Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med investering i Roskilde Bank aktier, PlusInvest obligationer og BankInvest investeringsbeviser. Kurstab på PlusInvest obligationer ved salg før udløb. Tabsbegrænsningspligt.
| Sagsnummer: | 747/2009 |
| Dato: | 30-04-2015 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard, Michael Reved |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med investering i Roskilde Bank aktier, PlusInvest obligationer og BankInvest investeringsbeviser. Kurstab på PlusInvest obligationer ved salg før udløb. Tabsbegrænsningspligt. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører krav om erstatning for tab på investering i Roskilde Bank aktier, BankInvest investeringsbeviser og PlusInvest obligationer, herunder for kurstabet ved klagerens salg af PlusInvest obligationer før disses udløb.
Sagens omstændigheder
Klageren i denne sag er dødsboet efter A.
I 2002 havde A et kapitalpensionsdepot i Roskilde Bank. Depotet indeholdt 10 styk Roskilde Bank aktier til en kursværdi på i alt 8.321,20 kr. og 675 styk investeringsbeviser i BankInvest Korte Danske obligationer til en kursværdi på i alt 71.637,75 kr.
Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde A 50 styk Roskilde Bank aktier i kapitalpensionsdepotet.
I 2005 blev 409 styk af investeringsbeviserne i BankInvest Korte Danske obligationer solgt. Samme år blev der til kapitalpensionsdepotet købt 10 styk Roskilde Bank aktier og nominelt 37.000 kr. PlusInvest obligationer 0% Plus 7 Index Super 2012.
Depotets indhold var herefter 60 styk Roskilde Bank aktier, 266 stk. BankInvest Korte Danske obligationer og nominelt 37.000 kr. PlusInvest obligationer 0% Plus 7 Index Super 2012. Kursværdien af depotet var pr. den 30. december 2005 i alt cirka 127.000 kr.
Efter et nyt aktiesplit i november 2006 i forholdet 1:2 udgjorde A’s beholdning af Roskilde Bank aktier 120 styk.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
A’s engagement blev overført til et andet pengeinstitut, P.
Den 6. juli 2009 indgav A en klage til Ankenævnet over Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) vedrørende hendes investeringer i Roskilde Bank aktier, investeringsbeviser i BankInvest Danske obligationer og i PlusInvest obligationer Index Super 2012. A anførte blandt andet, at kursen på PlusInvest Index Super 2012 var faldet fra kurs 102 i 2006 til kurs 25,51 pr. den 23. juni 2009.
Den 11. august 2009 blev der af Amagerbanken afholdt et møde for ejerne af PLUS Råvarer 2013 og PLUS Råvarer Super 2013. Baggrunden var, at sikkerhedsobligationen, der indgik i obligationsserien, havde været udsat for flere konkurser i den underliggende referenceportefølje. Dagsordenen for mødet var en ”Gennemgang af obligationernes situation” og ”Forslag til ændring af obligationsvilkårene med henblik på at kunne udskyde eller undlade opsigelse af obligationerne og realisering af tilbageværende sikkerhedsaktiver”. På mødet blev det vedtaget at ændre obligationsvilkårene med henblik på at begrænse obligationsejernes tab.
Den 19. marts 2010 traf Finanstilsynet afgørelse i en sag om PLUS Råvarer 2013 og PLUS Råvarer Super 2013. Af afgørelsen fremgår blandt andet:
”Finanstilsynet påtaler, at BI Asset Management Fondsmæglerselskab A/S (herefter kaldet BIAM) i de fakta-ark, der var udarbejdet til udlevering til kunder om de strukturerede obligationer PLUS Råvarer 2013 og PLUS Råvarer Super 2013, angav:
”… indløses til minimum kurs 100 ved udløb*)
Fodnote*) Sikret ved investering i AAA-ratede sikkerhedsobligation, som er den højeste opnåelige rating.”
og derved gav investorerne et misvisende og utilstrækkelig beskrivelse af forholdene for indløsning, herunder risikoen for ikke at blive indløst til kurs 100. Fakta-arkene indeholdt dermed ikke en afbalanceret beskrivelse af produkterne og de risici, der er knyttet til en investering i produkterne.
BIAM har dermed handlet i strid med redelig forretningsskik og praksis inden for virksomhedsområdet, jf. § 43, stk. 1 i lov om finansiel virksomhed.”
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 16. februar 2011 blev Finanstilsynets afgørelse af 19. marts 2010 om PLUS Råvarer stadfæstet af Erhvervsankenævnet.
Den 18. marts 2011 solgte A sin beholdning af PlusInvest Index Super 2012 obligationer til kurs 68 via P.
På baggrund af Ankenævnets praksis i en række sager om PlusInvest obligationer i efteråret 2011 meddelte Finansiel Stabilitet ved brev af 23. juli 2012 til A, at man havde besluttet at imødekomme klagen således, at man – hvis obligationerne ved udløb blev indfriet til en kurs under kurs 100 – ville kompensere for forskellen mellem indfrielseskursen ved udløb og kurs 100, dog højest det faktiske tab i forhold til kurs 100.
Den 27. december 2012 udløb PlusInvest Index Super 2012 til kurs 108,3991.
Da udløbskursen oversteg kurs 100 betalte Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) ikke nogen erstatning til A.
Ifølge et internt håndskrevet notat, som Finansiel Stabilitet har fremlagt under sagen, oplyste A under en telefonsamtale den 21. januar 2013 blandt andet, at hun havde solgt PlusInvest obligationerne, da det ifølge hendes svigersøn, som var bankmand, ikke kunne betale sig at have dem. Klageren har bestridt, at svigersønnen rådgav A om hendes investeringer, herunder om salget af PlusInvest obligationerne. A besluttede efter rådgivning fra sit nye pengeinstitut, P, at sælge obligationerne og derved i hvert fald være sikret værdien på dette tidspunkt. Svigersønnen hjalp hende med at sælge papirerne via netbanken med henblik på at spare omkostninger.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Den 30. april 2014 døde A.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har vedrørende Roskilde Bank aktierne og PlusInvest obligationerne nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken ydede forkert eller dårlig rådgivning i forbindelse med Roskilde aktiekøbene. Endvidere faldt kursen kraftigt på Danske obligationer og Plus Index Super 2012.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrørende Roskilde Bank aktier er ukonkret og derfor bør afvises, jf. § 7 i Ankenævnets vedtægter.
Det er på baggrund af de foreliggende oplysninger usikkert under hvilke omstændigheder A valgte at sælge PlusInvest obligationerne, herunder hvad der foranledigede hendes beslutning. Der foreligger således en sådan tvivl om A’s beslutning om salg af PlusInvest obligationerne, at denne del af klagen bør afvises, jf. § 7 i Ankenævnets vedtægter.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at klageren ikke har godtgjort, at banken har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med aktiekøbene eller at banken i øvrigt skulle have udvist ansvarspådragende adfærd.
Klageren har ikke redegjort for forløbet omkring A’s erhvervelse af Roskilde Bank aktier, herunder hvilket aktiekøb, der kræves erstatning for og hvori den ansvarspådragende handling består.
A havde været aktionær i Roskilde Bank i hvert fald siden 2002, kunne derfor ikke være ubekendt med, at investering i aktier medfører mulighed for både gevinst og tab.
A havde haft betydelige værdistigninger på aktiebeholdningen, og måtte være vidende om, at aktien var kursfølsom.
Det forhold, at Roskilde Bank er taget under konkursbehandling udløser ikke i sig selv et erstatningsansvar.
Der ydes ikke erstatning for bristede forventninger.
Vedrørende PlusInvest obligationerne har Finansiel Stabilitet anført, at A’s beslutning om at sælge før udløb ikke skete efter rådgivning fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank). Obligationerne blev solgt på baggrund af hendes svigersøns vurdering.
Hvis A havde beholdt obligationerne til udløb, ville hun ikke have lidt et tab, men tværtimod have opnået en ikke ubetydelig gevinst.
Den 11. august 2009 blev der afholdt et obligationsejermøde vedrørende Plus Råvarer 2013 og Plus Råvarer Super 2013. I mødeindkaldelsen og på mødet fik investorerne oplysninger om de risici ved investeringen, som Finanstilsynet efterfølgende vurderede skulle være oplyst ved rådgivningen.
En klager, der har solgt sine obligationer før disses udløb som følge af de nye oplysninger, kan være berettiget til erstatning, hvis salget er sket i umiddelbar forlængelse af de nye oplysninger, hvilket vurderes at være inden for tre måneder fra modtagelsen af oplysningerne. I så fald anses klageren for at have iagttaget sin tabsbegrænsningspligt.
De nye oplysninger vurderes at have afsmittende effekt, hvis klager også har investeret i og lidt tab i forbindelse med salg af Plus 7 Index obligationer før udløb.
Hvis en klager således har fået oprindeligt manglende relevante oplysninger om risikoen ved investeringen og herefter sælger sine obligationer inden for tre måneder efter modtagelsen af de nye oplysninger, anses klageren for at have begrænset sit tab. I så fald bør klager kunne opnå erstatning op til kurs 100 uanset obligationernes udløbskurs.
A ejede ikke PlusInvest Råvarer obligationer og blev derfor ikke indkaldt til obligationsejermødet den 11. august 2009. A modtog således ikke oprindeligt manglende relevante oplysninger om sine Plus Index Super 2012 obligationer i forbindelse med mødet.
A solgte først obligationerne mere end et år og syv måneder efter obligationsejermødet. Selv hvis A måtte have modtaget de oprindeligt manglende relevante oplysninger i forbindelse med mødet, bør klageren ikke få medhold i, at salgene skete for at begrænse tabet. A ville i så fald have spekuleret gratis i ét år og syv måneder.
På salgstidspunktet var kursen på obligationerne stigende.
Der er ikke noget tab på investeringsbeviserne i BankInvest Korte Danske obligationer, som A købte i 2002. Opgjort pr. den 23. januar 2013 var der tværtimod en samlet gevinst på investeringen på 11.949,49 kr.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren er boet efter nu afdøde A, der havde været kunde i den daværende Roskilde Bank, nu Finansiel Stabilitet.
A’s pensionsmidler var placeret i investeringsbeviser i BankInvest Korte Danske obligationer (i), Roskilde Bank aktier (ii) og PlusInvest Index Super 2012 obligationer (iii).
i
Det kan ikke lægges til grund, at investeringen i BankInvest Korte Danske Obligationer medførte tab. Allerede derfor får klageren ikke medhold i påstanden om erstatning vedrørende disse papirer.
ii
Det kan endvidere ikke lægges til grund, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med A’s køb af Roskilde Bank aktier i 2005 og før. Ankenævnet finder, at A ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, og at hun selv måtte bære risikoen herved.
Klageren får herefter ikke medhold i, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning for tabet på A’s Roskilde Bank aktier.
iii
Ved afgørelse af 19. marts 2010 fastslog Finanstilsynet, at informationsmaterialet om PlusInvest obligationerne Råvarer 2013 og Råvarer Super 2013 indeholdt en misvisende og utilstrækkelig beskrivelse af forholdene for indløsning, herunder risikoen for ikke at blive indløst til kurs 100.
Ankenævnet finder, at det havde været nærliggende, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) på baggrund af Finanstilsynets afgørelse havde givet de af bankens kunder, der havde investeret i de pågældende obligationer og andre tilsvarende obligationer, relevant information om obligationerne og om Finansiel Stabilitets (Roskilde Banks) opfattelse af kundernes retsstilling, herunder om betydningen af den mindstekurs, som kunderne var stillet i udsigt ved køb af obligationerne. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at kunderne ikke på grundlag af Finanstilsynets afgørelse, havde tilstrækkeligt grundlag for at vurdere deres retsstilling.
Ejere af PlusInvest Råvarer obligationer var blevet indkaldt til et møde om obligationerneden 11. august 2009. Henset til omfanget og karakteren af de oplysninger, som kunderne modtog i den forbindelse, finder Ankenævnet, at de ikke herved fik sådanne oplysninger om deres retsstilling, at de selv burde have været i stand til at afgøre, hvilken risiko der reelt var forbundet med obligationerne, og hvorledes de skulle forholde sig. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at kunderne har modtaget tilstrækkeligt materiale til at tage stilling til deres tabsbegrænsningspligt.
Ankenævnet finder herefter, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) er nærmest til at bære risikoen for, at nogle kunder valgte at sælge deres PlusInvest obligationer til en kurs under kurs 100 før obligationernes udløb.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at lægge vægt på Finansiel Stabilitets (Roskilde Banks) notater om nu afdøde A’s oplysninger om baggrunden for hendes salg af obligationerne. Ankenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at telefonsamtalen med A fandt sted cirka to år efter salget.
Ankenævnet finder derfor, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale en erstatning til klageren, der passende kan fastsættes til forskellen mellem A’s salgskurs og kurs 100, som var den mindstekurs, A var blevet stillet i udsigt ved købet af obligationerne. Da A havde nominelt 37.000 kr. PlusInvest obligationer, der blev solgt til kurs 68 udgør erstatningen 11.840 kr. ((37.000 kr. x (100-68)):100). Ankenævnet finder ikke, at erstatningsbeløbet skal tillægges renter. Ankenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at A kunne disponere over en del af det investerede beløb før obligationerne udløb.
Ankenævnets afgørelse
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal inden 30 dage til klageren betale 11.840 kr.
Klageren får klagegebyret tilbage.