Klage fra kautionist registreret som indehaver af selskab afvist.
| Sagsnummer: | 29 /2000 |
| Dato: | 06-06-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Klage fra kautionist registreret som indehaver af selskab afvist. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 18. januar 2000 indgav klageren klage over indklagede vedrørende en kautionserklæring, som klageren havde afgivet i 1997 vedrørende en kassekredit ydet til et tysk indregistreret selskab. Klageren anførte, at selskabet tilhørte klagerens daværende ægtefælle.
Sekretariatet forelagde klagen for indklagede, som ved skrivelse af 6. marts 2000 fremlagde stiftelsesdokumenter vedrørende selskabet, hvoraf fremgik, at klageren var registreret som ejer af selskabet.
I et supplerende indlæg modtaget i Ankenævnets sekretariat den 30. marts 2000 bekræftede klagerens advokat, at klageren var registreret som ejer af selskabet, og at baggrunden herfor var, at klagerens daværende samlever ikke havde mulighed for at eje et selskab på grund af tidligere konkurser. Indklagede var fuldt ud klar over dette.
Ved skrivelse af 3. april 2000 afviste Ankenævnets sekretariat klagen under henvisning til, at sekretariatet fandt, at klagen vedrørte et erhvervsmæssigt forhold, og at dette adskilte sig væsentligt fra klager vedrørende privatkundeforhold.
Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med påstand om, at sagen realitetsbehandles.
Klageren har henvist til, at hun alene var eneanpartshaver i selskabet som følge af, at hendes daværende mand ikke havde mulighed for at eje anparterne. Klageren havde ikke nogen kontakt med selskabet og deltog ikke i driften eller ledelsen af dette.
Indklagede har henholdt sig til sekretariatets afvisning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af de af sekretariatet anførte grunde tiltrædes det, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Det bemærkes herved, at det er uden betydning, at klageren tilsyneladende gør gældende, at ejerskabet af selskabet var proforma, og at indklagede var bekendt hermed.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.