Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 191/2001 |
| Dato: | 06-11-2001 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frösig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren er frigjort fra en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Ved kreditkontrakt og gældsbrev af 1. december 1999 ydede indklagede klagerens datter, D, og dennes daværende samlever, S, henholdsvis en driftskredit på 400.000 kr. og et anlægslån på 253.861 kr., der skulle anvendes til opstart af en virksomhed (butik). Da virksomheden ikke forventedes at give et tilstrækkeligt stort overskud det første år, blev der aftalt afdragsfrihed frem til 1. maj 2001, hvor genforhandling skulle finde sted.
Klageren underskrev kreditkontrakten og gældsbrevet som selvskyldnerkautionist og underskrev endvidere et separat kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for lånet og kreditten begrænset til 87.500 kr.
Den 7. december 1999 blev kreditten nedskrevet til 350.000 kr., idet indklagede samtidig stillede en garanti på 50.000 kr. til sikkerhed for en leverandørkredit.
Den 15. marts 2000 bevilgede indklagede et overtræk på kreditten på 200.000 kr.
Den 16. og 26. maj 2000 bevilgede indklagede yderligere overtræk på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. frem til den 1. september 2000. Den 1. september 2000 blev overtræksbevillingen forlænget.
I januar 2001, hvor D og S havde ophævet samlivet, blev klageren via D bekendt med, at virksomheden var i økonomiske vanskeligheder. På den baggrund blev der den 12. januar 2001 afholdt et møde mellem indklagede, D og klageren om kautionsforpligtelsen.
Indklagede gjorde herefter kautionen gældende.
Parternes påstande.
Den 22. maj 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke blev orienteret om de væsentlige overtræk på kassekreditten, som opstod allerede i 2000. Han blev først bekendt med overtrækkene og de økonomiske problemer i virksomheden i januar 2001, hvor han ved et tilfælde blev opmærksom herpå.
Indklagede burde have orienteret ham om overtrækkene og de økonomiske problemer i virksomheden. Ved at undlade dette har indklagede ikke opfyldt sin meddelelsespligt i medfør af bank- og sparekasselovens § 41, og indklagede har derfor mistet retten at gøre krav gældende i henhold til kautionserklæringen. Det bestrides, at meddelelsespligten først indtræder, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder. Det er ikke afgørende, om overtrækket er bevilget eller ubevilget. Det afgørende er, at kautionisten får meddelelse om, at der er problemer.
Den manglende underretning har medført, at hans mulighed for at gennemføre et regreskrav er bortfaldet.
Virksomheden er lukket og D er under gældssanering.
Subsidiært gøres det gældende, at den af indklagede udviste handlemåde er i strid med god bank- og sparekasseskik, hvorfor han under alle omstændigheder skal frigøres for kautionsforpligtelsen helt eller delvist.
Indklagede har anført, at overtrækket i marts 2000 blev bevilget, fordi det viste sig, at der var blevet indkøbt en række forkerte varegrupper til forretningens lager, hvilket gjorde det nødvendigt at udvide varelageret uden tilsvarende samtidig afsætning. Det var meningen, at varelageret herefter skulle søges tilpasset og det bevilgede overtræk nedbringes.
Afsætningen fra lageret fulgte imidlertid ikke de indkøb, som det var nødvendigt for forretningen at foretage til lageret, hvorfor der blev bevilget yderligere overtræk.
Det bestrides, at man har forsømt sin pligt til at give klageren meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. Lånet var afdragsfrit og skulle tages og til genforhandling den 1. maj 2001, og man var ikke forpligtet til at give klageren meddelelse om de bevilgede overtræk på kreditten. For så vidt angår kreditten indtræder meddelelsespligten først, når der har været et ubevilget overtræk gennem en sammenhængende periode på 6 måneder.
Klageren har ikke godtgjort, at hans regresmuligheder er blevet forringet, hvilket er en forudsætning for nedsættelse eller bortfald af kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Såvel lånet som kreditten blev etableret uden afvikling frem til den 1. maj 2001. Der forelå derfor i 2000 ikke en situation, hvor indklagede i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 var forpligtet til at give meddelelse til klageren som kautionist.
Det var ikke aftalt, at debitorernes engagement ikke måtte udvides uden samtykke fra klageren, og klagerens kaution, der var begrænset til 87.500 kr., blev ikke forøget som følge af de overtræk, som indklagede bevilgede i 2000.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.