Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om debitors hæftelse for udbetalinger til debitors ægtefælle. Spørgsmål om klagers hæftelse for ægtefælles forpligtelser ved hensidden i uskiftet bo.

Sagsnummer: 299/1997
Dato: 15-07-1998
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Spørgsmål om debitors hæftelse for udbetalinger til debitors ægtefælle. Spørgsmål om klagers hæftelse for ægtefælles forpligtelser ved hensidden i uskiftet bo.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren hæfter for en gæld opstået ved, at indklagede tillod klagerens nu afdøde ægtefælle at hæve betydelige beløb på klagerens konto, herunder om han hæfter efter at have overtaget ægtefællens bo til hensidden i uskiftet bo.

Sagens omstændigheder.

Den 18. marts 1997 døde klagerens ægtefælle ved en trafikulykke.

Klagerens engagement med indklagede bestod på dette tidspunkt bl.a. af en multikonto (-479), hvis saldo var på ca. 269.000 kr. (negativ). Omkring den 21. marts 1997 underskrev klageren dokument vedrørende en udlægskonto (-965), hvorefter indklagede ydede klageren en kredit med en kreditramme på 275.000 kr.

Den 8. april 1997 overførtes 275.000 kr. fra udlægskontoen til multikontoen, hvis saldo herefter var 211,18 kr. (positiv).

Indklagede har oplyst, at man i foråret 1996 havde givet tilladelse til, at klagerens ægtefælle overtrak multikontoen. De hævede beløb skulle anvendes til ombygning af parrets privatbolig, der var nødvendige af hensyn til ægtefællens helbred. Hævningerne til ombygningen og investeringen i et i september 1995 købt sommerhus fortsatte frem til foråret 1997. Det var hensigten, at det opståede træk skulle inddækkes ved en forventet skadeserstatning på 300-500.000 kr. til ægtefællen, som havde oplyst, at hun ville få en sådan som følge af en arbejdsskade.

I april 1997 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende oprettelsen af udlægskontoen samt med forespørgsel om, på hvilken måde gælden på multikontoen var stiftet. Klageren anførte, at han i dagene efter ægtefællens død havde været stærk chokeret og ikke havde nogen klar erindring om, hvad der var sket herunder, at han havde underskrevet noget dokument hos indklagede. Klageren gjorde gældende, at indklagede skulle se bort fra hans underskrift på dokumentet vedrørende udlægskontoen. Dette blev afvist af indklagede.

Den 2. juni 1997 anmeldte indklagede til skifteretten et krav på ca. 274.000 kr. i ægtefællens bo i anledning af, at klageren bestred at hæfte for den gæld, der var stiftet af ægtefællen.

Under en fortsat korrespondance mellem klagerens advokat og indklagede anførte klagerens advokat, at klageren ikke havde underskrevet en håndpanterklæring af 5. januar 1994, ved hvilken indklagede opnåede sikkerhed i et ejerpantebrev på 180.000 kr. med pant i hans og ægtefællens ejendom, samt et gældsbrev af 20. maj 1994. Pantsætningen skete til sikkerhed for, hvad parret til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.

Ved skrivelse af 18. juni 1997 til indklagede anførte klagerens advokat, at der var truffet beslutning om, at klageren ville anmode om at få boet efter ægtefællen udleveret til uskiftet bo, ligesom der ville blive indgivet klage til Ankenævnet over indklagede. Af skrivelsen fremgår i øvrigt:

"Jeg forventer, at Pengeinstitutankenævnet vil give [klager] medhold i, at han ikke er forpligtet af de underskrifter, som sparekassen har modtaget, herunder den underskrift på lånedokumentet vedrørende konto [-965], som er oprettet efter ægtefællens død, og som er underskrevet af [klager] under klare forudsætninger, at der forelå gyldige underskrifter på de foreliggende lånedokumenter.

Bekræft venligst på vedlagte ligelydende, at sparekassen har modtaget ovennævnte forbehold, og at sparekassen er orienteret om, at overtagelse af boet til hensidden i uskiftet bo er underskrevet under nævnte forudsætning."

Den 24. juni 1997 blev boet efter ægtefællen udleveret til klageren til uskiftet bo.

Ved skrivelse af 7. juli 1997 til klageren og med kopi til klagerens advokat anmodede indklagede om, at der blev truffet aftale om afvikling af engagementet. Ved skrivelse af 16. s.m. meddelte klagerens advokat, at klageren var i færd med at kontakte et andet pengeinstitut med henblik på at få engagementet overflyttet. Indklagedes engagement ville i denne forbindelse blive fuldt indfriet "dog som tidligere oplyst med forbehold om tilbagesøgning, såfremt klagen til Pengeinstitutankenævnet måtte give basis herfor."

Parternes påstande.

Klageren har den 9. september 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde hans hæftelse "for den kredit min afdøde ægtefælle har optaget uden mit vidende."

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han havde givet sin ægtefælle adgang til at foretage dagligdags dispositioner over den omhandlede konto i forbindelse med betaling af fælles regninger, indkøb til husholdningen m.v., men ikke til større dispositioner i form af optagelse af lån. Den hæftelse, som ægtefællen påtog sig over for indklagede, går klart ud over den adgang, som en ægtefælle efter retsvirkningsloven har til at indgå forpligtelser på begge parters vegne. Der er ikke foretaget ombygning af privatboligen, og det var heller ikke nødvendigt at foretage en sådan af hensyn til ægtefællens helbredsforhold. Det må undre, at indklagede tillod overtræk i den omhandlede størrelsesorden uden at forlange forevist et eneste bilag. Det må have stået indklagede klart, at de hævede beløb ikke anvendtes til betaling af ombygningsudgifter, idet der ikke via indklagede blev betalt regninger for materialer eller andet til brug for en ombygning. Der er heller ikke foretaget investeringer i sommerhuset. Kontoudtog er fremkommet, mens han var på arbejde, hvorfor han ikke har haft lejlighed til at se kontoudtog på noget tidspunkt, idet han stolede på, at ægtefællen ikke foretog sig noget i strid med deres fælles aftale. Først i forbindelse med dødsfaldet blev han bekendt med kontoudtogene. Indklagede handlede i strid med god pengeinstitutskik ved uprøvet at lægge ægtefællens urigtige oplysninger til grund og ved at acceptere dennes træk på en fælles konto uden at sikre sig hans indforståelse og underskrift. Man har ladet lånedokumenter underskrive uden at sikre sig underskrifternes ægthed.

Indklagede har anført, at det var ægtefællen, der stod for kontakten til indklagede, men med accept fra klageren. Indklagede har ikke været i ond tro med hensyn til ægtefællens ret til at disponere over klagerens konti. Umiddelbart efter ægtefællens død henvendte klageren sig, og under gennemgangen af kontoforholdene udtrykte klageren undren over de store træk og gav samtidig udtryk for, at han havde haft sine anelser om, at alt ikke var, som det skulle være, ligesom han måtte erkende, at han burde have undersøgt forholdene noget før. Et par dage efter det første møde underskrev klageren en kontrakt vedrørende udlægskontoen. Indklagede har udsendt kontoudtog og årsopgørelse, hvoraf udviklingen i kontoens saldo fremgik. Man har ikke på noget tidspunkt bekræftet eller accepteret klagerens advokats forbehold som indeholdt i dennes skrivelse af 18. juni 1997. Ved at overtage boet efter ægtefællen til hensidden i uskiftet bo har klageren overtaget gældsansvaret efter ægtefællen, og det er således uden betydning, om klageren ikke direkte måtte hæfte for den af ægtefællen etablerede gæld, idet han ved overtagelsen af boet til uskiftet bo har overtaget hæftelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerens afdøde ægtefælle hæftede over for indklagede for de af hende foretagne træk på klagerens multikonto i det omfang, hun ikke var bemyndiget hertil af klageren.

Klageren overtog i juni 1997 boet efter sin ægtefælle til hensidden i uskiftet bo, og det følger herefter af arvelovens § 16, at klageren hæfter personligt for ægtefællens forpligtelser. Dette gælder også ægtefællens eventuelle forpligtelser over for indklagede. Den omstændighed, at klagerens advokat over for indklagede forinden etableringen af det uskiftede bo havde tilkendegivet, at klageren ikke mente sig forpligtet af sine underskrifter på udlægskontoen (-965), ændrer ikke herved. Klageren hæfter herefter for overtrækket på mulitikontoen, uanset om det eventuelt kan lægges til grund, at han ikke var bundet af sin underskrift på udlægskontoen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.