Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner i en pengeautomat. Bortkommet kort.
| Sagsnummer: | 201/2022 |
| Dato: | 13-06-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Finn Borgquist. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner i en pengeautomat. Bortkommet kort. |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte korttransaktioner i en pengeautomat. Bortkommet kort.
Sagens omstændigheder
Klageren havde tidligere været kunde i Sydbank, men han blev opsagt i forbindelse med en politianmeldelse i 2018. Banken har oplyst, at klageren på baggrund af anmeldelsen har et polititilhold.
Klageren var kunde i Alm. Brand Bank, da banken blev overtaget af Sydbank. Klageren havde en konto med et tilknyttet betalingskort. Da Sydbank blev bekendt med, at klageren var blevet kunde i banken på grund af overtagelsen, blev klagerens kundeforhold opsagt den 30. juni 2021 til ophør den 31. juli 2021.
Søndag den 25. juli 2021 og mandag den 26. juli 2021 blev klagerens betalingskort anvendt til følgende korttransaktioner i en pengeautomat:
|
Tid og klokkeslæt |
Forretning |
Beløb i kr. |
|
25.07.2021 kl. 23:52 |
Kontanten ATM |
2.000 |
|
25.07.2021 kl. 23:53 |
Kontanten ATM |
2.000 |
|
26.07,2021 kl. 00:33 |
Kontanten ATM |
2.000 |
|
26.07.2021 kl. 00:34 |
Kontanten ATM |
2.000 |
|
26.07.2021 kl. 00:35 |
Kontanten ATM |
1.000 |
|
I alt |
|
9.000 |
Banken har oplyst, at alle transaktionerne blev foretaget med chip og korrekt pinkode. Der var ingen afviste transaktioner.
Transaktionerne blev korrekt registreret og bogført, og der har ikke været tekniske svigt eller andre fejl.
Ved en indsigelsesblanket af 26. juli 2021 gjorde klageren indsigelse mod de fem transaktioner. Han oplyste, at han ikke selv havde foretaget eller godkendt nogen af transaktionerne. Han oplyste, at han mandag den 26. juli 2021 ca. kl. 08:30 opdagede, at hans kort var blevet stjålet og brugt uden hans samtykke, da han loggede på mobilbanken for at se, hvor mange penge han havde brugt i byen natten mellem den 23. juli og 24. juli 2021. Han opbevarede kortet i sin kortholder og havde lært pinkoden udenad. Ingen havde haft adgang til hans kort eller kode. Han spærrede kortet den 26. juli 2021 ca. kl. 09. Han oplyste endvidere:
”Fredag d. 23/07-21 er jeg i byen og bruger mine kort 3 forskellige steder. Det sidste sted jeg gør brug af mine kort er [navn på en bar] og jeg formoder at det er her mine betalingskort blev stjålet. Vi forlader [navn på en bar] ca. kl. 2:00 om morgenen d. 24/07-21.”
Den sidste anerkendte transaktion med brug af pinkode inden de fem hævninger i pengeautomaten var den 24. juli 2021 kl. 01:27.
Klageren oplyste, at han ligeledes havde anmeldt sagen til politiet.
Transaktionerne blev trukket på klagerens konto den 27. juli 2021. Saldoen på kontoen var herefter 12.710,70 kr.
Den 30. juli 2021 blev der foretaget en betaling på 9.088 kr. til et boligselskab fra klagerens konto, og klageren overførte herefter 3.622 kr. til sin mors konto i Sydbank. Beløbet blev straks overført til en konto -779 et andet pengeinstitut. Klagerens konto i Sydbank blev herefter opgjort og lukket.
Den 16. august 2021 afviste banken at godtgøre klageren de omtvistede hævninger.
Parternes påstande
Den 13. juni 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal godtgøre ham de ikke vedkendte hævninger på 9.000 kr.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken i henhold til betalingslovens § 100 er forpligtet til at godtgøre hans tab i forbindelse med de omtvistede betalinger,
Det fremgår af bankens afvisning af 16. august 2021, at det stjålne kort blev misbrugt til fem kontanthævninger på i alt 9.000 kr. fra den 25. juli 2021 klokken 23:54 og frem. Han konstaterede den 26. juli 2021 kl. 08:30, at kortet var blevet stjålet og spærrede umiddelbart herefter sit betalingskort. Transaktionerne blev først bogført den 27. juli 2021, hvorfor han ikke havde mulighed for at konstatere, at der var foretaget uautoriserede transaktioner før dette tidspunkt.
Han anvendte endvidere en ’wallet’- løsning, hvorfor han – som så mange andre – ikke anvendte sit fysiske betalingskort regelmæssigt. Da han ikke havde haft brug for sit fysiske betalingskort, eksempelvis til online shopping mv., havde han ikke opdaget, at betalingskortet var stjålet på et tidligere tidspunkt. Han anmeldte dog de uautoriserede hævninger både til banken og til politiet allerede to dage efter – det vil sige så snart han var blevet opmærksom på, at betalingskortet var blevet stjålet.
Det følger af betalingslovens § 97, at en indsigelse skal være udbyderen i hænde, snarest muligt efter, at betaleren har konstateret en uautoriseret betalingstransaktion, dog senest 13 måneder efter debiteringen. Endvidere anfører Forbrugerombudsmanden, at ”En indsigelse til banken inden for 14 dage, efter misbruget eller fejlen er konstateret, vil være tilstrækkelig til at opfylde kravet om ’snarest muligt’.”
Han har således både sandsynliggjort, (1) at hans betalingskort er blevet stjålet og misbrugt til uautoriserede transaktioner, samt (2) at han rettidigt har anmeldt dette.
Bankens kommentar om, at det er ”påfaldende, at der umiddelbart efter det påståede misbrug, indsættes et stort kontantbeløb på klagers mors konto, og at beløbet straks overføres til en konto i [navn på pengeinstitut], samt at det er ”påfaldende, at tyveriet og de uautoriserede hævninger sker efter opsigelsen og umiddelbart inden klagers kundeforhold ophører” er stærkt injurierende og kan ikke betragtes som andet end en antydning af, at han skulle have begået et strafbart forhold ved at forsøge at stjæle penge fra banken for at tilgodese sig selv. Bankens yderligere gisninger om polititilhold mv. forekommer – ligesom ovenstående citater – fuldstændig irrelevante, usaglige og udokumenteret. Faktum er, at hans betalingskort er blevet misbrugt, og at han som følge heraf har krav på godtgørelse i henhold til lovgivningen – og der foreligger absolut ingen beviser for det modsatte.
Postulaterne om, at det skulle være ”usædvanligt, at en tyv ikke forsøger at hæve så meget som muligt på kontoen” bestrides i sin helhed og forekommer i øvrigt fuldstændig udokumenteret. Det er almen viden, at der er en beløbsgrænse ved hævninger, og det forekommer derfor ikke overraskende, at en tyv vil forsøge at hæve mindre beløb for at sikre sig en gevinst af en vis størrelse snarere end at risikere, at kortet spærres omgående. Det forhold, at betalingskortet ikke automatisk blev spærret umiddelbart herefter, er en fejl, der må tilregnes banken, og som i alle tilfælde ikke er en omstændighed, der kan lægges ham til last.
De dele af bankens bemærkninger, der vedrører faktiske forhold, og som ikke fremgår af bankens tidligere afvisninger af indsigelsen, kan ikke tillægges vægt, og bør derfor udgå af sagens akter i Ankenævnet. Det kan heller ikke indgå i sagen, at banken efterfølgende har fået en ubegrundet mistanke om, at han har begået et strafbart forhold. Ankenævnet bør derfor ikke tage hensyn til disse oplysninger.
Sydbank har anført, at hævningerne ikke var uautoriserede.
Den 24. juli 2021 kl. 01:27 anvendte klageren sit kort og pinkode sidste gang inden det påståede misbrug. Ved kortmisbrug stjæles kortet sædvanligvis umiddelbart efter, at pinkoden er blevet afluret. Det påståede misbrug begyndte dog først den 25. juli 2021 kl. 23:52, altså næsten to døgn senere.
Det er meget usandsynligt, at en tyv venter næsten to døgn med at misbruge kortet i denne type sager. Kortholder opdager typisk hurtigt, at kortet/pungen er bortkommet, og spærringen sker typisk umiddelbart efter tyveriet, så der er mindre risiko for, at kortet er blevet spærret.
Det er også meget usædvanligt, at en tyv ikke forsøger at hæve så meget som muligt på kontoen. I denne sag er der ingen afviste transaktioner, kortet var ikke spærret, og der var fortsat 12.710,70 kr. på kontoen. Det påståede misbrug stoppede af sig selv efter de fem hævninger, hvilket er meget usædvanligt.
Umiddelbart inden klagerens konto blev opgjort den 31. juli 2021, blev klagerens indestående overført til klagerens mors konto i Sydbank. Beløbet blev straks overført til en konto -779 i et andet pengeinstitut. Banken formoder, at det var klagerens nye konto.
Umiddelbart efter de påståede uautoriserede hævninger blev der den 29. juli 2021 indsat 16.100 kr. kontant på klagerens mors konto i Sydbank. Beløbet blev straks overført til konto -779 i et andet pengeinstitut. Det er påfaldende, at der umiddelbart efter det påståede misbrug blev indsat et stort kontantbeløb på klagerens mors konto, og at beløbet straks herefter blev overført til konto -779.
Det er derudover påfaldende, at tyveriet og de uautoriserede hævninger skete efter opsigelsen, og umiddelbart inden klagerens kundeforhold ophørte.
Klageren havde tilsvarende indsigelsessager i 2017, 2018 og 2020. Det er meget usædvanligt, at en kunde har så mange indsigelsessager.
Banken er som udgangspunkt forpligtet til at godtgøre uautoriserede transaktioner. Det er klageren, der skal sandsynliggøre, at transaktionerne er uautoriserede.
Ud fra en samlet vurdering er der ikke er tale om uautoriserede transaktioner. Det er bankens vurdering, at klageren har forsøgt at få udbetalt en uberettiget godtgørelse, umiddelbart inden kundeforholdet ophørte. Banken har derfor videregivet ovenstående oplysninger til politiet.
Klageren har ikke sandsynliggjort, at transaktionerne er uautoriserede, og banken er derfor ikke forpligtet til at godtgøre klageren.
Banken er ikke enig med klageren i, at banken er afskåret fra at fremlægge yderligere dokumentation eller nye anbringender i forbindelse med sagens behandling i Ankenævnet, ligesom de oplysninger om polititilhold, tidligere indsigelsessager samt videregivelse af oplysninger til politiet, som banken er kommet med, er relevante for spørgsmålet om, hvorvidt klageren har forsøgt at få en uberettiget godtgørelse.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet lægger til grund, at de ikke vedkendte transaktioner er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Af lov om betalinger § 98 følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. lov om betalinger § 93.
Ankenævnet lægger endvidere til grund, at de ikke vedkendte transaktioner blev foretaget ved aflæsning af kortets chip og indtastning af korrekt pinkode i første forsøg.
Pinkoden var en personlig sikkerhedsforanstaltning til kortet, jf. betalingslovens § 7, nr. 31. Ved transaktionen blev der anvendt stærk kundeautentifikation, jf. betalingslovens § 7, nr. 30.
Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug.
Efter de foreliggende omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen til sagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.