Afgørelse

Ukorrekt udbetalingsmetode. Erstatningskrav.

21506120
Ukorrekt udbetalingsmetode. Erstatningskrav.
Klageren havde i sin ejendom et lån på 2.500.000 kr. til institut 1. Det indklagede institut 2 gav i marts 2015 klageren tilbud på to lån. Klageren tiltrådte i forlængelse heraf en tinglysningsaftale, hvoraf det fremgik, at indfrielsen af lånet til institut 1 skulle dækkes af penge fra en af klagerens bankkonti og delsalg af obligationer fra et af lånene. De resterende obligationer skulle overføres til klagerens VP-konto. Ved en fejl blev alle obligationerne solgt til en udbetalingskurs på 96,513. Kontantprovenuet blev overført til klagerens bankkonto. Klageren gjorde efter udbetalingen institut 2 opmærksom på fejlen og bad om at få obligationerne overført. Det afviste institut 2 med henvisning til, at det krævede, at klageren først tilbageførte det modtagne kontantbeløb. Det afviste klageren. Yderligere dialog mellem parterne førte ikke til en løsning, dog var der enighed om en gennemsnitskurs i perioden 8. til 14. april 2015 på 97,063.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 skulle betale klageren 1) 141.780,79 kr. til dækning af kurstab i perioden 8. april 2015 til 12. maj 2015, subsidiært et mindre beløb fastlagt af Nævnet, 2) 8.121,56 kr. i forkert afkrævet rente og bidrag i perioden 31. marts 2015 til 6. maj 2015, subsidiært et mindre beløb fastsat af Nævnet, 3) 40.000 kr. til dækning af klagerens udgifter til kørsel, telefon, arbejdsløn m.m., subsidiært et mindre beløb fastsat af Nævnet, mere subsidiært give fuldstændig afkald på vederlag. Institut 2 påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at det var ubestridt, at institut 2 begik en fejl ved udbetalingen af lånene, og at institut 2 var erstatningsansvarlig for det tab, som klageren led som af fejlen, dog således at klageren, efter at være blevet opmærksom på fejlen, havde pligt til i samarbejde med instituttet at få sagen på plads og sørge for at begrænse sit eventuelle tab. Hvis klageren aktivt havde medvirket til at få sagen bragt på plads, kunne det efter Nævnet opfattelse være sket i dagene efter den 8. april 2015 og senest den 14. april 2015. Parterne havde accepteret en gennemsnitskurs på 97,063 for denne periode og på baggrund heraf fandt Nævnet, at erstatningsbeløbet kunne ansættes til 11.462,51 kr., svarende til kursforskellen mellem den nævnte gennemsnitskurs og udbetalingskursen den 31. marts 2015. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at klageren skulle have krav på tilbagebetaling af rente og bidrag i perioden 31. marts 2015 til 6. maj 2015. Ud fra sædvanlig nævnspraksis fandt Nævnet ikke, at der kunne tilkendes klageren erstatning for medgået tid og omkostninger som følge af fejlen. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet tilpligtet at yde klageren en erstatning på 11.462,51 kr.

K E N D E L S E

afsagt den 25. oktober 2016


JOURNAL NR.: 2015-01-06-120-B


INSTITUT: BRFkredit A/S


KLAGEEMNE: Ukorrekt udbetalingsmetode. Erstatningskrav.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. oktober 2016


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Jakob Bjerre
Morten B. Pedersen
Per Englyst
Jacob Elverum


SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren havde i sin ejendom et lån på 2.500.000 kr. til realkreditinstitut 1.

Realkreditinstitut 1 fremsendte den 29. januar 2015 en bekræftelse til klageren på opsigelse af lånet pr. 1. april 2015.

Klageren overførte den 19., 20. og 23. februar 2015 i alt 600.000 kr. til sin konto i det pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut 2.

Indklagede afgav den 9. marts 2015 tilbud til klageren vedrørende et 2 pct. obligationslån på 3.406.000 kr. samt et variabelt forrentet obligationslån på 1.100.000 kr. i form af en boligkredit.

Den 10. marts 2015 tiltrådte klageren låneaftalerne samt tillige for hvert af lånene en aftale om tinglysningsservice, i henhold til hvilken indklagede skulle foretage ekspeditionerne i forbindelse med låneoptagelserne og indfrielsen af lånet til realkreditinstitut 1. Af aftalen om tinglysningsservice vedrørende lånet på 3.406.000 kr. fremgår endvidere følgende:

”Hvornår skal det nye lån udbetales, og hvordan skal de gamle lån indfries?
Ved en omlægning er det nødvendigt dels at tage stilling til, hvordan og hvornår det nye lån skal udbetales, og dels hvordan de gamle lån skal indfries. I LånGuiden er der et afsnit, der beskriver de forskellige valgmuligheder.

…(Indklagede)… anbefaler, at du både sikrer kursen for det nye lån og lån, der skal indfries. Udbetaling af nyt lån og indfrielse af eksisterende lån skal ske samme dag. Hvis du vil sikre kursen, skal du ringe til …(indklagedes)… kundecenter på telefon…”

”Vælg hvordan du vil have udbetalt det nye lån:
…
x Jeg ønsker lånet udbetalt på den dato, hvor eksisterende lån skal indfries.”

Ud for afsnittet om låneudbetaling havde klageren med håndskrift tilføjet følgende:

”På konto … indbetales fra …(det koncernforbundne pengeinstitut)… kr. 600.000 og fra …(andet pengeinstitut)… 500.000 kr. Restbeløbet op til kr. 2.375.812,94 – 1.100.000 = 1.275.812,94 … betales af …(indklagede)… ved salg af obligationer.

Øvrige obligationer indsættes på depot i værdipapircentral nr. … som føres af …(det koncernforbundne pengeinstitut)…”

I aftalen om tinglysningsservice vedrørende lånet på 1.100.000 kr. havde klageren med håndskrift indsat en henvisning til aftalen om tinglysningsservice vedrørende lånet på 3.406.000 kr.

Den 24. marts 2015 fremsendte det koncernforbundne pengeinstitut en bekræftelse til klageren vedrørende oprettelse af en Boligkreditkonto.

De tilbudte lån blev udbetalt den 31. marts 2015. Af låneafregningerne fremgår følgende:

”Endelig provenu for …
Nyt lån, Obligationslån
Hovedstol 3.406.000 kr.
Kursværdi af nyt lån til kurs 96,513 3.287.232,78 kr.
-Kurtage 6.574,47 kr.
-Ekspeditionsgebyr for låneetablering 2.000,00 kr.
-Fast tinglysningsafgift 1.660,00 kr.
-Fast tinglysningsafgift 1.660,00 kr.
Provenu af det nye lån 3.275.338,31 kr.

Modregninger:
Indfrielse: …(realkredit institut 2)… Realkreditpantebrev …(realkreditinstitut 2)… opr. 2.500.000,00 kr.

-Indfrielsesbeløb 2.375.812,94 kr.
-Gebyr for TinglysningsService 3.500,00 kr.
+Forudbetalte omkostninger 1.100.000,00 kr.
Samlet overskud/underskud 1.996.025,37 kr.

Fordeling af provenu:
Overført til konto … 1.996.025,37 kr.

Yderligere detaljer om obligationshandlen kan ses på næste side.
…

Handelskurs … 96,513.”

- 0 –
”Endelig provenu for …
Nyt lån, Boligkredit
Hovedstol 1.100.000,00 kr.
-Stiftelsesprovision Boligkredit 4.950,00 kr.
-Procentuel tinglysningsafgift 100,00 kr.
-Fast tinglysningsafgift 1.660,00 kr.
Provenu af det nye lån 1.093.290,00 kr.
Samlet overskud/underskud 1.093.290,00 kr.

Fordeling af provenu:
Overført til konto … 1.093.290,00 kr.
…”

Klageren rettede efter det oplyste i forlængelse heraf henvendelse til indklagede med en anmodning om, at indklagede tilbageførte lånebeløbene, hvilket den 1. april 2015 affødte følgende svar fra indklagede:

”…(Indklagede)… kan ikke tilbageføre beløbet. Hvis du overfører beløbet tilbage til vores konto … så kan vi hjælpe dig.

Du er velkommen til at kontakte mig på tlf. …, hvis du har spørgsmål.”

Den 9. april 2015 fremsendte realkreditinstitut 1 en kvittering til klageren vedrørende indfrielsen af lånet til realkreditinstitut 1 med et beløb på 2.375.812,94 kr.

Der var efterfølgende yderligere telefonisk dialog mellem parterne.

Klageren fremsendte den 15. april 2015 følgende klage til indklagede:

”Fejlagtig omprioritering.

Den 10-3-2015 underskrev og indleverede undertegnede …(klageren)… to tinglysningsaftaler til …(indklagede)… vedr. et bevilget lån på 3.406.000 kr. og en boligkredit på 1.100.000 kr.

Via …(det koncernforbundet pengeinstitut)… havde jeg endvidere fremsendt 1.100.000 kr., der skulle anvendes til delvis tilbagebetaling af et tidligere lån til …(realkreditinstitut 2)…, der var opsagt til betaling pr. den 31-3-2015. …(Realkreditinstitut 1)… skulle i alt have 2.375.812,94 kr. skulle udbetales som kontanter det nye …(indklagede)… lån. Resten af obligationerne fra lånet skulle indtil videre indsættes på en til formålet oprettet konto i Værdipapircentralen, der skulle administreres gennem …(det koncernforbundne pengeinstitut)… Nogle dage før den 10-3-2015 havde undertegnede på min adresse … som optakt til omprioriteringen afholdt et møde med …(rådgiver 1)… fra …(indklagede)… Dette møde omhandlede en gennemgang af min økonomi, mine i alt 6 ejendomme, der tilsammen kun havde en samlet gæld på ca. 1,8 mill kr. Endvidere blev der foretaget en vurdering af ejendommen …, der mundede ud i, at denne ejendom alene kunne belånes med ca. 5,5 mill. Kr. På mødet diskuterede …(rådgiver 1)… og jeg, hvad der var fornuftigt at gøre i min situation under det nuværende lave renteforhold. Mødet mundede ud i, at det ville være fornuftigt at belåne ejendommen som anført i tinglysningsaftalerne med det formål senere, hvis lejligheden bød sig, at foretage en opkonvertering med det formål at formindske restgælden. …(Rådgiver 1)… anførte bl.a., at der ved en senere rentestigning ville være størst kursfald ved at optage et 30-årigt lån med afdragsfrihed i 10 år. Derfor blev denne låntype valgt, selv om bidragssatsen var højere end for almindelige obligationslån. …(Rådgiver 1)… spurgte om jeg ville tegne en kurssikring frem til terminen og hertil fremført jeg, at obligationskurserne normalt steg noget lige efter en termin fordi der normalt ville være et genanbringelsesbehov fra indbetalte opsagte lån og geninvestering af udtrækninger. Da det stigende genanbringelsesbehov på grund af påsken formentlig ville falde fra den 7-4-2015 til den 10-4-2015, blev det besluttet, at det ville være en god ide at stile efter at sælge alle obligationer i denne periode. …(Rådgiver 1)… oplyste endvidere, at …(indklagede)… normalt maksimalt ville bruge 2-3 dage på tinglysningen mm. og at jeg ville kunne ændre tinglysningsaftalerne lige indtil 3 dage før, hvis der skulle vise sig noget uventet på obligationsmarkedet. Det kan oplyses, at jeg ikke fandt anledning til at ændre på aftalen, der i øvrigt var blevet gennemlæst en ekstra gang hjemme på hans bopæl før aflevereingen til …(indklagede)… i …

Den 1-4-2015 erfarede jeg imidlertid, at den sagsbehandler, der foretog tinglysningen og sagsbehandlingen ikke havde gennemlæst tinglysningsaftalen ordentligt og fejlagtigt var samtlige obligationer solgt til en for lave kurs og hele provenuet overført til …(det koncernforbundne pengeinstitut)… på en konto jeg ikke havde anvist, idet jeg jo havde bedt om, at den overskydende del af lånet skulle sættes ind på min konto i Værdipapircentralen. Det var tidligere blevet oplyst mig, at …(det koncernforbundne pengeinstitut)… havde købt …(indklagede)…, men at virksomhederne stadigvæk skulle betragtes som 2 separate virksomheder. Efter min opfattelse er den begåede fejl helt uacceptabel og det gøres gældende, at fejlen er ansvarspådragende for …(indklagede)…, således at ethvert tab for mig med oprindelse i den begåede fejl skal erstattes.

Det gøres endvidere gældende, at det ekstra besvær, jeg har i forbindelse med fejlens udredning, transport mm. skal honoreres på en eller anden rimelig måde.

Det må være min ret at kunne sælge mine obligationer på et hvert tidspunkt efter den 1-4-2015 og til en kurs, der svarer til det salgstidspunkt, jeg måtte ønske.

…(Indklagede)… må imidlertid indrømme, at jeg ikke har mulighed for at sælge obligationer, jeg ikke er i besiddelse af eller obligationer jeg ikke har råderet over.

Så snart jeg blev opmærksom på den begåede fejl henvendte jeg mig derfor den 1-4-2015 telefonisk på …, der imidlertid ikke ville eller kunne hjælpe mig.

Det fremgår af en ikke underskrevet skrivelse dateret den 1-4-2015, men først fremsendt således, at kom i min postkasse den 7-4-2015.

”…(Indklagede)… kan ikke tilbageføre beløbet. Hvis du overfører beløbet tilbage til vores konto …, så kan vi hjælpe dig”

Det anses som en uartighed, at den medarbejder, der har afsendt skrivelsen, ikke straks telefonisk henviser mig til en kompetent person, der kan tage sig af sagen og således medvirke til, at jeg får mulighed for at reagere som jeg havde planlagt allerede før den 10. marts 2015.

Det gøres derfor gældende, at …(indklagede)… på grund af den begåede fejl skal være forpligtet til at dække det tab, jeg måtte lide fordi det var umuligt at sælge ”ikke eksisterende” obligationer i ugen efter påske 2015, hvor jeg netop ønskede salg på grund af ”genanbringelseseffekten”.

Ligeledes den 15. april 2015 fremsendte klageren denne klage til indklagedes direktion og klageafdeling:

”Klage over forløbet af en omprioritering på …(klagerens ejendom)…

Undertegnede …(klageren)… … klager hermed over forløbet af en omprioritering af ejendommen nr. …

Ejendommen har tidligere været prioriteret hos …(realkreditinstitut 1)… gennem mere end 20 år.

Jeg var før min kontakt til …(indklagede)… blevet orienteret om, at …(det koncernforbundne pengeinstitut)… havde købt …(indklagede)… og at det var planlagt, at …(indklagede)… skulle smelte sammen med …(det koncernforbundne pengeinstitut)…

Hos …(realkreditinstitut 1)… gav mit obligationsdepot anledning til, at udtrækningerne medførte et kurstab, hvorfor jeg besluttede at sælge hele depotet. For at undgå risiko for tab i forbindelse med det alt for store kontantindestående hos …(realkreditinstitut 1)…, flyttede jeg 600.000 kr. over på bankkonto i …(det koncernforbundne pengeinstitut)… og et andet beløb til …(andet pengeinstitut)…, således at der hvert sted ikke stod mere end det beløb, der dækkes af statens garanti på ca. 750.000 kr.

Hos …(det koncernforbundne pengeinstitut)… fik jeg kontakt til …(rådgiver 1 fra indklagede)… og vi afholdt sammen et møde, hvor det blev besluttet, at opstarte en sag om lavere forrentet prioritering af ovenfor nævnte ejendom.

Efter en vurdering blev det besluttet at belåne ovennævnte ejendom med et …(indklagede)… 30 årigt 2% obligationslån på kr. 3.406.00 og et boligkreditlån på 1.100.000.

I forbindelse med omprioriteringen blev der den 10-3-2015 indgået en aftale om tinglysningsservice, underskrevet af mig og i øvrigt gennemlæst af …(rådgiver 1)…

Den aftalte tinglysningsaftale blev dog ikke fulgt af den uduelige medarbejder, der foretog det videre arbejde for …(indklagede)… og fejlagtigt blev der indsat et beløb kr. 1.996.025,37 på en konto i …(det koncernforbundne pengeinstitut)…, som om det meget tydeligt af tinglysningsaftalen fremgår at alle obligationer, der ikke var nødvendige for indløsning af det gamle …(realkreditinstitut 1)… lån skulle indsættes på min konto i Værdipapircentralen, …, der netop af …(det koncernforbundne pengeinstitut)… i … var oprettet til formålet.

Jeg henvendte mig straks til …(indklagede)… om fejlen, med det er ikke lykkedes at få fejlen rettet endnu, hvilket er stærkt utilfredsstillende, idet jeg faktisk kan komme til at lide et stort tab, hvis statens garanti på maks. 750.000 kr. skulle blive aktuel.

Jeg må derfor gøre gældende, at …(indklagede)… omregner hele lånesagen, så den kommer i overensstemmelse med det, der er aftalt skriftligt i tinglysningsaftalen.

Det er efter min opfattelse en selvfølge, at jeg ikke ønsker at lide noget tab på grund af den af …(indklagede)… begåede fejl.”

Indklagede besvarede den 28. april 2015 klagerens henvendelse:

”…(Indklagedes)… medarbejder fik desværre ikke udbetalt det nye lån i henhold til aftale om TinglysningsService.

Vi har efterfølgende gerne villet finde en løsning, så udbetalingen kommer i overensstemmelse med aftale om TinglysningsService. Du har dog afslået vores forslag.

Som en sidste løsning for at få bragt sagen i orden, vil vi tilbyde følgende:

…(Indklagede)… overfører obligationer, svarende til den mængde du skulle have modtaget den 1. april 2015, til dit værdipapirdepot i …(det koncernforbundne pengeinstitut)…, værdipapircentral nr. …

Du accepterer, at …(det koncernforbundne pengeinstitut)… senest samtidig med, at du modtager obligationerne i værdipapirdepotet, tilbagefører provenuet af dit lån på 1.996.025,37 kr. til …(indklagedes)… konto … med henvisning til ejd.nr. …

Du vil ikke kunne disponere over værdipapirdepotet før …(indklagede)… har modtaget kontantbeløbet.

Så snart …(indklagede)… har modtaget provenuet på 1.996.025,38 kr., vil …(indklagede)… give …(det koncernforbundne pengeinstitut)… besked om, at beløbet er modtaget. Du vil herefter kunne disponere over værdipapirdepotet.

Vi skal gøre opmærksom på, at du skal give dit skriftlige samtykke til ovennævnte løsning. Dette skal ske straks og senest mandag den 4. maj 2015 kl. 12.00. Har vi ikke modtaget dit skriftlige samtykke senest mandag den 4. maj kl. 12.00, vil tilbuddet bortfalde i sin helhed.

Medfører denne besvarelse ikke et for dig tilfredsstillende resultat, kan du klage til:

Realkreditankenævnet.”

Klageren fremsendte på ny den 30. april 2015 en klage til indklagedes underdirektør:

”Det skal til indledning anføres, at jeg er stærkt utilfreds med sagsbehandlingen hos …(indklagede)… i ovennævnte sag. Utilfredsheden gælder dog ikke …(indklagedes rådgiver)…, med hvem jeg til en indledning havde et godt møde.

Allerede den 1-4-2015 gjorde jeg opmærksom på fejlen i forbindelse med indsættelsen af ca. 2 mill. kr. på en konto i …(det koncernforbundne pengeinstitut)…

Aftalen var det, efter at der var bevilget et lån på 3.406.000 kr. samt en boligkredit på 1.100.000 kr., skulle foretages en betaling af et gammelt …(realkreditinstitut 1 lån)… på 2.375.812,94 kr. Fra andre af mine bankkonti lod jeg overføre 1.100.000 kr., således at restbeløbet, 1.275.812,94 kr. skulle fremskaffes ved salg af obligationer, medens det øvrige provenu blot skulle indsættes på en nyoprettet konto i værdipapircentralen som obligationer.

Alle omkostninger skulle herefter trækkes fra boligkreditten.

Aftalerne om tinglysningsservice blev underskrevet af mig den 10. marts 2015 og indleveret af mig personlig hos …(indklagede)… i …, hvor jeg også fik en kopi af de to såkaldte tinglysningsadviseringer, der i nu en måned har kostet mig en forfærdelig masse tid og besvær.

Det skal anføres, at jeg i skrivelse af den 9-4-2015 har modtaget kvittering om at betalingen af 2.375.812,94 er gået som det skulle og det er samtidigt meddelt, at der kan regnes med en fradragskonto på 44.483,18 kr. som skal overføres til det nye lån og fordeles ligeligt over det nye låns løbetid. Jeg beder om, at …(indklagede)… sørger for at fradragskontoen bliver knyttet til det nye …(indklagede)… lån på 3.406.000 kr. De obligationer, der skulle sælges, blev solgt til kurs 96,513. Dette betyder, at ovennævnte kontante restbeløb svarer til et obligationsforbrug på 1.275.812,94/0,96513 = 1.321.907,87 kr. Dette betyder, at restbeløbet på 3.406.000 – 1.321.907,87 = 2.084.092,13 kr. skal indsættes på min konto i værdipapircentralen, der føres i …(det koncernforbundne pengeinstitut)… Så snart jeg fra Værdipapircentralen får besked om at denne indsættelse (måske nedrundet til hele 100) har fundet sted, vil jeg sørge for, at …(det koncernforbundne pengeinstitut)… overfører de fejlindbetalte penge til …(indklagede)…

Samlede omkostninger i forbindelse med lånet og boligkreditten bliver efter min opfattelse:

Stiftelsesprovision for Boligkredit 4.950,00
Tinglysningsafgift boligkredit 1.660,00
For boligkreditten betales ikke bidrag, ekspeditionsgebyr og kurtage
Ekspeditionsgebyr for lån 2.000,00
Tinglysningsafgift for lån 1.660,00
Tinglysningsservice incl. 1 indfrielse 3.000,00
Kurtage 0,25% AF 1.275.813 3.189,53
Ældresagen -1.000,00
Procent provision ???? 100,00
15.559,93”

Indklagede besvarede den 6. maj 2015 henvendelsen:

”Hermed besvarelse af din skrivelse af 30. april 2015. Besvarelsen tager udgangspunkt i den telefoniske samtale g.d. mellem dig og …(rådgiver 2)…

Du har accepteret at tilbageføre provenuet på 1.996.025,37 kr. i overensstemmelse med anvisningen, som er angivet i …(indklagedes)… skrivelse af 28. april 2015. Beløbet bedes …(det koncernforbundne pengeinstitut)… overføre til …(indklagedes)… konto … med henvisning til ejd.nr. …

Det er aftalt, at …(indklagede…), med valørdato g.d., overfører 2.084.092,13 kr. til dit værdipapirdepot i …(det koncernforbundne pengeinstitut)…, kontonr. …

De samlede omkostninger i forbindelse med lånesagen er opgjort som følger:

Lånesagsgebyr 2.000,00 kr.
Tinglysningsafgift 1.660,00 kr.
Tinglysningsservice (udbetaling af 2 lån + 1 indfrielse) 3.500,00 kr.
Kurtage (0,2% af 1.275.812,94) 2.551,63 kr.
Fast afgift for brug af ejerpantebrev i stempelkasse 1.660,00 kr.
Gebyr for overførsel til værdipapirdepot 750,00 kr.
I alt 12.121,63 kr.

Beløbet er g.d. trukket på din konto …”

Indklagede opfordrede den 29. maj 2015 klageren til at rette henvendelse til indklagede med henblik på et møde med en af indklagedes kunderådgiver 2.

Klageren gentog den 15. juni 2015 sin klage af 15. april 2015 til indklagede og præciserede endvidere følgende i relation til tinglysningsaftalerne:

”Det gøres derfor gældende, at tinglysningsaftalerne ikke indeholdt uklarheder, der kunne føre til de senere begåede fejl.

Den 1-4-2015 erfarede jeg imidlertid, at den sagsbehandler, der foretog tinglysningen og sagsbehandlingen ikke havde gennemlæst tinglysningsaftalen ordentligt. Fejlagtigt var samtlige obligationer i modstrid med aftalen blevet solgt til kurs 96,513 og hele det kontante provenu overført til …(det koncernforbundne pengeinstitut)… på en konto jeg ikke havde anvist til formålet. Endvidere anså jeg kursen for lav.
…

Klageren anførte i klagen af 15. juni 2015 endvidere følgende:

”Det må være min ret, straks på et hvert tidspunkt efter den 1-4-205, at kunne sælge en del eller alle mine obligationer til en kurs, der svarer til det salgstidspunkt, jeg vælger.

Jeg kan derfor på ingen måde acceptere, at …(indklagede)… som det senere skriftligt er anført, kan forlange, at mit obligationsdepot pålægges restriktioner efter den 1-4-2015.

…(Indklagede)… må imidlertid indrømme, at jeg selvfølgelig ikke har mulighed for at sælge obligationer, jeg ikke er i besiddelse af eller obligationer jeg ikke har fuld råderet over.

Så snart jeg blev opmærksom på den begåede fejl henvendte jeg mig derfor den 1-4-2015 telefonisk på … for at få fejlen bragt i orden. Den anonyme sagsbehandler på dette tlf.nr. kunne eller ville dog ikke hjælpe mig og han kunne heller ikke henvise til en kvalificeret person, der kunne tage sig af sagen. Jeg forlangte at …(indklagede)… noterede den konstaterede fejl og at der skriftlig blev fremsendt mig informationer om, hvordan fejlen kunne rettes. Jeg gjorde i øvrigt opmærksom på, at jeg forlangte skriftlighed i forbindelse med alle fremtidige henvendelser fra …(indklagede)… til mig.

Af en ikke underskrevet og derfor anonym skrivelse dateret den 1-4-2015, men først fremsendt således, at den kom mig i hænde den 7-4-2015 fremgår det:

”…(Indklagede)… kan ikke tilbageføre beløbet. Hvis du overfører beløbet tilbage til vores konto …, så kan vi hjælpe dig”

Det anses som en uartighed, at den anonyme medarbejder, der har afsendt skrivelsen, ikke straks telefonisk henviser mig til en kompetent person, der kan tage sig af sagen og således medvirke til, at jeg får mulighed for at reagere som jeg havde planlagt allerede før den 10-3-2015.

Det gøres derfor gældende, at …(indklagede)… på grund af den begåede fejl skal være forpligtiget til at dække det tab, jeg måtte lide fordi det er umuligt at sælge ”ikke eksisterende” obligationer i ugen efter påske 2015, hvor jeg netop ønskede salg til bedre kurser på gr. af ”genanbringelseseffekten”.

Jeg kan ikke forstå, at …(indklagede)… ifølge oplysninger fra …(rådgiver 1)… ikke selv skulle kunne føre en depotkonto i Værdipapircentralen. Dette komplicerer sagen og medfører, at jeg overhovedet har haft behov for at anvende …(det koncernforbundne pengeinstitut)…

Jeg beder nu om et møde med en kompetent person fra …(indklagede)… således at sagen kan bringes i orden.

Såfremt der ikke ved mødet fremkommer en for mig acceptabel ordning bliver jeg nødt til at gå rettens vej.”

Den 16. juni 2015 afgav indklagedes kunderådgiver 2 følgende kursoplysninger til klageren:

”Kurser i perioden 30.03.2015 – 14.04.2015 for obligation …, som ligger til grund for udbetaling af lån nr. …

Dato Alle handler
30.03.2015 96,750
31.03.2015 96,628
01.04.2015 Ej noteret
02.04.2015 Ej noteret
03.04.2015 Ej noteret
04.04.2015 Ej noteret
05.04.2015 Ej noteret
06.04.2015 Ej noteret
07.04.2015 96,904
08.04.2015 97,170
09.04.2015 97,450
10.04.2015 96,731
11.04.2015 Ej noteret
12.04.2015 Ej noteret
13.04.2015 Ej noteret
14.04.2015 97,084

Kurserne er gennemsnitskurser og ikke ensbetydende med, at du nødvendigvis ville opnå samme kurs. Kurserne er alene oplyst som indikator for kursudsvingene i perioden.

Jeg ser frem til at du kontakter mig med henblik på at aftale tidspunkt for et møde, som aftalt.”

Efter afholdelse af møde fremsendte indklagede den 23. juni 2015 på ny kursoplysninger til klageren og fremsatte samtidig forligsforslag:

”Vi henviser til vores drøftelser på dagens møde.

Beregningen af gennemsnittet af ”Kurs alle handler” i perioden 7. april til 10. april 2015 er følgende:

Alle handler kurs 07.04.2015 96,904
Alle handler 08.04.2015 97,170
Alle handler kurs 09.04.2015 97,450
Alle handler kurs 10.04.2015 96,731

Dette giver en gennemsnitskurs på 97,063.

Den anvendte kurs i forbindelse med udbetalingen af lånet var 96,513. Forskellen mellem denne og den beregnede gennemsnitskurs er 0,550.

Den overførte nominelle obligationsmængde er 2.084.092,13 kr.

Vores tilbud til fuld og endelig afslutning af alle spørgsmål i forhold til den begåede fejl i denne sag er herefter, at …(indklagede)… betaler dig et beløb, der beregnes som den angivne kursforskel på 0,550 ganget det nominelle obligationsbeløb. Dette svarer til 11.462,51 kr.

Vi vil gerne have dit svar senest 1. juli. Hvis du accepterer, bedes du desuden oplyse nummeret på den konto, hvortil beløbet kan overføres.”

I brev af 24. juni 2015 til rådgiver 2 afviste klageren at tiltræde forligsoplægget:

”Jeg deltog hos …(indklagede)… i et møde med dig og …(chefjurist/underdirektør)…
PÅ mødet blev den af …(indklagede)… begåede fejl drøftet og det blev aftalt, at jeg fra …(indklagede)… skulle modtage et skriftligt tilbud på, hvordan fejlen skulle afhjælpes.

Jeg har d.d. modtaget dit skriftlige tilbud, som for mig at se må betegnes som ren manipulation og som jeg derfor på ingen måde kan acceptere. (I øvrigt forklarede jeg tydeligt på mødet, hvad jeg forventede.

På mødet gjorde jeg endvidere opmærksom på, at dersom der ikke kom et tilfredsstillende svar, ville jeg lade hele den forfejlede omprioritering annullere, idet jeg dog var villig til at undtage den del af aftalen, som omhandler betalingen til …(realkreditinstitut 1)…, som skulle betales kontant med kr. 1.275.812,94. Denne betaling skulle tages fra de nye …(indklagede)…-obligationer og det ser ud til, at denne del af aftalen er gennemført korrekt og beløbet kommet …(realkreditinstitut 1)… i hænde.

Det fremgår af …(indklagedes)… oplysninger, at betalingen af sidstnævnte beløb skete med et obligationsforbrug på 1.275.812,94/0,96513 = 1.321.907,87 hos dig benævnt den nominelle obligationsmængde.

Det totalt optagne lån var på 3.406.000 kr. og den nominelle obligationsmængde var før ovennævnte betaling ligeledes på 3.406.000. Når man fra sidstnævnte beløb trækker en nominel obligationsmængde på 1.321.907,87 bliver den resterende nominelle obligationsmængde 2.084.092,13.

Denne nominelle obligationsmængde skulle ifølge tinglysningsaftalen pr. den 31-3-2015 overføres direkte til en obligationskonto i Værdipapircentralen, der var rekvireret af mig hos …(det koncernforbundne pengeinstitut)…

På grund af …(indklagedes)… fejl skete dette imidlertid ikke.

Derimod blev der i strid med tinglysningsaftalen og således ikke anvist af mig udbetalt et i øvrigt forkert kontantbeløb til en konto i …(det koncernforbundne pengeinstitut)…

Som det fremgår af min sidste skrivelse til dig, havde jeg forventet at der var indsat obligationer på Værdipapircentralen pr. den 1-4-2015 og at jeg herefter kunne sælge disse i perioden mellem den 7. april – 10. april 2015. Dette kunne imidlertid ikke lade sig gøre på grund af …(indklagedes)… fejl, idet der ikke pr. den 7. april var obligationer på Værdipapirdepotet. Der var således ingen obligationer at sælge, idet man naturligvis ikke kan sælge fra et tomt depot i Værdipapircentralen.

Man kan naturligvis ikke sælge noget man ikke er i besiddelse af.

Vi blev på gårsdagens møde enige om, at en passende gennemsnitssalgskurs i ovennævnte af mig ønskede salgsperiode fra den 7. til den 10. kunne sættes til 97,063.

Værdien af obligationsbeholdningen, som skal udbetales til mig bliver derfor 0,97063 x 2.084.092,13 = 2.022.882,34 kr.

I den forbindelse gøres der opmærksom på at alle gebyrer og udgifter er samlet på en anden boligkreditkonto hos …(indklagede)…

Dersom sidstnævnte beløb ikke overføres til min bankkonto i …(det koncernforbundne pengeinstitut)… med valørdato den 8-4-2015 vil jeg gøre gældende, at …(indklagede)… har misligholdt den indgåede tinglysningsaftale underskrevet den 10-3-2015.
Som professionel realkreditinstitution, der i øvrigt har erkendt fejlen, bør …(indklagede)… derfor yde erstatning og økonomisk bringe forholdene i overensstemmelse med det, der ville være tilfældet, hvis fejlen ikke var begået.

Jeg kan samtidigt oplyse, at den netop til mig fremsendte terminsregning fra …(indklagede)… er blevet midlertidigt annulleret, og den vil ikke blive betalt før sidstnævnte beløb på kr. 2.022.882,34 er indsat på en af mig anvist konto. I øvrigt skal terminsregningen betales fra boligkreditkontoen.

Så snart beløbet bliver indsat, vil jeg naturligvis hurtigst muligt i …(det koncernforbundne pengeinstitut)… underskrive, hvad der måtte være nødvendigt for at de fejlagtigt deponerede obligationer kan blive sendt tilbage til …(indklagede)… fra Værdipapircentralen.

I …(indklagedes)… skrivelse af den 23. juni 2015 udregnes et beløb på 11.462,51 kr. Dette beløb har for mig at se ingen relevans.

Man kan jo lige så godt udregne hvad der skulle have været udbetalt til mig pr. den 8-4-2015. Dette beløb er som tidligere nævnt 0,97063 x 2.084.092,13 = 2.022.882,34 kr.

Jeg forbeholder mig i øvrigt erstatning og betaling for al den tid til at skrive breve, holde møder, kørsel mm. Som …(indklagedes)… fejl har givet anledning til.

Jeg vil snarest muligt kontakte Realkreditankenævnet og forbeholder mig endvidere senere at udtage stævning mod …(indklagede)…, hvis min forventning ikke opfyldes.

Jeg gør specielt opmærksom på, at …(indklagede)… på en helt urimelig måde skriftligt har pålagt mig ulovlige restriktioner og bindinger, således at jeg faktisk ikke har kunnet disponere og udnytte hverken de indbetalinger til …(det koncernforbundne pengeinstitut)… eller de indskud på Værdipapircentralen de sidste 3 mdr.”

Klageren indbragte i forlængelse heraf sagen for Realkreditankenævnet.

Indklagede besvarede den 30. juni 2015 klagerens seneste henvendelse:

”Primo maj i år havde du en drøftelse med …(rådgiver 2)… om, hvordan den begåede fejl i forbindelse med udbetalingen kunne udbedres. I denne drøftelse foreslog …(rådgiver 2)… dig, at du beholdt det modtagne beløb i stedet for at modtage den forudsatte obligationsmængde. Baggrunden for dette var det indtrådte kursfald. Dette afslog du, idet du ønskede at modtage den beregnede obligationsmængde. Denne løsning, som forudsatte din tilbagebetaling af kontantbeløbet, blev herefter gennemført.

På denne baggrund kan det naturligvis ikke komme på tale nu, at …(indklagede)… skal betale et kontantbeløb til dig samtidig med din tilbagelevering af obligationerne til os.

Den opgørelse, som fremgår af vores brev af 23. juni, er i overensstemmelse med drøftelserne på mødet.

Vi gør opmærksom på, at manglende betaling af terminsydelserne på lånet vil indebære, at lånet kommer i restance, og at det udestående beløb vil blive søgt inddrevet i overensstemmelse med …(indklagedes)… almindelige procedurer.

Indfrielse af dine lån i …(indklagede)… kan ske på almindelige vilkår. Hvis du ønsker at modtage indfrielsestilbud på lånene, bedes du give besked til …(rådgiver 2)…”

Med Nævnssekretariatets mellemkomst var der i forlængelse af sagens indbringelse for Realkreditankenævnet forligsdrøftelser mellem parterne, uden at dette førte til en løsning. Under dette forløb blev der ligeledes gjort bestræbelser på at få sagen yderligere oplyst, særligt i forhold til indholdet af de telefonsamtaler, som blev ført mellem parterne omkring og umiddelbart efter udbetalingen af de to lån.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet:

1) At betale klageren 141.780,79 kr. til dækning af kurstab i perioden 8. april 2015 til 12. maj 2015, subsidiært et mindre beløb fastlagt af Realkreditankenævnet.

2) At betale 8.121,56 kr. til klageren som følge af forkert afkrævet rente og bidrag i perioden 31. marts 2015 til 6. maj 2015, subsidiært et mindre beløb fastsat af Realkreditankenævnet.

3) At betale 40.000 kr. til klageren til dækning af klagerens udgifter til kørsel, telefon, arbejdsløn (bidrag) m.m., subsidiært et mindre beløb fastsat af Realkreditankenævnet, mere subsidiært at indklagede skal give fuldstændig afkald på vederlag.

Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren oplyser, at han primo marts 2015 på sin bopæl afholdt et møde med rådgiver 1 fra indklagede. På mødet blev hans økonomiske situation gennemgået, og der blev foretaget en vurdering af ejendommen. På mødet orienterede han om nogle igangværende byggeprojekter for i alt 2.600.000 kr. i skønnede udgifter samt om, at han gennem de sidste 5 år samlet havde anvendt ca. 2,5 millioner kr. på de nævnte byggeprojekter med henblik på, at hans fire børn på sigt kunne overtage ejendommene.

Han havde tidligere kun haft at gøre med realkreditinstitut 1 og realkreditinstitut 3, men ønskede denne gang på grund af rabatten fra Ældresagen at prøve indklagede. På mødet med rådgiver 1 blev emnet ”kurssikring” behandlet. Rådgiver 1 og han diskuterede, om låneoptagelsen skulle kurssikres, men rådgiver 1 var enig med ham i, at det formentlig ville være spild af penge, idet kurserne antagelig ville stige umiddelbart efter den forestående Påske i 2015, fordi der lige efter en termin (1. april) oftest er behov for at genanbringe midler hidrørende fra indløsninger af tidligere lån og terminsindbetalinger.

Dette viste sig senere at holde stik, idet udbetalingskurserne fra den 31. marts 2015 til ugen efter Påsken steg fra 96,513 til 97,063, hvilket efter hans opfattelse var forudsigeligt.

Rådgiver 1 oplyste ham på mødet om, at det koncernforbundne pengeinstitut på et senere tidspunkt ville overtage indklagede, samt at indklagede ikke selv i Værdipapircentralen kunne oprette et depot til ham. Derfor anbefalede rådgiver 1 ham at kontakte det koncernforbundne pengeinstitut for at få oprettet en VP-konto, hvortil de overskydende obligationer så midlertidigt kunne placeres, indtil de skulle sælges efter Påsken 2015, hvor han også ville tegne endelig aftale med et typehusfirma vedrørende et af sine projekter.

Der blev derfor udarbejdet en aftale om TinglysningsService. Forud for afleveringen hos indklagede blev aftalen gennemlæst en ekstra gang og godkendt af rådgiver 1 på et møde den 10. marts 2015. Oplysningerne om VP-kontoen blev derfor indføjet i aftalen om TinglysningsService, før dennes indlevering til indklagede den 10. marts 2015.

Da han ikke havde brug for og ikke ønskede at indbetale yderligere stempelafgift til den Danske Stat, blev der kun optaget lån svarende til stemplingen på det gamle lån samt genbrug af stemplingen fra et ubehæftet ejerpantebrev på 2 millioner kr.

Det gik imidlertid fuldstændigt galt for indklagede, idet den medarbejder, der færdiggjorde sagen, ikke fulgte fremgangsmåden på den af ham underskrevne tinglysningsaftale. Det erfarede han gennem brev fra indklagede modtaget om eftermiddagen den 30. marts 2015. Derfor henvendte han sig straks telefonisk til indklagede for at få sagen bragt i orden.

Den efterfølgende formiddag den 31. marts 2015 havde han igen telefonisk kontakt til indklagede for at høre, om fejlen var blevet rettet, men dette var endnu ikke sket.

Den sagsbehandler, han talte med, blev igen bedt om straks at få fejlen rettet, og han gjorde endvidere opmærksom på, at han på grund af fejlen ønskede, at al fremtidig kommunikation skulle foregå skriftligt, således at det tydeligt på et senere tidspunkt kunne dokumenteres, at indklagede havde begået en meget kedelig fejl. På trods heraf forsøgte sagsbehandleren ganske vist uden held at kontakte ham telefonisk.

Af de 2.375.812,94 kr., der skulle indbetales til indklagede i forbindelse med omprioriteringen, havde han på konti i forskellige banker 1,1 million kr. stående. Dette beløb blev overført til indklagede, således at der før den 31. marts 2015 kun skulle sælges obligationer svarende til et provenu 1.275.812,94 kr., hvilket med den af indklagede oplyste udbetalingskurs på 96,513 svarer til et nominelt obligationsforbrug på 1.321.907,87 kr.

Da der i alt blev optaget et nominelt obligationslån på 3.406.000 kr. skulle der derfor pr. den 1. april 2015 til hans konto i Værdipapircentralen have været overført en nominel obligationsmængde på 3.406.000,00 – 1.321.907,87 = 2.084.092,13 kr. Obligationsoverførslen skete imidlertid ikke, idet lånet blev udbetalt kontant.

Han finder i øvrigt, at indsættelsen af et beløb på ca. 2 mill. kr. er risikabelt i tilfælde af en bankkonkurs, og at dette straks burde have givet anledning til mistanke om, at indklagede havde begået en fejl.

Det var endvidere med rådgiver 1 aftalt, at samtlige omkostninger for begge lån skulle trækkes fra en boligkredit på 1.100.000 kr., der blev bevilget samtidig med optagelsen af obligationslånet. Omkostningerne på boligkreditten er oplyst til i alt 6.710 kr., medens omkostningerne på obligationslånet efterfølgende i alt er oplyst til 12.121,63 kr., hvorfra der dog skal trækkes 500 kr. på grund af en fejl samt 1.000 kr. på grund af hans medlemskab af Ældresagen.

Hverken efter hans første telefonopringning den 30. marts 2015 eller telefonsamtalerne den 31. marts 2015 blev der foretaget rettelse af den begåede fejl, og der blev ikke sat obligationer ind på den af ham anviste konto i Værdipapircentralen.

Da der heller ikke var sat obligationer ind på hans depot, da han kom hjem fra påskeferie, henvendte han sig igen til indklagede den 13. april 2015 og talte med rådgiver 3. Han redegjorde i denne samtale for sine oplevelser med det ikke underskrevne brev dateret den 1. april 2015, men rådgiver 3 kunne imidlertid ikke finde brevet på sin skærm. Det forekommer mærkeligt. Hans anmodning om at komme til at tale med en underdirektør blev afvist. Han bad herefter om, at der blev givet ham en skriftlig instruktion om, hvordan han skulle forholde sig i anledningen af indklagedes fejl. Dette kunne eller ville rådgiver 3 imidlertid ikke medvirke til og i stedet for blev telefonsamtalen på en mærkelig måde afbrudt.

Indklagede kunne allerede den 30. marts eller den 31. marts 2015 straks efter hans første telefoniske henvendelse, og før beløbet overhovedet blev indsat på hans konto i det koncernforbundne pengeinstitut – uden hans medvirken – have spærret den fejlagtige overførsel af 1.996.025,37 kr. til hans konto i det koncernforbundne pengeinstitut. Endvidere kunne indklagede med sit edb-system sagtens have overført obligationerne til hans konto i Værdipapircentralen, således at han ville kunne disponere lige efter Påsken, som han havde planlagt og aftalt med rådgiver 1. Indklagede kunne således hurtigt have bragt tingene i overensstemmelse med den skriftlige aftale om TinglysningsService.

Da indklagedes kontor er beliggende kun ca. 15 km fra hans bopæl, kunne indklagede i øvrigt for et minimalt beløb med taxi have fremsendt en besked til ham om, at overførslen til hans VP-depot ville finde sted hurtigst muligt, og at sagen straks ville blive bragt i orden.

Aftalen er således groft misligholdt, og derfor må indklagede betale ham erstatning for hans tab samt hans besvær.

Indklagede foretog sig først noget den 1. april 2015, hvor det påstås, at rådgiver 3 skulle have lagt en besked på hans telefonsvarer. Han var bortrejst i Påsken 2015, og han havde begge sine telefoner med. Der var imidlertid ikke afgivet eller indlæst nogen beskeder fra indklagede på nogen af telefonerne, hvorfor han tillader sig at afvise påstanden om telefonbeskeden. Afskriften af telefonbeskeden er kun et bevis på, at rådgiver 3 var på arbejde den 1. april 2015, men at rådgiver 3 ikke tog initiativ til at få overført obligationerne til hans konto i Værdipapircentralen, således at han kunne disponere frit over disse og sælge disse som planlagt, hvilket han havde krav på. Han ville naturligvis straks have ringet tilbage, hvis han havde modtaget ”godt nyt” fra indklagede i form af en telefonbesked fra rådgiver 3.

Han modtog således ikke en besked om, at alt straks ville blive bragt i orden i overensstemmelse med det i aftalen om TinglysningsService anførte.

Indklagede har således vist grov forsømmelighed ved ikke hurtigst muligt hverken den 30. marts 2015, den 31. marts 2015 eller den 1. april 2015 at tage initiativ til at få hans lånesag bragt i overensstemmelse med aftalen om TinglysningsService. Indklagede har derved misligholdt den indgåede aftale. Selv om denne aftale ikke var underskrevet af indklagede, gøres det imidlertid gældende, at indklagede i perioden fra den 10. marts 2015 til den 28. marts 2015 tinglyste lånene på hans ejendom, og at indklagede selvfølgelig skulle have reageret over for ham, dersom belåningen af en eller anden grund ikke kunne finde sted. Det forhold, at der er foretaget indfrielse af lånet til realkreditinstitut 1 underbygger endvidere, at indklagede har følt sig bundet af aftalen. Han havde derfor med rette en helt klar forventning om, at han som planlagt frit kunne disponere over sit obligationsdepot fra den 1. april 2015.

Det fremgår i øvrigt af telefonreferatet fra den 31. marts 2015, at han den dag bad om at få fremsendt svaret skriftlig, herunder fordi han planlagde at tage på påskeferie i sit sommerhus. Dette bekræftede rådgiver 3 ville ske.

I stedet for en telefonbesked modtog han fra indklagede en meget kortfattet, ikke underskrevet besked, dateret den 1. april 2015, om, at han skulle returnere det fejloverførte beløb. Ifølge poststemplingen på konvolutten blev beskeden imidlertid først afsendt den 7. april 2015, hvorfor skrivelsen tidligst kan være kommet frem til ham den 8. april 2015. Da brevet ikke var underskrevet og heller ikke er affattet på indklagedes brevpapir, fandt han det for risikabelt uden videre at overføre ca. 2 millioner kr. til en ukendt bankkonto.

Indklagedes chefjurist har over for Nævnssekretariatet om forløbet oplyst, at han ringede og orienterede indklagede om, at der var sket fejludbetaling, at kunderådgiveren undersøgte dette, at indklagede anerkendte fejlen og sendte brev til ham derom, herunder med besked om, at han skulle tilbageføre beløbet til indklagedes konto, hvorefter indklagede ville afhjælpe problemet, og at han hen over Påsken indklagede bekendt intet foretog sig.

Det må betegnes som stærkt utilfredsstillende, at rådgiver 3 ikke straks tog initiativ til at skaffe ham de obligationer, han havde krav på at kunne disponere over lige fra den 1. april 2015.

Det er heller ikke ”god skik”, når indklagede ikke oplyser ham om, at man er indstillet på at nedsætte det gebyr, der efter gebyrreglerne var anført 500 kr. for højt. Der er heller ikke i overensstemmelse med god skik, når der af to af indklagedes chefer tilbyder en forkert beregnet kompensation, jf. nedenfor.
Han kom hjem efter Påsken 2015, og da der ikke var indsat obligationer på hans VP-konto, kunne han selvfølgelig ikke sælge obligationerne som planlagt. Han henvendte sig derfor igen telefonisk til indklagede og forlangte, at indklagede straks tilsendte ham en redegørelse for, hvordan han skulle forholde sig i anledning af fejlen.

Da han ikke modtog en sådan brugbar redegørelse fra hverken rådgiverne eller andre hos indklagede, skrev og afleverede han hos indklagede den 15. april 2015 en skrivelse til direktionen/klageafdelingen hos indklagede, hvori han blandt andet anførte, at han naturligvis ikke ønskede at lide noget tab på grund af den af indklagede begåede fejl.

Først den 30. april 2015 kl. 13.30 og først efter, at han telefonisk havde beklaget sin nød telefonisk til indklagedes underdirektør, modtog han et svar, der ganske vist var dateret den 28. april 2015. I skrivelsen indrømmes fejlen med beklagelse, og der anføres en alt for kort svarfrist, idet 1. maj og en weekend kom imellem det seneste accepttidspunkt, som var mandag den 4. maj 2015, kl. 12.00, og tilbuddets fremkomst til ham. Med den korte svarfrist havde han ikke mulighed for at udarbejde et svar, inden det seneste accepttidspunkt. Han nåede således ikke skriftligt, at besvare tilbuddet. Derimod havde han om formiddagen før sin afrejse til sommerhuset skrevet og til indklagede indleveret en skrivelse dateret den 30. april 2015. I denne skrivelse gav han tilsagn om, at han selvfølgelig ville sørge for, at det koncernforbundne pengeinstitut tilbagebetalte det fejlindbetalte beløb til indklagede hurtigst muligt efter, at han fik skriftlig besked om, at obligationerne var indsat på hans konto i Værdipapircentralen.

Det kan oplyses, at han den 7. maj 2015 om eftermiddagen fik brev fra Værdipapircentralen om, at obligationerne omsider var overført til ham og indsat på hans konto. Han sørgede herefter som lovet for, at det koncernforbundne pengeinstitut den 8. maj 2015 kunne returnere det fejlindbetalte beløb til indklagede.

Han havde forventet, at han efter at have bedt det koncernforbundne pengeinstitut om at returnere det fejlindbetalte beløb, ville modtage en ny gennemregning af hele lånesagen, som den ville have set ud, hvis indklagede havde gjort det rigtigt pr. 31. marts 2015, og hvis han derefter som planlagt havde solgt obligationerne lige efter Påsken 2015. Der skete imidlertid ikke nogen opdatering af sagen.

Han henvendte sig derfor til indklagede i juni 2015 for at holde et møde om sagen. Mødet blev afholdt den 23. juni 2015, og han følte, at der nu var enighed om, hvordan kompensationen skulle udregnes. Som nævnt ovenfor modtog han dagen efter et tilbud om et latterligt kompensationsbeløb på 11.462,51 kr., som han imidlertid ikke accepterede, idet beregningen var udført helt forkert.

Det må formodes, indklagede besidder en ”insiderviden” specielt om sine egne obligationsserier, hvorfor han tillader sig at gå ud fra, at det kan være forklaringen på, at indklagede pludselig efter mere en 14 dages trænering af klagesagen fik forfærdelig travlt med at bringe sagen i orden til fordel for indklagede selv.

Det påstås, at indklagede rent faktisk tjente et betydeligt beløb i forbindelse med hans returnering af fejlindbetalingen. Det, indklagede tjente, må han derfor have tabt. Det er ikke rimeligt og på ingen måde i overensstemmelse med ”God skik” reglerne. En fejlbehandling af en sag bør ikke føre til en gevinst for indklagede. Han hoppede ikke på det uartige krav om, at han som kunde skulle give sit skriftlige samtykke til indklagedes løsning straks og inden mandag den 4. maj 2015 kl. 12.00, idet tilbuddet ellers ville bortfalde i sin heldhed. Han går derfor ud fra og gør gældende, at tilbuddet bortfaldt. Han havde overhovedet ikke tid til hverken at reflektere eller reagere over det såkaldte tilbud. Derimod afleverede han hos indklagede på vej til sommerhuset sin skrivelse af den 30. april 2015, i hvilken han gav tilsagn om, at kontakte det koncernforbundne pengeinstitut om returneringen af det fejlindbetalte beløb, så snart han havde fået skriftlig besked fra Værdipapircentralen om, at obligationerne var indsat på hans konto.

Der var allerede den 24. marts 2015 og den 27. marts 2015 blevet tinglyst pant i hans ejendom, og derfor burde han være ekstra varsom . Han gør derfor gældende, at han var i sin gode ret til at tilbageholde det fejloverførte beløb, indtil han fik en anden passende sikkerhed i form af de frigivne obligationer, som han havde haft krav på at kunne disponere over lige fra den 1. april 2015. Til gengæld var indklagede som følge af tinglysningen sikret fuldt ud og havde derfor ikke krav på yderligere sikkerhed fra hans side på grund af fejl begået af indklagede selv.

Det skal i den forbindelse tilføjes, at han jo er låst af de på hans ejendom tinglyste panterettigheder og derfor ikke kan anvende et andet realkreditinstitut, dersom den dårlige og fejlbehæftede behandling bevirkede, at han havde mest lyst til helt at droppe indklagede som långiver.

Realkreditlån kan opfattes som en fordærvelig vare, der pludselig på grund af eventuelt kursfald kan vise sig at blive uaktuelle. Netop i den aktuelle sag viste der sig et voldsomt kurstab på et kritisk tidspunkt, hvor hans dispositionsret over obligationerne var forhindret og umuliggjort udelukkende på grund af indklagedes fejl.

Hvis den gennemsnitlige salgskurs på de aktuelle obligationer for ugen efter Påsken 2015 sættes til kurs 97,063 baseret på de af indklagede oplyste kurser for perioden, medfører den af indklagede begåede fejl, at den kontante indbetaling for et salg den 8. april 2015 skulle have været 2.022.882,34 kr. i stedet for det fejlagtigt overførte beløb.

Det bemærkes, at omkostningerne på i alt 12.121,63 kr. (efter korrektion) ikke som aftalt var trukket fra hans boligkredit.

Fejlberegninger bør rettes, hvad enten fejlene er til fordel eller ulempe for ham, men samtidig må han gentage, at man af sikkerhedsmæssige årsager ikke uden videre kan forvente at overføre et beløb på ca. 2 millioner kr. til en ukendt konto i en fremmed bank, som han overhovedet ikke har forbindelse til. Især bør en sådan overførsel ikke finde sted, hvis anmodningsskrivelsen ikke er underskrevet af en eller flere personer og ej heller fremsendt på officielt brevpapir fra indklagede.

Den 23. juni 2015 gav to medarbejdere fra indklagede ham et fuldstændigt uacceptabelt tilbud på en kompensationsbetaling på 11.462,51 kr. Dette tilbud accepterede han naturligvis ikke, da han fandt tilbuddet uforståeligt og i øvrigt helt forkert. Tilbuddet af den 23. juni 2015 var fejlagtigt beregnet ud fra kursændringen mellem kurs 96,513 og kurs 97,063, hvilket svarer til henholdsvis kursen på udbetalingstidspunktet den 1. april 2015 og gennemsnitskursen i ugen efter Påsken 2015, hvor han den 8. april 2015 ønskede at sælge obligationerne for at igangsætte projektet med typehusfirmaet.

I perioden fra den 8. april 2015 til den 12. maj 2015 var han på grund af indklagedes fejl forhindret i at disponere over og sælge sine obligationer som planlagt. Derfor skal erstatningen udregnes ud fra kursændringen i denne periode.

Det oplyses i den forbindelse, at han fra Værdipapircentralen først pr. brev den 7. maj 2015 fik besked om, at overførslen til hans konto i Værdipapircentralen havde fundet sted. Allerede den efterfølgende dag, den 8. maj 2015, henvendte han sig derfor til det koncernforbundne pengeinstitut, hvor han som lovet underskrev overførselspapirerne i forbindelse med returneringen af det fejludbetalte beløb.

Af det koncernforbundne pengeinstitut blev han af en bankrådgiver oplyst om, at overførslen på grund af weekenden tidligst var gennemført mandag den 11. maj 2015, og at besked om frigivelsen af hans obligationer derfor tidligst kunne forventes tirsdag den 12. maj 2015 efter kl. 10, hvor det koncernforbundne pengeinstitut åbnede.

Ud fra brevet fra indklagede af 28. april 2015 kunne han først disponere over værdipapirdepotet, når der var givet besked til det koncernforbundne pengeinstitut om, at det fejloverførte beløb var modtaget. Det ville således allertidligst være muligt at sælge obligationerne den 12. maj 2015 efter kl. 10.

Den foretagne kompensationsberegning er derfor fuldstændig forkert. Erstatningen skal udregnes ud fra kursen på det tidspunkt, hvor det overhovedet bliver muligt for ham at sælge obligationerne, dvs. den 12. maj 2015, og kursen på det tidspunkt, hvor han havde planlagt og ønskede at sælge obligationerne, dersom indklagede ikke havde begået fejlen, dvs. den 8. april 2015. Den vægtede kurs den 12. maj 2015 er oplyst til 90,26, og hvis der regnes med den tidligere anvendte gennemsnitskurs på 97,063 pr. den 8. april 2015, udgør kursforskellen på 6,803. Hvis dette beløb multipliceres med den nominelle obligationsmængde på 2.084.092,13 kr., kan der beregnes et kurstab på 141.780,79 kr. Erstatningsbeløbet kan også beregnes som følger: Den vægtede kurs var den 12. maj 2015 på 90,26. Denne kurs svarer herefter til en kontantværdi på 0,9026 x 2.084.092,13 = 1.881.101,55 kr. Tabet ved, at han først fik dispositionsretten og retten til at sælge sine obligationer tidligst den 12. maj 2015 kan herefter opgøres til 2.022.882,34 – 1.881.101,55 = 141.780,79 kr.

Realkreditinstitutterne tager sig højt betalt for sine ydelser, hvorfor det af kunderne må kunne forventes, at der ikke sker fejl. En professionel låneformidler bør derfor kvalitetssikre og ekstra tjekke sagerne i fornødent omfang for at undgå fejl som i denne sag. Optræder der på trods heraf fejl, skal realkreditinstituttet betale fuld erstatning af tab for kunden samt betale for alt det besvær og den ulejlighed, fejlbehandlingen giver anledning til. Det er derfor fuldstændigt urimeligt, at chefjuristen på et møde med ham den 23. juni 2015 blot undskylder sig med, at ”det jo er menneskeligt at fejle” og derefter forsøger at snyde ham for en passende kompensation ved at komme med idiotiske beregninger, der intet har med sagen at gøre.

Der må naturligvis ikke ske fejl, og der må endvidere være en pligt til hurtigst muligt at få rettet fejlen.

Til indklagedes udtalelse har klageren følgende bemærkninger:

Ad sagsfremstilling:
Indklagede erkender, at der pr. den 1. april 2015 skulle være overført en nominel obligationsmængde på 2.084.092,13 kr. til hans depot i det koncernforbundne pengeinstitut, hvilket imidlertid ikke skete.

Under klagesagsbehandlingen har indklagede til Nævnssekretariatet den 9. september 2015 oplyst, at han var blevet bedt om at tilbageføre det fejlagtige beløb til en bankkonto. I brevet af 1. april 2015 er der imidlertid intet anført om, at kontoen skulle være en ”bankkonto”, hvorfor han først den 9. september 2015 informeredes om, at det fejloverførte beløb skulle returneres til en ”bankkonto”, som i øvrigt indtil september 2015 var ukendt for ham.

Når han ønskede skriftlighed, var det for at få fremsendt et løsningsforslag, som han så enten kunne acceptere eller forkaste. Ingen af de tre involverede sagsbehandlere har dog levet op til hans udtrykte ønske om skriftlig sagsbehandling, hvilket han finder urimeligt.

Han henvendte sig telefonisk to gange til indklagede (den 30. marts 2015 og den 31. marts 2015) forud for den tredje telefonsamtale. Indklagede har ikke været villig til at fremskaffe kopi af disse to indledende telefonsamtaler.

Det fremgår imidlertid tydeligt af udskriften af den tredje gennemførte telefonsamtale om problemet, at han tidligere havde gjort sagsbehandleren opmærksom på fejlen, idet sagsbehandleren ellers ikke var gået videre med sagen internt, ligesom han heller ikke indledningsvis i tredje samtale havde sagt: ”Ja, goddag igen”, da telefonen blev taget. Det fremgår således tydeligt, at han havde talt med sagsbehandleren tidligere på dagen.

Indklagede kan ikke pålægge en kunde, at denne skal afbryde en planlagt påskeferie for at tage tilbage til det koncernforbundne pengeinstitut for at udrede en fejl, som indklagede alene har begået og har ansvar for.

Som et professionelt realkreditinstitut, der i øvrigt gebyrmæssigt tager sig særdeles godt betalt for arbejdet, må indklagede enten ved en intern kvalitetssikring af arbejdsgangen eller ved et dobbelttjek sikre sig mod fejl.

Hvis der alligevel sker fejl til ulempe og tab for en kunde, må sagsøgte betale fuld erstatning for hans direkte økonomiske tab samt for den tid, han har måttet bruge, i forhold til en normal fejlfri låneafregning samt hans transportudgifter, telefonforbrug, mm.

Ved at anvende de samme frigivelsesrestriktioner, som senere er anvendt og beskrevet i brevet dateret den 28. april 2015, kunne indklagede således allerede inden den 31. marts 2015 med lethed have spærret for den fejlagtige kontantoverførsel til hans bankkonto og endvidere have sikret sig mod, at han uberettiget kunne disponere over VP-depotet, før returneringen af det fejloverførte beløb havde fundet sted.

Derfor kunne indklagede alene og uden hans medvirken samt uden risiko have overført obligationer til det anviste depot i så god tid, at han uden problemer kunne havde solgt obligationerne som planlagt i uge 15 lige efter Påsken 2015.

Det bestrides fortsat, at han den 1. april 2015 har modtaget en telefonbesked fra sagsøgte på nogen af de to telefonsvarere, der var medbragt på påskeferien. Dersom en besked var modtaget, havde han naturligvis i egen interesse straks kontaktet indklagede. Han havde i øvrigt meget tydeligt den 31. marts 2015 oplyst indklagede om, at det ikke var sikkert, at han i de dage var til at få fat i.

Hans telefoner fungerer generelt meget dårligt i sommerhuset, hvilket betyder, at telefonsamtalerne flere gange afbrydes. Det kan muligvis være årsagen til, at han ikke modtog nogen besked fra indklagede. Men der kan også være tale om, at den påståede besked er fremsendt til et helt andet telefonnummer.

Det er i øvrigt uforståeligt, at indklagede fortsætter med at ringe til ham og sende telefonbeskeder, når de den 31. marts 2015 tydeligt havde aftalt fuld skriftlighed i sagens videre forløb.

Brevet af 1. april 2015 nåede allertidligst hans postkasse onsdag den 8. april 2015. Det gjorde ham utryg i forhold til at overføre mere end 2 millioner kr., at brevet var dateret den 1. april 2015, medens kuverten var poststemplet den 7. april 2015, at brevet ikke var underskrevet og ikke var fremsendt på indklagedes officielle brevpapir, således at han ikke vidste, hvem der havde afsendt brevet, og at den anførte bankkonto ikke var ham bekendt, idet det ikke var oplyst, i hvilket pengeinstitut den anførte konto blev ført.

Efter hjemkosten fra sommerhuset den 10. april 2015 om aftenen tog han straks mandag formiddag den 13. april 2015 telefonisk kontakt til indklagede. Desværre lykkedes det ikke i telefonsamtalen at verificere ægtheden af ovennævnte brev, idet han ikke fik mulighed for at blive omstillet til en kompetent person, der kendte til sagen.

Indklagede bør kunne forstå, at et brev, der først poststemples og afsendes efter den 7. april 2015, ikke kan bevirke, at han skulle reagere i Påsken, der i 2015 faldt fra den 2. til den 6. april. Det bestrides således, at der skulle være noget forkert i, at han først henvendte sig telefonisk til indklagede mandag den 13. april 2015 efter hjemkosten fra påskeferie den 10. april 2015 og efter, at brevet af 1. april 2015 allertidligst var modtaget den 8. april 2015.

Det fremgår tydeligt af telefonsamtalen af 31. marts 2015, at han var bortrejst og ikke kunne nås i Påsken.

Det fremgår af telefonsamtalen den 13. april 2015, at rådgiver 3 ikke kunne finde en kopi af det pågældende brev dateret den 1. april 2015. Det fremgår endvidere, at rådgiver 3 ikke var villig til at omstille ham til en underdirektør og/eller til en anden kvalificeret kollega. I stedet blev telefonsamtalen afbrudt på en mærkværdig måde.

Han fik således ikke mulighed for at få verificeret, at den mangelfulde skrivelse overhovedet var ægte.

Det er uforståeligt, at en sagsbehandler, når vedkommende flere gange af kunden har fået at vide, at der udelukkende ønskes skriftlig henvendelse i sagen – af bevismæssige årsager – nægter at følge hans ønske. En sagsbehandler fra en kreditforening skal i øvrigt ikke uden aftale med kunden rette henvendelse til kundens bankrådgiver og inddrage denne i sagen.

Da sagsbehandleren ikke havde sørget for at fremskaffe obligationerne, som var planlagt solgt i uge 15 lige efter påsken 2015, men derimod forlangte, at han skulle bruge tid på at træde hjælpende til, mistede han tålmodigheden og afleverede personligt den 15. april 2015 en skriftlig klage til direktionen/klageafdelingen.

I klageafdelingen var man imidlertid mere end 13 dage om at udarbejde og fremsende en ganske kort skrivelse, hvilket har forsinket en korrektion af sagen betydeligt.

Brevet af den 28. april 2015 blev først modtaget med posten den 30. april 2015. Da han skulle på Store Bededagsferie i sommerhuset, var det ikke tidsmæssigt muligt for ham at udarbejde et svar det nævnte brev, hvor acceptfristen var fastsat til kl. 12.00 mandag den 4. maj 2015. Det forekommer således ganske urimeligt, at klageafdelingen efter hans personlige aflevering af klagen den 15. april 2015 først poststempler og afsender en ganske kort svarskrivelse den 28. april 2015, som så endvidere er to dage om at nå frem til ham med post. Det havde her været rimeligt, at indklagede havde brugt taxitransport for at give ham tid til en besvarelse. Derfor besvarede og accepterede han således aldrig forslaget og måtte dermed finde sig i den uartige inddragelse af dispositionsretten.

Brevet af den 28. april 2015 var således medvirkende årsag til, at obligationssalget allertidligst kunne finde sted den 12. maj 2015.

Han havde om formiddagen den 30. april 2015 udarbejdet et brev til underdirektør 1, som havde ringet til ham mandag den 27. april 2015. Brevet blev afleveret personligt i receptionen ca. kl. 14.30 den 30. april 2015.

Når det tydeligt i telefonsamtalen den 31. marts 2015 er aftalt, at han kun ønskede skriftlig kontakt om sagens videre forløb, er det uforståeligt, at rådgiver 2 på indklagedes vegne den 5. maj 2015 ringede til ham i sommerhuset, hvor han selvfølgelig ikke havde medtaget lånesagens papirer og derfor ikke kunne give ordentlige svar på de stillede spørgsmål. Alene af denne årsag bør der ses bort fra telefonsamtalens indhold.

Imidlertid er der et andet forhold, der gør telefonreferatet fra den 5. maj 2015 delvis ubrugeligt som juridisk dokumentation, idet udskriften ikke er referat af en enkelt telefonsamtale, men derimod af tre separate telefonsamtaler, der blot er skrevet i forlængelse af hinanden og uden angivelse af, hvor de forskellige datasæt starter og slutter. Der er således mulighed for, at der kan være sket udeladelser mindst to steder.

I forhold til udskriften af telefonsamtalen den 5. maj 2015 vil han fremhæve følgende:

• På mødet med rådgiver 1 fra indklagede den 10. marts 2015 var det aftalt, at samtlige gebyrer udelukkende skulle trækkes fra boligkreditlånet, og at resterne fra obligationslånet, efter indfrielsen af lånet til realkreditinstitut 1, skulle indsættes på hans VP-depot. Han fandt derfor, at indklagede straks eller hurtigst muligt skulle have gjort, som det var aftalt skriftligt i aftalen om TinglysningsService, idet det forhold, at en medarbejder begår en fejl, ikke behøver at få betydning for ham, idet der naturligvis altid kan udregnes en ”salgskurs”, når de fortidige kursregistreringer kendes, hvilket er tilfældet.

• Det fremgår af samtalen, at han ikke ønskede at indgå en aftale med indklagede om blot at overtage det fejlagtigt overførte kontantbeløb, der derfor ville blive returneret, når han havde fået dokumentation for en obligationsoverførsel fra Værdipapircentralen. Han mener, at der i stedet skal foretages en kompensation for det tab, han måtte lide på grund af indklagedes indrømmede fejl. Brevet af 23. juni 2015 fra indklagede med kursoplysninger er bevis for, at indklagede selv forsøgte sig med en sådan ”kompensationsmetode”, men udregningen blev desværre forkert, idet der blev anvendt en forkert periode.

• Han var af garantimæssige årsager modstander af at have mere end ca. 750.000 kr. stående på en bankkonto i et enkelt pengeinstitut. Da hans dispositionsret skulle gælde fra den 1. april 2015, viste en rigtig gennemført kompensationsberegning, uden hensyntagen til den af indklagede ekstra stillede betingelse i brevet af 28. april 2015, at der ud over obligationsoverførslen til ham endvidere skulle overføres et ekstra kontantbeløb på 141.780,79 kr. for at tage højde for kurstabet fra den 8. april 2015 til den 12. maj 2015.

• Telefonsamtalen omhandler hovedsagelig indklagedes afklaring af diverse gebyrrettelser, der ifølge aftalen med rådgiver 1 udelukkende skulle trækkes fra boligkreditlånet, og han forbeholdt sig i den forbindelse, at rådgiver 2 skulle fremsende skriftlig kopi af gebyrrettelserne til hans adresse for efterfølgende accept.

• I samtalen kom han ind på, at han ønskede et beløb for al den ekstra ulejlighed og de ekstra udgifter, han havde haft på grund af indklagedes fejl. Rådgiver 2 forsøgte herefter på at bilde ham ind, at han kunne tjene 2 kurspoint på at overtage kontantbeløbet, hvilket imidlertid ikke var rigtigt efter hans opfattelse, idet en kompensationsbetaling på 141.780,79 kr. så ville bortfalde, idet man jo ikke kan få både i pose og sæk. Dette gav anledning til en diskussion mellem ham og rådgiver 2 om, hvem der tjener på hvad.

• Under samtalen oplyste han rådgiver 2 om, at obligationerne i Værdipapircentralen måske skulle stå der i 5 år eller måske kun i 1/2 år, alt afhængig af kurserne, samt hvornår projektet med typehusfirmaet blev igangsat, idet projektet var blevet udskudt midlertidigt på grund af indklagedes fejl og den alt for lange tid, der gik med at rette fejlen. Den midlertidige udskydelse var forklaringen på, at han oplyste, at han ikke havde et aktuelt pengebehov.

• Da han som nævnt ikke havde taget lånesagen med, og da det derfor var vanskeligt for ham overhovedet at huske de forskellige beløb, blev det aftalt, at indklagede skulle udarbejde en oversigt over de samlede låneomkostninger, der så skulle sendes til ham med almindelig post. Opgørelsen fremgår af indklagedes brev af 6. maj 2015.

• Det var rådgiver 2, der traf beslutning om at overføre obligationerne til hans VP-konto. Det har vist sig, at det havde været mest fordelagtigt, dersom han som planlagt havde haft mulighed for at sælge alle obligationer lige efter Påsken 2015. Han fulgte naturligvis kursudviklingen, men fandt det ikke attraktivt at sammenblande indklagede og det koncernforbundne pengeinstitut, idet det af rådgiver 1 var blevet oplyst, at de to virksomheder skulle behandles hver for sig.

Indklagedes brev af 6. maj 2015 er først poststemplet den 7. maj 2015 og kom ham først i hænde den 8. maj 2015 om eftermiddagen. Samme formiddag havde han dog efter at have modtaget brev og dermed dokumentation fra Værdipapircentralen om, at obligationerne omsider var indsat på hans konto, underskrevet, således at det fejlindbetalte beløb kunne returneres til indklagede. Modtagelsen af beskeden fra Værdipapircentralen var som bekendt en forudsætning for hans returnering af det fejloverførte beløb, hvilket telefonisk var aftalt med underdirektør 1 den 27. april 2015.

Selvfølgelig var han på ingen måde tilfreds med blot at få overført det nominelle obligationsbeløb, og han har derfor forlangt fuldstændig erstatning for det direkte økonomiske tab, der er lidt, fordi han ikke har kunnet sælge obligationerne som planlagt i ugen efter Påsken 2015, men først allertidligst den 12. maj 2015.

Indklagede anfører, at parterne var enige om, at kursen i ugen efter Påske 2015 kunne sættes til 97,063. Kursen ved et salg den 12. maj 2015, som er det absolut tidligste tidspunkt, obligationerne overhovedet kunne sælges, er oplyst at være 90,26. Kurstabet fra den 8. maj 2015, hvor han ønskede at sælge obligationerne, og frem til det tidspunkt, hvor det omsider blev muligt, bliver derfor 97,063 – 90,26 = 6,803, hvilket multipliceret med den nominelle obligationsmængde, som der i øvrigt er enighed om, giver et samlet kurstab på 141.780,79 kr.

Til orientering for Realkreditankenævnet kan det oplyses, at obligationskursen ifølge det til ham oplyste den 22. juni 2016 har været helt nede i kurs 88,20, og at kurserne har varieret en del og her på det sidste har rettet sig noget. Det er således ikke ligegyldigt, hvornår obligationernes sælges, hvorfor dispositionsretten og friheden til at sælge er særdeles vigtig.

Indklagede misforstår efter hans opfattelse formålet med det fremlagte brev af 24. juni 2015 fra ham til rådgiver 2. I dette brev er det af ham ønskede kompensationsbeløb ikke udregnet. Derimod er det anført, hvilket beløb der totalt skulle være indsat på hans konto med valørdag den 8. april 2015, dersom alle obligationerne var blevet solgt denne dag og under forudsætning af, at samtlige omkostninger for begge de etablerede lån udelukkende var trukket fra boligkreditten, hvilket var aftalt med rådgiver 1. Det udregnede beløb svarede således ikke til indklagedes fejlagtigt overførte beløb.

Sammenfatning:
Det fremgår tydeligt, at den såkaldte anmodning i brevet af 1. april 2015 enten var tilbagedateret eller ”syltet”, således at poststemplingen først fandt sted den 7. april 2015, endvidere var anmodningen, ufuldstændig og mangelfuld, og der var hos ham stor tvivl om skrivelsens ægthed, netop fordi den kunne opfattes som en slags ”aprilsnar”, hvilket også nævnes i telefonreferatet af 13. april 2015. En kontrolopringning til rådgiver 3 viste endvidere, at rådgiver 3 ikke kunne finde informationer om brevet og ikke var villig til at omstille ham til en underdirektør eller anden kvalificeret person, og der blev således ikke foretaget nogen omstilling, derimod blev samtalen blot uden videre afbrudt.

Det bør være helt klart, at indklagede selv undlod, at korrigere fejlen allerede den 31. marts 2015, selv om indklagede tydeligt havde fået besked om fejlen allerede den 30. marts 2015 om eftermiddagen. Endvidere blev der den 31. marts 2015 aftalt skriftlighed i sagsbehandlingen. Indklagede levede dog aldrig op til denne aftale, men fortsatte med blot at ringe til ham. Han behøver ikke som kunde at vise imødekommenhed over for indklagede, der i form af gebyrer modtager rigelig betaling for at gennemføre et fejlfrit stykke arbejde. Det bestrides i øvrigt, at han har ændret holdning under vejs, idet målet var aftalt med rådgiver 1 før underskrivning af tinglysningsaftalen den 10. marts 2015. Uduelig sagsbehandling hos indklagede bevirkede dog ikke, at målet ændredes for ham. Han har således ikke haft skiftende holdninger til det planlagte og aftalte mål. At indklagede har taget kontakt til det koncernforbundne pengeinstitut for at rette fejlen er ikke ønsket af ham, og han har oplyst bankrådgiveren om, at der ikke, så vidt han kunne se, var begået fejl af hende og det koncernforbundne pengeinstitut. Det er som anført ovenfor en selvfølge for ham, at indklagedes fejl ikke giver anledning til et tab for ham. Indklagede opfordres derfor til at fremsende skriftlig og deltaljeret dokumentation for, at indklagede skulle have forsøgt at imødekomme hans ønske og krav om ikke at lide et tab på grund af fejlen.

Tilbagebetalingen er i øvrigt efter aftale med en underdirektør og sket den 8. maj 2015, hurtigst muligt efter modtagelsen af Værdipapircentralens meddelelse af 7. maj 2015.

Han agter ikke og har ikke gjort forsøg på at sælge obligationerne til en lav kurs, før denne sag er afsluttet. I stedet har han ladet projektet med typehusfirmaet udskyde, idet han ikke ønsker at løbe nogen risiko, men derimod foretrækker at have fuld økonomisk klarhed, inden det planlagte projekt igangsættes.

Det bør naturligvis for indklagede være indlysende, at det koncernforbundne pengeinstitut først foretog renteudbetaling fra valørdagen, det vil sige fra den 6. maj 2015. Det kan i øvrigt oplyses, at han først ønsker at betale bidrag og rente fra det tidspunkt, hvor han fik besked om indsættelsen på hans depot.

Ad påstand 1:
Indklagede anførte på et møde og i en telefonsamtale, ”at det jo var menneskeligt at fejle”. Dette kan muligvis i visse situationer være rigtigt, men det fritager dog ikke indklagede for at betale erstatning for åbenlyse og indrømmede fejl. Den begåede fejl medfører såvel direkte økonomiske tab såvel som et tidsforbrugsmæssigt tab for ham, og disse krav ønskes der kompensation for.

Han havde en forventning om at kunne disponere frit over obligationerne allerede fra den 1. april 2015 og havde faktisk planlagt at sælge alle obligationerne i uge 15 lige efter Påsken 2015. På grund af indklagedes fejl blev det imidlertid først muligt allertidligst at sælge obligationerne næsten 1½ måned senere, den 12. maj 2015.

Først den 7. maj 2015 modtog han besked fra Værdipapircentralen om, at obligationerne omsider var overført til hans depot. Fredag den 8. maj 2015 kørte han derfor til det koncernforbundne pengeinstitut for at underskrive overførselspapirerne, og det blev af hans bankrådgiver oplyst, at overførslen af det fejlindbetalte beløb på grund af weekenden først ville være returneret den 11. maj 2015, således at han allertidligst kunne forvente, at indklagede havde frigivet obligationerne i depotet den 12. maj 2015, hvor det koncernforbundne pengeinstitut åbnede kl. 10.00. Indklagede havde nemlig spærret hans depot i Værdipapircentralen, således at han først kunne disponere over værdipapirdepotet, når indklagede havde modtaget kontantbeløbet.

Det viste sig senere, at kursen den 12. maj 2015 var faldet til kurs 90,26. Idet der henvises til, er parterne, jf. brevet af den 23. juni 2015, er blevet enige om, at en passende gennemsnitskurs lige efter påsken var 97,063, hvorfor det direkte kurstab på grund af indklagedes fejl kan udregnes som: 97,063 – 90,26 = 6,803 kurspoint.

Konsekvensen af den forsinkede obligationslevering er et direkte tab på: 6,803 x 2.084.092,13 = 141.780,79 kr., idet der er enighed om størrelsen af den overførte nominelle obligationsmængde, der skulle have været overført til hans værdipapirkonto den 1. april 2015.

Det giver overhovedet ingen mening at regne med kursændringen mellem den 31. marts 2015 og den 8. april 2015, hvilket indklagede fejlagtigt har gjort i forbindelse med tilbuddet afgivet i brev af 23. juni 2015. Den anvendte kursændring for den forkerte periode er ifølge det nævnte brev oplyst at være 0,55, hvilket multipliceret med det nominelle obligationsbeløb ganske rigtigt giver det helt forkerte kompensationsforslag på 11.462,51 kr.

Ad påstand 2:
Han har telefonisk kontaktet indklagedes chefjurist for at få fremsendt detaljerede skriftlige oplysninger om, hvordan han skattemæssigt skulle forholde sig, når indklagede havde opkrævet rente og bidragsbeløb lige fra den 1. april 2015, selv om det var indlysende, at obligationerne i modstrid med det aftalte først blev leveret og indsat på VP-kontoen med virkning fra dagen efter den 6. maj 2015. Da chefjuristen ikke gav ham et svar, rykkede han for et skriftligt svar.

Den forkerte kontantoverførsel blev efter aftale med en underdirektør hos indklagede returneret hurtigst muligt efter modtagelsen af dokumentation for, at værdipapirerne var indsat på hans depot. Der er til trods herfor, ganske vist med betalingsforbehold, afkrævet og betalt renter og bidrag lige fra den 1. april 2015, hvor obligationsoverførslen skulle have fundet sted.

Ad påstand 3:
Når han gennem gebyrer har betalt for de ydelser, der er rekvireret, bør han have krav på en fejlfri sagsbehandling. En sagsbehandler må derfor forstå, at når indklagede har begået en fejl, bør indklagede selv sørge for at få sagen bragt i orden, og dette skal naturligvis helst ske hurtigst muligt.

Dersom han skal medvirke, bør indklagedes pris eller gebyr for indsatsen fastlægges ud fra hans normale prisniveau, hvilket i dette tilfælde er 1.800 kr. i timen for almindelig konsulentarbejde. Da indklagede afkræver gebyrbetaling, bør han også kunne afkræve et ”gebyr” for ekstra assistance, ansvar og ulejlighed i øvrigt.

Det er dog hans opfattelse, at han ville pådrage sig et alt for stort ansvar og endvidere bruge al for meget tid på at medvirke til rettelsen af indklagedes fejl og især ved at give tilladelse til overførsel af et ca. 2 millioner kr. stort beløb til en ubekendt modtager. Det skal i den forbindelse igen understreges, at der ikke var underskrifter og yderligere nødvendige informationer på skrivelsen dateret den 1. april 2015. Det bestrides, at indklagede under disse omstændigheder overhovedet kan pålægge ham at medvirke til at rette indklagedes fejl, herunder uden at der aftales betaling til ham for hjælpen.

Han har naturligvis ret til at afvise indklagedes anmodning om hjælp, fordi han til indklagede betaler den fulde pris for at få gennemført et fejlfrit stykke arbejde. Betalingen består af alle de gebyrer, der påløber sagen. Netop derfor bør han kunne tage en rimelig betaling for indsatsen og dermed afkræve en kompensation for medgået tid til møder, kørsel, brug af telefon, kopier, processkrifter mm.

Provokationer:
Med hjælp fra Realkreditankenævnets sekretariat har han fået udskrevet nogle af de telefonsamtaler, der blev ført mellem ham og indklagede den 31. marts 2015. Han mener blot ikke, at det er alle samtalerne, der er fremlagt, og han gør derfor gældende, at indklagede skal udlevere kopi af såvel al skriftlig korrespondance med ham frem til den 16. april 2015, herunder kopi af det eller de forslag til afhjælpning af fejlen, der påstås at være fremsendt til ham samt forud for det svar, som han modtog med post den 30. april 2015, samt kopi af alle optagelser af telefonsamtaler ført med ham fra og med den 31. marts 2015 til og med den 16. april 2015. I modsat fald bør det få processuel skadevirkning for indklagede.

Han kan i den forbindelse oplyse, at alle samtaler med indklagede udelukkende er ført fra hans fastnettelefon, hvorfor indklagedes undskyldninger for ikke at fremlægge samtalerne er urigtige eller løgnagtige. Det gøres gældende, at ingen af de førte telefonsamtaler med indklagede er ført fra hans mobiltelefon. Han mener derfor, at indklagede derved igen overtræder reglerne for ”God skik”.

Udsagnet om, at han i forbindelse med telefonsamtalen den 13. april 2015 blev omstillet til ”rette person, som forsøgte at finde løsning” er groft urigtigt, og det bestrides af ham. Derfor bør udsagnet enten bevises ved, at indklagede fremlægger kopi fra samtalens eventuelle fortsættelse. I modsat fald bør indklagede tilbagekalde det urigtige udsagn. Indklagede opfordres derfor til at fremlægge skriftlig dokumentation for den af indklagede påståede omstilling.

Der opfordres til, at indklagede oplyser og forklarer, hvorfor der den 23. juni 2015 blev regnet en kompensation ud for en helt forkert periode.

Anbringender:
Til støtte for de nedlagte påstande gør klageren følgende gældende:

Overordnet:
At han bad om, at der fremover skulle være skriftlighed i sagen,

at det er angribeligt og uacceptabelt, når indklagede på trods af hans krav om skriftlighed fortsætter med at ringe ham op,

at indklagede er underlagt reglerne om god skik og derfor skal behandle hans krav og ønsker om en skriftlig sagsbehandling i anledning af den begåede fejl,

at det formentlig er sjældent, at indklagede fejlbehandler udbetalingerne som i denne sag, og at indklagede på hans opfordring og efter hans ønske må være forpligtet til at benytte fuld skriftlighed i forbindelse med sagen, blandt andet af bevismæssige årsager,

at indklagede endvidere efter anmodning fra en kunde, der er pensionist, og som på grund af alder og manglende edb-færdighed fra kommunen har fået bevilget dispensation for krav om digital kommunikation, er forpligtet til udelukkende at kommunikere pr. brev,

at når en aftale er ”gået galt” og dermed bliver usædvanlig, bør en låntager have krav på en rimelig skriftlig information og sagsbehandling,

at indklagede bør give betydelig bedre skriftlig information til en låntager end gjort,

at et realkreditinstitut ikke bør kunne forlange, at en kunde skal indgå telefoniske aftaler om beløb på ca. 2 millioner kr.

at indklagede ikke kan forlange, at en låntager for egen risiko skal pålægges at overføre godt 2 millioner kr. til en ham ubekendt konto på basis af et uidentificerbart og ikke underskrevet samt i øvrigt tilbagedateret brev,

at det næppe kan være i overensstemmelse med reglerne om god skik, at en medarbejder fra indklagede ringer ham op i hans sommerhus, hvor han ikke har lånesagen med, og forlanger, at han straks skal tage stilling til et beløb på mere end 2 millioner kr., og

at hvis en kunde af sikkerhedsmæssige årsager ønsker, at der maksimalt i hvert pengeinstitut må indsættes ca. 750.000 kr. svarende til statens sikkerhedsgrænse, må et realkreditinstitut, der på grund af fejl indsætter højere beløb end ca. 750.000 kr. i en bank, selv være ansvarlig for eventuelle tab ud over ca. 750.000 kr.

Ad påstand 1.
At han fulgte den fremgangsmåde, der blev resultatet af det forudgående møde med rådgiver 1, og at han, før aftalen om TinglysningsService blev indleveret til indklagede, fik den gennemlæst en ekstra gang af rådgiver 1, der ingen bemærkninger eller tilføjelser havde,

at han straks efter at have modtaget indklagedes skrivelser den 30. marts 2015 blev opmærksom på den begåede fejl og henvendte sig telefonisk til indklagede og bad om at blive omstillet til en medarbejder, der straks kunne hjælpe ham,

at han den 31. marts 2015 havde to telefonsamtaler med indklagedes sagsbehandlere, men at han ikke kunne blive omstillet til en kvalificeret person, der kunne hjælpe,

at han bad om, at der blev gjort notat om fejlen og hans henvendelse om sagen,

at indklagede allerede efter hans første telefoniske henvendelse den 30. marts 2015 og især efter hans telefoniske rykker om formiddagen den 31. marts 2015 skulle have rettet fejlen, idet obligationerne uden problemer og med fuld sikkerhed kunne have været overført til Værdipapircentralen allerede den 1. april 2015, eftersom det indtil denne dato var muligt at spærre for indbetalingen af det fejlagtigt overførte beløb, ligesom indklagede samtidig allerede den 30. april 2015 eller 31. marts 2015 effektivt kunne have stoppet og spærret den fejlagtige indbetaling på hans bankkonto,

at indklagede skal bevise, at der er afsendt en telefonbesked netop til ham, og at han har modtaget beskeden,

at der sagtens kunne være givet ham besked om overførslen den 1. april 2015 ved at fremsende brevet med taxi for et beskedent beløb,

at han tidligst den 8. april 2015 modtog en ganske kort skrivelse fra indklagede i en konvolut, der var poststemplet den 7. april 2015,

at han på grund af bortrejse ikke havde mulighed for straks at møde op i det koncernforbundne pengeinstitut for at underskrive papirer om returnering af det fejlindbetalte beløb,

at han af rådgiver 1 var blevet informeret om, at han skulle behandle indklagede og det koncernforbundne pengeinstitut som to forskellige juridiske enheder, selv om det koncernforbundne pengeinstitut senere ville købe indklagede,

at han blev ringet op af bankrådgiveren foranlediget af, at en ham ukendt medarbejder fra indklagede havde henvendt sig uden hans samtykke og uden at orientere ham,

at han oplyste bankrådgiveren om, at det koncernforbundne pengeinstitut ikke var involveret i den begåede fejl, hvorfor han ikke fandt det hensigtsmæssigt at blande det koncernforbundne pengeinstitut ind i sagen, men udelukkende ønskede at holde sig til indklagede i forbindelse med fejlen,

at indklagede groft har misligholdt den aftale, han havde underskrevet og indleveret den 10. marts 2015, idet sagen heller ikke var bragt i orden efter Påsken 2015,

at han den 13. april 2015 havde en telefonsamtale med en ikke navngiven medarbejder fra indklagede, som han bad om at fremsende ham skriftlig information om, hvordan han skulle forholde sig i anledning af den begåede fejl,

at han aldrig modtog nogen skriftlig information fra den pågældende medarbejder, hvorfor han den 15. april 2015 personligt afleverede en klageskrivelse hos indklagede,

at han først fik svar på sin klageskrivelse efter at have rykket for svar hos 2 underdirektører hos indklagede,

at han først modtog et svar med post den 30. april 2015, kl. 13.30, selv om brevet og konvolutten var dateret og poststemplet den 28. april 2015,

at han ikke tidligere modtog skriftlige anvisninger på, hvordan han skulle forholde sig i anledning af fejlen,

at der i brevet af den 28. april 2015 var anført alt for mange urigtige og uhæderlige påstande, der således bestrides i deres helhed,

at indklagede forlangte, at han inden mandag den 4. maj 2015, kl. 12, skulle give sit skriftlige samtykke til den af indklagede skitserede ordning, idet tilbuddet ellers ville bortfalde i sin helhed,

at han naturligvis ikke under tidspres kunne acceptere forslag eller diktater fra indklagede, hvor der ikke var redegjort for forrentningen for perioden fra 1. april 2015 til den 12. maj 2015, og hvor der ikke var redegjort eller aftalt noget om, hvordan der skulle reguleres for kursfald/-stigning i perioden,

at der ikke i tilbuddet var anført en kompensation for den manglende rådighed og de ulemper, som han på grund af indklagede fejl var udsat for, hvorfor han ikke accepterede det såkaldte tilbud,

at man ikke kan forventes at sige ja til et forslag om mere end 2 millioner kr., der fremkommer så sent, at man ikke kan nå at besvare det inden for den fastsatte tidsfrist,

at han derfor efter modtagelsen af det skriftlige materiale var i sin gode ret til at forlange betænkningstid,

at indklagede havde 13 dage til at besvare hans skriftlige klage af 15. april 2015, men først i sidste øjeblik – hen over 1. maj og en weekend – gav ham tid til at besvare henvendelsen inden den efterfølgende mandag kl. 12.

at klageafdelingens behandling af sagen først blev igangsat efter hans to telefoniske henvendelser til to underdirektører hos indklagede,
at han aldrig fik en forklaring på, hvorfor klageafdelingen ikke straks efter hans klage af den 15. april 2015 sørgede for at overføre obligationerne til hans VP-konto,

at indklagede ved at begå den aktuelle fejl i sagsbehandlingen faktisk har haft en særdeles god fortjeneste på at begå fejlen,

at et realkreditinstitut ikke bør kunne tjene på at begå fejl,

at udskriften af telefonsamtalen den 5. maj 2015 næppe er anvendelig som juridisk aftaledokumentation, idet den består af tre datasæt, der er sat sammen, uden at man kan se hvor,

at rådgiver 2 uden en forklaring i telefonsamtalen den 5. maj 2015 oplyste, at hun ville have overført obligationerne samme dag, hvortil han svarede, at det kunne hun bare gøre, idet det ikke kom ham ved,

at han senere i samtalen den 5. maj 2015 oplyste, at det først var, når sagsbehandleren havde sendt noget til ham, og han var kommet hjem fra ferie, han havde nogen fornøjelse af at kigge på noget som helst,

at han hermed i telefonsamtalen forudsatte, at der skulle sendes beregningsmateriale frem til ham, og at det først var efter modtagelsen af dette, han kunne tage stilling til beregningerne,

at han ikke blev informeret om den pludselige ”travlhed” og ikke fik en forklaring herpå,

at han ikke helt forstod betydningen af, at rådgiver 2 i telefonsamtalen sagde, at hun ville have overført obligationer samme dag, og at det således var rådgiver 2, der efter mere end 1 måneds trænering af sagen pludseligt havde forfærdeligt travlt,

at et realkreditinstitut, der begår en fejl, bliver erstatningspligtigt over for kunden, dersom fejlen ikke straks rettes,

at indklagede alene bærer den fulde skyld for udbetalingsfejlen og for alle følgevirkningerne heraf,

at erstatningens størrelse skal fastlægges ud fra størrelsen af den begåede fejl og det tab, kunden lider ved ikke at kunne disponere som planlagt,

at indklagede og han er enige om, at et passende gennemsnitligt kursniveau lige efter Påsken 2015 kan sættes til 97,063,
at kursen den 12. maj 2015 var 90,26,

at indklagedes tilbud af 23. juni 2015 om kompensation enten var et forsøg på decideret at snyde ham, eller også et udtryk for en ”generel uvidenhed” hos de sagsbehandlere, der foretog den helt forkerte udregning af kompensationsbeløbet,

at det tilbudte kompensationsbeløb på 11.462,51 kr. ikke havde nogen relevans og ikke er en rimelig kompensation for den ulempe og det tab, som fejlekspeditionen har givet anledning til,

at det erstatningsbeløb, som efter hans opfattelse tydeligt var aftalt på mødet den 23. juni 2015, udgør 141.780,79 kr.,

at der desuden var forlangt for meget i gebyr, idet der var krævet 3.500 kr. i stedet for 3.000 kr., og

at indklagede ved den foretagne tinglysning på hans ejendom spærrer for, at alternative realkreditinstitutter i stedet kan træde til, og at indklagede derfor skal respektere lån fra alternative institutter, der eventuelt overtager retten til at prioritere ejendommen, og at indklagede derfor skal anerkende, at et andet realkreditinstitut skal kunne rykke ind på den plads i prioritetsrækken, hvor det misligholdte lån tidligere var placeret.

Ad påstand 2.
At hans låneoptagelse udelukkende blev foretaget for at gennemføre de planlagte byggeaktiviteter, idet man ikke optager et lån, hvor der skal betales 2 pct. i rente samt et bidragsbeløb, og placerer dem i obligationer, hvor man kun får rentebeløbet på 2 pct. tilbage,

at lånet først skal regnes for udbetalt fra det tidspunkt, hvor det ud fra det i tinglysningsaftalen anførte, er gennemført korrekt, og

at indklagede derfor skal refundere renter og bidragsbeløb for perioden frem til dagen efter den 6. maj 2015, idet han fra det koncernforbundne pengeinstitut kun har fået rente fra denne dato, hvor obligationerne blev indsat på hans depot.

Ad påstand 3.
At realkreditinstituttet endvidere skal betale kunden et rimeligt beløb, et gebyr, svarende til det besvær og tidsforbrug samt de ekstraudgifter til kørsel, telefon, kopiering mm., der påføres kunden i anledningen af den begåede fejl,

at dersom realkreditinstituttet ikke er villig til at betale for kundens rimelige ekstraomkostninger og besvær i anledningen af fejlen, skal kunden kunne opsige den med realkreditinstitut indgåede tinglysningsaftale som misligholdt samt forlange forgæves tinglysningsudgifter og sagsbehandlingsudgifter mm. erstattet. Samtidigt skal det misligholdende realkreditinstitut betale for de udgifter, der pålignes af et andet realkreditinstitut, dersom dette ønskes af kunden, og

at kravet på 40.000 kr. er baseret på medgået tid og de afholdte udgifter til transport, telefoni, møder mm. samt til dækning af den erkendte og uberettigede tilbageholdelse af 500 kr., som han efter indsigelse havde krav på.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Sagsfremstilling
Indklagede oplyser, at klageren den 31. marts 2015 optog et 2 pct. obligationslån på 3.406.000 kr. samt et BoligkreditReal på 1.100.000 kr. hos indklagede. I forbindelse med låneoptagelsen hos indklagede skulle der indfries et realkreditlån på 2.500.000 kr. hos realkreditinstitut 1.

I aftale om tinglysningsservice havde klageren anført, at han ønskede restbeløbet indsat på hans konto i Værdipapircentralen. Indklagede fik dog fejlagtigt udbetalt restbeløbet i kontanter i stedet for i obligationer.

Indklagede er enig med klageren i, at der den 1. april 2015 skulle have været overført en nominel obligationsmængde på 2.084.092,13 kr. til klagerens værdipapirdepot.

Indklagede erkendte straks at have foretaget en forkert udbetaling og har gjort mange forsøg på at finde en løsning med klageren for at rette op på fejlen. Klageren skulle blot tilbagebetale det fejlagtige udbetalte provenu, hvorefter indklagede straks ville overføre beløbet til Værdipapircentralen i overensstemmelse med aftale om tinglysningsservice. Dette har klageren ikke villet efterkomme.

Klageren kontaktede indklagede den 31. marts 2015. Indklagede erkendte over for klageren, at der var begået en fejl, og at indklagede ville se på, hvordan fejlen kunne blive rettet. Herefter ville indklagede vende tilbage til klageren.

Indklagede forsøgte at komme i kontakt med klageren den 1. april 2015 og lagde en besked på klagerens telefonsvarer. Den omstændighed, at klageren uden videre afviste at have modtaget telefonsvarerbeskeden, sandsynliggør ikke, at beskeden ikke er indtalt på klagerens telefonsvarer. Opkaldet er foretaget til klagerens mobilnummer kl. 12:29:59, og opkaldet er blevet båndet.

Indklagede fremsendte den 1. april 2015 et brev til klageren og anmodede om tilbageførsel af kontantbeløbet. Ejendomsnummer var angivet som reference i brevet, og brevet lå i en kuvert med indklagedes logo på. Klageren blev endvidere opfordret til at kontakte indklagede, såfremt han havde spørgsmål.

Klageren foretog sig umiddelbart intet hen over Påsken, men kontaktede indklagede den 13. april 2015. Klageren blev viderestillet til rette medarbejder, som forsøgte at finde en løsning.

Den 14. april 2015 kontaktede indklagede klageren for at finde en løsning. Indklagede orienterede klageren om 3 alternativer, 1) klageren kunne selv tilbageføre beløbet, som indklagede i brev af 1. april 2015 havde opfordret ham til, 2) klageren kunne lave en aftale med det koncernforbundne pengeinstitut om, at pengeinstituttet overførte beløbet for ham, 3) klageren kunne sende en formel klage til indklagedes klageansvarlige. Indklagede oplyste klageren om, at indklagede gerne ville hjælpe, men at klageren også skulle hjælpe til for at bringe det i orden. Klageren svarede hertil, at han ikke skulle hjælpe, idet det var indklagedes eget ansvar at tilbageføre pengene.

Ved skrivelse af 15. april 2015 sendte klageren en formel klage til indklagedes klageansvarlige.

Den 28. april 2015 besvarede indklagede klagen og tilkendegav, at indklagede fortsat gerne ville finde en løsning. Indklagede anmodede derfor klageren om at tilbagebetale kontantbeløbet senest samtidig med, at indklagede overførte obligationsmængden.

Klageren fremsendte den 30. april 2015 endnu en klage.

Den 5. maj 2015 ringede indklagede til klageren og oplyste, at såfremt klageren ville lade pengene stå, ville det være fordelagtigt for klageren, idet kurserne var faldet. Klageren havde mulighed for at få obligationerne to kurspoint billigere, hvis han selv købte obligationerne for kontantbeløbet. Dette afviste klageren og bad udtrykkeligt om at få obligationerne, da han ikke ønskede at tjene på det eller opnå fordele. Endvidere oplyste klageren, at obligationerne skulle stå i lang tid, idet klageren ikke stod og skulle bruge pengene. Klageren har således ikke haft et fastsat tidspunkt, hvor han ville sælge obligationerne, og salg/ikke salg af obligationerne har derfor ikke haft betydning for klagerens projekter.

Ved skrivelse af 6. maj 2015 besvarede indklagede klagen af 30. april 2015. Indklagede ville fortsat gerne finde en løsning og anmodede klageren om at tilbageføre beløbet. Endvidere oplyste indklagede, at indklagede med valørdato 5. maj 2015 havde overført den nominelle obligationsmængde på 2.084.092,13 kr. til klagerens værdipapirdepot. Klageren var fortsat ikke tilfreds og forlangte en erstatning samt afholdelse af møde.

Indklagede og klageren afholdt møde den 23. juni 2015, hvor klageren gjorde gældende, at han ville have solgt obligationerne i Påsken. På baggrund af dette møde sendte indklagede samme dag skrivelse af 23. juni 2015, hvori indklagede tilbød at betale klageren kursforskellen svarende til 11.462,51 kr. Indklagede er enig med klageren i, at gennemsnitskursen i perioden 7. april – 10. april 2015 blev beregnet til 97,063.

I skrivelse af 24. juni 2015 oplyste klageren, at han ikke ville acceptere tilbuddet af 23. juni 2015 fra indklagede. Endvidere gjorde klageren gældende, at han nu ville have beløbet i kontanter og ikke i obligationer.

Anmodninger fra et anerkendt realkreditinstitut om tilbagebetaling af forkert udbetalt provenu bør ikke give klageren anledning til ”af sikkerhedsmæssige årsager” ikke at ville efterkomme anmodningen, idet klageren ikke havde kendskab til den konto, som beløbet skulle overføres til. Der er tale om indklagedes konto, som indklagede har anmodet klageren om at overføre beløbet til. Anmodningerne er foretaget såvel mundtligt som skriftligt. Såfremt klageren var usikker på rigtigheden af nogle af de skriftlige anmodninger (som ikke var på originalt brevpapir), har klageren haft rig mulighed for at kontakte indklagede og få verificeret, at anmodningerne kom fra indklagede. Indklagede har endvidere foreslået, at klagerens tilbagebetaling af kontantbeløbet kunne ske samtidig med, at indklagede overførte obligationsmængden.

Klagerens manglende tilbagebetaling af kontantbeløbet samt skiftende holdninger til, hvad han ønskede at opnå, har efter indklagedes opfattelse været årsagen til, at indklagede ikke på et tidligere tidspunkt har kunnet rette op på fejlen.

Klageren har fremsat ønske om at blive stillet, som var fejlen ikke begået. Dette har indklagede flere gange forsøgt at imødekomme. Klageren har dog ikke ønsket at medvirke hertil, idet klageren ikke har villet tilbagebetale kontantbeløbet, således at indklagede kunne overføre restbeløbet til Værdipapircentralen.

Indklagede forsøgte således allerede den 1. april 2015 telefonisk at kontakte klageren for at finde en løsning og dermed rette op på fejlen. Idet klageren ikke besvarede opkaldet, fremsendte indklagede som bekendt et brev til klageren, hvori indklagede anmodede om tilbageførsel af kontantbeløbet, således indklagede derefter kunne overføre obligationsmængden. Klageren har ikke villet imødekomme dette og har dermed ikke udøvet sin tabsbegrænsningspligt. Klageren har ikke villet samarbejde med indklagede om at få rettet op på fejlen. Dette giver klageren også udtryk for i sin klage, idet klageren anfører, at ”han behøver som kunde ikke at vise imødekommenhed over for indklagede, der i form af gebyrer modtager rigelig betaling for at gennemføre et fejlfrit stykke arbejde”. Klageren har ikke opfyldt sin loyalitetspligt, idet klageren ikke har forsøgt at begrænse indklagedes tab.

Indklagede har sendt alle båndede samtaler til Realkreditankenævnet. Det skal bemærkes, at indklagede under forløbet med at få sagen yderligere oplyst har tilkendegivet, at mobiltelefoner ikke bliver båndet. Hermed menes der, at samtaler foretaget fra mobiltelefoner hos indklagede ikke bliver båndet, dvs. telefonsamtaler, hvor medarbejdere hos indklagede ringer op fra en mobiltelefon.

Klageren har ikke ført bevis for eller sandsynliggjort, at han har solgt eller ville sælge obligationerne den 12. maj 2015.

Rente og bidrag er, hvad det koster klageren at have lånet. At klageren fik udbetalt restbeløbet forkert giver ikke anledning til at fritage klageren for at skulle betale rente og bidrag frem til 6. maj 2015.

Klagerens samlede krav om godtgørelse af 34.025 kr. for diverse udgifter har ikke støtte på et retligt grundlag.

Klageren rykkede indklagede for skriftligt svar på, hvorledes han skulle forholde sig skattemæssigt. Det er indklagedes opfattelse, at dette ikke er en del af nærværende klagesag hos Realkreditankenævnet. I øvrigt mener indklagede, at beløbene er fastsat korrekt.

Anbringender

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende,

at klageren ikke har haft til hensigt at sælge obligationerne på et fast tidspunkt,

at indklagede, straks efter at fejlen blev opdaget, forsøgte at finde løsninger til at rette op på fejlen,

at klageren har modarbejdet indklagedes mulighed for at rette op på fejlen,

at klageren gentagne gange har skiftet holdning til, hvad han ønskede at opnå,

at klageren den 5. maj 2015 kunne opnå et for klageren fordelagtigt resultat,

at salg af obligationer ikke har været en forudsætning for igangsættelse af klagerens projekter,

at klageren ikke har ført bevis for eller sandsynliggjort, at han har solgt eller ville sælge obligationerne den 12. maj 2015,

at klageren skal betale rente og bidrag frem til 6. maj 2015,

at klagerens krav på samlede omkostninger ikke har støtte på et retligt grundlag, og

at klageren ikke har udøvet sin loyalitets- og tabsbegrænsningspligt.





OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Nævnssekretariatet har aflyttet og afskrevet en række telefonsamtaler mellem klageren og indklagede, som er kort beskrevet i det følgende:

Telefonsamtale af 31. marts 2015.
Klageren retter henvendelse til indklagede og gør opmærksom på, at der er sket en fejl i forbindelse med låneudbetalingen, idet der ikke er sket overførsel af det aftalte obligationsbeløb. Indklagedes rådgiver 3 oplyser, at klageren skla tilbageføre kontantbeløbet til indklagede, medmindre det er en konto, indklagede har adgang til, og at rådgiver 3 endvidere vil få udbetalingsafdelingen til at se på sagen, men at det antagelig ikke kan ske samme dag. Klageren tilkendegiver, at han muligvis ikke kan træffes de følgende dage.

Telefonsamtale af 1. april 2015.
Rådgiver 3 indlægger en besked på klagerens telefonsvarer om, at indklagede ikke selv kan trække kontantbeløbet på den konto, der var udbetalt til, og at klageren derfor selv skulle tilbageføre pengene til indklagedes bankkonto, hvorefter obligationsoverførslen til klagerens VP-konto kunne ske.

Telefonsamtale af 13. april 2015.
Klageren kontakter indklagede om brevet af 1. april 2015, som rådgiver 4 ikke umiddelbart kan lokalisere. Rådgiver 4 opfordrer klageren til at tilbageføre kontantbeløbet, hvilket klageren afslår.

Telefonsamtale af 14. april 2015.
Klageren kontakter indklagede og bliver af rådgiver 3 på ny opfordret til at tilbageføre kontantbeløbet, hvilket klageren afslår.

Telefonsamtale af 5. maj 2015:
Klageren kontakter indklagede. Samtalen munder ud i, at indklagede oplyser, at obligationerne vil blive overført til klagerens VP-konto, men vil være spærret, indtil indklagede har modtaget besked fra det koncernforbundne pengeinstitut om, at det udbetalte kontantbeløb er tilbageført.

Ifølge Nasdaq OMX var de obligationer, som ligger til grund for lånet på 3.406.000 kr., noteret til følgende kurser alle handler på udvalgte dage i maj 2015.

Date All trades average price
2015-05-05 94.800
2015-05-06 93.201
2015-05-11 93.100
2015-05-12 90.262



ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Ad påstand 1:
Det er ubestridt, at indklagede begik en fejl ved udbetalingen af lånene til klageren den 31. marts 2015. Fejlen bestod i, at indklagede i strid med klagerens udbetalingsinstruks i aftalerne om TinglysningsService i stedet for at overføre en nominel obligationsmængde på 2.084.092,13 kr. til klagerens værdipapirdepot solgte obligationerne og overførte det kontante provenu til klagerens bankkonto.

Nævnet finder, at indklagede er erstatningsansvarlig for det tab, som klageren led som af fejlen. Det skal herved tages i betragtning, at klageren, efter at være blevet opmærksom på fejlen, havde pligt til i samarbejde med indklagede at få sagen på plads og sørge for at begrænse sit eventuelle tab.

Indklagede blev den 30. og den 31. marts 2015 telefonisk af klageren gjort opmærksom på den forkerte udbetaling af lånene.

Ved brev af 1. april 2015 til klageren oplyste indklagede, hvordan problemet kunne løses, nemlig ved klagerens tilbageførsel af kontantbeløbet. Klageren blev samtidig opfordret til at kontakte indklagede, hvis klageren havde spørgsmål. Dette gjorde klageren telefonisk den 13. april 2015. Nævnet lægger til grund, at klageren både under telefonsamtalen den 13. april 2015 og under telefonsamtalen dagen efter på ny blev opfordret til at løse sagen ved at tilbageføre det kontante beløb, hvilket klageren afslog.

Uanset om det lægges til grund, at klageren først den 8. april 2015 modtog indklagedes brev af 1. april 2015, således som klageren oplyser, kunne og burde klageren aktivt have medvirket til at få sagen bragt på plads, hvilket kunne være sket i dagene efter den 8. april 2015 og senest den 14. april 2015.

På baggrund af den af parterne accepterede gennemsnitskurs på 97,063 for denne periode finder Nævnet, at erstatningsbeløbet kan ansættes til 11.462,51 kr., svarende til kursforskellen mellem den nævnte gennemsnitskurs (97,063) og udbetalingskursen (96,513) den 31. marts 2015.

Ad påstand 2:
Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren skulle have krav på tilbagebetaling af rente og bidrag i perioden 31. marts 2015 til 6. maj 2015, og kan derfor ikke give klageren medhold i denne påstand.



Ad påstand 3:
Ud fra sædvanlig nævnspraksis finder Nævnet ikke, at der kan tilkendes klageren erstatning for medgået tid og omkostninger som følge af indklagedes fejl, og kan derfor ikke give klageren medhold i dette klagepunkt.

Klagerens krav om, 1) at indklagede skal respektere lån fra alternative institutter, der eventuelt overtager retten til at prioritere ejendommen, og 2) at indklagede skal anerkende, at et andet realkreditinstitut skal kunne rykke ind på den plads i prioritetsrækken, hvor det misligholdte lån tidligere var placeret, afvises, idet der er tale om forhold, som Nævnet ikke kan pålægge indklagede pligt til. Forhold 1 ville være i strid med lånegrænser m.v. i den finansielle lovgivning, medens forhold 2 er et tinglysningsanliggende, jf. reglerne i tinglysningslovens § 40, stk. 1.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, BRFkredit A/S, tilpligtes at yde klageren en erstatning på 11.462,51 kr.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen