Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning om placering af frie midler i aktier og investeringsbeviser.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med placering af frie midler i aktier og investeringsbeviser efter rådgivning fra Djurslands Bank.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes hustru, H, der er født i henholdsvis 1932 og 1937 blev i 2001 kunder i Djurslands Bank.

Efter det oplyste blev der til såvel klageren som H oprettet et åbent værdipapirdepot, hvortil der blev købt aktier i Djurslands Bank. Klageren og H havde endvidere 7 % statsobligationer for i alt ca. 270.000 kr.

I 2004, hvor statsobligationerne udløb, blev der til klagerens depot købt for ca. 100.000 kr. investeringsbeviser i BankInvest Virksomhedsobligationer og for ca. 100.000 kr. BankInvest Korte Danske Obligationer. Til H’s depot blev der købt for knap 70.000 kr. investeringsbeviser i BankInvest Virksomhedsobligationer.

I 2006 overførte klageren 100.000 kr. fra en højrentekonto i et andet pengeinstitut. For beløbet blev der den 24. juli 2006 til klagerens værdipapirdepot købt investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.

I 1. halvår af 2007 solgte klageren og H deres faste ejendom og købte en andelsbolig.

Den 19. juli 2007 var klageren og H til et møde i banken om placering af et overskydende provenu på ca. 400.000 kr. i forbindelse med ejendomshandlerne. Under mødet underskrev klageren og H et dokument om investeringsprofil vedrørende private frie midler på 850.000 kr. Ifølge dokumentet var investeringsprofilen mellemrisiko og in­­vesteringshorisonten over 7 år, svarende til 50 % obligationer og 50 % aktier. Banken gennemførte samme dag klagerens køb af investeringsbeviser i BankInvest Højrentelan­de for ca. 100.000 kr. og H’s køb af for ca. 300.000 kr. investeringsbeviser i BankInvest fordelt på afdelingerne Højrentelande, Basis, Danske Small Cap Aktier og Danske Aktier. Klageren har i forbindelse med ankenævnssagen fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af investeringsprofilen.

Pr. den 31. december 2007 indeholdt klagerens og H’s depoter følgende værdipapirer:

Ved brev af 25. juni 2008 fra Værdipapircentralen fik H meddelelse om, at BankInvest afdelingerne Danske Aktier, OMXC20 Aktier og Danske Small Cap Aktier havde vedtaget at fusionere med sidstnævnte som fortsættende afdeling.

Den 18. november 2008 overførte klageren og H deres engagement til et andet pengeinstitut.

Ved brev af 9. december 2009 henvendte klageren sig til banken om værdipapirerne, hvorpå der var et urealiseret tab på ca. 380.000 kr. Klageren anmodede banken om at overtage investeringsbeviserne til anskaffelseskursen og aktierne til kursen i august 2008.

Ved brev af 11. januar 2010 afviste banken at have pådraget sig et eventuelt erstatningsansvar over for klageren.

Parternes påstande.

Den 2. februar 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Djurslands Bank skal overtage hans og H’s investeringsbeviser til anskaffelseskursen og deres aktier til kursen i august 2008, subsidiært anskaffelseskursen.

Djurslands Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han og H placerede deres opsparing i tillid til bankens rådgivning. De havde ikke selv forstand på investering i værdipapirer og vidste ikke, hvad en investeringsforening var.

Da statsobligationerne udløb i 2004 ønskede de at geninvestere i tilsvarende papirer, hvilket banken afviste med henvisning til, at man havde noget, der var meget bedre.

Ved overførslen af opsparingen på 100.000 kr. i 2006 kunne banken ikke imødekomme deres ønske om en højrentekonto. Da de ikke ønskede at investere yderligere i de eksisterende papirer, som havde skuffet, anbefalede banken at placere beløbet i BankInvest Højrentelande.

Få dage efter, at provenuet af ejendomshandlerne i 2007 var blevet udbetalt, henvendte banken sig angående placering af pengene. De blev overrumplet af bankens initiativ og derved reelt afskåret fra at overveje, hvordan de ønskede at disponere. Investeringerne, der blev foretaget i forbindelse med mødet, medførte, at midlerne blev bundne, således at de blev afskåret fra at supplere deres løbende forbrug, som var beskedent. Det bestrides, at de skulle have givet udtryk for, at de ikke skulle bruge pengene. Det bestrides også, at de accepterede en investeringshorisont på 7 år. Han, der er svagtseende, antog, at banken nævnte alt, hvad der stod i dokumentet om investeringsprofilen. Banken glemte imidlertid at nævne investeringshorisonten på over 7 år. Beskrivelserne af de fire produkter, som banken udvalgte, kunne han ikke læse med de hjælpemidler, som han havde til rådighed. De underskrev investeringsprofilen i tillid til, at banken rådgav til deres fordel, og at banken havde fortalt alt, hvad der stod i dokumentet. Alene på baggrund af deres alder ville de ikke have accepteret en investeringshorisont på mere end 7 år.

I august 2008 henvendte han sig til banken med henblik på at sælge aktierne, idet kursen var faldet to dage i træk. Banken frarådede salget og henviste til, at kursen ville stige igen, når bankens regnskab blev offentliggjort.

I efteråret 2008 modtog de en telefonisk henvendelse fra banken, der anbefalede et salg af investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande, hvorved de ville realisere et kurstab på ca. 150.000 kr.

Banken har pådraget sig erstatningsansvar ved to gange i henholdsvis 2004 og 2007 at tilsidesætte deres ønsker om køb af statsobligationer for i stedet at anbefale køb af dårlige investeringsbeviser. Banken har endvidere pådraget sig et erstatningsansvar for tabet på aktierne, idet banken i august 2008, hvor han gav ordre om salg, vildledte ham til at tro, at aktiekursen ville stige.

Via dagspressen har han kunnet konstatere, at BankInvest Danske Small Cap og Danske Aktier var blandt de dårligste produkter. Afdelingerne fusionerede – ligesom afdelingerne Basis og Højrentelande – med andre dårlige produkter, som heller ikke kunne klare sig alene.

Djurslands Bank har anført, at banken under hele kundeforholdet har ydet en sober, korrekt og konkret rådgivning med udgangspunkt i klagerens og H’s investeringsprofil. Banken har ikke på noget tidspunkt afvist klagerens og H’s konkrete ønsker, herunder om køb eller salg af bestemte værdipapirer.

Baggrunden for købet af investeringsbeviserne i BankInvest Korte Danske Obligationer og Virksomhedsobligationer i 2004 var, at klageren og H ønskede et højere afkast, end statsobligationer på daværende tidspunkt havde udsigt til at give.

Placeringen af beløbet på 100.000 kr. i BankInvest Højrentelande i 2006 skete på baggrund af, at klageren ikke var tilfreds med den rente, der kunne opnås på indlån eller ved køb af obligationer.

Klageren og H var gældfri og skulle ikke bruge af de investerede beløb.

I forbindelse med mødet den 19. juli 2007 accepterede klageren og H mellemrisiko og en investeringshorisont på mere end 7 år.

Banken har efter bedste overbevisning rådgivet om produkter, der matchede investeringsprofilen.

Klageren var bekendt med risikoen ved at investere. Han udviste stor interesse for at følge kursudviklingen både generelt og på de foretagne investeringer.

Med baggrund i klagerens dårlige syn har man gjort meget ud af at fortælle og forklare de forskellige elementer i forbindelse med rådgivningen.

Klageren henvendte sig i august 2008 for rådgivning om eventuelt salg af Djurslands Bank aktierne. Banken oplyste om den på daværende tidspunkt gældende situation for de danske pengeinstitutter generelt, herunder at Djurslands Banks forretningsmodel ikke kunne sammenlignes med de nødlidende banker, der havde trukket niveauet ned. Banken kan ikke tage ansvaret for den generelle negative kursudvikling på bankaktier, som betød, at også kursen på Djurslands Bank aktierne faldt. Klageren traf selv den endelige afgørelse om ikke at sælge sin Djurslands Bank aktier.

Under et møde i september 2008, hvor klageren og H’s investeringer blev gennemgået, tilkendegav klageren, at han var negativ omkring BankInvest Højrentelande, men han ønskede dog ikke at sælge.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Eva Hammerum, Christian Bremer og Jesper Claus Christensen – udtaler:

Der er ikke grundlag for at fastslå, at Djurslands Bank har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med sin rådgivning af klageren og H om deres investeringer i aktier og investeringsbeviser i årene op til efteråret 2008, hvor der opstod tab på investeringerne, og klagerne flyttede deres engagement til et andet pengeinstitut.

Vi finder, at klageren måtte indse, at risikoen ved investeringsbeviserne oversteg risikoen på statsobligationer, som en del af klagerens og H’s frie opsparingsmidler tidligere havde været placeret i, og at han selv måtte bære risikoen for, om investeringerne udviklede sig som forventet.

Det kan ikke lægges til grund, at banken afskar klageren og H fra at investere i statsobligationer. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at banken vildledte klageren i forbindelse med, at han i august 2008 henvendte sig til banken om salg af aktierne i Djurslands Bank, og at banken derved skulle have pådraget sig et erstatningsansvar for klagerens og H’s tab på aktierne.

Vi stemmer for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer – Maria Hyldahl og Bent Olufsen – udtaler:

Vi finder ikke, at sammensætningen af den samlede portefølje er i overensstemmelse med klagerens og H’s mellemrisiko investeringsprofil. I forlængelse heraf finder vi det ligeledes ikke godtgjort, at banken forud for investeringerne i 2006 og 2007 fyldestgørende har rådgivet klageren og H om risikoen ved BankInvest Højrentelande, og dermed om den i forhold til investeringsprofilen afvigende risiko ved klagerens samlede portefølje.

Som følge heraf vil vi tage klagerens påstand til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge af det anførte træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.