Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning om udbetalingstidspunkt.

Sagsnummer: 646/2009
Dato: 19-04-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Karin Ladegaard, Astrid Thomas
Klageemne: Puljepension - negativt afkast
Ledetekst: Rådgivning om udbetalingstidspunkt.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter



Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav i anledning af rådgivning i forbindelse med fastsættelse af udbetalingstidspunkt for klagerens kapitalpension.

Sagens omstændigheder.

Klagerens kapitalpension i Danske Bank tilknyttet bankens Puljeinvest blev ved tillæg af 2. marts 2004 ændret således, at udbetalingstidspunktet blev fastsat til den 1. marts 2009.

I januar 2004 havde Danske Bank orienteret klageren om nye regler for Puljeinvest. Af bankens brev dateret januar 2004 fremgår bl.a.:

"…

Dækning af negativt afkast

Hvis De træder ud af Puljeinvest som følge af pensionering, tab af erhvervsevne eller død, dækker vi et eventuelt negativt puljeafkast, der er opstået i perioden, fra vi sidst har tilskrevet afkast, og til De træder ud af Puljeinvest. Dækningen gælder kun for den konto, vi har nævnt.

Indtil den 24. maj 2004 kan De

ændre udbetalingstidspunktet for Deres opsparing

uden at denne dækning bortfalder. Hvis De gør det efter den 24. maj 2004, bortfalder Deres dækning.

…"

Den 31. december 2008 blev der på klagerens kapitalpension hævet et negativt puljeafkast på 17.348,34 kr.

Den 25. februar 2009 fyldte klageren 67 år.

Kapitalpensionen blev udbetalt til klageren den 5. marts 2009.

Ved brev af 16. marts 2009 rettede klageren henvendelse til Danske Bank. Klageren henviste til bankens brev fra januar 2004, der da havde foranlediget ham til at drøfte en eventuel udbetaling af ordningen med henblik på indfrielse af gæld. På et møde havde bankens medarbejder A frarådet ham en ophævelse af kapitalpensionen. I forbindelse med valg af udbetalingstidspunkt for kapitalpensionen havde A oplyst, at banken i det sidste år af løbetiden dækkede et eventuelt negativt afkast. A havde således rådgivet ham fejlagtigt ved fastlæggelse af udbetalingstidspunktet til den 1. marts 2009, idet garantien mod negativt afkast kun ville omfatte to måneder. Klageren stillede derfor krav om erstatning.

Ved brev af 3. april 2009 afviste banken klagerens krav.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. juni 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal godtgøre ham det negative afkast for 2008 på kapitalpensionen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at bankens medarbejder A fejlinformerede ham i forbindelse med drøftelsen af tidspunktet for udløbet af kapitalpensionens bindingsperiode.

A oplyste, at banken dækkede det sidste år af løbetiden, hvorfor han ikke reagerede mod forslaget om at sætte 1. marts 2009 som udbetalingstidspunkt. A kunne have forslået ham, at pensionen kom til udbetaling den 31. december 2008, hvorved han ville have haft en garanti i 12 måneder.

Ved at vælge den 1. marts 2009 som datoen for bindingsperiodens udløb dækkede bankens garanti kun mod negativt afkast i to måneder.

Danske Bank har anført, at medarbejderen A ikke erindrer kundemødet i detaljer i 2004, men har afvist at have oplyst over for klageren, at klageren ved ændringen opnåede dækning af et eventuelt negativt afkast i 12 måneder forud for udbetalingen af kapitalpensionen; A havde ikke mulighed for at tilbyde en sådan aftale.

Klageren har ikke på noget tidspunkt haft en aftale om dækning af 12 måneders negativt afkast ved udtræden af kapitalpensionsordningen uafhængig af udtrædelsestidspunktet. 12 måneders dækning kan kun opnås, hvis udtræden sker pr. 31. december i et år.

Udbetalingstidspunktet den 1. marts 2009 blev valgt af klageren. Datoen passede med klagerens fødselsdag den 25. februar 2009.

Af brevet fra januar 2004 fremgår klart og entydigt, at klageren ved ændring inden den 24. maj 2004 bibeholdt dækning af eventuelt negativt puljeafkast opstået i perioden fra seneste tilskrevne puljeafkast til udtræden af Puljeinvest.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren. Banken havde ikke nogen pligt til at foreslå klageren et udbetalingstidspunkt til 31. december 2008.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med ændring af aftale om pensionsordningen den 2. marts 2004 fik tilsagn om dækning af eventuelt negativt afkast i hele det sidste år af pensionsordningens løbetid.

Ankenævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at Danske Banks medarbejder A i marts 2004 begik fejl ved rådgivningen af klageren om fastsættelsen af udbetalingstidspunktet for kapitalpensionen.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Klagen tages ikke til følge.