Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.
| Sagsnummer: | 9912094 /2000 |
| Dato: | 31-07-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, lars Christensen, Jeanette Werner, Per Englyst, Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
Tvangsauktion - omkostninger Personlig fordring - øvrige spørgsmål Nedbringelse - rpl |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstituttet overtog i november 1982 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 200.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt kr. 316.805 kr., som fordeltes med 269.947 kr. i kolonne 2 og 46.858 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. maj 1984 ejendommen for en nominel pris 315.000 kr., bl.a. med overtagelse af det indestående lån. Instituttets endelige tab efter videresalget udgjorde 130.610 kr. I juni 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 116.805 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. I november 1999 nedsatte instituttet gælden til 69.947 kr. eksklusive renter.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Instituttet oplyste på forespørgsel fra Nævnssekretariatet, at det ikke var muligt at opgøre restgælden i kolonne 2 eksklusive uforfaldne renter på tvangsauktionstidspunktet.
Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Fordringen kunne heller ikke kræves nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fastslog, at instituttets krav var fremkommet ved, at kolonne 2 var fratrukket budsummen. I kolonne 2 indgik renter og bidrag, der var uforfaldne på tvangsauktionstidspunktet, og som nu var forældede. Flertallet stemte derfor for, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende i det omfang, kravet ikke bestod af renter og bidrag. Mindretallet fandt, at instituttets oplysninger om, at budsummen forlods var anvendt til dækning af restancer og renter skulle lægges til grund, dels fordi instituttet havde været berettiget til at foretage et sådant valg af fordelingsmåde, dels fordi denne var sandsynliggjort gennem de fremlagte kontoudtog. Mindretallet fandt derfor, at instituttet fuldt ud kunne gøre det fremsatte krav gældende. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet ikke bestod af renter og bidrag. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 23. august 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Der er indgået akkordordning.