Afgørelse

Spørgsmål om berettigelse af overtræksrente på misligholdt kassekredit.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse imod renter på misligholdt kassekredit under henvisning til tilbudt afdragsordning.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditaftale af 7. januar 1998 blev klagerens kassekredit hos indklagede forhøjet til 210.000 kr., som skulle nedbringes med 4.500 kr. månedligt første gang den 1. februar 1998. Kassekreditten blev anvendt til driften af klagerens virksomhed som taxivognmand. Af kreditaftalen fremgår bl.a.:

Renten, der er variabel, tilskrives sidste bankdag i hvert kvartal

Provisionen tilskrives sidste bankdag i hvert kvartal

Eventuelle overtræksrenter kan kræves uden varsel

Rente og provisionsbetingelser og terminer for betaling af disse samt lignende ydelser og gebyrer fastsættes af banken, og ændringer heri kan foretages uden varsel."

Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 130.000 kr. i klagerens bil.

Den 1. maj 2000 ophørte klagerens virksomhed.

Den 4. maj 2000 blev der indbetalt 6.626 kr. på kreditten. Samme dag blev der udbetalt 3.800 kr., og saldoen var herefter 139.469,40 kr. (negativ). Kreditten blev ikke nedbragt herefter.

Ved skrivelse af 6. juli 2000 anmodede klageren om, at kreditten blev omlagt til et lån med en lavere ydelse.

Ved skrivelse af 14. august 2000 tilbød klageren et frivilligt forlig om afvikling af gælden med 1.500 kr. pr. måned fra og med den 1. oktober 2000.

Ved skrivelse af 24. august 2000 meddelte indklagede, at man ikke kunne acceptere klagerens forslag til et frivilligt forlig, da der ikke havde været indbetalinger på kontoen siden 4. maj 2000, og da løbetiden på lånet ville blive for lang. Indklagede anbefalede klageren at sælge bilen hurtigst muligt.

Ifølge den efterfølgende korrespondance mellem parterne frem til foråret 2001 lykkedes det ikke at opnå enighed om en afvikling af gælden. Ved skrivelse af 22. december 2000 opsagde indklagede kreditten til fuld indfrielse pr. den 15. januar 2001.

I foråret 2001 fik klageren omprioriteret sin ejendom via et andet pengeinstitut. I forbindelse hermed blev gælden i henhold til kassekreditten den 18. juni 2001 indfriet med 169.320,82 kr.

Renter og provision i perioden 1. april 2000 - 18. juni 2001 udgjorde i alt 29.280,42 kr. Heraf var 7.494,99 kr. overtræksrenter.

Overtræksrentesatsen var 21,50% p.a. stigende til 22,5% p.a. den 26. juni 2000 og til 23,25% p.a. den 18. oktober 2000.

Parternes påstande.

Den 1. august 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en renterefusion.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han efter lukningen af virksomheden ikke havde mulighed for at afvikle kassekreditten med 4.500 kr. pr. måned.

I sommeren 2000 tilbød han derfor indklagede et frivilligt forlig med betaling af 1.500 kr. pr. måned, indtil han kunne fremskaffe den nødvendige finansiering. Da indklagede afslog dette, tilbød han andre løsningsmodeller, herunder at bilen blev overtaget af hans ægtefælle, at ægtefællen blev meddebitor på lånet, eller at der blev skaffet en kautionist. Et salg af bilen ville medføre tab.

Indklagede afviste tilbudene og fastholdt ydelsen på 4.500 kr. pr. måned.

Der var friværdi i hans ejendom, men da der var tinglyst et udlæg fra Told og Skat, kunne der ikke gennemføres en omprioritering. Først da han i foråret 2000 fik penge tilbage i skat, kunne udlægget indfries og omprioriteringen gennemføres.

Den væsentlige forøgelse af gælden fra sommeren 2000 til sommeren 2001, der hovedsagelig skyldes tilskrivning af renter, er urimelig, idet han allerede i juli 2000 tilbød indklagede et frivilligt forlig. Indklagede bør derfor yde en renterefusion, der i hvert fald omfatter overtræksrenterne.

Indklagede har anført, at man ikke var forpligtet til at acceptere en nedsættelse af ydelsen på kreditten.

Det blev fastholdt over for klageren, at bilen skulle sælges så hurtigt som muligt, og det lykkedes ikke at opnå en løsning med klagerens ægtefælles medvirken.

Det skyldes alene klagerens modvilje, at bilen ikke blev solgt, og at sagen blev trukket i langdrag.

Det var berettiget at opkræve renter, indtil kreditten blev indfriet, og misligholdelsen udløste overtræksrente, jf. bestemmelsen herom i kreditaftalen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede var ikke forpligtet til at acceptere klagerens forslag om en nedsættelse af afviklingen af kassekreditten i sommeren 2000.

Kreditten henstod uden afvikling i ca. et år, før den blev indfriet, og indklagede var i denne periode berettiget til at beregne sig renter i henhold til kreditaftalen, herunder forhøjet rente for overtræk uanset klagerens tilbud om betaling af nedsat ydelse.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.