Rådgivning i forbindelse med opløsning af anpartsselskab. Skat. Kautionists indfrielse af anpartsselskabs gæld.
| Sagsnummer: | 392/1997 |
| Dato: | 20-05-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
Rådgivning - skatteforhold |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med opløsning af anpartsselskab. Skat. Kautionists indfrielse af anpartsselskabs gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag omhandler indklagedes rådgivning af klageren i forbindelse med, at et af klageren ejet anpartsselskab blev opløst, og selskabets virksomhed blev fortsat af klageren personligt. Herunder bl.a. klagerens mulighed for efter opløsningen at opnå skattemæssigt fradrag for dels renterne på virksomhedens gæld, som klageren kautionerede for, dels den tabte anpartskapital, samt spørgsmål vedrørende klagerens indgåelse af en licensaftale og en transport til indklagede af betalingerne i henhold til denne.
Sagens omstændigheder.
Klageren drev erhvervsmæssig virksomhed via et af ham ejet anpartsselskab frem til 18. januar 1995, hvor selskabet blev tvangsopløst. Virksomheden vedrørte overspilning af ældre musik til cd og blev drevet af klageren alene. Selskabets virksomhed var finansieret af indklagede ved en kassekredit, og klageren havde påtaget sig selvskyldnerkaution for engagementet.
Efter opløsningen af selskabet videreførte klageren virksomheden personligt. Som led heri indgik klageren den 8. februar 1995 en licensaftale med en forretningsforbindelse, A, som bl.a. indebar betaling af 5.000 kr. månedligt i royalty til klageren.
Ved transporterklæring af 13. maj 1996 fik indklagede transport i samtlige udbetalinger i henhold til licensaftalen. Transporten blev noteret af A.
Ved gældsbrev af 18. juni 1996 blev selskabets kassekredit omlagt til et lån på 163.000 kr. med klageren som debitor. Ifølge håndpantsætningserklæring af samme dato fik indklagede håndpant i transporten til sikkerhed for klagerens engagement.
Ved skrivelse af 16. juli 1997 gjorde klageren et ansvar gældende over for indklagede. Klageren anførte bl.a., at han på grund af den sene omlægning af selskabets gæld ikke kunne opnå skattemæssigt fradrag for renter, der var påløbet gælden indtil omlægningen den 18. juni 1996, og at skattemyndighederne ikke ville godkende, at selskabets underskud var overført til den personlige virksomhed. Klageren anslog, at hans skattemæssige forpligtelser herved ville blive forøget med ca. 165.000 kr.
Ved skrivelse af 2. september 1997 til klageren erklærede indklagede sig indstillet på at nedskrive lånets restgæld med et beløb svarende til den skat, klageren kunne have sparet, såfremt han havde kunnet udnytte rentefradraget på selskabets gæld i perioden fra 8. februar 1995, hvor tvangsopløsningen af selskabet blev annonceret i Statstidende, til 18. juni 1996.
I september 1997 korresponderede klageren via sin advokat med A om afregningerne i henhold til licensaftalen, som der var opstået uenighed om. Fra og med oktober 1997 ophørte A med at betale i henhold til aftalen.
Den 4. november 1997 blev klageren tilsagt til møde hos skattemyndighederne om restskat for 1994 til 1996 på i alt 63.338 kr.
Parternes påstande.
Den 10. november 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at han i forbindelse med tvangsopløsningen af selskabet henvendte sig til revisor og advokat om bl.a. hvilke følger tvangsopløsningen ville få for hans privatøkonomi. Han blev rådet til at lade udarbejde et regnskab, og der blev indgået aftale med indklagede om, at udgiften hertil skulle finansieres ved en forhøjelse af gælden til indklagede. Efterfølgende trak indklagede dette tilsagn tilbage, idet indklagede oplyste, at han ville kunne opnå skattefradrag uden regnskab. Dette har vist sig ikke at være korrekt. Hertil kommer, at selskabets gæld er blevet sammenblandet med hans privatøkonomi, idet denne gæld først blev omlagt til et lån i hans navn den 18. juni 1996, eller mere end et år efter opløsningen. Ved udarbejdelsen af hans budget i januar 1995 var det forudsat, at han opnåede skattemæssigt fradrag for den tabte anpartskapital på 80.000 kr. og de løbende renter på selskabets gæld, som han hæftede for som kautionist, idet han uden disse fradrag ikke ville være i stand til at afvikle gælden. Det forhold, at han ikke har opnået de skattemæssige fradrag, som han var berettiget til, har ud over forøget skattebetaling medført regulering af boligydelse, medicintilskud m.v. Sammenblandingen af hans og selskabets engagement har endvidere medført, at han via selskabets kassekredit er kommet til at hæfte for sin daværende samlevers gæld. Vedrørende licensaftalen har klageren bl.a. anført, at han efter selskabets opløsning ikke udførte produktion, men alene solgte sit restlager. Indklagede forlangte en kautionist for selskabets gæld, som han nu hæftede for, men da han ikke kunne skaffe en sådan, blev det aftalt, at indklagede skulle have sikkerhed i licensaftalen, som på indklagedes foranledning blev godkendt af en advokat, som indklagede kendte. Indklagede skulle modtage betalingerne i henhold til aftalen og primært anvende disse til nedbringelse af gælden. Indklagede påtog sig at håndtere aftalen, hvorfor det var hans opfattelse, at der var tale om en factoringordning. Indklagede har imidlertid forsømt at følge op på betalingerne i henhold til kontrakten, hvilket har medført, at han er blevet svækket i retsforholdet til A. Som følge heraf er der risiko for, at han mister en forventet betydelig indtægt de kommende 5 til 10 år. Klagen vedrører hans privatøkonomi efter selskabets opløsning, hvorfor Ankenævnet kan behandle klagen.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsengagement og derfor ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at den sene overtagelse af selskabets gæld er uden betydning for, om klageren kan opnå skattemæssigt fradrag. Indklagede har meddelt oplysninger om renterne m.v. til brug for udarbejdelse af regnskab, men kan ikke påtage sig udarbejdelsen af dette. Det bestrides, at indklagede har påtaget sig at finansiere en udarbejdelse af regnskabet, ligesom det bestrides, at indklagede skulle have oplyst, at skattefradrag kunne opnås uden regnskab. Indklagede var ikke bekendt med selskabets opløsning, men har under hensyn til annonceringen i Statstidende den 8. februar 1995 tilbudt klageren at nedskrive gælden på lånet med et beløb svarende til den skat, som klageren kunne have sparet, hvis han havde haft rentefradraget i perioden fra 8. februar 1995 til 18. juni 1996. Indklagede har bestridt at have udtalt sig om eller rådgivet klageren om licensaftalen, idet klageren til stadighed er blevet henvist til at søge assistance hos revisor og advokat, når han har henvendt sig til indklagede med spørgsmål af skattemæssig og juridisk karakter. Det bestrides, at indklagede skulle have forlangt en kautionist for klagerens gæld, og at indklagede skulle have forlangt, at licensaftalen blev godkendt af en advokat, der var kendt af indklagede. Indklagede har alene ønsket at have transport i de betalinger til klageren, som aftalen måtte medføre. Det bestrides, at indklagede har været årsag eller medvirkende til, at A har ophævet aftalen. A har løbende betalt under transporten, sidste gang i september 1997. Vedrørende det af klageren anførte om klagerens samlevers gæld har indklagede anført, at klagerens daværende samlever havde egen lønkonto hos indklagede, hvorfra der månedligt blev overført et beløb til klagerens privatkonto til dækning af private udgifter. Den månedlige overførsel fortsatte i en periode efter at samleveren havde meddelt, at samlivet var ophævet, hvorved der opstod et overtræk på samleverens konto. Dette overtræk blev efter drøftelse og ifølge aftale med klageren tilbagebetalt af klageren ved træk på en konto, som efter selskabets tvangsopløsning blev anvendt af klageren såvel privat som for den personligt ejede virksomhed. Tilbagebetaling til samleverens konto fandt sted i perioden oktober 1995 til juni 1997.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Under hensyn til at klageren ikke længere driver det selskab, hvorfra gælden hidrører, og til karakteren af de spørgsmål, klagen angår, finder Ankenævnet ikke grundlag for at afvise klagen.
Vedrørende renterne af selskabets gæld fra opløsningen af selskabet til gælden blev overtaget af klageren har indklagede før klagens indgivelse tilbudt klageren en kompensation ved at nedskrive lånets restgæld med et beløb svarende til den skat, klageren kunne have sparet, hvis han havde haft rentefradraget i den pågældende periode. Uanset om det må antages, at den sene omlægning af gælden i klagerens navn beroede på en fejl fra indklagedes side, finder Ankenævnet ikke, at det kan pålægges indklagede at yde yderligere kompensation herfor. Herved bemærkes, at klagerens eventuelle tab som følge af regulering af sociale ydelser i givet fald ikke var en påregnelig følge af fejlen.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede har givet klageren tilsagn om finansiering af udgiften til udarbejdelse af regnskab, og Ankenævnet finder ikke, at det kan pålægges indklagede at medvirke til at udarbejde et sådant med henblik på, at klageren kan opnå fradragsret for den tabte anpartskapital i selskabet. Herved bemærkes, at der ifølge indklagede er tilgået klageren oplysninger vedrørende renter m.v. til brug for udarbejdelse af et regnskab.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at betalingerne i henhold til licensaftalen er ophørt på grund af forhold, der kan tilregnes indklagede.
Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at overførslerne fra klagerens til dennes tidligere samlevers konto i perioden oktober 1995 til juni 1997 er sket med klagerens accept. Herved bemærkes, at det ikke fremgår af sagen, i hvilket omfang klageren var bekendt med overførslerne, og om klageren tidligere havde gjort indsigelse herimod.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.