Bevis for indestående.
| Sagsnummer: | 135 /2000 |
| Dato: | 18-10-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Kåre Emtoft, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Passivitet - øvrige spørgsmål
Bog - saldoens størrelse |
| Ledetekst: | Bevis for indestående. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt saldoen ifølge en bankbog er udtryk for kontoens faktiske saldo.
Sagens omstændigheder.
Den 7. september 1990 indsatte klageren 8.000 kr. på en såkaldt sæsonkonto hos indklagede. Den 12. oktober 1990 blev der udbetalt 7.000 kr., hvorefter saldoen var 1.000 kr.
Til sæsonkontoen var knyttet en bog. Af bogen, hvoraf kopi er fremlagt under sagen, fremgår, at sidste postering var hævningen den 12. oktober 1990. Af bogen fremgår i øvrigt:
"Bankbogens saldo er ikke bevis for størrelsen af det beløb, der indestår på kontoen.
......
Udbetaling sker til enhver ihændehaver af denne bankbog, når kontoens navn og evt. mærke opgives, medmindre der er noteret særligt forbehold."
Det fremgår, at bankbogen var med mærke.
Indklagede har under sagen fremlagt kopi af kontooversigter pr. 31. december for årene 1991 og 1992. Sæsonkontoens saldo er her anført med henholdsvis 65,50 kr. og 69,72 kr. Af fremlagte posteringsudskrifter pr. 31. december for årene 1993, 1994 og 1995 fremgår, at kontoens saldo alene blev forøget ved rentetilskrivning, således at saldoen pr. 31. december 1995 var 74,29 kr.
Indklagede har anført, at kontoen udgik den 11. marts 1996, idet kontoens indestående blev overført til en samlekonto med saldoen på 74,29 kr. Baggrunden herfor var - i overensstemmelse med indklagedes praksis - manglende bevægelser i et antal år, samt at der var tale om en saldo på ikke over 100 kr.
I februar 1998 rettede klagerens ægtefælle henvendelse vedrørende kontoen med anmodning om udbetaling af 1.000 kr.
Indklagede har anført, at man igangsatte en undersøgelse vedrørende kontoen. I denne forbindelse fik klageren udleveret kopi af kontooversigter. Det var ikke muligt at fremskaffe kontooversigt for 1990 eller bogføringsmateriale for 1990 og 1991. Man anså herefter sagen for afsluttet.
I januar 2000 rettede klagerens ægtefælle på ny henvendelse med anmodning om udbetaling af 1.000 kr. Ved skrivelse af 25. januar 2000 meddelte indklagede ægtefællen, at man gennem indklagedes edb-afdeling ville søge at fremskaffe kontoudskrifter for kontoen fra 1990 og fremefter.
Ved skrivelse af 21. marts 2000 meddelte indklagede klageren, at man afviste dennes anmodning om udbetaling af 1.000 kr. Indklagede henviste til, at kontoen i marts 1996 var opgjort med 74,29 kr. Dette beløb blev vedlagt i check.
Parternes påstande.
Klageren har den 27. marts 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale sæsonkontoens indeståender på 1.000 kr. med tillæg af renter samt at betale erstatning for "alt det besvær med [indklagede]".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har bl.a. anført, at der har været en masse problemer med indklagede. I forbindelse med en omprioritering i 1994 anbefalede indklagede at kurssikre, hvilket førte til et dyrere lån. Forud for en rejse til Grækenland fik de udleveret bulgarsk valuta i form af gamle og meget lasede sedler. De måtte bruge en hel dag af ferien i banker. Ved en rejse til Thailand var det blevet anbefalet fra rejseselskabet at medtage nye dollarsedler. De havde en del dollarsedler fra et besøg i USA, men indklagede nægtede at ombytte sedlerne til nye.
Bankbogen for sæsonkontoen udviser en saldo på 1.000 kr., hvorfor indklagede må udbetale dette beløb. Beløbet er ikke tidligere udbetalt.
Indklagede har ikke godtgjort, at beløbet skulle være udbetalt.
Bogen er med mærke, men en eller anden må have fundet mærket, måske endda en der i forvejen har lavet alle de førnævnte fejl.
Hun har ikke modtaget kontooversigt eller lignende med oplysning om saldoen på kun ca. 65 kr.
Indklagede har anført, at man ikke har mulighed for at kommentere omprioriteringssagen fra 1994, idet materiale herfra ikke længere kan fremskaffes, idet kontoen udgik i maj 1994. Vedrørende udlevering af tilsyneladende forkert valuta har man ikke på grundlag af klagerens oplysninger mulighed for at kommentere dette yderligere. Det bemærkes dog, at indklagede ikke har handlet med bulgarsk valuta (Leva) siden 1989/1990. Med hensyn til ombytning af dollarsedler til nye kan dette ske mod et gebyr på 25 kr.
Klageren må i tidsrummet mellem 12. oktober 1990 og 31. december 1991 have fået udbetalt beløb fra sæsonkontoen, uden at bogen var til stede. Da der er tale om en konto med tilknyttet bog, udsendes der ikke kontoudskrifter.
Indklagede gemmer ikke og har heller ikke pligt til at gemme bogføringsmateriale og kontooversigter i mere end indeværende år og de fem foregående år.
Indklagede har i de forløbne år tilsendt klageren kontooversigter, hvoraf saldoen på sæsonkontoen er fremgået. Klageren har på denne baggrund haft grundlag for at søge forholdet afklaret eller gøre indsigelse på et tidligere tidspunkt, hvorved indklagede ville have kunnet dokumentere posteringerne.
Det fremgår, at bankbogens udvisende ikke er bevis for størrelsen af det beløb, der indestår på kontoen, jf. herved bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Selv om der til klagerens sæsonkonto var knyttet en bog, kunne udbetaling fra kontoen ske uden afskrivning i bogen, og bogens udvisende er derfor - som også anført i bogen, jf. herved bank- og sparekasselovens § 40, stk. 3 - ikke bevis for indeståendets størrelse.
Det må lægges til grund, at klageren ved udgangen af årene 1991-1995 har modtaget kontooversigter, hvoraf det fremgik, at indeståendet på kontoen pr. 31. december 1991 alene var 65,50 kr., hvilket beløb derefter alene voksede med tilskrevne renter. Det må endvidere lægges til grund, at klageren først i begyndelsen af 1998 har rejst krav om udbetaling af det beløb på 1.000 kr., som fremgår af bogen.
Da klageren således har haft anledning til og mulighed for på et langt tidligere tidspunkt at rejse indsigelse mod indklagedes bogføring, således som denne fremgik af kontooversigterne, findes det ikke nu at kunne pålægges indklagede ved fremlæggelse af udbetalingsbilag at dokumentere, at der i perioden fra den 12. oktober 1990 til den 31. december 1991 med frigørende virkning er sket udbetaling fra kontoen uden afskrivning i bogen. Klagerens påstand om udbetaling af beløbet på 1.000 kr. med tillæg af renter tages derfor ikke til følge.
Hvad angår de øvrige klagepunkter, finder Ankenævnet det efter det foreliggende ikke godtgjort, at der af indklagede er begået fejl, som kan medføre erstatningsansvar.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.