Krav om erstatning for tab på delvis lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier i 2005 og før samt i 2007.
| Sagsnummer: | 663/2010 |
| Dato: | 03-06-2015 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Michael Reved, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på delvis lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier i 2005 og før samt i 2007. |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på delvis lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier i 2005 og før samt i 2007.
Sagens omstændigheder
Klageren kunde i Roskilde Bank, hvor han blandt andet havde to værdipapirdepoter henholdsvis nr. -806 og -791.
I 2004 havde klageren ifølge bankens registreringer 10 styk Roskilde Bank aktier i depot -806. Efter et aktiesplit i 2004 i forholdet 1:5 havde klageren 50 aktier i depotet. I forbindelse med en emission i banken i efteråret 2005 tegnede klageren yderligere 10 styk Roskilde Bank aktier.
Ved gældsbrev af 2. september 2005 optog klageren et lån på 33.500 kr., der blev anvendt til køb af 50 styk Roskilde Bank aktier til depot -791.
Efter et aktiesplit i 2006 i forholdet 1:2 var der henholdsvis 120 styk og 100 styk Roskilde Bank aktier i depoterne.
I forbindelse med en emission i banken i 2007 tegnede klageren yderligere henholdsvis 20 styk og 10 styk Roskilde Bank.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
Den 3. december 2010 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) med krav om erstatning.
Samme måned indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Klagesagen blev sat i bero med henblik på at afvente resultatet af undersøgelsen.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår blandt andet:
”...
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”
Klageren blev tilbudt og accepterede erstatning i henhold til forliget for aktietegningerne i 2007.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale fuld erstatning for tabet på hans investeringer i Roskilde Bank aktier.
Han har købt Roskilde Bank aktier for et samlet beløb på 167.000 kr. Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) bør betale både lånebeløbet på 33.500 kr. og det resterende tabte beløb, der udgør 134.000 kr.
Aktierne blev købt på forkert grundlag, som aktivt blev skabt af bankens marketingspolitik og dårlig rådgivning. Der var tale om rent snyd. Det var ikke mulig at træffe fornuftig beslutning på grundlag af de informationer, som han modtog fra bankens personale.
Banken overtalte ham til at optage lån til køb af aktier. Ifølge banken ville afkastet på aktierne med garanti dække renten på lånet. I 2008, hvor aktien var faldet i værdi, anbefalede banken ham at betale gælden på grund af renten.
Banken har undladt at informere om klagemuligheder og ændrede forældelsesregler.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har anført, at klageren har købt for i alt 43.931,50 kr. Roskilde Bank aktier, når der ses bort fra aktierne, som klageren tegnede i forbindelse med emissionen i 2007, som klageren har fået erstatning for. Ved opgørelsen er der ikke medregnet udbetalt udbytte.
Et eventuelt erstatningskrav vedrørende aktiekøbene i 2005 og før er forældet. Det af klageren anførte om, at banken undlod at oplyse om de nye forældelsesregler, var ikke ansvarspådragende.
Klageren ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med investeringerne.
Klageren var aktionær i en længe årrække og må derfor antages at have været bekendt med risikoen ved at investere i aktier. Klageren var vidende om kursudviklingen på aktierne og havde rig mulighed for at sælge dem, hvis han ikke ønskede at acceptere risikoen.
Det af klageren anførte om, at banken anbefalede ham at tilbagebetale det optagne lån, var ikke ansvarspådragende.
Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren købte aktier i Roskilde Bank i 2005 og før samt i 2007. En del af klagerens aktiekøb i 2005 skete for lånte midler.
Klageren har under sagen accepteret et tilbud fra Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) om erstatning for aktieinvesteringerne i 2007 i henhold til forliget med Forbrugerombudsmanden.
Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank i 2005 anbefalede klageren at optage lån til køb af aktier i banken.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Michael Reved – udtaler herefter:
Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jævnfør nu § 46 i lov om Finansiel virksomhed. Vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at banken på anden måde begik ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren, hvorved bemærkes, at klageren hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.
Vi stemmer herefter for ikke at give klageren medhold i klagen.
To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer herefter for at give klageren medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.