Kaution, henstand, bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 61/1992 |
| Dato: | 12-08-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution, henstand, bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånedokument af 7. juli 1986 forhøjedes et lån, som indklagede havde ydet klagerens daværende samlever, med 11.032,33 kr., hvorefter lånet i alt udgjorde 41.600 kr. Ifølge lånedokumentet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang den 31. august 1986. Til sikkerhed for lånet afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring. I september 1986 nedsattes ydelsen til 1.000 kr., og i den forbindelse underskrev klageren et nyt lånedokument som selvskyldnerkautionist den 15. september 1986. Ifølge lånedokumentet forhøjedes lånet med 200 kr. til 40.300 kr. Den 25. februar 1987 underskrev klageren en erklæring om bortfald af fire månedlige ydelser for perioden 31. december 1986 til og med 31. marts 1987.
Ved skrivelse af 28. marts 1988 rykkede afdelingen klageren for indbetaling af en restance på 7.355 kr. på kautionslånet. Den 20. april 1988 rykkedes på ny for restancen, der nu udgjorde 8.415 kr. Ved skrivelse af 24. april 1988 til afdelingen meddelte klageren, at hun allerede i august 1987 overfor indklagedes Hasle afdeling havde gjort opmærksom på, at hun ikke var i stand til at indfri kautionsforpligtelsen, da hun var arbejdsløs. Klageren henviste derfor indklagede til at rette kravet mod debitor, der ifølge klageren havde arbejde.
Den 9. juni 1988 opsagde indklagede lånet til fuld indfrielse overfor klageren. Lånet blev da opgjort til 44.519,08 kr.
Den 3. august foretoges efter indklagedes begæring udkørende fogedforretning hos klageren. Den 19. september 1988 afgav debitor insolvenserklæring i Københavns Fogedret.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor hende samt at foranledige klageren slettet i R.K.I.
Ved Ankenævnets sekretariats skrivelse af 9. april 1992 afvistes i medfør af Ankenævnets vedtægter § 4 den del af klagen, som vedrører registreringen i R.K.I.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun og debitor flyttede fra hinanden i februar 1987. I april/maj samme år rettede klagerens kæreste henvendelse til indklagedes Hasle afdeling og fik oplyst, at lånet var i restance med syv ydelser. Debitor oplyste herefter overfor klageren, at han havde indbetalt 1.500 kr. om måneden på lånet; foreholdt dette oplyste afdelingen, at debitor havde fået et nyt lån i afdelingen, og at de 1.500 kr. vedrørte dette lån. Klageren finder det urimeligt, at indklagede har ydet debitor et nyt lån, uden at klageren er blevet underrettet herom, specielt når henses til at debitor ikke var i stand til at overholde sine forpligtelser på kautionslånet. Klageren mener, at indklagede har kalkuleret med, at hun som selvskyldnerkautionist ville indfri kautionslånet, og at indklagede derfor har ydet debitor et nyt lån. Indklagede har endvidere ikke overholdt fristen i bank- og sparekasselovens § 41, idet lånet i 1987 var i restance med syv ydelser.
Indklagede har anført, at klageren i februar 1987 underskrev erklæringen om bortfald af fire ydelser, da debitor havde svært ved at overholde afviklingsaftalen. Ydelsen pr. 30. april 1987 blev indbetalt, medens ydelserne for maj, juni og juli måned ikke blev indbetalt, hvorfor afdelingen rykkede klageren for restancen. Den 11. august 1987 gav debitor afdelingen tilsagn om at ville genoptage afviklingen af lånet. Den 9. september 1987 indbetaltes 1.000 kr. på lånet, og den 8. oktober 1987 indbetaltes 950 kr. Efter at debitor påny var blevet rykket for indbetaling af ydelser, indbetaltes den 5. januar 1988 1.000 kr. på lånet. Da debitor ikke overholdt afviklingsaftalerne, rykkedes klageren påny i slutningen af marts 1988, og lånet opsagdes overfor kautionisten.
Indklagede bestrider, at lånet har været i restance med syv ydelser i foråret 1987, idet klageren accepterede bortfald af ydelser. Da debitor stadig ikke overholdt afviklingsaftalen, rykkedes klageren for restancen i juli måned, og i løbet af efteråret 1987 forsøgtes det at formå debitor til at genoptage afviklingen af lånet, hvorefter der blev indbetalt tre ydelser. Da afdelingen rettede henvendelse til klageren i marts 1988, var lånet i restance med syv ydelser, og indklagede erkender at have tilsidesat sin underretningspligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. I den foreliggende sag har den lange forhandlingsperiode dog ikke forringet klagerens regreskrav overfor debitor. For så vidt angår det nye lån, klageren har omtalt, er der tale om et lån på 7.500 kr., der dækker overtræk.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at der foreligger forhold, der kan begrunde, at klagerens regreskrav mod debitor er blevet forringet som følge af indklagedes tilsidesættelse af sin underretningspligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. Da heller ikke andre forhold kan begrunde, at klagerens kautionsforpligtelse anses for bortfaldet,
Den indgivne klage tages ikke til følge.