Indsigelse mod rentes størrelse, "kviklån" m.m.
| Sagsnummer: | 358/1996 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rentes størrelse, "kviklån" m.m. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 1. april 1985 ydede et pengeinstitut, med hvilket indklagede senere fusionerede, klageren et "kviklån" på 30.000 kr. Der blev ikke oprettet lånedokument for lånet; af en meddelelse af 1. april 1985 til klageren fremgår, at lånekontoens saldo skulle forrentes kvartalsvis bagud og p.t. med 17 ¼% p.a. i debetrente og 6% p.a. i kreditrente. Til lånet var knyttet en indlånskonto; udbetalinger fra lånet kunne alene ske ved overførsel til indlånskontoen. Fra indlånskontoen skulle hver den 30. i måneden overføres 900 kr. til lånet. Lånet skulle nyvurderes senest tre år efter etableringen.
Den 21. juni 1988, på hvilket tidspunkt lånets saldo var 29.707,40 kr., blev lånet forlænget. Der blev ikke oprettet lånedokument i denne forbindelse. Af en nota fremgår, at lånekontoens saldo skulle forrentes kvartalsvis bagud med p.t. 15% p.a. i debetrente og 3% p.a. i kreditrente. Til lånekontoen skulle fortsat overføres 900 kr. månedligt fra den tilknyttede indlånskonto. Perioden, for hvilken lånet blev forlænget, fremgår ikke af notaen.
Den 6. april 1992, på hvilket tidspunkt lånets saldo var 28.262,28 kr., underskrev klageren en af indklagede affattet erklæring, hvorefter lånet overgik til et fast lån; lånets ydelse blev ændret til 450 kr. månedligt, og "øvrige betingelser i lånet fortsætter uændret".
Ved skrivelse af 19. juni 1996, på hvilket tidspunkt lånets saldo var 23.700,17 kr., meddelte indklagede klageren:
"Ovennævnte kviklån kan ikke længere eksistere som kviklån.
Lånet skal derfor omlægges til alm. lån. Lånet kan videreføres med samme ydelse og rentesats.
Vi beder dig derfor henvende dig her i afdelingen for omlægning af lånet."
Indklagede har oplyst, at lånegruppen "kviklån" på dette tidspunkt skulle udgå, og at den kontoførende afdeling uden aftale med klageren satte overførslen af lånets løbende ydelsesbetaling i bero.
Klageren afslog i første omgang at underskrive nyt lånedokument. Efter nogle telefoniske drøftelser ændrede klageren ifølge indklagede opfattelse og accepterede en omlægning af lånet til et lån med en månedlig ydelse på 580 kr., og således at lånets rente skulle være 12,75%. Det aftaltes, at klageren skulle underskrive lånedokument den 26. juni 1996, men klageren udeblev. Senere aftaltes den 6. juli 1996 for underskrift, men klageren udeblev.
Ved skrivelse af 23. august 1996 gjorde indklagede klageren opmærksom på, at lånet var overtrukket med 1.025 kr., som klageren blev opfordret til at indbetale inden syv dage. I beløbet var inkluderet et rykkergebyr på 125 kr.
Ved skrivelse af 6. september 1996 meddelte indklagede klageren, at hvis restancen på lånet ikke blev indbetalt, eller der ikke blev truffet aftale om lånets afvikling, ville klagerens engagement blive opsagt til fuld indfrielse.
Under sagen er fremlagt kontoudskrifter omfattende perioden fra lånets etablering og frem til udgangen af 1996. Det fremgår, at der er debiteret provision første gang 20. september 1985 og herefter kvartalsvis. Den månedlige ydelse på 450 kr. er overført til lånet månedligt fra den 1. maj 1992 til og med ydelsen pr. 1. juni 1996. Ydelsen pr. 1. juni 1996 overførtes, men tilbageførtes den 5. juli 1996. Der er ikke betalt ydelser i den resterende del af 1996. Pr. 31. december 1996 var saldoen 26.450,69 kr. Indklagede har oplyst, at der pr. 1. september 1985 blev indført en løbende provision på 1% p.a. beregnet af højeste debettræk på kontoen, idet udlånsrenten samtidig blev reduceret med 2,5% fra 16,5 til 14%.
Klageren har den 18. september 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "få klarlagt hvor meget der er betalt for meget i renter, provision og strafgebyrer fra 1988-1996 på det omtalte lån og når det er stadfæstet så opnå korrekte oplysninger vedrørende lovlige og eksisterende afdragsordninger til den fremtidige betaling af det da gældsbeløb".
Indklagede har under sagens forberedelse meddelt, at man per kulance vil godtgøre klageren rykkergebyret på 125 kr. og samtlige debiterede provisionsbeløb i perioderne 20. september 1985 - 31. marts 1992 og 30. juni 1992 - 31. marts 1997 i alt 3.293,67 kr., hertil kommer en rentekompensation på 5.271,83 kr. (beregnet på grundlag af en skønsmæssig gennemsnitsrente på 15%). Yderligere vil klageren få godtgjort 99,66 kr. i overtræksrente for perioden 30. juni 1992 - 31. marts 1994.
Indklagede har herefter nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i juni 1996 efter modtagelsen af meddelelsen om, at lånet ikke kunne eksistere som kviklån kontaktede indklagedes hovedsæde for at høre, hvilken type lån der så erstattede kviklån. Hun fik oplyst, at siden 1988 havde der ikke været noget, som hed kviklån. I forlængelsesperioden 1988-92 skulle lånet være overgået til en kassekreditordning, hvor renten aktuelt var 12,34% og ikke 18% som ved kviklån. Lånet skulle i 1992 have været omlagt til et unilån med 13,75% og ikke 18% og uden tillæg af provision på 1%. Havde hun vidst, at hun ved at omlægge lånet først i 1988 og senere i 1992 kunne have opnået en lavere rente, ville hun have accepteret dette. Hun finder derfor, at hun i et betydeligt antal år har haft en for høj rente på lånet.
Indklagede har anført, at kviklånet i 1992 blev omlagt til et fast lån. Den hidtidige afvikling på 900 kr. blev nedsat til 450 kr. månedligt, idet klageren ikke kunne klare et større beløb. Dette medførte, at lånets afvikling nærmest blev sat i stå. Såfremt klageren mente efterfølgende at kunne betale mere, måtte hun selv rette henvendelse for en ændring af lånets ydelse. I juni 1996 blev der indgået en mundtlig aftale med klageren om at forhøje ydelserne til 580 kr. månedligt. Klageren underskrev dog ikke de fornødne dokumenter herom, hvorfor forhøjelsen ikke blev gennemført. Afdelingen truede i september 1996 klageren med opsigelse af lånet. Opsigelsen er ikke blevet gennemført, hvilket navnlig betyder, at lånets rentevilkår ikke er ændrede. Med de tilbudte godtgørelsesbeløb fra indklagedes side hæfter klageren fuldt ud for den herefter nedskrevne restgæld. Klageren opfordres til at betale dette beløb snarest eller afvikle på grundlag af nærmere aftale.
Ankenævnets bemærkninger:
Den 6. april 1992 indgik klageren aftale med indklagede om, at det i april 1985 ydede kviklån blev ændret, således at lånet overgik til et fast lån, som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 450 kr. Det fremgik endvidere, at "øvrige betingelser i lånet fortsat er uændrede". I juni 1996 satte indklagede som erkendt uberettiget lånets afvikling i bero, idet indklagede samtidig søgte indgået en ny afviklingsaftale for lånet med en højere ydelse. Det er ikke godtgjort, at der mellem parterne er indgået aftale om en højere månedlig afvikling end 450 kr. Da lånets afvikling som foran anført blev sat i bero af indklagede og da klageren i denne forbindelse indbragte sagen for Ankenævnet, finder Ankenævnet, at indklagede ikke berettiget kan opsige lånet som misligholdt, såfremt klageren senest den 1. august 1997 genoptager lånets afvikling med 450 kr. månedligt.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilkende klageren større rentekompensation end det, der følger af den godtgørelse, som indklagede under sagens forberedelse har oplyst at ville godskrive lånet.
Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at man ikke kan opsige klagerens lån som misligholdt, såfremt klageren genoptager lånets afvikling ved betaling af en månedlig ydelse på 450 kr. første gang 1. august 1997. Klagen tages i øvrigt ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.