Individuel renteforhøjelse i form af manglende rentenedsættelse i takt med generelle rentenedsættelser.
| Sagsnummer: | 71/1994 |
| Dato: | 22-08-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Individuel renteforhøjelse i form af manglende rentenedsættelse i takt med generelle rentenedsættelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Anpartsselskabet D, der var ejet af klagerens ægtefælle, blev solgt i 1988. Klageren, der havde påtaget sig selvskyldnerkaution, overtog selskabets gæld til indklagede. Ifølge et gældsbrev af 13. november 1992 var gælden på 768.586,22 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 15.000 kr. Det hedder i gældsbrevet, at "Aftale om videre afvikling tages op hvert år i forbindelse med regnskabsaflæggelse, første gang 1.11.1993". Renten var p.t. 16% p.a.
Ved modtagelsen af kontoudskrift for 1993 blev klageren opmærksom på, at renten på lånet ikke var blevet nedsat efter 21. juli 1993 til trods for generelle rentenedsættelser på indklagedes udlån.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at regulere renten på hans lån i overensstemmelse med den generelle renteudvikling.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, jvf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at han nu driver selvstændig virksomhed, men at denne ikke har relation til lånet hos indklagede. Lånet blev etableret med favørrente og har senere fulgt de generelle rentestigninger. Efter sommeren 1993, hvor det generelle renteniveau har været faldende, bør renten på hans lån reguleres i overensstemmelse hermed. Han har altid opfattet lånet som et privat lån. Der er stillet sikkerhed i et ejerpantebrev i klagerens bolig og i et privat pantebrev.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at lånet blev etableret til afvikling af en kautionsforpligtelse, som klageren havde påtaget sig for et af ham kontrolleret anpartsselskab, hvorfor der er tale om et erhvervsengagement, der falder uden for Ankenævnets kompetence, jvf. vedtægternes § 2, stk. 3.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at i den første periode på ca. ét år var renten på lånet under hensyntagen til klagerens økonomiske formåen betydeligt lavere end indklagedes sædvanlige rentesatser. Ud fra en vurdering af klagerens engagement, herunder at der tidligere var indrømmet en favørrente, besluttede man i juli 1993, at de generelle rentenedsættelser ikke skulle slå igennem på klagerens lån. Klageren har ikke som aftalt fremlagt regnskab pr. 1. november 1993, hvilket har betydning for vurderingen af lånets afvikling og forrentning. Indklagede har betragtet lånet som et erhvervslån.
Af en af indklagede udarbejdet oversigt fremgår, at lånets rente fra slutningen af 1988 til marts 1990 lå mellem 9,5% p.a. og 11% p.a. I marts 1990 blev renten forhøjet til 16% p.a., og den har i tiden herefter og indtil den 21. juli 1993 ligget mellem 14,5% p.a. og 18% p.a. Den 21. juli 1993 var renten 16,25% p.a. Et andet lån, klageren havde hos indklagede, havde den 21. juli 1993 en rente på 17,25% p.a. Dette låns rente blev løbende nedsat i andet halvår 1993 og var ved årets udgang 14,75% p.a.
Ankenævnets bemærkninger:
Under hensyn til, at klageren ikke længere driver det selskab, hvorfra gælden hidrører, og til karakteren af det spørgsmål, klagen angår, finder Ankenævnet ikke grundlag for at afvise klagen.
En låntager har som udgangspunkt krav på, at lånets rente nedsættes i det omfang, pengeinstituttet foretager en generel nedsættelse af renten for lån af den pågældende art. Hverken lånedokumentets indhold eller det i øvrigt oplyste giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt i det foreliggende tilfælde, og Ankenævnet tager derfor klagerens påstand til følge.
Som følge heraf