Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for fælles kassekredit.

Sagsnummer: 188 /2014
Dato: 05-11-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk
Klageemne: Rente - udlån
Kassekredit - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod hæftelse for fælles kassekredit.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for fælles kassekredit.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans ægtefælle H var kunder i Danske Bank.

I maj 2005 blev H sygemeldt efter en arbejdsskade.

Den 3. december 2008 optog klageren og H en fælles kassekredit med et maksimum på 590.000 kr. Renten på kassekreditten var variabel og udgjorde 12,75 % p.a. den 12. december 2008.

Kassekreditten blev hovedsageligt anvendt til indfrielse/nedbringelse af klagerens og H’s gæld samt parrets fælles gæld. Klagerens gæld blev indfriet/nedbragt med i alt 256.056,92 kr. Heraf blev 161.056,92 kr. anvendt til indfrielse af et billån med en debetrente på for tiden 10,5 % p.a., og 95.000 kr. blev anvendt til inddækning af overtræk på lønkonto. H’s gæld blev indfriet/nedbragt med i alt 188.458,63 kr. Heraf blev 141.958,63 kr. brugt til indfrielse af et lån med en debetrente på for tiden 14,25 % p.a., mens 28.500 kr. og 18.000 kr. blev anvendt til inddækning af overtræk på H’s løn- og budgetkonto. Parrets fælles gæld blev indfriet/nedbragt med 127.700,45 kr. Heraf blev 105.700,45 kr. brugt til inddækning af et lån med en debetrente på for tiden 9,75 % p.a., mens 20.000 kr. blev brugt til inddækning af overtræk/nedbringelse af gælden på parrets budgetkonto, hvor debetrenten for tiden udgjorde 11,85 % p.a.

Det var forudsat, at kreditten skulle indfries eller nedbringes væsentligt i foråret 2009, hvor H forventede at modtage en arbejdsskadeerstatning. Banken har oplyst, at behandlingen af arbejdsskadesagen trak ud, hvorfor kreditten blev forlænget med et år.

Af de fremlagte kontoudskrifter for kassekreditten fremgår, at renten i 2009 lå i intervallet fra 10,75 % p.a. til 12,25 % p.a. (bortset fra en kort periode fra den 16. til den 25. august 2009, hvor renten var 20,5 % p.a.).

I 2009 blev klageren sygemeldt.

Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren og H den 29. marts 2010 blev kreditten forhøjet til 625.000 kr. Renten var variabel, for tiden 5 % p.a. Af kontrakten fremgik, at banken havde ret til at kræve en overtræks- eller restancerente. Endvidere fremgik blandt andet:

”… Mit kreditmaksimum gælder indtil den 1. marts 2011, hvor en eventuel gæld skal betales tilbage til banken. …

Hvis der er flere låntagere, hæfter jeg solidarisk med de andre. …”

Af kontoudskrift sendt til klageren og H den 1. marts 2011 fremgik, at ”Kredittens maksimum efter aftale er nedskrevet med 625.000,00 kr.”, og at den forfaldne saldo udgjorde 630.339,27 kr.

Af kontoudskrifter for kassekreditten vedrørende perioden fra ultimo marts 2010 til ultimo december 2010 fremgår, at debetrenten var 5 % p.a.

Ved et brev af 31. marts 2011 med overskriften ”Opsigelse af konto” meddelte banken, at kreditten var overtrukket, at gælden udgjorde 644.950,67 kr., og at renten for tiden udgjorde 18 % p.a. Banken anmodede klageren om at betale gælden inden 14 dage, idet sagen i modsat fald ville blive overgivet til inkasso. Banken har i klagesagen oplyst, at rentesatsen på 18 % p.a., som også var anført på kontoudskrift sendt til klageren og H den 31. marts 2011, var satsen for ubevilget overtræk.

Den 14. juni 2011 blev klageren og H gift.

Den 17.juli 2012 afgik H ved døden. Ved H’s død blev en gruppelivsforsikringssum på 469.200 kr., der var pantsat til banken til sikkerhed for kreditten, indbetalt til nedbringelse af kreditten.

I et brev til klageren af 22. oktober 2013 meddelte banken, at gælden havde været sat i bero, men nu var forfalden til betaling. Gælden var opgjort til 174.545,90 kr., med tillæg af renter, for tiden 7,2 % p.a. fra den 25. maj 2011 til den 22. oktober 2013, kr. 79.755,41 kr.

Ved stævning af 28. januar 2014 nedlagde banken påstand om, at klageren skulle betale 174.545,90 kr. med tillæg af renter fra den 25. maj 2011 til den 28. januar 2014, 79.755,41 kr. Den 14. marts 2014 henviste Retten i Aalborg sagen til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande

Den 12. juni 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal frafalde sit krav mod ham vedrørende kreditten, og at banken skal betale 178.142,76 kr. til ham.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken skal fritage ham for hæftelsen for restgælden.

Han hæftede kun for halvdelen af gælden. De var to debitorer. De var ikke gift, da de underskrev kreditkontrakten. H havde kun aktiver for ca. 20.000 kr., da hun afgik ved døden. Banken må herefter frafalde H’s halvdel af gælden. Banken modtog 469.200 kr. i forsikring, hvilket beløb overstiger hans halvdel af gælden.

De var ikke klar over, at de påtog sig en solidarisk hæftelse, da de underskrev lånedokumentet. De ville i givet fald have forlangt gælden delt imellem sig.

Banken ønskede, at deres lån skulle lægges sammen til en kassekredit. Banken benyttede samtidig lejligheden til at hæve renten fra 7,4 % p.a. til 13,8 % p.a., hvilket resulterede i et overtræk. Det er ikke korrekt, at han fik mest ud af låneomlægningen. H’s sygedagpenge dækkede stort set kun H’s indbetalinger til banken, hvorfor han måtte bruge sine midler til H’s og børnenes leveomkostninger. Han påtog sig et meget betydeligt overarbejde for at betale banken, men blev sygemeldt i 2009. Han sørgede personligt for at betale H’s gruppelivsforsikring, selvom han vidste, at forsikringen var pantsat til banken.

Efterfølgende ønskede banken pludselig, at de skulle underskrive et nyt lånedokument. Banken benyttede endnu en gang lejligheden til at hæve renten fra 13,8 % p.a. til 18,8 % p.a. Banken opsøgte dem på deres private bopæl for at få dem til at underskrive dokumenterne. De var begge syge, og H havde netop fået at vide, at hun ikke ville overleve sin sygdom. Han læste ikke dokumentet igennem, inden han skrev under. Banken skal erkende, at bankens fremgangsmåde ikke var i orden.

Banken satte først renten ned efter, at de var nødt til at stoppe indbetalingerne til banken.

Han drøftede muligheden for en forligsmæssig løsning i 2010 og 2011 og tilbød banken en betaling på 200.000 kr., som han kunne låne privat. Bankens direktør tilkendegav, at han ville anbefale banken at acceptere en betaling på 400.000 kr. til fuld og endelig afgørelse.

Bankens krav er forældet.

Hans indsigelser mod bankens rådgivning er ikke forældede. Han havde først mulighed for at gøre indsigelse, da banken gjorde kravet gældende mod ham. Banken har flere gange henlagt sagen.

Danske Bank har blandt andet anført, at klageren med sin underskrift på kreditkontrakten har accepteret at hæfte solidarisk for hele gælden.

Den solidariske hæftelse fremgår klart af kreditkontrakten, idet den er beskrevet lige overfor, hvor klageren og H skrev under.

Den omstændighed, at der er udbetalt beløb fra en pantsat gruppelivsforsikring, fratager ikke klageren for hæftelsen. Indbetalingen fra gruppelivsforsikringen har nedbragt bankens tilgodehavende hos klageren og er dermed kommet klageren til gode.

Klageren hæfter således for hele restgælden.

Banken har gennem hele forløbet forsøgt at medvirke til en for klageren og H acceptabel løsning på deres økonomiske problemer. I 2008 var banken i dialog med klageren og H, da de ikke kunne overholde betalingerne på deres engagement. Der var således restancer på lån og overtræk på konti, som medførte en meget høj renteafgift. Låneomlægningerne skete efter aftale med klageren og H. Den største del af den omlagte gæld var klagerens egen gæld.

Det afvises, at banken benyttede omlægningen til at hæve renten. Renten på de indfriede konti og ikke mindst overtræksrenten lå i gennemsnit højere end renten for kreditten, som i begyndelsen udgjorde 12,75 % p.a. Banken valgte i 2010 at nedsætte renten til 5 % p.a., bortset fra overtræk. Rentenedsættelsen skyldtes, at klageren var kommet på sygedagpenge.

Det afvises, at en medarbejder fra banken skulle have besøgt klageren og H i deres hjem uden forudgående aftale. Bankens krav er ikke forældet.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende.

Forhøjelsen af kassekreditten skete i 2010, hvorfor indsigelser i forhold til kredittens etablering og rådgivningen i forbindelse hermed er forældet.

Klageren har ikke dokumenteret et eventuelt modkrav mod banken.

Ankenævnets bemærkninger

Ved underskrivelse af kreditkontrakten den 29. marts 2010, hvorved den omhandlede kredit blev forhøjet til 625.000 kr., påtog klageren sig at hæfte solidarisk med H for gælden i medfør af kassekreditten. Klageren har ikke godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at han ikke er bundet af kreditkontrakten. Danske Bank er som følge af klagerens solidariske hæftelse berettiget til at gøre det fulde krav vedrørende kassekreditten gældende mod ham.

Gældens hovedstol er omfattet af den 10-årige forældelsesfrist. Hovedstolen er således ikke forældet. Forældelsesfristen for renter af hovedstolen er tre år. Banken har i stævningen af 28. januar 2014 fremsat krav om renter i overensstemmelse hermed.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort, at han har et modkrav mod banken.

I hvert fald efter en samlet vurdering finder Ankenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte de oplyste rentesatser som urimelige. Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.