Rådgivning ultimo februar 1997 vedrørende langsigtet investering.
| Sagsnummer: | 246/1997 |
| Dato: | 19-11-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning ultimo februar 1997 vedrørende langsigtet investering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På et møde den 28. februar 1997 i indklagedes Herlev afdeling rådgav en investeringsrådgiver klageren om investering af et beløb på ca. 2 mio. kr., som klageren ønskede at investere som en langsigtet investering. Investeringsrådgiveren rådede klageren til at investere 70% af beløbet i obligationer og 30% i danske og udenlandske aktier. På mødet blev ikke truffet beslutning om investering.
Den 10. marts 1997 ringede klagerens sædvanlige rådgiver til klageren. Med henvisning til mødet den 28. februar forespurgte rådgiveren, om klageren var nået til en beslutning. Senere samme dag kontaktede klageren investeringsrådgiveren; samtalen mundede ud i, at klageren afgav ordre om at placere 50% i obligationer og 50% i danske og udenlandske aktier. Indklagede efterkom ordren, således at 50% blev placeret i Uniinvest Direct og 50% i aktiebaserede investeringsforeninger med aktier i Danmark, Europa og Fjernøsten.
Ved skrivelse af 15. april 1997 rettede klageren henvendelse til indklagedes hovedsæde og anførte, at investeringsrådgiveren havde ydet dårlig rådgivning og undladt at fremkomme med fyldestgørende oplysninger. Klageren opgjorde sit tab til 60.000 kr. svarende til det kursfald, der var sket på investeringsforeningsbeviserne. Indklagede afviste at være erstatningsansvarlig.
Klageren har den 3. juli 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 60.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han oplevede mødet den 28. februar 1997 som fuldt ud tilfredsstillende. Der blev diskuteret risikovillighed, og han modtog information om risikospredning i almindelighed og om karakteristika ved indklagedes forskellige investeringsforeninger. Han fandt rådgivningen grundig. Han forespurgte, om tidspunktet for at investere var det rigtige set i lyset af de seneste kraftige stigninger på aktie- og obligationsmarkederne. Medarbejderens svar var, at der kunne ske yderligere stigninger. Henvendelsen den 10. marts 1997 opfattede han som en rykker. Da han samme dag kontaktede investeringsrådgiveren, forespurgte han, om der var forhold, der burde afholde ham fra at investere nu. Dette blev benægtet, og han anmodede om, at investeringen blev effektueret. Efterfølgende konstaterede han, at indklagede tilbageholdt oplysninger. Mange mindre aktier på den amerikanske børs var således faldet kraftigt gennem 1997, og den amerikanske nationalbank havde varslet rentestigning. Indklagede måtte være bekendt med disse faktiske oplysninger, men forholdt ham dem. Oplysningerne ville i givet fald have fået ham til at udskyde investeringen.
Indklagede har anført, at investeringsrådgiveren ikke erindrer, at klageren under samtalen den 10. marts 1997 forespurgte, om der var forhold, der skulle afholde ham fra at foretage investeringen. Indklagede har ikke udvist fejl eller forsømmelser i sagen. Klageren traf den endelige beslutning om at foretage investeringen på basis af den rådgivning, der var meddelt på mødet. Det er umuligt for indklagede at udpege top og bund for kursudsving, og indklagede har ikke garanteret, at investeringen ikke kunne falde til under niveauet på købstidspunktet. Indklagedes langsigtede forventninger var/er positive, og klagerens investering må anses som fornuftig, selv om klageren med den valgte fordeling må påregne, at der til tider vil være store udsving i investeringsperioden. Opringningen den 10. marts 1997 var ikke en rykker, men en sædvanlig opfølgning på det forudgående møde. Det bestrides, at klageren har lidt et tab på 60.000 kr., ligesom "tabet" ikke er realiseret, idet klageren ikke har solgt de købte papirer.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagedes investeringsrådgiver ved sin rådgivning af klageren under mødet den 28. februar 1997 og under telefonsamtalen den 10. marts 1997 har gjort sig skyldig i ansvarspådragende fejl eller forsømmelser. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at rådgivningen var baseret på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.