Løbetidsforlængelse.
| Sagsnummer: | 107 /2001 |
| Dato: | 26-09-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Løbetidsforlængelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at et lån etableret i 1985 vil have en længere løbetid end de 20 år, som var forudsat ved lånets etablering.
Sagens omstændigheder.
Den 13. november 1985 underskrev klageren et gældsbrev, hvorefter et pengeinstitut, med hvem indklagede er fusioneret, ydede klageren et boliglån på 92.294 kr., som skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 3.060 kr. første gang 11. marts 1986. Lånets løbetid var forudsat til 20 år.
Lånets rente var p.t. 12% p.a. Af gældsbrevet fremgår yderligere, at
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten kan ydelsen ændres efter sparekassens bestemmelse under hensyn til den oprindelig aftalte løbetid."
I maj 1990 accepterede klageren et tilbud fra indklagede om udsættelse med betaling af ydelsen pr. 11. juni s.å.
Af kontoudtog pr. 31. december 2000 fremgår, at lånets restgæld var 57.929,84 kr., samt at der i 2000 var betalt en samlet ydelse på 10.240 kr., hvoraf 5.796,01 kr. var anvendt til betaling af renter. Kontoudtoget var påført en oplysning om, at ydelsen på lån med variabel rente tilpasses en gang årligt for at fastholde lånets aftalte løbetid.
Af kontooversigt pr. 31. december 2000 fremgår, at lånet ville være betalt ved udgangen af september 2008.
Ved skrivelse af 10. januar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede med forespørgsel om baggrunden for lånets forlængede løbetid under hensyn til den ved lånets etablering forudsatte løbetid på 20 år.
Ved skrivelse af 1. februar 2001 anførte indklagede, at baggrunden for løbetidsforlængelsen var, at der siden lånets etablering havde været en del renteændringer både i op- og nedadgående retning. Lånets aktuelle rente var 10,5% p.a. Ved skrivelse af 9. s.m. anførte indklagede yderligere, at løbetidsforlængelsen endvidere skyldtes, at lånets ydelse ikke var ændret væsentligt i lånets løbetid.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. marts 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at "lånets løbetid bliver som aftalt 20 år med ydelse som lovet".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ved lånets etablering undlod at oplyse, at udskydelsen med betalingen af første ydelse ville betyde en forlængelse med 3 terminer.
Ved tilbudet om udsættelse med juniydelsen 1990 undlod indklagede at oplyse virkningen heraf, nemlig en løbetidsforlængelse på 9 terminer.
Af kontoudskrift for 2000 fremgår, at lånets løbetid tilpasses en gang årligt. Dette kan ikke være sket.
Ved lånets etablering blev aftalt en løbetid på 20 år, som indklagede bør overholde.
Indklagede har anført, at det fremgår af låneaftalen, at renten på lånet, der er et annuitetslån, er variabel, og at ydelsen ved renteændringer kan ændres under hensyn til den aftalte løbetid. Man har ikke givet klageren nogen tilsikring om en absolut løbetid på 20 år.
Lånets forlængede løbetid skyldes, at første ydelse blev betalt ca. 4 måneder efter lånets afregning. Ved udgangen af 1985 påløb der 707,59 kr. i renter, hvilket indebar en løbetid for lånets afvikling på 20,74 år eller 83 terminer.
I maj 1990 blev der aftalt en udsættelse med betalingen for juni 1990. En sådan ydelsesudskydelse på et kvartal på et lån af denne art indebar en forlængelse af løbetiden med ca. 9 terminer.
Indklagede henviser endvidere til Højesterets dom gengivet i UfR 1996.200.
Ingen af bankens medarbejder kan på nuværende tidspunkt huske, hvad der konkret blev aftalt med klageren med hensyn til rentebeløbet, der påløb ultimo 1985. Baggrunden kan have været, at julemåneden var tæt på.
Oplysningen på kontoudskriften for 2000 vedrørende ydelsestilpasning er en generel oplysning, som ikke specifikt angår klagerens lån. I slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne blev ydelsen på annuitetslån ikke justeret automatisk. Denne praksis blev ændret i midten af 1990'erne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at der ved lånets etablering var forudsat en løbetid på 20 år for lånet, men det er ikke godtgjort, at der var truffet aftale om en fast løbetid på 20 år. Af gældsbrevet fremgår, at lånets rente ved etableringen var variabel og for tiden 12% p.a., ligesom ydelsen ved renteændringer kunne ændres efter indklagedes bestemmelse under hensyn til den aftalte løbetid.
Bestemmelsen om, at indklagede var berettiget til at ændre ydelsen ved renteændringer kan ikke forstås således, at indklagede over for klageren har været forpligtet hertil. Klageren måtte således indse, at løbetiden kunne blive forlænget ved renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen. Klageren måtte endvidere indse, at udsættelsen med juniydelsen 1990 måtte medføre en forlængelse af løbetiden.
I øvrigt bemærkes, at det må følge af Højesterets dom i UfR 1996.200, at klagerens påstand ikke kunne tages til følge, selvom det måtte antages, at indklagede i forhold til klageren havde begået en fejl ved ikke at regulere ydelsen, således at en løbetid på 20 år blev fastholdt, idet klageren ikke som følge heraf har lidt noget tab.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.