Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på aktieinvesteringer i første halvår af 2006.
| Sagsnummer: | 282 /2006 |
| Dato: | 29-03-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Jette Kammer Jensen, Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på aktieinvesteringer i første halvår af 2006. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på aktieinvesteringer i første halvår af 2006.
Sagens omstændigheder.
Den 18. april 2005 underskrev klageren en Finansiel Plan og en Aftale om formueforvaltning vedrørende sit engagement med indklagede, som bestod af fire pensionskonti, hver med et tilknyttet depot, en pluskonto og to åbne depoter. Ifølge den finansielle plan havde klageren en formue på 6.216.000 kr., hvoraf 3.398.000 kr. var friværdi i fast ejendom. De resterende 2.818.000 kr. var nogenlunde ligeligt fordelt på aktier, obligationer og kontanter. 2.318.000 kr. af formuen var placeret hos indklagede. Klagerens investeringshorisont var på over fem år, og risikoprofilen var "høj risiko". Der blev valgt en investeringsramme på 45-75 % i aktier, 25-55 % i obligationer og 0-15 % i kontanter, hvilket svarede til indklagedes anbefaling. Et nyt møde skulle finde sted i april 2006.
Af aftalen om formueforvaltning fremgår bl.a.: "…
Med denne aftale giver du også banken tilladelse til at kontakte dig telefonisk og skriftligt om investeringsforslag.
Depoter og konti omfattet af denne aftale er specificeret i den Finansielle plan.
[Indklagede] giver investeringsforslag ud fra forventninger til fremtiden, derfor kan vi ikke garantere et bestemt afkast af investeringerne.
Ændringer til aftalen meddeles skriftligt.
Køb og salg af værdipapirer
Køb og salg af værdipapirer sker kun, hvis du har godkendt det forinden.
Banken gennemfører de aftalte køb og salg.
…"
I forbindelse med indgåelsen af aftalen oplyste klageren bl.a., at hun havde en årlig indkomst på 1,2 mio. kr., at hun via sin ansættelse havde en del optioner, og at hun ville indskyde 50.000 kr. om måneden på sine pensionsopsparinger.
Ved kreditkontrakt af 24. september 2005 ydede indklagede klageren en kredit med et maksimum på 3,5 mio. kr. Om baggrunden for oprettelsen af kreditten har klageren anført, at indklagede i september 2005 anbefalede hende at udnytte optionerne, hvilket hun ikke var indstillet på. Som alternativ blev hun anbefalet at oprette kreditten, således at den var til disposition, hvis der skulle handles hurtigt i relation til optionerne, hvilket hun accepterede. Indklagede har anført, at kreditten blev oprettet på initiativ fra klageren ud fra en forventning om, at der i forhold til indløsning af optionerne kunne blive behov for at handle hurtigt.
Omkring årsskiftet 2005/2006 solgte klageren sin faste ejendom og købte en ejerlejlighed. Ved ejendomssalget opnåede klageren et provenu på 4,3 mio. kr., hvilket beløb kunne dække købesummen for ejerlejligheden, som var på 4,235 mio. kr. På baggrund af en forventet rentestigning optog klageren et 5% realkreditlån på ca. 3,5 mio. kr. i ejerlejligheden.
Ligeledes ved årsskiftet indfriede klageren sine optioner, hvorved hun opnåede et provenu på ca. 2,3 mio. kr. Cirka 1 mio. kr. af provenuet skulle betales i skat i slutningen af 2006.
Klageren har anført, at hun udtrykkeligt aftalte med indklagede, at de frie midler på i alt 5,8 mio. kr. (3,5 mio. kr. + 2,3 mio. kr.) i modsætning til pensionsmidlerne skulle investeres i henhold til en lavrisikoprofil bortset fra ca. 1 mio. kr., som kunne anvendes til daytrading i A.P. Møller aktier. I samråd med indklagede blev det aftalt, at der ikke skulle investeres i obligationer, idet afkastet for at modsvare renten på realkreditlånet skulle være på minimum 5 % p.a. Endvidere ønskede hun ikke at investere i investeringsbeviser. Indklagede har anført, at klageren under et møde den 21. december 2005 tilkendegav, at midlerne fra realkreditlånet på 3,5 mio. kr. skulle investeres forsigtigt men dog i aktier, da klageren fravalgte obligationer og investeringsbeviser. Det blev derfor aftalt, at boliglånsmidlerne skulle anbringes i defensive aktier.
Den 9. januar 2006 overførte klageren 2,5 mio. kr. fra pluskontoen til kassekreditten.
Den 13. februar 2006 overførte klageren 4 mio. kr. fra pluskontoen til en konto i et andet pengeinstitut P.
Ved kreditkontrakt af 20. februar 2006 blev kassekredittens maksimum forhøjet med 4 mio. kr. til 7,5 mio. kr.
Den 22. februar 2006 overførte klageren 6 mio. kr. fra kassekreditten til PFA Pension, hvor klageren via sin ansættelse havde fået et tilbud om en garanteret forrentning på 4,8 %, hvilket oversteg renten på kassekreditten.
I forbindelse med at klageren blev tilknyttet en ny rådgiver hos indklagede, blev der afholdt et møde den 27. februar 2006 mellem klageren, den hidtidige rådgiver og den nye rådgiver. Klageren har anført, at hendes investeringsprofil blev gennemgået, og at det blev understreget, at alle hendes frie midler - i modsætning til pensionsmidlerne - skulle investeres i henhold til en lavrisikoprofil. Det bestrides, at hun skulle have betinget sig, at de enkelte investeringer skulle være i størrelsesordenen 500-600.000 kr. Hun havde ikke nogen holdning hertil og ønskede blot, at indklagede skulle foretage de nødvendige transaktioner, idet hun ikke selv havde forstand på investering. Indklagede har anført, at det på mødet blev aftalt, at midlerne fra optionerne og kassekreditten skulle investeres aktivt i aktier, men at kun en del heraf skulle benyttes til daytrading. Med henblik på at øge overskueligheden i engagementet og på baggrund af forskellen i rentesatserne blev indeståendet på pluskontoen overført til kassekreditten. Det var herefter fra kassekreditten, at alle investeringer blev foretaget. Midlerne fra boliglånet skulle investeres med mindre risiko men stadig i aktier. Klageren betingede sig, at de enkelte investeringer skulle være i størrelsesordenen 500-600.000 kr., således at det "kunne blive til noget".
Samme dag overførte klageren 880.000 kr. fra pluskontoen til kassekreditten, som herefter havde en negativ saldo på ca. 5,1 mio. kr. Restindeståendet på pluskontoen var på ca. 100.000 kr.
Den 31. marts 2006, hvor rentesatsen på kassekreditten steg, tilbageførte klageren sit indestående hos P på nu 4.017.000 kr. til kassekreditten.
I perioden 3. marts -19. april 2006 gennemførte indklagede klagerens køb af otte aktieposter (GN Store Nord, BO, Nordea Bank, E.ON AG, SAMPO PLC, Burberry Group, Allianz AG og Adidas) for i alt ca. 4,2 mio. kr..
I maj 2006 blev fire af aktieposterne solgt, heraf tre med tab.
Den 29. juni 2006, hvor de resterende aktieposter udviste tab, blev der afholdt et møde, hvor klageren rejste krav om erstatning. Tabet blev realiseret ved salg af de resterende aktier samme dag, idet indklagede afslog et krav fra klageren om at indestå for den fremtidige kursudvikling.
Ifølge en opgørelse udarbejdet af indklagede realiserede klageren i 2006 et negativt afkast på 619.616,09 kr. Heraf vedrørte 46.618,20 kr. et tab på A.P. Møller aktier, som klageren vedkender sig. Indklagede har herefter opgjort klagerens tab til 572.997,89 kr. Klageren har gjort gældende, at de i opgørelsen indeholdte renter og udbytter modsvares af en anslået renteudgift på 46.500 kr. til finansiering af investeringerne, hvorefter klageren har opgjort tabet til 619.497,89 kr.
Parternes påstande.
Den 28. november 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal betale 619.497,89 kr. med tillæg af renter, jf. rentelovens § 3, stk. 2, fra den 30. juli 2006.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at den finansielle plan blev udarbejdet primært med henblik på pensionsopsparingerne, hvorpå hun ville indskyde 50.000 kr. pr. måned, og som hun ønskede investeret langsigtet og med høj risiko.
I forbindelse med udvidelserne af engagementet med frie midler blev det udtrykkeligt aftalt, at disse skulle investeres med lav risiko bortset fra 1 mio. kr., som kunne anvendes til daytrading i A.P. Møller aktier. Indklagede tog ikke initiativ til at revidere aftalen om formueforvaltning og den finansielle plan i overensstemmelse med det nye aftaler og bekræftede heller ikke disse på anden måde. Dette bør bevismæssig komme indklagede til skade. Engagementet blev udvidet betragteligt, og der blev foretaget store investeringer for til dels lånte midler. Endvidere blev der oprettet en kassekredit og et udlandsdepot, som ikke var omfattet af aftalen af 18. april 2005. Indklagede har herved tilsidesat § 4 og § 13 i bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.
Alle investeringer blev foretaget på indklagedes initiativ. Hun fulgte blot indklagedes anbefalinger og rådgivning. Indklagede vidste, at hun ikke havde forstand på investering, og at hun derfor overlod beslutningerne til indklagede. Hun var ikke bekendt med begrebet "daytrading", før indklagede introducerede hende herfor.
I begyndelsen af juni 2006 konstaterede hun, at hun i løbet af tre måneder havde tabt ca. 20 % svarende til ca. 800.000 kr. på investeringerne, og hun blev derfor klar over, at der var blevet investeret i strid med de mundtlige aftaler om lavrisikoprofil.
Hendes indsigelse blev drøftet på mødet den 29. juni 2006, hvor hun accepterede at vente med at sælge papirerne, hvis indklagede kunne garantere, at hendes tab ville modsvare en lavrisikoprofil, hvilket indklagede ikke ønskede.
Indklagede har anført, at klagerens midler blev anbragt i overensstemmelse med den risikoprofil og investeringshorisont, som fremgik af det skriftlige aftalegrundlag og de efterfølgende mundtlige drøftelser. Ifølge den skriftlige finansielle plan var risikoprofilen for såvel pensionsmidlerne som de frie midler høj, og tidshorisonten var over fem år.
Klageren tilkendegav, at midlerne fra boliglånet på 3,5 mio. kr. skulle investeres forsigtigt. Da klageren frabad sig investering i traditionelle lavrisikopapirer, herunder investeringsbeviser og obligationer, blev det aftalt, at midlerne skulle investeres i defensive aktier med en lavere risiko og lavere mulighed for gevinst. Det blev endvidere aftalt, at 1 mio. kr. af de frie midler kunne benyttes til daytrading. Der har på intet tidspunkt været daytradet for mere end 1 mio. kr.
Klageren gav ikke på noget tidspunkt udtryk for, at andre midler end boliglånsmidlerne var undtaget fra den i den finansielle plan angivne højrisikoprofil. Hun blev heller ikke tilsikret et bestemt afkast.
Dispositionerne skete med klagerens samtykke, idet klageren blev forelagt investeringsforslagene enten skriftligt eller telefonisk.
Klageren er cand. polit. og efter indklagedes vurdering en kompetent og risikovillig investor. Navnlig aftalen om daytrading understøtter denne opfattelse.
Trækket på kassekreditten opstod som følge af overførslen til PFA, som medførte en renteindtægt, idet renten i PFA var højere end renten på kassekreditten. Der er således ikke grundlag for at medtage et rentetab i tabsopgørelsen.
På baggrund af tidshorisonten på over fem år skal investeringerne ses over en længere periode end de tre måneder, som blev den faktiske horisont. Klageren traf selv beslutning om at gå ud af markedet, da indklagede nægtede at give en tabsgaranti. Tabet ville have været betydeligt lavere på nuværende tidspunkt, hvis klageren var forblevet i markedet.
Aftalen om formueforvaltning og den finansielle plan udgør den skriftlige bekræftelse af de væsentlige aftaler med klageren, jf. god skik bekendtgørelsen § 4.
Der blev, jf. god skik bekendtgørelsen § 13, foretaget en omhyggelig vurdering af klagerens mulighed for at bære et eventuelt tab. Hendes evne til at bære det opståede tab er uomtvistelig.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at investeringsaftalen og den finansielle plan af 18. april 2005 blev udarbejdet primært med henblik på investering af klagerens pensionsopsparing.
Omkring årsskiftet 2005/2006 blev klagerens disponible engagement væsentligt forøget med den etablerede kassekredit, realkreditbelåningen af ejerlejligheden og provenuet af optionerne. På baggrund af forøgelsen af engagementet og de supplerende aftaler om daytrading og investering med lavrisiko, der blev indgået i forbindelse hermed, og som ikke stemte overens med aftalen af 18. april 2005, finder Ankenævnet, at indklagede burde have taget initiativ til at udarbejde et nyt eller supplerende skriftligt aftalegrundlag med klageren, jf. bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder § 4, således at der ikke efterfølgende kunne opstå tvivl herom.
Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ønskede at investere de disponible midler, at hun ønskede at daytrade i A.P. Møller aktier for 1 mio. kr., og at hun for så vidt angår de øvrige disponible midler hverken ønskede at investere i obligationer eller investeringsbeviser. På den baggrund finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere de aktieinvesteringer, som i henhold til indklagedes anbefalinger blev gennemført i perioden 3. marts - 6. april 2006. Hertil kommer, at klageren på trods af den relativ lange investeringshorisont på over fem år valgte at realisere det tab, som i maj/juni 2006 opstod på de købte aktier. Ankenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar for klagerens tab, hverken helt eller delvist.
Som følge af det anførteKlagen tages ikke til følge.