Afgørelse

Forældelse af krav i anledning af tilbagekaldelse af lånetilbud

Klageren ejede to ejendomme - en villa samt en ubebygget grund, som hun i 1987 fik salgsvurderet til en nominel pris på 2.000.000 kr. En anden ejendomsmægler salgsvurderede i 1988 ejendommene til en kontant pris på 1.875.000 kr. Klageren underskrev herefter en slutseddel vedrørende overdragelse af de to ejendomme til et af hende ejet anpartsselskab. Efter ansøgning fra ejendomsmægleren fremsendte det indklagede realkreditinstitut i april 1988 et lånetilbud til klageren vedrørende et mix-lån. Klageren underskrev i juni 1988 et pantebrev til instituttet, som efter at have været afvist fra tinglysning på grund af indholdsmæssige fejl, blev kvitteret til aflysning af instituttet som ikke benyttet. I juli 1988 fremsendte instituttet et nyt og mindre lånetilbud til klageren. I januar 1989 fremsendte instituttet en redegørelse til klagerens advokat for forløbet af lånesagen, herunder at det oprindelige tilbud var afgivet på grundlag af en forkert vurderingssum. Omstændigheder taget i betragtning foreslog instituttet med forbehold for boligministeriets godkendelse en løsning, hvorefter instituttet under opfyldelse af en række nærmere angivne betingelser ydede et mix-lån med et provenu, der svarede til det først tilbudte lån. Der udveksledes angiveligt i 1988 og 1989 yderligere korrespondance mellem parterne. De to ejendomme blev i denne periode bortsolgt på tvangsauktion. I september 1990 afviste instituttet over for klageren at være erstatningspligtig for hendes tab. I marts 1991 rettede klageren henvendelse til et folketingsmedlem om sin sag. Folketingsmedlemmet fremsendte den 2. oktober 1991 kopi til klageren af boligministerens besvarelse af Boligudvalgets spørgsmål 58 af 7. februar 1989 samt kopi af et brev fra boligministeren til folketingsmedlemmet vedrørende klagerens sag. Klageren rettede i oktober 1991 direkte henvendelse til boligministeren om sin sag.

Klageren indbragte den 2. juni 1996 sagen for Nævnet med påstand om, at hendes krav ikke var forældet, jf. forældelsesreglen på 20 år i DL 5-14-4. Realkreditinstituttet påstod kravet forældet, jf. forældelsesreglen i lov nr. 274 af 22. december 1908 § 1, stk. 1, nr. 5, subsidiært lovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Nævnet konstaterede, at sagen alene havde kunnet oplyses på grundlag af det af klageren fremlagte materiale, idet instituttets materiale vedrørende lånesagen i 1988 var destrueret. Det af klageren fremlagte materiale udgjorde kun en del af korrespondancen. Det fremgik heraf, at instituttet den 4. september 1990 afviste at være erstatningsansvarlig over for klagerens tab vedrørende ejendommen. Klage herom blev indgivet til Nævnet den 2. juni 1996 - mere end 5 år efter instituttets afvisning af klagerens krav. Nævnet fandt på den anførte baggrund, at sagen var uegnet til nævnsbehandling og afviste klagesagen.