Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Afvikling af studielån, fejlagtig angivelse af størrelsen af fradragsberettiget rentebeløb. Overførsel til Finansstyrelsen.

Sagsnummer: 160/2001
Dato: 28-12-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen.
Klageemne: Udlån - indfrielse
Ledetekst: Afvikling af studielån, fejlagtig angivelse af størrelsen af fradragsberettiget rentebeløb. Overførsel til Finansstyrelsen.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager

Indledning.

Denne klage vedrører afviklingen af klagerens statsgaranterede studielån hos indklagede, hvor indklagede havde angivet det fradragsberettigede rentebeløb fejlagtigt.

Sagens omstændigheder.

I februar 1994 indgik klageren skriftlig aftale med indklagede om tilbagebetaling af et statsgaranteret studielån. Lånets saldo var ca. 657.000 kr. Afviklingen skulle ske med en ydelse på 6.360 månedligt. Klageren valgte, at ydelserne skulle anvendes først til nedbringelse af de renter, der var tilskrevet efter, at afvikling var påbegyndt og derefter til nedbringelse af renter påløbet lånet før afviklingens påbegyndelse og endelig til nedbringelse af hovedstolen.

Indklagede udfærdigede ved indgåelsen af aftalen en amortisationstabel, hvoraf fremgår, at klageren til og med 1998 årligt kunne fradrage "renter i år" med tillæg af hele årets ydelse. Inden indgåelsen af afviklingsaftalen var der påløbet lånet 404.318 kr. i renter.

I årene 1996-1999 afviklede klageren lånet med større beløb end forudsat ved indgåelsen af afviklingsaftalen.

Klageren har anført, at hun og hendes ægtefælle i sommeren 1998 forud for et huskøb kontaktede indklagede for at få ajourførte oplysninger omkring lånet.

Den 15. juli 1998 udfærdigede indklagede en revideret amortisationstabel. Tabellen angiver fejlagtigt, at der resterede 220.041 kr. af rentebeløbet påløbet forud for indgåelsen af afviklingsaftalen. Indklagede har anført, at det korrekte beløb var ca. 110.000 kr. Tabellens angivelse af størrelsen af klagerens rentefradrag blev af denne grund anført med for store beløb. Ved indgivelse af selvangivelse henholdt klageren sig til de rentebeløb, der var anført i tabellen.

Af en af skattemyndighederne efterfølgende udarbejdet oversigt over afviklingsforløbet fremgår, at der primo 1999 resterede 27.804 kr. af det totale rentebeløb på 404.318 kr.

I oktober 2000 blev lånet på klagerens anmodning overført til afvikling hos Finansstyrelsen.

Ved skrivelse af 11. januar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at hun af skattemyndighederne var blevet oplyst om, at hendes skattemæssige opgørelse for 1999 var forkert, idet hun havde fradraget et for stort rentebeløb. Dette medførte en restskat på 20.577 kr. For år 2000 forventede hun en restskat på henved 40.000 kr. Klageren anså betalingen af restskat for en følge af indklagedes fejlagtige oplysning i amortisationstabellen fra 1998, hvorfor hun fandt, at indklagede måtte påtage sig ansvaret herfor.

Ved skrivelse af 8. marts 2001 meddelte indklagede, at indklagedes tabeller havde været korrekte på udskrivningstidspunktet, og at de efterfølgende alene kunne være vejledende. Indklagede anså sig ikke ansvarlig for klagerens restskat.

Parternes påstande.

Klageren har den 19. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "den restskat, der dokumenteret kan tilskrives at opstå fordi lånet overføres senere end rentefradragsfordelens ophør".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ved udfærdigelsen af selvangivelser har anført de rentebeløb, som fremgår af indklagedes amortisationstabeller som fradragsberettigede. Som følge af fejlen i tabellen udarbejdet i juli 1998 er hendes selvangivelser blevet fejlagtige, hvorved hun er blevet påført restskat.

Indklagede bør derfor påtage sig ansvaret for fejlberegningen og kompensere hende for restskatten.

Hertil kommer, at hendes samlede betaling ville have været mindre, hvis lånet var blevet overført til Finansstyrelsen fra og med den dag, hvor renter ikke mere kunne fradrages. Afvikling via Finansstyrelsen medfører en lavere rente end indklagedes rente. Det kan derfor svare sig at lade et lån overføre straks, når skattefordelen udløber. Der er desuden mulighed for at søge eftergivelse af lånet fra den dag, hvor det er overført til Finansstyrelsen.

Indklagede har anført, at klageren ikke har lidt noget tab, idet hendes samlede skattebetaling ville blive den samme uanset indholdet af indklagedes amortisationstabeller.

Klageren var bekendt med, at kun en del af den samlede ydelse for 1999 kunne fradrages sammen med årets renter, og at der for år 2000 alene kunne fradrages "renter i år". Klageren var derfor bekendt med, at hendes skattefradrag var angivet for stort.

Indklagede er ikke automatisk forpligtet til at overføre et studielån til Finansstyrelsen på det tidspunkt, hvor alene årets renter kan fradrages. Indklagede var ikke bekendt med klagerens ønske herom.

Med hensyn til eftergivelse af gæld hos Finansstyrelsen fremgår det, at der skal være gået 12 år fra afslutning af pågældendes studie/påbegyndelse af afbetaling, før eftergivelse kan behandles, jf. herved lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998, § 14, stk. 1. Klageren var studerende til 1994, hvor hun påbegyndte at afvikle studielånet. Klageren havde derfor ikke mulighed for at få eftergivet gælden, selv om lånet på et tidligere tidspunkt havde været overført til Finansstyrelsen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

For så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede skulle have overført lånet til Finansstyrelsen på det tidspunkt, hvor klagerens samlede betalinger ikke længere udgjorde renter, bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at der påhvilede indklagede en sådan pligt, og at klageren selv måtte fremsætte anmodning herom.

Indklagedes amortisationstabel af 15. juli 1998, der var fejlbehæftet, blev udfærdiget på klagerens anmodning, og det lægges til grund, at indklagede måtte indse, at klageren anvendte de i tabellen angivne beløb i forbindelse med sin udfærdigelse af selvangivelse. Ankenævnet finder derfor, at indklagede bør erstatte klageren det tab, der er påført denne ved fejlen. Klagerens restskat er imidlertid ikke et tab, for hvilket indklagede kan gøres ansvarlig, da klageren alene korrekt kunne fradrage det rentebeløb, der var påløbet i det indeværende år samt eventuelt resterende rentebeløb fra årene forud for afviklingens påbegyndelse. Klagerens tab kan alene have været de rentetillæg, som klageren er påført som følge af restskatten. Indklagede skal derfor alene godtgøre klageren sådanne rentetillæg. Henset til beløbets størrelse findes der ikke anledning til at foretage fradrag for forrentning af den opnåede likviditet.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger betale klageren de rentetillæg, som klageren måtte være påført for skatteårene 1999 og 2000.

Klagen tages i øvrigt ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.