Individuel renteforhøjelse.
| Sagsnummer: | 609/1992 |
| Dato: | 29-09-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Individuel renteforhøjelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
På kontoudskrift af 31. marts 1992 for klagerens økonomikonto (kassekredit) hos indklagedes Hørning afdeling var nederst anført:
"I forbindelse med en rutinemæssig gennemgang af favørrentebetingelser på vore kunders konti har vi fundet anledning til at foretage justeringer, der vil blive gennemført med virkning pr. 11. maj 1992. Som følge heraf vil gælden på Deres ovennævnte konto fra denne dato og indtil videre blive forrentet med en variabel rente på 16,000% pr. år. (....)."
Af kontoudskriften fremgik, at kontoens hidtidige rente var 15,500% p.a.
Ved tilsvarende kontoudskrifter for klagerens to billån hos indklagede blev det ene billåns rente hævet fra 14,750% p.a. til 15,500% p.a. og det andet billån fra 15,250% p.a. til 15,750% p.a.
Indklagede har oplyst, at man i 1991/1992 foretog en gennemgang af kundeengagementer med særligt gunstige rentebetingelser. Med gennemgangen tilsigtedes at justere prissætningen overfor kunder, hvis engagement efter en samlet vurdering var kommet til at afvige rente-/provisionsmæssigt fra gældende prissætning. Justeringen skete med henblik på at opnå en ensartet prisstruktur for i øvrigt sammenlignelige og ensartede engagementer, idet der ved vurderingen navnlig blev henset til kundens gældende sats, den for det pågældende produkt aktuelt gældende prissætning, kundens samlede engagement med indklagede og indklagedes kalkulerede kunderisiko.
Saldoen på klagerens økonomikonto var pr. 31. marts 1992 efter debitering af rente og overtræksprovision 11.078,34 kr.; kontoens kreditmaksimum var 10.000 kr. Klageren havde den 5. februar 1991 underskrevet kreditkontrakt vedrørende økonomikontoen. Af kontrakten fremgår bl.a.:
"For gæld til banken betaler låntager en variabel pålydende rente (debetrente) på for tiden 16,00% pr. år.
(...)
Banken kan ændre rente, provision og øvrige kreditomkostninger, der fastsættes af banken, når som helst uden først at give meddelelse herom. Ændringer annonceres i diverse dagblade, således at der tilstræbes en landsdækkende annoncering, og ændringen vil fremgå af den herefter ekspeditionsmæssigt mulige første udsendelse af kontoudskrift."
Af kontrakten fremgår endvidere, at kreditten er gældende indtil videre og fra indklagedes side kan opsiges med 3 måneders varsel.
De to billån var ydet klageren i henholdsvis maj 1987 og februar 1989. I begge lånedokumenters almindelige bestemmelser er i pkt. 1 anført:
"Renter af lånets restgæld beregnes efter bankens til enhver tid gældende sats for lån af denne art og debiteres lånekontoen hver kalender kvartal."
Restgælden på de to billån var pr. 31. marts 1992 henholdsvis 46.927,10 kr og 35.462,48 kr. Det i 1987 etablerede billån var oprindeligt på 131.500 kr., til sikkerhed for hvilket der af to kautionister var kautioneret for henholdsvis 87.000 kr. og 44.000 kr.
Klagerens øvrige udlånsengagement med indklagede bestod pr. november 1991 af et statsgaranteret studielån med en restgæld på ca. 39.600 kr., et fælleslån med ægtefællen med en restgæld på ca. 45.500 kr. samt en kredit fælles med ægtefællen på ca. 12.000 kr. Udlånsengagementet var på i alt ca. 204.000 kr. Klagerens indlånsengagement var i juni 1993 en aktionærkonto, en selvpensioneringskonto, to kapitalpensionskonti, en standardindlånskonto samt en boligopsparingskonto. Det samlede indestående på disse konti var på dette tidspunkt ca. 31.000 kr.
Af sagen fremgår, at klageren siden 1987 havde forsøgt at sælge familiens daværende faste ejendom, hvilket først skete med overtagelse pr. 1. august 1992. I 1990 anmodede klageren om et boliglån på 100.000 kr. til brug for ejendommens istandsættelse. Indklagede foretog en beregning af klagerens månedlige rådighedsbeløb efter en eventuel ydelse af et sådant lån; rådighedsbeløbet blev udregnet til 3.855 kr., hvorefter klageren frafaldt låneanmodningen.
Indklagede har oplyst, at standardrentesatsen for en økonomikontokredit pr. 1. februar 1992 var 15-17%, medens den for billån var 12,25-16,25%.
I august 1992 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende renteændringerne pr. 11. maj 1992. Indklagede afslog at frafalde ændringerne.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes med tilbagevirkende kraft at frafalde de gennemførte renteforhøjelser, subsidiært at anerkende, at ændringerne først kan træde i kraft efter et forudgående særskilt varsel på minimum 3 mdr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ensidigt har foretaget ændring af de rentesatser, der oprindeligt er aftalt, hvilket strider mod sædvanlig forbrugerbeskyttelse. Dette gælder særligt for de to billån, hvor en kunde ved etableringen har flere finansieringsmuligheder. Hertil kommer, at kontoudtogene pr. 31. marts 1992 ikke udgør en særskilt meddelelse; meddelelsen er i øvrigt mangelfuld, idet den ikke angiver, at ændringen er ekstraordinær og omfatter en særlig gruppe af indklagedes kunder. Klageren bestrider, at der er grundlag for at stille klagerens økonomi i et ugunstigt lys.
Indklagede har anført, at der for en betydelig gruppe af indklagedes kunder, heriblandt klageren, blev gennemført renteforhøjelser udfra generelle forretningsmæssige kriterier. De berørte kunder blev underrettet ved særskilt meddelelse påført kontoudskrifterne pr. 31. maj 1992, som var udskrevet med det formål at give meddelelse om renteændringen. Meddelelsen er i overenstemmelse med den i kreditaftalelovens § 15, stk. 4, angivne form, og renteændringen blev varslet med en måned svarende til det i indklagedes almindelige forretningsbetingelser for privatkunder foreskrevne varsel for enkelte produkttyper. Forretningsbetingelserne for privatkunder blev udsendt til indklagedes kunder i forbindelse med kontooversigter for 1991 fremsendt primo 1992.
Indklagede finder, at de citerede bestemmelser fra de to billåns lånedokumenter samt kreditkontrakten giver indklagede mulighed for til enhver tid at ændre renten under hensyntagen til en vurdering af den pågældende kundes engagement samt under iagttagelse af et rimeligt varsel. Det har stedse været sædvane, at pengeinstitutterne ud fra forretningsmæssige overvejelser kan ændre variable rentesatser baseret på bestemmelserne herom i dokumenter og forretningsbetingelser. Denne sædvane har aldrig været omtvistet eller underkendt ved landets domstole eller tilsidesat af tilsynmyndigheder.
Om de for klagerens engagement gennemførte renteændringer har indklagede anført, at man vurderede størrelsen af klagerens og dennes ægtefælles samlede engagement, de månedlige forpligtelser overfor indklagede og klagerens månedlige rådighedsbeløb således, at klagerens økonomi var noget anspændt, hvorfor man anså engagementet som indholdende en vis risiko, selvom indgåede aftaler i det væsentlige blev overholdt. På denne baggrund fandt indklagede, at de gældende rentesatser burde justeres.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Kirsten Nielsen - udtaler:
Vi finder, at forhøjelse af renten på et lån som udgangspunkt alene kan ske i forbindelse med en generel forhøjelse af pengeinstituttets rente for lån af den pågældende art. En adgang til herudover at forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold må efter vor opfattelse i hvert fald forudsætte, at lånedokumentet indeholder udtrykkelig hjemmel herfor. Vi stemmer derfor for, at klagerens principale påstand tages til følge såvel i relation til kassekreditten som i relation til billånene.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Vi finder, at indklagedes lånedokumenter og almindelige forretningsbetingelser giver fornøden hjemmel for, at indklagede kan forhøje renten på grundlag af en vurdering af den enkelte låntagers forhold.
Hvad særligt angår kreditkontrakten, følger en sådan adgang til renteregulering yderligere af, at indklagede kan opsige kontrakten med 3 måneders varsel.
Vi finder tillige, at de stedfundne renteforhøjelser er sagligt begrundede, ligesom indklagede har givet meddelelse herom på korrekt måde og med et passende varsel, hvorfor vi stemmer for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf