Afgørelse

Rådgivning ved indgåelse af valutarenteswapaftale

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af en valutarenteswapaftale med Sydbank.

Sagens omstændigheder

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H, der er kunder i Sydbank.

Ved låneaftale af 11. november 2005 optog M et valutalån på 104.000 schweizerfranc (CHF).

Sydbank har fremlagt en udskrift af 11. november 2007, hvoraf fremgår, at M’s risikovillighed vedrørende investering i valuta var høj risiko.

I august 2008 blev valutalånet indfriet.

På daværende tidspunkt var klagernes faste ejendom behæftet med et 5 % fast forrentet realkreditlån med en restgæld på ca. 1,9 mio. kr. og en restløbetid på ca. 28 år.

Banken foreslog i tilknytning til lånet at oprette en valutaswap i CHF og udarbejdede med henblik herpå en "Finansieringsanalyse", der indeholdt blandt andet forskellige scenarier ved renteændringer (+/÷ 1 %) og valutakursændringer (+/ ÷ 5 %). I de indledende forudsætninger for finansieringsanalysen tog banken forbehold for blandt andet skattemæssige forhold.

Den 2. september 2008 bekræftede banken en aftale med M om en 3-årig valutaswap med udløb den 30. september 2011. M skulle betale variabel rente (for tiden 3,28333 %) af en hovedstol på 410.944,09 CHF, svarende til 1,9 mio. kr. DKK (kurs 4,6235). Banken skulle betale fast rente 5 % af 1,9 mio. DKK.

Den 15. september 2008 underskrev M en rammeaftale med banken om indgåelse af finansielle forretninger. M fik i den forbindelse udleveret en af banken udarbejdet publikation om forskellige forretningstyper, herunder swaps. Vedrørende skattemæssige forhold er det blandt andet anført, at swaps skattemæssigt er kategoriseret som finansielle kontrakter, og at tab kan fradrages i gevinster på finansielle kontrakter og strukturerede obligationer.

I 2011, hvor kursen på CHF var steget betydeligt, stillede M efter krav fra banken yderligere sikkerhed for engagementet.

Den 3. august 2011, hvor CHF-kursen var 6,8685, lukkede M valutaswappen med et tab på 909.000 kr.

M har herudover opgjort et tab på 81.908 kr. vedrørende beskatning af swapudbetalinger.

I valutaswappens løbetid har klageren modtaget positive nettorenter på 199.896,90 kr. Banken har på den baggrund anført, at tabet højst kan udgøre 709.103 kr.

Parternes påstande

Den 9. februar 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal erstatte tabet på valutaswappen.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at swapaftalen blev indgået på opfordring fra banken, der redegjorde for, at der var store økonomiske fordele herved. Rådgivningen var mangelfuld, idet banken ikke oplyste om de uforholdsmæssigt store konsekvenser, som en ændring i renten og/eller valutaen kunne medføre.

I en e-mail den 2. september 2008, hvor aftalen blev indgået, anførte banken, at "det bliver en god forretning for jer og sparer jer for 32.500 kr. årligt".

Forud for etableringen af aftalen burde banken have udarbejdet en ny investeringsprofil for dem begge. H var debitor på det realkreditlån, som valutaswapaftalen var knyttet til, og M’s tidligere investeringsprofil var udarbejdet i tilknytning til investering i værdipapirer for egne midler. Grundlaget for valutaswapaftalen var således utilstrækkeligt, jf. reglerne om investorbeskyttelse eller de såkaldte MiFID-regler.

M’s erfaringer med CHF-lånet, der ikke er underlagt MiFID-reglerne, kunne ikke overføres til valutaswappen, som er et betydeligt mere komplekst produkt. Der er desuden stor forskel på risikoen for tab på investeringer for egne penge og risikoen ved investering i valutaswaps, hvor tabsrisikoen i princippet er ubegrænset.

Banken har overtrådt MiFID-reglerne ved at undlade at foretage egnetheds- og hensigtsmæssighedstest.

Fra og med sommeren 2010 sendte banken jævnligt information om kurssvingningerne på CHF og stillede krav om yderligere sikkerhed. Ved en e-mail af 26. maj 2011 til banken redegjorde de for deres bekymringer i relation til swapaftalen. Banken svarede ved e-mail af 27. maj 2011, at man ikke kunne spå, men at prognoserne var lovende. Efterfølgende har det vist sig, at CHF-kursen var særligt lav i foråret 2011. Banken burde derfor i stedet have rådet dem til at lukke.

Lukningen den 3. august 2011 skete på baggrund af en meddelelse fra banken om, at CHF-kursen var steget voldsomt.

Kravet på 81.908 kr. er begrundet i, at banken undlod at oplyse om de skattemæssige konsekvenser af valutaswappen, herunder at valutaswapaftaler skattemæssigt ikke er egnede til almindelige indkomstbeskattede personer.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises på grund af bevisusikkerhed, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at aftalen blev indgået med M, der havde erfaring med CHF, idet han tidligere havde optaget et CHF-lån.

M modtog fyldestgørende rådgivning og forstod produktet og de dermed forbundne risici. Valutaswappen opfyldte M’s ønske om en lavere rente, og produktet matchede M’s individuelle økonomiske forhold og risikoprofil.

Valutaswappen og dennes karakteristika blev beskrevet for M på et møde. Rådgivningen tog udgangspunkt i finansanalysen, der indeholder forskellige alternative scenarier. Både rentebesparelsen og risiciene, herunder risikoen for tab, hvis kursen på CHF steg, blev drøftet. M fik forevist en graf, der viste den historiske udvikling i valutakursen på CHF. M fik desuden udleveret skriftligt materiale med beskrivelse af swapforretninger og de faktorer, som er afgørende for henholdsvis tab og gevinst.

Banken havde et godt kendskab til M’s økonomi og risikoprofil. Der er foretaget en fyldestgørende egnethedstest, hvor der er taget udgangspunkt i M’s investeringsprofil, finansielle situation og investeringsformål. M’s investeringsprofil blev udarbejdet ca. 10 måneder før aftalen om valutaswappen. Det påhvilede M at oplyse om eventuelle ændringer, således at investeringsprofilen var ajour. Der var ikke noget der tydede på, at M’s investeringsprofil var ændret.

H var ikke part i aftalen.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Efter det foreliggende finder Ankenævnet, at det må lægges til grund, at Sydbank ydede fyldestgørende rådgivning til M i forbindelse med dennes indgåelse den 2. september 2008 af en valutaswapaftale med banken.

Ankenævnet lægger navnlig vægt på det fremlagte skriftlige materiale, som blev drøftet med og udleveret til M i forbindelse med aftaleindgåelsen. Ankenævnet lægger endvidere vægt på, at M’s risikovillighed ved investering i valuta var høj risiko, og at han tidligere havde optaget et valutalån i banken.

Det må lægges til grund, at M indgik valutarenteswapaftalen med henblik på at opnå en rentefordel, idet han forudsatte, at såvel renteudviklingen som kursudviklingen på CHF ikke ville udvikle sig i en for ham negativ retning, hvilket også var bankens forventninger. Ankenævnet finder, at M måtte indse, at forventningerne kunne vise sig ikke at holde, og at han selv måtte bære risikoen herfor.

Der foreligger ikke oplysning om, at Sydbank skulle have påtaget sig at overvåge valutakursudviklingen og at henvende sig til klagerne ved et bestemt kursniveau. Der påhviler derfor ikke banken noget ansvar som følge af, at banken undlod at henvende sig til klagerne på et tidspunkt i foråret 2011, hvor kursen på CHF efter det oplyste skulle have været relativ lav.

Selvom valutaswapaftalen var knyttet til klagerne M’s og H’s fælles realkreditlån, finder Ankenævnet ikke, at der påhvilede banken en særskilt rådgivningsforpligtelse over for H.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen