Rådgivning i forbindelse med valg af en kuponrente på 7% på et kontantlån optaget medio 1994.
| Sagsnummer: | 330 /1998 |
| Dato: | 10-03-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med valg af en kuponrente på 7% på et kontantlån optaget medio 1994. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om hvorvidt indklagede kan gøres ansvarlig i forbindelse med indklagedes rådgivning af klageren om valg af kuponrente på de underliggende obligationer for et kontantlån i forbindelse med lånets hjemtagelse medio 1994. Kontantlånet blev hjemtaget på grundlag af 30-årige 7% obligationer, hvorved lånet, der var på 580.000 kr., fik en obligationsgæld på ca. 703.000 kr.
Sagens omstændigheder.
Den 18. april 1994 underskrev klagerne købsaftale vedrørende køb af en fast ejendom. Ifølge købsaftalen skulle der til finansiering af købesummen på 745.000 kr. optages et 30-årigt kontantlån i Nykredit på 580.000 kr. Klagerne havde kursrisikoen for kontantlånet, og ifølge aftalen var klagerne gjort bekendt med muligheden for kurssikring. Klagerne undlod at foretage kurssikring. Klagerne var repræsenteret af advokat i forbindelse med handelen.
Gennem sælgers pengeinstitut blev der indhentet lånetilbud hos Nykredit på det forudsatte kontantlån.
Den 17. juni 1994, på hvilket tidspunkt kursniveauet var faldet væsentligt i forhold til kursniveauet på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, anmodede sælgers pengeinstitut Nykredit om udbetaling af kontantlånet på grundlag af 6% obligationer.
Den 20. juni 1994 kontaktede klagerne indklagede, der er klagernes sædvanlige pengeinstitut, for en drøftelse af valg af kuponrenten for kontantlånet. Drøftelserne førte til, at indklagede ved skrivelse af samme dag anmodede Nykredit om, at kontantlånet udbetaltes på grundlag af 7% obligationer, hvilket skete. Lånets obligationsgæld blev herefter 703.456,64 kr. på grundlag af kurs 82,45 svarende til dagskursen den 21. samme måned.
Der er fremlagt et lånetilbud af 1. maj 1994 fra Nykredit vedrørende et kontantlån på 580.000 kr. baseret på 6% obligationer. På lånetilbudet har indklagedes medarbejder med håndskrift angivet den aktuelle kurs og hertil svarende obligationshovedstol ved hjemtagelse på grundlag af henholdsvis 6%, 7% og 8% obligationer. Kurserne er angivet til henholdsvis 75, 82,45 og 88,75 og obligationshovedstolen til henholdsvis 773.000 kr., ca. 703.000 kr. og ca. 653.000 kr.
På grundlag af kurserne for den 21. juni 1994 har indklagede beregnet ydelsen ved forskellig kuponrente:
Kuponrente Brutto Netto (ved 50% skat) 6% 59.383 31.756 7% 60.236 32.113 8% 62.106 32.904 9% 63.770 33.617
I forbindelse med købet overtog klagerne en fradragskonto vedrørende et kontantlån, som tidligere havde været i ejendommen. Kontoens saldo var pr. 31. december 1996 på 120.571,88 kr.
I maj 1998 rettede klagerne gennem deres advokat henvendelse til indklagede i forbindelse med overvejelser om salg af ejendommen. Klagerne ønskede oplyst baggrunden for, at deres kontantlån var optaget på basis af 7% obligationer frem for 8% eller 9% obligationer. Ved skrivelse af 2. juni 1998 oplyste indklagede, at 7% obligationer blev valgt efter en drøftelse med klagerne.
Parternes påstande.
Klagerne har den 6. oktober 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at ved drøftelsen med indklagede forud for lånets hjemtagelse blev deres økonomi gennemgået alene på basis af beregning af brutto/nettoydelser. De blev ikke orienteret om, hvilken indflydelse valg af kuponrente ville få for størrelsen af obligationsgælden. Indklagede burde have henledt deres opmærksomhed på denne sammenhæng. Indklagede har ikke bestridt, at de ikke blev rådgivet vedrørende fordele og ulemper ved at vælge 7% obligationer frem for 8% obligationer med hensyn til, hvad dette ville medføre for obligationsgælden. Indklagede har derfor pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning og bør betale erstatning.
Indklagede har anført, at man ikke har udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen af klagerne. Der findes ikke noget objektiv rigtigt valg af kuponrente på kontantlån. En lavere kuponrente medfører en lavere nettoydelse, mens højere kuponrente giver bedre mulighed for at konvertere til en lavere rente, hvis renteniveauet efterfølgende falder. For denne mulighed betales en merpris, som vil være tabt, hvis renten ikke falder. Klagerne besluttede at afbalancere ønsket om den lavest mulige nettoydelse her og nu med forhåbning om senere at opnå gevinst gennem spekulation i renteudviklingen. I den foreliggende situation vejede hensynet til ydelsen tungest, hvilket resulterede i den valgte mellemløsning. Klagerne overtog i forbindelse med låneoptagelsen en kurstabsfradragskonto. På tidspunktet for lånets hjemtagelse kunne et sådant fradrag ikke overføres til et nyt lån ved en senere omprioritering. Dette var derfor et argument for at vælge den kuponrente, der førte til laveste nettoydelse.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Valg af kuponrente på de obligationer, på hvilke et kontantlån skal baseres, beror på en afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis en lav kuponrente og en høj kuponrente og i forbindelse hermed på forventningerne til den fremtidige renteudvikling. Ved at optage et kontantlån på grundlag af lavt forrentede obligationer opnås den laveste ydelse. Ved at optage et kontantlån på grundlag af højt forrentede obligationer opnås - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - mulighed for en efterfølgende fordelagtig konvertering, men denne mulighed vil alene kunne realiseres, såfremt der sker et rentefald.
Det er ubestridt, at spørgsmålet om valg af en kuponrente på 6%, 7% eller 8% blev drøftet med klageren på mødet den 10. juni 1994, og at klageren herefter valgte at optage kontantlånet på grundlag af 7% obligationer frem for 6% obligationer som oprindelig forudsat. Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at den rådgivning, som blev ydet af indklagedes medarbejder, var fejlagtig eller mangelfuld, herunder heller ikke med hensyn til spørgsmålet om kuponrentens betydning for obligationsgælden og fremtidige ændringer i denne. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at han selv måtte bære risikoen for forøgelse af obligationsgælden i tilfælde af efterfølgende rentefald, og at der ikke forelå oplysninger om, at klageren havde planer om at sælge ejendommen inden for en kortere tidshorisont.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.