Indsigelse mod hæftelse.
| Sagsnummer: | 62 /2000 |
| Dato: | 15-09-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mette Frøland, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
Tredjemandspant - stiftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Under denne sag har klageren gjort indsigelse mod en kaution og en håndpantsætning til sikkerhed for sin søns gæld til indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1925, drev sammen med sin ægtefælle indtil dennes død i 1982 en landbrugsvirksomhed på en lejet ejendom. I 1983 blev ejendommen overtaget af klagerens søn, S, som på ejendommen drev en virksomhed med vildtopdræt.
I 1993 blev ejendommen på tvangsauktion overtaget af DLR og videresolgt til klageren. Driften af virksomheden fortsatte på ejendommen.
Ved gældsbrev af 6. oktober 1995 ydede indklagede S et lån på 244.000 kr. Klageren påtog sig selvskyldnerkaution for lånet begrænset til 50.000 kr. og således, at kautionen højst kunne gøres gældende for 25% af den til enhver tid værende restgæld inkl. renter.
I forbindelse med kautionen underskrev klageren på et såkaldt informationsskema en erklæring om, at en række nærmere angivne konsekvenser af kautionen var blev gennemgået med hende, ligesom hun var blevet orienteret om, at der var tale om et delvist nødlidende engagement, og at det lånte beløb blev anvendt til "nedbringelse af andre mellemværender ("gammel gæld")".
Ved kassekreditkontrakt af 7. april 1998 fik S en kredit på 50.000 kr. Samtidig fik S tilsagn om et midlertidigt overtræk på kreditten på 160.000 kr.
Den 8. april 1998 underskrev klageren en ny kautionserklæring, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for S's forpligtelser over for indklagede begrænset til 50.000 kr. og således, at kautionen maksimalt kunne gøres gældende for 25% af den til enhver tid værende restgæld inkl. renter. Ved håndpantsætningserklæring af samme dato gav klageren indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 100.000 kr. i ejendommen til sikkerhed for, hvad hun og S til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldige.
I december 1998, hvor S fik likviditetsmæssige vanskeligheder, afslog indklagede at udvide engagementet, medmindre der blev stillet yderligere sikkerhed.
Klageren afslog at stille yderligere sikkerhed, og den 24. juni 1999 blev engagementet opsagt.
Under sagen har indklagede fremlagt virksomhedens årsregnskab for 1998. Ifølge dette er klageren virksomhedens indehaver.
Parternes påstande.
Den 23. februar 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav i henhold til kautionen og håndpantsætningen.
Indklagede har for så vidt angår kautionen og håndpantsætningen i april 1998 nedlagt påstand om afvisning. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun ophørte med erhvervsarbejde i 1990 og herefter modtog pension. Hun har beboet ejendommen, men S har alene forestået driften af denne, og i forbindelse hermed optaget lån hos indklagede.
Hun deltog ikke i møderne med indklagede om engagementet. Dokumenterne blev forelagt til underskrift hos hende som ejer af ejendommen. Hun fik ingen rådgivning om konsekvenserne af at underskrive dokumenterne.
I 1998, hvor engagementet blev udvidet, stillede indklagede krav om håndpant i ejerpantebrevet. Hun var på daværende tidspunkt 73 år.
Såvel kautionsløfterne som håndpantsætningen af ejerpantebrevet foregik i strid med god bank- og sparekasseskik.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren er erhvervsdrivende, idet klagen vedrører en virksomhedsejers sikkerhedsstillelse for en driftskredit til brug for hendes egen virksomhed. Det fremgår af årsregnskabet, at klageren er indehaver af virksomheden, underskriver årsregnskab og udtager overskud. Det forhold, at kreditten er ydet til S ændrer ikke ved, at kreditten var beregnet til og blev anvendt brug for virksomheden.
Vedrørende håndpantsætning af ejerpantebrevet bemærkes, at ejendommen for størstedelens vedkommende indgår i virksomhedens kapitalgrundlag og udgør godt 85% heraf.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren i forbindelse med kautionen i juni 1995 i overensstemmelse med normal praksis blev rådgivet om betydningen heraf, jf. det af klageren underskrevne informationsskema.
Med hensyn til den i april 1998 stillede sikkerhed gøres det gældende, at klageren som ejer af virksomheden havde et indgående kendskab til virksomhedens økonomi, og at klageren i 1997 og 1998 udtog overskud fra virksomheden på i alt 104.709 kr. Den samlede sikkerhedsstillelse på i alt 150.000 kr. var derfor ikke urimelig, også selv om klagerens eneste anden indtægt var pension.
Der har ikke foreligget oplysninger eller andre omstændigheder, som antydede, at klageren ikke var i stand til at forstå betydningen af forpligtelserne eller på anden måde var ude af stand til at tage vare på egne forhold. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem alder og evne til at overskue økonomiske sammenhænge.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må anses for en mindre erhvervsdrivende, og at klagen efter sin art ikke adskiller sig fra, hvad der kunne forekomme i private forhold.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at der i forbindelse med, at klageren i 1995 og 1998 påtog sig begrænset kaution og i 1998 håndpantsatte ejerpantebrevet til sikkerhed for sønnens engagement, har foreligget omstændigheder, som kan medføre en tilsidesættelse af forpligtelserne. Klageren kan derfor ikke få medhold i sin påstand, hverken helt eller delvist.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.