Afgørelse

Nedbringelse af forhåndslån/ betingelser for gældsovertagelse

Klagerens ejendom er opdelt i to selvstændige matrikelnumre. Bygningen er placeret på begge matrikelnumre. Det ene matrikelnummer er offentligt vurderet som sommerhus, mens det andet matrikelnummer er offentligt vurderet som ubebygget areal.

I 1990 ansøgte klageren det indklagede realkreditinstitut om forhåndslån til en tilbygning. Ifølge instituttets vurderingsrapport fra februar 1990 vedrører vurderingen begge matrikelnumre. Instituttet afgav i marts 1990 et forhåndslånetilbud på 310.000 kr. Forhåndslånet blev udbetalt den 30. marts 1990 mod garanti fra et pengeinstitut. Klageren fik i flere omgange bevilget forlængelser af 2-årsfristen for færdiggørelse af byggeriet. Efter krav fra realkreditinstituttet nedbragte klagerens pengeinstitut i august 1994 lånet med 135.000 kr., hvorefter garantien blev frigivet.

Klagerens datter anmodede i december 1994 om gældsovertagelse, idet hun skulle overtage faderens ejendom. Instituttet gav i januar 1995 tilsagn om gældsovertagelse på betingelse af, at pantet blev udvidet til at omfatte begge matrikelnumre.

Klageren udbad sig i februar 1995 forgæves pantebrevet udleveret i uaflyst stand.

Klageren indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet var forpligtet til at bevilge gældsovertagelse til datteren uden krav om udvidelse af pantet. Klageren påstod derudover instituttet tilpligtet at retablere pantebrevet på 310.000 kr., så det kunne benyttes med sit oprindelige pålydende og til at slette rektaklausulen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at instituttet havde mulighed for, men ikke forpligtelse til at bevilge fristforlængelse. Nævnet fandt ikke, at det kunne kritiseres, at instituttet efter forløbet af en periode på ca. 4 år ikke havde bevilget yderligere fristforlængelse, men havde krævet lånet nedbragt. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at tilsidesætte rektaklausulen i pantebrevet, der fortsat var sikkerhedsgrundlag for instituttets lån med det mindre beløb. Nævnet fandt ikke, at instituttet var forpligtet til at retablere pantebrevet, så det kunne benyttes efter sit oprindelige pålydende, hvilket i øvrigt heller ikke ville få nogen stempelmæssig betydning, idet stempeloverførsel i alle tilfælde ville blive beregnet i forhold til den indfriede restgæld. Nævnet fandt, at instituttet gennem angivelserne i pantebrevet og udlånsregulativet havde den fornødne hjemmel til at stille den aktuelle betingelse om udvidelse af pantet. Nævnet frifandt med disse bemærkninger realkreditinstituttet.