaution og sikkerhedsstillelse. Der fulgte herefter en yderligere korrespondance mellem parterne, hvorunder indklagede den 18. juni 1993 tilbød at afslutte sagen mod indbetaling af hovedstolen pr. konkursdagen samt 125.000 kr. "svarende til en reduceret rente fra konkursdagen med en sats tilnærmelsesvis på 12,75%".
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele klageren saldokvittering mod betaling af 404.160 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har overfor indklagedes afvisningspåstand anført, at det påklagede forhold alene vedrører renteberegning efter selskabets konkurs. Klageren finder i øvrigt, at indklagede selv har besluttet at lade engagementets afvikling afvente konkursboets behandling, i hvilken forbindelse indklagede har udvist passivitet overfor klagerens henvendelser. Indklagede har på intet tidspunkt forud for april 1993 gjort rentekravet gældende eller specificeret størrelsen heraf. Hertil kommer, at indklagede oplyste, at lånets saldo var blevet fastlåst pr. konkursdagen. Klageren finder, at indklagede har bibragt ham den opfattelse, at der måtte indgåes en eller anden form for afviklingsaftale, før der blev betalt af på mellemværendet. Hvis klageren måtte have misforstået dette, kan det alene tilskrives indklagede.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører erhvervsforhold og således falder uden for Ankenævnets kompetence, jvf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jvf. stk. 3.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke har givet udtryk for at ville stille sagen i bero overfor klageren og dennes meddebitor, indtil konkursboet var afsluttet. Debitorerne kan ikke have haft en berettiget forventning om, at forrentningen af engagementet i forhold til dem skulle ændre sig som følge af selskabets konkurs.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.
Ankenævnet finder intet grundlag for at fastslå, at indklagede har frafaldet krav på renter af klageren personligt efter selskabets konkurs, eller at klageren af indklagede var bibragt den opfattelse, at dette var tilfældet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.