Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om indsigelse var sket mod gennemført transaktion.

Sagsnummer: 189/2008
Dato: 15-10-2008
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Ledetekst: Spørgsmål om indsigelse var sket mod gennemført transaktion.
Indklagede: Max Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører en transaktion på klagerens konto i forbindelse med hendes køb af en tjenesteydelse på Internettet.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er kunde i Max Bank, har i banken en konto med et tilknyttet Visa/Dankort.

Klageren har anført, at hun den 18. juni 2007 på Internettet bestilte et 3-måneders medlemskab af et tysk netdating firma. Hun anvendte i denne forbindelse sit Visa/Dankort til betaling.

Den 25. september 2007 blev der på klagerens konto i Max Bank med valør den 24. september 2007 hævet 993,66 kr., idet det fremgik, at hævningen vedrørte "VISA-NOTA EUR 132,00 18.09".

Den 3. september 2007 havde klageren anmodet om udstedelse af et nyt Visakort. Efter at det nye kort var blevet leveret og aktiveret, blev det hidtidige kort slettet den 19. september 2007.

I starten af oktober måned 2007 rettede klageren henvendelse til Max Bank med forespørgsel om, hvorvidt betalingen den 25. september 2007 var foretaget med hendes nye eller gamle Visa/Dankort.

Klageren har anført, at bankens medarbejder stillede sig uforstående over for problemstillingen, hvorfor hun selv telefonisk kontaktede bankens hovedsæde om spørgsmålet. Kort tid efter rettede hun igen henvendelse til Max Bank og blev betjent af samme medarbejder som ved første henvendelse. Medarbejderen var nu ganske vred og mente, at hun lavede intriger ved at kontakte hovedsædet. Hun gav herefter op over for Max Bank.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. maj 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Max Bank tilpligtes at betale 993,66 kr.

Max Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det pågældende internetfirma uden hendes accept har foretaget en automatisk fornyelse af medlemskabet, som var et medlemskab afgrænset til en periode på 3 måneder. Det kommer derfor ikke på tale at foretage en opsigelse, da medlemskabet fra dag et var tidsbegrænset.

Hun er i forbindelse med henvendelserne til banken på intet tidspunkt blevet spurgt, om betalingen slet ikke skulle have fundet sted.

Max Bank har anført, at klageren ved henvendelsen forespurgte, hvorvidt betalingen var foretaget med det nye eller gamle kort, og man fandt frem til, at betalingen var foretaget med det gamle.

Det fremgår, at betalingen er foretaget med reference til købsdato 18. september 2007.

Ved medlemskab eller abonnement, der betales med visakort, skal kortholderen sørge for at opsige sit medlemskab, før betaling finder sted.

Man har ikke drøftet spørgsmålet om opsigelse med klageren, da hun på intet tidspunkt spurgte til indsigelsesregler. Banken havde derfor ikke kendskab til medlemskabets afgrænsede periode. Klagerens henvendelse om betalingen gik alene på, hvorvidt det var det gamle eller nye kort, der var anvendt. Formålet var at tage de nødvendige forholdsregler, så internetfirmaet ikke fremtidigt kunne hæve på klagerens konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må - også efter klagerens egen forklaring - lægges til grund, at klageren ved henvendelsen til Max Bank i oktober 2007 alene spurgte, om betalingen til det tyske firma i den foregående måned var foretaget ved anvendelse af hendes gamle eller hendes nye VISA-dankort, og således ikke udtrykkelig gjorde indsigelse mod betalingen. Ankenævnet finder derfor, at klageren selv må bære risikoen for, at bankens medarbejdere ikke forstod henvendelsen som en anmodning om at iværksætte en indsigelsesprocedure over for betalingsmodtageren. Det må lægges til grund, at banken ikke nu har mulighed for at tilbageføre betalingen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.