Afgørelse

Rådgivning om omlægning af 30-årige 6% obligationer til 10-årige 4% obligationer. Spørgsmål om erstatningsansvar.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med en omlægning af klagerens 30-årige 6% obligationer til 10-årige 4% obligationer i foråret 2000.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1923, indgik den 8. marts 1999 en aftale med indklagede om investeringsrådgivning vedrørende sit værdipapirdepot. Aftalen indebar bl.a., at indklagede hvert ½ år skulle efterse depotet med henblik på mulige forbedringer, og at der årligt skulle afholdes et møde med en gennemgang af investeringerne. Klageren ønskede en lav risiko og et stabilt afkast af depotet.

Af aftalen om investeringsrådgivning fremgår bl.a.:

"Bankens rolle i Deres investeringsbeslutninger

* [Indklagede] skal opfattes som Deres sparringspartner i forbindelse med Deres investeringsbeslutninger.

* De træffer selv den endelige beslutning om investering og bærer risikoen herfor. [Indklagede] kan således ikke gøres ansvarlig for disse dispositioner.

* [Indklagede] giver forslag udfra forventninger til fremtiden, som kan vise sig ikke at holde. De bærer således selv risikoen for en mindre gunstig kursudvikling end forventet."

I forbindelse med indgåelsen af aftalen blev der indkøbt nominelt 826.000 kr. 6% obligationer i Realkredit Danmark 2029 til kurs 98,10, svarende til en kursværdi på 810.306 kr. samt nominelt 120.000 kr. 4% Danmarks Skibskreditfond SKE 2005 til kurs 98,45, svarende til en kursværdi på 118.140 kr. Klageren havde i forvejen ca. 100.000 kr. 4% Skibskreditobligationer.

Primo 2000 fik klageren en ny investeringsrådgiver hos indklagede. På baggrund af dennes rådgivning under et møde med klageren den 25. april 2000 blev klagerens samlede beholdning af 6% obligationer i Realkredit Danmark 2029 på nominelt 965.000 kr. omlagt til nominelt 963.000 kr. 4% obligationer i Realkredit Danmark 2009. Omlægningen fandt sted ved fondsafregninger af samme dato. Salget af 6% obligationerne i RD skete til kurs 94,10. 4% obligationerne i RD blev købt til kurs 94,25.

Klageren har oplyst, at hun i efteråret 2000 via et andet pengeinstitut blev gjort opmærksom på, at hun ved salget af 6% obligationerne havde realiseret et kurstab på ca. 40.000 kr.

Parternes påstande.

Den 5. oktober 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at baggrunden for investeringen i 30-årige 6% obligationer i marts 1999 var, at hun ønskede en fast kendt renteindtægt. 4% obligationerne 2005 blev anskaffet, således at hun havde mulighed for at sælge uden større risiko for kurstab eller inden for et overskueligt åremål at få udtrukket nogle papirer. Et eventuelt kurstab på 6% obligationerne skulle ikke realiseres.

Under mødet den 25. april 2000 blev hun presset til at gennemføre omlægningen af de 30-årige 6% obligationer til 10-årige 4% obligationer. Ifølge indklagedes medarbejder ville fordelen herved være en skattefri udtrækningsgevinst på 6.000 kr. årligt samt en højere effektiv rente. Endvidere fremhævede medarbejderen, at formuen ville blive forringet for hendes arvinger, såfremt hun beholdt papirerne, men at den ved den foreslåede omlægning kunne bevares både for hende selv og arvingerne.

Hun udtrykte ikke ønske om at begrænse risikoen ved investeringen, der var foretaget året før. Hun havde brug for faste løbende renteindtægter og kunne sælge af Skibskreditobligationerne, såfremt hun skulle få brug for supplerende midler. Der var ikke sket nogen ændringer i hendes økonomi, der kunne begrunde, at hun nu skulle være parat til at acceptere et betydeligt tab for at formindske en risiko, som hun var bekendt med og havde accepteret året før.

Hun blev ikke orienteret om, at hun ved salget af 6% obligationerne ville realisere et kurstab på ca. 40.000 kr., og ifølge de oplysninger, som indklagede nu er fremkommet med, opnåede hun heller ikke en bedre effektiv rente ved omlægningen.

Såfremt hun havde være bekendt med, at hun ved omlægningen realiserede et kurstab på 40.000 kr., ville hun ikke have indvilget i heri. Ved at beholde 6% obligationerne var hun sikret et uændret renteafkastet, og der var samtidig chance for, at kurserne ville ændre sig til hendes fordel.

Hun blev heller ikke orienteret om, at udtrækningsgevinsten på 6.000 kr. årligt ville blive reduceret på grund af omkostninger ved geninvestering, og at renten reelt ville blive lavere end 4%, fordi de udtrukne beløb midlertidigt måtte anbringes på kontantkonto med lavere rente.

Indklagede har således undladt at oplyse om de negative følger af omlægningen og har herved ydet mangelfuld rådgivning. Indklagede, som har haft en klar økonomisk fordel af omlægningen, har påført hende et økonomisk tab. Det bør derfor pålægges indklagede at yde erstatning.

Indklagede har anført, at den gennemførte omlægning blev tilrettelagt med henblik på at nedbringe klagerens risiko kombineret med at opnå et stort set uændret afkast af investeringerne. På mødet gav klageren det klare indtryk, at hun ønskede en så lav risiko som muligt ved nogenlunde samme afkast. Klageren tilkendegav ikke bestemte forventninger til renteudviklingen.

En eventuel rentestigning på 1 procentpoint vil blive modsvaret af et kursfald på de 30-årige 6% obligationer på 9,5 procentpoint og på de 10-årige 4% obligationer på 3,8 procentpoint. Ved omlægningen blev klagerens risiko således reduceret med ca. 60% fra et forventeligt kursfald på 9,5 procentpoint til 3,8 procentpoint ved en rentestigning på 1 procentpoint. Ved en skatteprocent på 50 er den effektive rente på 6% obligationerne 3,51%, mens den effektive rente på 4% obligationerne er 3,44%. Nedgangen i afkastet i form af nedgang i den effektive rente var således begrænset til 0,07 procentpoint p.a.

Rådgivningen blev ydet i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis inden for pengeinstitutsektoren.

Kurstabet på 6% obligationerne i forhold til købskursen blev ikke inddraget i rådgivningen, da dette på grund af en generel rentestigning var en realitet. Kurstabet opstod således ikke, fordi der blev foretaget en omlægning af obligationsbeholdningen. Omlægningen tilsikrede tværtimod, at kurstabsrisikoen i tilfælde af rentestigning fremtidigt blev reduceret.

Klageren var bekendt med, at hun selv måtte træffe den endelige investeringsbeslutning, jf. aftalen af 8. marts 1999.

Det bestrides, at man har forsøgt at påvirke klageren til at foretage omlægningen.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Karin Duerlund og Allan Pedersen - udtaler:

Vi finder, at klageren er rådgivet i overensstemmelse med almindelig anerkendt praksis for finansiel rådgivning, og at der ikke er godtgjort særlige forhold vedrørende klagerens investeringsønsker, som burde have været inddraget i rådgivningen af klageren med henblik på at tilvejebringe et fyldestgørende beslutningsgrundlag for denne. Hertil kommer, at kurstabet allerede var indtrådt på grund af en generel rentestigning. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

To medlemmer - Lisbeth Baastrup og Kåre Klein Emtoft - udtaler:

Det må lægges til grund, at klageren i forbindelse med investeringerne i foråret 1999 accepterede den kursrisiko, der var forbundet med købet af de 30-årige 6% obligationer mod at opnå et stabilt og større renteafkast, end hvis hele beløbet var investeret i 4% obligationer med kort løbetid. Det må endvidere lægges til grund, at beholdningen af skibskreditobligationer, der havde kort løbetid og dermed lavere kursrisiko, blev suppleret med henblik på at opretholde en adgang til at fremskaffe kontante midler uden at være nødsaget til at realisere et eventuelt større kurstab på 6% obligationerne.

Det er ikke godtgjort, at der i foråret 2000 var indtrådt sådanne ændringer i klagerens ønsker eller behov, der kunne begrunde en omlægning af de 30-årige 6% obligationer til 10-årige 4% obligationer. Det bemærkes herved, at klageren hverken havde behov for at realisere kurstabet på 6% obligationerne eller at nedbringe kursrisikoen på porteføljen, at et urealiseret kurstab ikke havde indflydelse på afkastet, og at klageren ved den foreslåede omlægning ikke opnåede større afkast.

Indklagede burde derfor have fremhævet, at der ved den foreslåede omlægning blev realiseret et ikke ubetydeligt kurstab på 6% obligationerne, og at der måtte forventes et mindre afkast af 4% obligationerne bl.a. som følge af udgiften til genplacering ved udtrækning, der ville være større på 4% papirerne. Ved at undlade dette finder vi, at indklagedes rådgivning på mødet den 25. april 2000 var mangelfuld. Vi stemmer derfor for, at indklagede bør tilbyde klageren at tilbageføre omlægningen.

Efter stemmeflertallet

Klagen tages ikke til følge.