Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006
| Sagsnummer: | 16 /2015 |
| Dato: | 23-05-2017 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Anita Nedergaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab på lånefinansieret investering i Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006 |
| Indklagede: | Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører klagernes krav om erstatning for tab på lånefinansieret køb af Roskilde Bank aktier under aktiesalgskampagne i 2006.
Sagens omstændigheder
Klagerne er ægtefællerne M og H, der var kunder i den daværende Roskilde Bank.
I perioden 11. august - 17. september 2006 førte Roskilde Bank en salgskampagne vedrørende aktier i banken.
Klagerne har oplyst, at de den 1. september 2006 var til et møde i banken om deres pensionsopsparinger. Under mødet lod de sig overtale til hver at købe 50 stk. aktier til en kursværdi på 61.000 kr. (kurs 1.220). Banken ydede dem et lån til finansiering af aktiekøbene.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet. Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.
I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.
Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank, hvis de, efter at have modtaget et kampagnebrev fra banken, købte aktier i banken i kampagneperioder fra 11. august til 17. september 2006 og/eller fra 12. marts til 8. april 2007. Af forligsaftalen fremgik bl.a.:
”…
- Aftalens baggrund og hovedindhold
…
På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.
Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne. …
…
3.1 Køb foretaget i kampagneperioderne
Der tilbydes erstatning til kunder, hvis aktiekøb opfylder alle betingelserne i punkt 2, men som ikke har modtaget et af Roskilde Banks kampagnebreve, jf. punkt 2.2, hvis det kan lægges til grund, at kunden har foretaget aktiekøbet gennem Roskilde Bank på baggrund af en tilsvarende anbefaling fra banken i perioden.
…”
Klagerne blev ikke tilbudt erstatning for deres aktiekøb under kampagnen i 2006, fordi de ikke havde fået tilsendt et personligt rettet kampagnebrev.
Klagerne gjorde indsigelse over for Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank), der imidlertid fastholdt, at klagerne ikke var berettiget til erstatning.
Parternes påstande
Den 15. januar 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale erstatning.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de under mødet den 1. september 2006 blev udsat for en meget massiv markedsføring fra banken. Banken tilbød dem således at låne op til 1 mio. kr. til køb af aktier. De var ikke bekendt med investering i aktier, obligationer eller andre værdipapirer men lod sig overtale til at optage et lån på 120.000 kr. Lånet og aktiekøbene blev effektuerede samme dag.
Det var ansvarspådragende, at hele det lånte beløb blev investeret i bankens egne aktier. Det var efter oplyste almindelig fremgangsmåde i banken at tage kontakt til kunderne med opfordring til aktiekøb og tilbud om finansiering. Dette var uetisk og i strid med god bankskik og er derfor nu blevet ulovligt.
Aktiekøbene blev foretaget under aktiesalgskampagnen på baggrund af en anbefaling svarende til kampagnebrevet. De havde ikke frie midler at investere for. Hvis banken ikke havde tilbudt lånefinansiering som led i sin overtalelsesstrategi, var investeringerne ikke blevet foretaget.
Det følger af Ankenævnets praksis, at når aktierne er købt på Roskilde Banks initiativ i den periode, der er omfattet af forliget eller i tidsmæssig tilknytning hertil, er der en formodning for, at købet er sket på baggrund af oplysninger om risikoen ved investeringen svarende til indholdet af den markedsføring, som Forbrugerombudsmanden har beskrevet i forligsaftalen. Der er endvidere en formodning for, at aktiekøbet ikke ville være sket, hvis rådgivningen havde indeholdt en afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.
Finansiel Stabilitet har ikke løftet bevisbyrden for, at de modtog en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved investeringen. Finansiel Stabilitet er derfor erstatningspligtig over for dem. Finansiel Stabilitet bør betale en erstatning på 60% af tabet svarende til erstatning ifølge forliget.
Østre Landsrets dom i sag nr. B2100008 af 17. marts 2016 må anses for at være en konkret afgørelse i en konkret sag. Dommen vedrører tiden før kampagnerne i 2006 og 2007. Endvidere er sagen på ingen måde sammenlignelig med deres. Dommen skal derfor ikke tillægges nogen betydning i nærværende sag.
Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afklaring af den rådgivning, som blev givet i forbindelse med klagernes køb af aktier, vil kræve vidneafhøringer. Sagen bør derfor afvises i medfør af vedtægternes § 5, stk. 3, nr. 4, da sagen grundet usikkerhed om bedømmelse af de faktiske oplysninger ikke er egnet til nævnsbehandling.
Til støtte for frifindelsespåstanden har Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende over for klagerne. Klagerne har modtaget tilstrækkelig rådgivning omkring risiko ved køb af aktier. Klagerne har ikke løftet bevisbyrden for, at bankens rådgivning i forbindelse med aktiekøbene var ansvarspådragende.
Forligsaftalen er ikke udtryk for, at Roskilde Banks rådgivning om investering i almindelighed var ansvarspådragende, men vedrører alene bankens markedsføring i forbindelse med aktiesalgskampagnerne i 2006 og 2007. Klagerne har ikke modtaget denne markedsføring. Bevisbyrden herfor hviler på klagerne, og klagerne har ikke løftet bevisbyrden.
Den omstændighed, at aktierne blev købt i forlængelse af en gennemgang af pensionsforhold er ikke i sig selv ansvarspådragende. Aktiekøbene skete ikke på baggrund af et utilbørligt pres fra bankens side.
Klagerne har ikke forinden forligsaftalens offentliggørelse klaget over rådgivningen i forbindelse med aktiekøbet.
Det fremgår af Retten i Roskildes dom af 20. marts 2012 (BS 8A-3726/2009) og af Københavns Byrets dom af 1. september 2015 (BS 41B-5969/2014), der er stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 17. marts 2016 (B2100008), at bevisbyrden for, at der er modtaget utilstrækkelig rådgivning, hviler på klagerne.
Dette følger også af Østre Landsrets dom af 25. februar 2014 (B 293/2013). Landsretten nåede her frem til, at selv om køberne kun havde modtaget en ret begrænset rådgivning fra banken om risici forbundet med låneoptagelsen og køb af Roskilde Bank aktier, idet emnet blot var blevet berørt, så var rådgivningen ikke i strid med kravene i § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at sagen skal afvises.
I 2006 gennemførte Roskilde Bank en aktiesalgskampagne i perioden fra den 11. august 2006 til den 17. september 2006. Den 1. september 2006 købte klagerne M og H efter det oplyste hver 50 stk. aktier i Roskilde Bank til kurs 1.220. Aktiekøbene blev finansieret med lån i banken.
Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering.
Banken har oplyst, at klagerne ikke er omfattet af forligsaftalen, da aktiekøbene ikke er sket på baggrund af et personligt kampagnebrev fra banken eller anden tilsvarende opfordring.
Klagerne har anført, at banken under et møde den 1. september 2006 om deres pensionsopsparinger overtalte dem til at foretage de lånefinansierede aktiekøb, der blev effektueret samme dag.
Ankenævnet finder det kritisabelt, at Roskilde Bank anbefalede klagerne at optage lån til køb af aktier i banken.
Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Anita Nedergaard og Peter Stig Hansen –udtaler herefter:
Vi finder, at lånefinansieringen ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klagerne. Det gælder uanset, at det efterfølgende er blevet forbudt for et pengeinstitut at tilbyde lån til køb af aktier i pengeinstituttet, jf. nu § 46 i lov om finansiel virksomhed.
Vi finder, at det som udgangspunkt påhviler klagerne at godtgøre, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbene. Det forhold, at aktiekøbene ifølge det i klagen fra 2015 oplyste, skete på bankens initiativ, giver således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Vi finder, at klagerne ikke har godtgjort, at Roskilde Bank har handlet ansvarspådragende. Vi stemmer derfor for ikke at give klagerne medhold.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, og at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som ikke blev oplyst til kunderne, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider mod branchekutyme at tilbyde kunder lånepakker til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. Resultatet understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer derfor for at give klagerne medhold i klagen.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.