Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om manglende rådgivning i faldende aktiemarked.

Sagsnummer: 353/2009
Dato: 01-02-2010
Ankenævn: Kari Sørensen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Bent Olufsen, Astrid Thomas
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Indsigelse om manglende rådgivning i faldende aktiemarked.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav som følge af Danske Banks manglende rådgivning om salg af aktier.

Sagens omstændigheder.

Klageren har i en årrække været kunde i Danske Bank, hvor han har et frit depot samt et ratepensionsdepot.

Danske Bank har anført, at bankens samarbejde med klageren bestod i, at banken ydede vejledende investeringsrådgivning. Herudover havde klageren mulighed for at ringe til en rådgiver og drøfte depoternes sammensætning og foretage omlægninger, ligesom bankens medarbejder kontaktede klageren med forslag herom.

Den 28. juni 2007 havde klageren en længere telefonisk drøftelse med bankens medarbejder A, med hvem klageren sædvanligvis drøftede sine investeringer. Udskrift af samtalen er fremlagt under sagen.

Klageren har anført, at han under samtalen anmodede banken om at sælge sine aktier, da han frygtede et større kursfald på aktiemarkedet. A overtalte ham imidlertid til at beholde en væsentlig del af aktierne. Danske Bank har anført, at A ikke overtalte klageren til at beholde sine aktier. A gav udtryk for, at aktier var en god investering på langt sigt, men tilkendegav, at det var klageren selv, som traf beslutning om sine investeringer. På grundlag af en drøftelse om forskellige muligheder, herunder hvilke aktier det kunne være hensigtsmæssigt at sælge, traf klageren beslutning om at sælge en del af aktierne.

Den 23. oktober 2007 solgte klageren efter rådgivning fra banken to forskellige aktieposter.

Den 30. april 2008 var klageren til et møde i Danske Bank, hvor forløbet af klagerens investeringer blev drøftet.

Ved brev af 7. september 2008 rettede klageren henvendelse til Danske Bank. Klageren anførte, at han under telefonsamtalen den 28. juni 2007 havde anmodet om salg af alle sine aktier, men at A tilkendegav, at der ikke var nogen umiddelbar fare for en større nedtur på aktiemarkedet og anbefalede ikke at sælge en del af aktierne. I perioden herefter var A kun vendt tilbage med råd om salg af aktier i oktober 2007 samt i marts 2008 med oplysning om, at et af klagerens selskaber havde anmeldt betalingsstandsning. Klageren fandt, at han efter anmodningen den 28. juni 2007 om salg af hele aktiebeholdningen kunne have en berettiget forventning om rådgivning fra banken, når markedet begyndte at vende, hvilket ikke var sket. Klageren stillede krav om at blive holdt skadesløs for tab opstået efter den 28. juni 2007.

Ved brev af 29. september 2008 afviste banken klagerens krav bl.a. med henvisning til, at banken ikke havde ansvaret for at pleje klagerens investeringer, men alene ydede vejledende rådgivning.

Parternes påstande.

Klageren har den 1. april 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at betale erstatning.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at A under telefonsamtalen den 28. juni 2007 anbefalede ham at beholde sine aktier "lidt endnu".

De aktier, som A under telefonsamtalen rådede ham til at beholde, var de mest risikofyldte i beholdningen. Papirerne faldt væsentligt mere end de, som han da solgte, og mere end aktiemarkedet generelt. Selv om aktiemarkedet sidenhen har genvundet meget, gælder det ikke for de aktier, som han beholdt, og på hvilke han fortsat har et kurstab på mere end 350.000 kr. Dette viser, at de aktier, som A rådede ham til at beholde, var forholdsvis spekulative og usikre.

Han havde anmodet om salg af alle aktier, men selv om banken rådede ham fra det, forholdt banken sig herefter passiv.

I den efterfølgende periode faldt aktierne konstant, mens krisen greb om sig. Banken forholdt sig imidlertid passiv bortset fra et enkelt tilfælde, hvor han på bankens råd solgte aktier og opnåede en kursgevinst.

Hans samarbejde med A fungerede på den måde, at A sædvanligvis tog initiativ til køb og salg ved telefonisk kontakt til ham. De seneste år har han kun haft begrænset tid til at følge sine investeringer.

Ved mødet i april 2008 kunne han konstatere et tab på de resterende aktier på 317.000 kr. A indrømmede da at have været alt for passiv.

Hans krav er begrænset til tab opstået i perioden frem til mødet den 30. april 2008. Hans tab er en følge af bankens passive laden stå til holdning.

Danske Bank har anført, at det samarbejde, som banken indgik med klageren, var en aftale om, at banken ydede vejledende investeringsrådgivning. Der forelå ikke nogen aftale, hvorefter banken havde forpligtet sig til at kontakte klageren. Det var altid klageren selv, som traf beslutningen om alle dispositioner.

Det bestrides, at A overtalte klageren til at beholde sine aktier. Under samtalen forespurgte klageren til A’s forventninger til aktiemarkedet generelt, og A gav udtryk for, at aktier efter A’s opfattelse var en god investering på langt sigt, men understregede, at det var klageren selv, der skulle træffe beslutning om sine investeringer ud fra egne forventninger.

Under samtalen blev der drøftet forskellige muligheder, herunder hvilke aktier det kunne være hensigtsmæssigt for klageren at sælge. A gav i denne forbindelse klart udtryk for, at der ikke var nogen sikkerhed for, hvordan aktierne ville udvikle sig. A’s anbefalinger var udtryk for bankens forventninger, men ikke en tilsikring af, at aktierne ikke kunne udvikle sig anderledes end forventet.

A frarådede ikke klageren at sælge sine aktier. Der var en dialog mellem klageren og A om forskellige muligheder, og det var klageren selv, der traf beslutning om at beholde en del af aktierne.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren ved sin rådgivning af denne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Samarbejdet mellem klageren og Danske Bank om klagerens værdipapirer fungerede således, at banken på baggrund af sit kendskab til klageren ydede rådgivning om klagerens investeringer i aktier, herunder omlægninger af aktiebeholdningen. Efter det oplyste skete rådgivning om handler på klagerens initiativ såvel som på bankens initiativ. Banken havde ikke påtaget sig en forpligtelse til at pleje klagerens investeringer.

Det lægges til grund, at klageren under telefonsamtalen den 28. juni 2007 efter rådgivning af bankens medarbejder alene besluttede sig for at sælge en del af sin aktiebeholdning og således beholde den resterende. Der er ikke grundlag for at fastslå, at bankens rådgivning af klageren i denne forbindelse var ansvarspådragende. Da banken ikke havde påtaget sig en forpligtelse til at rette henvendelse til klageren med forslag til omlægning af klagerens depoter, er der ikke grundlag for at pålægge banken erstatningsansvar for det tab, som klageren efterfølgende har lidt, hvorved bemærkes, at tabet efter det oplyste alt overvejende er et urealiseret tab. Ankenævnet bemærker samtidig, at klageren måtte indse, at bankens forventninger til aktiemarkedet var udtryk for bankens skøn, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte træffe beslutningen om eventuel omlægning/salg af sin aktiebeholdning og bære risikoen herfor.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :





Klagen tages ikke til følge.