Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ombytning af garantbeviser til aktier i bankTrelleborg.

Sagsnummer: 61/2008
Dato: 15-10-2008
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med ombytning af garantbeviser til aktier i bankTrelleborg.
Indklagede: bankTrelleborg (Sydbank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagernes krav om erstatning for tab på aktier i bankTrelleborg tegnet i maj 2007 ved ombytning af garantbeviser.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er M og dennes tre børnebørn.

I begyndelsen af 2007 havde M garantindskud på i alt 20.000 kr. i sparekassen SparTrelleborg. M's børnebørn havde garantindskud på i alt 13.000 kr.

I marts 2007 blev sparTrelleborg omdannet til et bankaktieselskab. I den forbindelse accepterede klagerne et tilbud om at ombytte garantikapitalen til aktier, således at der for hver 1.000 kr. garantikapital blev tegnet fire aktier á nominelt 20 kr., svarende til kurs 250.

I slutningen af januar 2008 blev mindretalsaktionærerne i bankTrelleborg i medfør af § 144 i lov om finansiel virksomhed tvangsindløst, i hvilken forbindelse Sydbank overtog aktiekapitalen i bankTrelleborg. Tvangsindløsningskursen var 59,30. Der er rejst indsigelse mod denne kurs, jf. § 144, stk. 4.

Den 13. marts 2008 foretog Finanstilsynet en undersøgelse af bankTrelleborgs rådgivning og information om salg af aktier i forbindelse med omdannelsen af Sparekassen sparTrelleborg til bankTrelleborg A/S. På baggrund af undersøgelsen vurderede tilsynet i en rapport af 19. maj 2008, at bankTrelleborg i forbindelse med omdannelsen havde fulgt de dagældende regler for rådgivning i forbindelse med handel af aktier, og at der var handlet i overensstemmelse med god skik.

Den 27. marts 2008 blev bankTrelleborg fusioneret med Sydbank.

Sydbank har under sagen fremlagt det informationsmateriale om muligheden for at ombytte garantikapital til aktier, som klagerne fik tilsendt i foråret 2007. Heraf fremgår bl.a.:

"Ombytning til aktier

Som garant i bankTrelleborg a/s har du mulighed for at ombytte din garantikapital til aktier. I så fald bliver du medejer af banken. Du har også mulighed for at få din garantikapital udbetalt eller lade den blive stående som hidtil i 5 år, hvorefter den vil blive udbetalt.

Dine muligheder:

- Du kan ombytte garantikapitalen til aktier. For hver 1.000 kr. du har garantikapital får du 4 aktier à nominelt 20 kr., svarende til 250 kr. pr. aktie. Det fremgår af tegningsblanketten nøjagtig, hvor mange aktier dit garantindskud kan ombyttes til.

- Du kan lade garantikapitalen stå uforandret de næste 5 år. Herefter vil pengene blive frigivet. Det er ikke muligt at bibeholde garantindskud i mere end 5 år.

- Du kan få udbetalt din garantikapital. I så fald skal du give besked om dette i ombytningsperioden 30. april 2007 - 14. maj 2007.

Garantfordele

De nuværende garantfordele bliver afløst af et nyt fordelsprogram. Ønsker du din garantikapital udbetalt, bortfalder garantfordelene. Lader du garantikapitalen stå, så beholder du garantfordelene i en periode, hvorefter de udfases og erstattes af det nye fordelsprogram.

Tidsfrister

Du vil have mulighed for at ombytte din garantikapital til aktier i perioden: 30. april 2007 - 14. maj 2007. Hvis vi ikke har fået besked senest den 14. maj inden kl. 16, vil garantikapitalen blive stående de næste 5 år på samme konto som hidtil og med uændrede rentevilkår."

Banken har endvidere fremlagt en oversigt over kursudviklingen på bankTrelleborg aktier for perioden fra første handelsdag i juni 2007 til tvangsindløsningen i januar 2008. Det fremgår, at kursen i begyndelsen af perioden oversteg 400 og herefter var faldende. Fra november 2007 var kursen ca. 250.

Parternes påstande.

Den 1. februar 8 har klagerne v/ M indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal erstatte tabet på aktierne.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

M har anført, at han havde flere samtaler med sin rådgiver i banken, før han accepterede ombytningstilbuddet, dels for hans eget garantindskud, dels for børnebørnenes garantindskud, der vedrørte børneopsparingsmidler.

Han oplyste, at han ikke havde forudsætninger for at tage stilling til tilbuddet. Rådgiveren fremhævede, at sparTrelleborg var en velrenommeret sparekasse, der havde bestået i 150 år. Det var ikke sikkert, at han ville tjene de store penge, men da investeringshorisonten var på 2-7 år, ville der ikke være de store problemer. Ved ombytningen ville han hjælpe den nye bank på vej.

Da kursen på aktierne var på sit højeste, spurgte han, om det kunne betale sig at sælge. Ifølge banken ville det ikke være så godt, hvis alle solgte. På baggrund af tidshorisonten vurderede han, at værdien af aktierne ikke ville kunne falde til et mindre beløb end indskuddet, hvorfor han valgte at beholde aktierne.

Det er uforståeligt, at banken fra en opstart med over 240 mio. kr. kunne "gå ned" på under seks måneder.

bankTrelleborg kunne tilsyneladende have været overtaget af Sparekassen Sjælland for en højere overtagelsespris, hvorved aktionærernes tab var blevet begrænset.

Det er uforståeligt, at Sydbank ansatte personer fra bankTrelleborgs bestyrelse.

På baggrund af hændelsesforløbet føler han sig ført bag lyset og taget ved næsen. Reelt har han foræret bankens direktør og bestyrelsesmedlemmer en væsentlig del af sin og børnebørnenes opsparing. Tabene medfører bl.a., at han ser sig nødsaget til at omlægge sine lån for i hvert fald at kunne give børnebørnene en rimelig konfirmationsgave.

Sydbank har anført, at M selv traf beslutning om at ombytte sit og børnebørnenes garantindskud til aktier og efterfølgende at beholde disse.

Bankens rådgivning omkring bankTrelleborg aktien var hverken ansvarspådragende eller mangelfuld. I det omfang M efterspurgte rådgivning om aktien, blev der ydet rådgivning i overensstemmelse med god skik.

Rådgivningen skete med udgangspunkt i, at klagerne allerede var garanter i sparekassen. Ved købet af garantbeviserne havde klagerne accepteret risikoen ved at lade garantikapitalen hæfte for sparekassens forpligtelser sammen med sparekassens øvrige reserver.

Finanstilsynet har efter sin undersøgelse konkluderet, at de dagældende regler for rådgivning ved handel med aktier blev fulgt, og at der blev handlet i overensstemmelse med god skik.

Kursen på bankTrelleborg aktier var på et tidspunkt over kurs 400. Helt frem til den 26. november 2007, hvor aktiekursen var 247, svarende til lidt under klagerens købskurs, havde klageren mulighed for at sælge aktierne uden tab. Herefter fortsatte kursen med at ligge på dette niveau indtil tvangsindløsningen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at bankens medarbejder har gjort sig skyldig i ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren M i forbindelse med denne beslutning om at ombytte sine og børnebørnenes garantindskud til aktier i bankTrelleborg. Det bemærkes herved, at klagerne i forvejen havde påtaget sig den risiko, som bestod i, at garantindskuddene var ansvarlig lånekapital, og at børskursen på aktierne gennem en længere periode efter ombytningen var højere end den kurs på 250, som aktierne ved ombytningen blev erhvervet til.

Det er heller ikke godtgjort, at rådgivningen af klageren i forbindelse med dennes overvejelser om at sælge aktierne var forkert eller mangelfuld.

Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til prisfastsættelsen af aktierne i forbindelse med tvangsindløsningen efter § 144 i lov om finansiel virksomhed.

Klagen tages ikke til følge.