Valutaterminsforretninger. Forlængelse.
| Sagsnummer: | 109/1989 |
| Dato: | 23-08-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Mogens Hvelplund, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - forlængelse
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger. Forlængelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1987 indgik klageren to terminsforretninger med indklagedes Hadsund filial. Hver af forretningerne vedrørte klagerens salg af 20.000 engelske £. Forretningerne blev løbende forlænget på grund af kursudviklingen på engelske £, således at der i august 1988 var bogført en risiko for klageren på ca. 60.000 danske kr. mod et maksimum på 30.000 danske kr.
Ved skrivelse af 12. august 1988 tilbød afdelingen klageren en forhøjelse/forlængelse af hans valutaterminsforretninger for et samlet maksimalt risikobeløb på 65.000 kr. Det hed videre i skrivelsen: "..... er berettiget til at lukke Deres løbende terminsforretninger, såfremt Deres eventuelle tab opgøres til mere end Deres pantsatte værdier.
Overskrider det beregnede risikobeløb det aftalte maksimum eller ændres Deres sikkerheders værdi så meget, at det samlede risikobeløb overstiger den værdi, Deres sikkerheder er belånt til, er .......... også berettiget til at lukke de løbende terminsforretninger uden Deres accept.
De vil - såvidt det overhovedet er muligt - blive kontaktet før en sådan lukning af Deres terminsforretninger."
Efter telefonisk kontakt mellem parterne skrev afdelingen herefter den 26. august 1988 således til klageren: "Som aftalt skal vi herved bekræfte, at vi ikke med det nuværende engagement/sikkerheder, vil afslutte nogen terminsforretning uden forudgående aftale med Dem.
Nærværende brev er at betragte som en korrektion til vort brev af 12/8-1988."
Klagerens valutaterminsforretninger blev senest forlænget til udløb henholdsvis den 3. og den 28. februar 1989.
Ved skrivelse af 3. februar 1989 meddelte afdelingen klageren, at man pr. denne dato havde lukket hans ene valutaterminsforretning med et tab på 43.320 kr. til følge. Klageren anmodedes om at bekræfte lukningen af forretningen og det forhold, at tabet var hævet på hans konto. Afdelingen oplyste videre, at man tilsvarende ville lukke forretningen med udløb 28. februar 1989, såfremt forholdene ikke havde ændret sig inden da.
Ved skrivelse af 5. februar 1989 bekræftede klageren overfor afdelingen, at denne uden hans ønske havde lukket terminsforretningen pr. 3. februar 1989. Vedrørende adviseringen om lukning af terminsforretningen pr. 28. februar 1989 anførte klageren, at "dette forbavser mig, da De således løber fra vor aftale om, at De ikke lukker nogen terminsforretning med mig uden forudgående aftale ......". På baggrund heraf anmodede klageren afdelingen om at opgøre hans engagement.
Med valør den 28. februar 1989 blev den anden valutaterminsforretning afviklet med et tab for klageren på 37.450 kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagedes tilpligtes at betale ham et beløb på 5.800 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for den nedlagte påstand har klageren gjort gældende, at afdelingen ved skrivelsen af 26. august 1988 havde tilkendegivet, at man ikke ville afslutte de to terminsforretninger. I forbindelse med drøftelserne vedrørende den terminsforretning, der udløb den 3. februar 1989, ønskede han at forlænge denne med en måned og tilbød at stille en fuldt betryggende sikkerhed. Den allerede stillede sikkerhed for forretningerne udgjorde 102.000 kr., og han tilbød at forhøje denne med yderligere 100.000 kr. Indklagede meddelte imidlertid, at man ikke ønskede at videreføre forretningerne, hvorfor disse ville blive afsluttet.
Afregningskursen på engelske £ udgjorde den 3. februar 1989 12,72 kr. og en måned senere 12,43 kr. Erstatningskravet er opgjort ud fra den forudsætning, at hans ønske om forlængelse af forretningen med en måned var blevet imødekommet.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at skrivelsen af 26. august 1988, der må læses i sammenhæng med skrivelsen af 12. august 1988, alene forpligter indklagede til ikke at afslutte nogen løbende terminsforretning uden klagerens samtykke. Der var imidlertid ikke tale om at afslutte nogen løbende terminsforretning, idet disse efter de senest foretagne forlængelser efter deres eget indhold ville udløbe henholdsvis den 3. og den 28. februar 1989. Lukningen har derfor ikke været i strid med tilsagnet af 26. august 1988. Såfremt klageren ikke ville have accepteret den den 3. februar 1989 stedfundne lukning af den ene terminsforretning, burde han uden ugrundet ophold have reklameret overfor indklagede, men reklamationen fandt først sted efter, at kursudviklingen i den følgende periode havde kunnet iagttages.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter indholdet af indklagedes skrivelse af 26. august 1988, der henviser til skrivelsen af 12. s.m., findes indklagede alene at have forpligtet sig til ikke at afslutte løbende terminsforretninger, hvorimod indklagede ikke ved skrivelsen har påtaget sig nogen forpligtelse til at forlænge forretningerne. En sådan forpligtelse findes - uanset klagerens tilbud om sikkerhedsstillelse - heller ikke på andet grundlag at have påhvilet indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.