Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing i BankInvest Højrentelande.

Sagsnummer: 542/2009
Dato: 29-03-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab ved placering af opsparing i BankInvest Højrentelande.
Indklagede: Vestjysk Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved placering af hendes opsparing i BankInvest Højrentelande.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1920, var i 2007 kunde i den daværende Ringkøbing Bank, nu Vestjysk Bank.

I midten af november 2007 havde klageren en opsparingskonto med et indestående på ca. 335.000 kr., hvoraf 300.000 kr. vedrørte netop udtrukne obligationer. Desuden havde klageren et værdipapirdepot med en kursværdi på ca. 140.000 kr. fordelt med ca. 130.000 kr. i investeringsbeviser i BankInvest Korte Danske Obligationer og resten i bankaktier og realkreditobligationer.

Den 19. november 2007 henvendte klageren sig til banken med henblik på genplacering af udtrækningen på 300.000 kr. Banken anbefalede investeringsbeviser i Bank­Invest Højrentelande. Klageren fik udleveret noget brochuremateriale. Heraf fremgik bl.a., at "Højrentelande investerer i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer i lande med en højere rente end i Danmark og med en kreditværdighed på CC/Ca eller derover." Der blev årligt udloddet et minimumsudbytte på 7 kr. pr. bevis. Risikoen blev angivet til lav.

Klageren henvendte sig på ny den 20. november 2007. Det blev aftalt at placere hele klagerens opsparing i BankInvest Højrentelande.

Den 22. november 2007 gennemførte banken klagerens salg af investeringsbeviserne i BankInvest Korte Danske Obligationer og den resterende mindre post realkreditobligationer samt klagernes køb af for ca. 430.000 kr. BankInvest Højrentelande (4.517 stk., kurs 95,05). Samme dag sendte banken følgende brev til klageren:

"…

Handel med værdipapirer

Tak for et par gode møder den 19. og 20. november, hvor vi drøftede genplacering af udløbne obligationer.

Du gav udtryk for, at fremtidige investeringer i værdipapirer skal ske ud fra følgende kriterier:

-

størst muligt løbende udbytte/rente uden den store risiko

-

der ønskes ingen løbende udtræk

-

nuværende beholdning af BankInvest korte danske obligationer og 4% Nykredit 1. C. S 2009 ønskes solgt

Ud fra dette blev vi enige om at købe for ca. 430.000 kr. BankInvest Højrentelande. Afdelingen investerer i udenlandske stats- og virksomhedsobligationer i lande, hvor rente er højere end i Danmark. Det årlige udbytte i afdelingen er fastsat til mindst 7 kr. pr. bevis. Risikoen ved investering i afdelingen vurderes at være lav.

Fondsnotaer på handler vil blive fremsendt særskilt.

I forbindelse med investering i værdipapirer skal vi have din underskrift på vedlagte investeringsprofilskema. Skemaet er udarbejdet ud fra vores samtaler. Når du har underskrevet aftalen bedes den returneret i vedlagte kuvert. Kopi vedlægges til din orientering.

Såfremt du har spørgsmål eller kommentarer til ovennævnte, hører jeg gerne fra dig.

…"

Den 28. november 2007 underskrev klageren investeringsprofilskemaet. Af skemaet fremgår bl.a., at klageren havde kendskab til aktier, obligationer og investeringsforeningsbeviser.

Ved brev af 22. februar 2009 rejste klageren krav om erstatning for tab på investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande, hvis værdi efter det anførte var faldet til 270.000 kr. (ca. kurs 60).

Ved brev af 9. marts 2009 afviste banken et eventuelt erstatningsansvar.

Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.

Vestjysk Bank har oplyst, at klagerens investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande i april 2008 gav et udbytte på 55.333,25 kr. I april 2009 var udbyttet 31.619 kr.

I et faktaark om BankInvest Højrentelande pr. den 19. maj 2009 er risikoen angivet til høj. Det fremgår endvidere, at "I de år, hvor afkastet måtte være mindre end 7 kroner pr. bevis, vil det være nødvendigt at udlodde af afdelingens formue."

Parternes påstande.

Den 26. maj 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Vestjysk Bank skal erstatte hendes tab ved købet af BankInvest Højrentelande i november 2007.

Vestjysk Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med købet af BankInvest Højrentelande var mangelfuld.

Hun fremhævede gentagne gange, at hun ikke ønskede at løbe nogen risiko. I et andet pengeinstitut havde hun fået tilbudt en seniorkonto til en rente på 5,5 %. Ifølge banken var risikoen ved BankInvest Højrentelande lav, og hun kunne være sikker på en årlig rente på 7 %.

Det blev ikke oplyst, at de 7 % ville blive taget af afdelingens formue, hvis afkastet var utilstrækkeligt. Dette fremgik heller ikke af det brochuremateriale, som banken udleverede.

Det var dårlig rådgivning at anbefale, at hendes samlede opsparing blev placeret i en enkelt investeringsforeningsafdeling.

Hun fik ikke oplyst, at banken fik formidlingsprovision ved salg af Bank­Invests produkter.

I sammenligning med BankInvest Korte Danske Obligationer var BankInvest Højrentelande et kompleks produkt, som hun ikke fuldt ud forstod.

Investeringsprofilskemaet blev ikke gennemgået. Alene på baggrund af risikotesten og hendes alder var det klart, at investeringsprofilen var lav risiko og kort investeringshorisont. Investeringen i BankInvest Højrentelande burde derfor højst have udgjort 10 % af formuen.

Banken er nærmest til at bære ansvaret for, at BankInvest Højrentelande tilsyneladende fejlagtigt blev kategoriseret som et lavrisikoprodukt.

Vestjysk Bank har anført, at banken ved rådgivningen af klageren fulgte reglerne om køb af salg af værdipapirer. Klageren blev oplyst om fordele og ulemper ved genplacering af de udtrukne midler i henholdsvis en enkelt obligation og via investeringsforening. Klageren blev endvidere oplyst om, at banken ville modtage provision ved salg af investeringsbeviserne. Klageren ønskede en bedre forrentning, end hun kunne opnå på indlånskonto og ved placeringen i BankInvest Korte Danske Obligationer. Klageren havde tidligere købt investeringsbeviser.

På købstidspunktet blev BankInvest Højrentelande kategoriseret som lav risiko. Den nuværende kategorisering til høj risiko skyldes en markant ændring af markedet. Der var ikke tale om et komplekst produkt. Investeringen i BankInvest Højrentelande var i overensstemmelse med klagerens risikoprofil.

Banken rådgav klageren om risikospredning. På grund af kategoriseringen lav risiko og størrelsen af udbyttet valgte klageren at samle sin investering. Klageren tillagde det ikke nogen betydning, at udlodningen ville blive fratrukket investeringsbevisets værdi, hvis årets afkast var mindre end 7 kr. pr. bevis.

Klageren vidste, at investeringsbeviserne var baseret på udenlandske stats- og virksomhedsobligationer, jf. bl.a. referatet af 22. november 2007.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter rådgivning fra Ringkøbing Bank, nu Vestjysk Bank, valgte klageren i november 2007 at placere 430.000 kr., som udgjorde hovedparten af hendes formue, i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande. Midlerne havde hidtil været placeret i realkreditobligationer og investeringsbeviser baseret på korte danske obligationer.

Det findes ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med omlægningen til BankInvest Højrentelande i november 2007 accepterede og blev tilstrækkeligt informeret om den væsentligt forøgede risiko, der var forbundet hermed. Det bemærkes herved, at investeringsbeviserne var baseret på konjunkturfølsomme stats- og virksomhedsobligationer, hvilket sammenholdt med bestemmelsen om udbyttebetaling medfører betydelig kursusikkerhed. Dette understøttes af, at BankInvest Højrentelande nu kategoriseres som høj risiko.

På baggrund af ovenstående og ud fra synspunktet om risikospredning finder Ankenævnet, at banken begik en ansvarspådragende fejl i forbindelse med rådgivningen om placeringen af klagerens opsparing i BankInvest Højrentelande.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Hvis klageren inden otte uger efter denne afgørelse anmoder herom, skal Vestjysk Bank inden fire uger tilbagekøbe klagerens investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande mod, at klageren afleverer sit afkast af papirerne og oppebærer forrentning af tilbagekøbsbeløbet med bankens højeste almindelige indlånsrente fra købstidspunktet.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.