Underretningspligt ej tilsidesat.
| Sagsnummer: | 215 /1993 |
| Dato: | 22-10-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Ravn, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Underretningspligt ej tilsidesat. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 21. juni 1989 kautionerede klageren for et lån på 15.500 kr. til klagerens daværende svigersøn. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 325 kr., første gang den 30. juni 1989.
Indklagede har om lånets afvikling oplyst, at ydelserne til og med 30. september 1989 betaltes rettidigt. Af ydelsen pr. 30. oktober 1989 betalte debitor alene 50 kr. Klageren blev informeret herom, hvorefter debitor den 12. marts 1990 indbetalte 1.575 kr. svarende til den resterende del af ydelsen pr. 30. oktober 1989 samt ydelserne 30. november og 30. december 1989, 30. januar og 28. februar 1990.
Ved skrivelse af 29. maj 1990 fra indklagede til klageren meddeltes, at kautionslånet var opsagt til fuld indfrielse. Baggrunden var, at der ikke var kommet yderligere indbetalinger på lånet siden indbetalingen den 12. marts 1990. Efter at indklagede havde rykket klageren ved skrivelse af 14. juni 1990 for lånets indfrielse, indbetalte debitor den 5. juli 1990 1.300 kr., svarende til ydelserne pr. 30. marts, 30. april, 30. maj og 30. juni 1990. Ved skrivelse af 13. juli 1990 til klageren meddelte indklagede, at man var indforstået med at stille opsigelsen af kautionslånet i bero som følge af restancens berigtigelse.
Fra indbetalingen den 5. juli 1990 forløb afviklingen af lånet i overensstemmelse med låneaftalen indtil 30. marts 1992, hvor lånet udviste en restance på 325 kr. Da der endvidere ikke blev betalt ydelser den 30. april, 30. maj og 30. juni 1992, anmodede indklagede ved skrivelse af 14. juli 1992 klageren om at betale restancen på 1.300 kr., ligesom det blev meddelt, at såfremt restancen ikke var betalt inden otte dage, ville lånet blive opsagt og overgivet til retslig inkasso. Ved skrivelse af 14. august 1992 orienteredes klageren om, at lånet var opsagt til fuldstændig indfrielse; lånets restgæld var pr. 30. juni 1992 14.362,79 kr. Ved skrivelse af 24. november 1992 til klageren tog indklagedes advokat inddrivelsen af lånet til inkasso.
Den 15. april 1993 var klageren tilsagt til fogedretten på indklagedes anmodning. Klageren gav møde ved sin advokat, som protesterede mod indklagedes anmodning om foretagelse af udlæg og oplyste, at sagen ville blive indbragt for Ankenævnet. Fogedretten udsatte herefter fogedsagen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionshæftelse er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han ikke erindrer at være blevet informeret om misligholdelsen den 30. oktober 1989. Indklagede har således tilsidesat sin underretningspligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Subsidiært bør kautionshæftelsen nedsættes med debetrente, gebyrer og morarenter, da klageren som følge af manglende underretning ikke har haft mulighed for at gribe ind.
Indklagede har anført, at klageren blev informeret om restancerne på lånet i 1989/90, men at man ikke er i stand til at dokumentere dette. Da restancen imidlertid blev berigtiget inden udløbet af seksmånedersfristen i § 41, kan forholdet ikke tillægges betydning. Klageren er om senere restancer blevet orienteret inden for seksmånedersfristen. Da klageren er orienteret om misligholdelsen, hæfter klageren også for gebyr og morarenter i henhold til indklagedes lånedokument.
Ankenævnets bemærkninger:
Da der efter det anførte ikke ses at være grundlag for klagerens indsigelse om, at han ikke er blevet orienteret om debitors misligholdelse af lånet,
Den indgivne klage tages ikke til følge.