Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 84/1992 |
| Dato: | 02-04-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I foråret 1973 ydede indklagede klagerne et pantebrevslån på 70.000 kr. Den årlige rente var i pantebrevet angivet til for tiden 10 ½ % og den årlige ydelse til 9.233 kr. med halvårlige terminer 11. juni og 11. december, første gang 11. december 1973. Gælden forrentedes fra udbetalingsdagen med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente. Af pantebrevet fremgik endvidere:
"Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
Indklagede har oplyst, at ydelsen var fastsat således, at lånet ved uændret rente ville være afviklet på 15 år.
Efter betaling af terminen pr. 11. juni 1988 udgjorde lånets restgæld 22.500,29 kr.
Ved klageskema af 6. februar 1992 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde "en godtgørelse af den ekstraudgift, vi er blevet pålagt ved den uønskede forlængelse af lånet".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de havde en berettiget forventning om, at lånet var afviklet med betaling af ydelsen pr. 11. juni 1988. Efterfølgende har de måttet betale seks terminer på i alt 27.676 kr. I løbet af 1980'erne har de fire gange rettet henvendelse til indklagede vedrørende lånets restgæld, idet de ikke troede på, at lånet var nedbragt på udløbsdatoen. Ved henvendelserne oplyste indklagede, at der var tale om et annuitetslån, hvorfor afdragsdelen efterhånden ville blive forøget, således at lånet blev afviklet til tiden. På baggrund af en artikel i dagspressen i januar 1992 blev de opmærksom på muligheden for at klage til Ankenævnet.
Indklagede har bestridt, at der er indgået aftale om lånets løbetid. Selvom en 15-årig løbetid har været tilsigtet, kan pantebrevets ydelsesreguleringsklausul ikke fortolkes som en aftale om eller tilsikring af, at løbetiden ville blive fastholdt i tilfælde af rentereguleringer. Uanset om klausulen måtte fortolkes således, at den tilsiger en bestemt løbetid, må fortolkningen underordnes hovedbestemmelsen i låneaftalen om, at klagerne skal forrente og tilbagebetale lånet i dets helhed, jf. Højesterets dom af 1. november 1995. Klagerne har ikke lidt et tab som følge af den forlængede løbetid, men har opnået en likviditetslettelse. Ved først at indgive klage i februar 1992 har klagerne ved passivitet fortabt retten til at gøre indsigelser mod administrationen af lånet.
Ankenævnets behandling af sagen har været stillet i bero på udfaldet af en for Højesteret indbragt sag, hvori dom blev afsagt den 1. november 1995.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
I nærværende sag begik indklagede en fejl ved uden klagernes samtykke gennem en periode at undlade at forhøje ydelsen svarende til renteforhøjelsen med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget. Ankenævnet finder, at denne fejl i sin karakter og konsekvens ikke adskiller sig fra den fejl, som lå til grund for Højesterets dom af 1. november 1995.
Klagernes påstand kan herefter alene tages til følge, såfremt indklagede må anses at have tilsikret klagerne, at lånet ville være afviklet efter 15 år.
Det må lægges til grund, at afviklingen af lånet på etableringstidspunktet blev tilrettelagt med henblik på en løbetid på 15 år. På baggrund af bestemmelsen i pantebrevet om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, finder Ankenævnet, at klagerne berettiget kunne forvente, at løbetiden i hvert fald i det væsentlige ville blive fastholdt uanset renteændringer. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at disse omstændigheder udgør tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at indklagede har påtaget sig at indestå for, at lånet ville være afviklet på 15 år.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.