Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for manglende betaling af termin til kreditforening.

Sagsnummer: 302/1998
Dato: 12-04-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Betalingsservice - undladt betaling
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for manglende betaling af termin til kreditforening.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører manglende betaling af termin til en kreditforening.

Sagens omstændigheder.

I september 1993, hvor klageren blev kunde i indklagedes Amager afdeling, blev klagerens betalingsserviceaftaler tilknyttet dennes budgetkonto hos indklagede.

Af betalingsoversigten den 1. august 1995 fremgår, at nogle nærmere angivne betalingsserviceaftaler var ophørt, herunder betaling til Realkredit Danmark.

Den 29. januar 1996 udarbejdede afdelingen et budget for klageren og dennes ægtefælle.

I sommeren 1996 blev der oprettet nye betalingsserviceaftaler i tilknytning til klagerens lønkonto hos indklagede. De nye aftaler fremgik af betalingsoversigterne, som løbende blev fremsendt til klageren. Af betalingsoversigten pr. 1. oktober 1996 fremgår, at Realkredit Danmark var tilmeldt som ny aftale. Ved meddelelsen herom var tilføjet:

"DE SKAL BETALE DERES REGNINGER SOM HIDTIL, INDTIL BETALINGEN FREMGÅR AF BETALINGSOVERSIGTEN."

Ved skrivelse af 5. november 1996 til klageren og ægtefællen meddelte Realkredit Danmarks advokat, at terminsydelsen pr. september 1996 var overgået til inkasso.

Den 19. november 1996 betalte klageren restancen på 16.727,70 kr., inkl. omkostninger ved benyttelse af et indbetalingskort, der var fremsendt af advokaten.

Af betalingsoversigten den 1. december 1996 fremgår terminsbetalingen til Realkredit Danmark pr. den 31. december 1996. Af specifikationerne fremgår bl.a., at lånet var tillagt gebyr for erindringsskrivelse den 15. oktober 1996.

Klageren har under sagen fremlagt en kopi af et giroindbetalingskort vedrørende terminsbetaling til Realkredit Danmark den 31. december 1996. I rubrikken "postvæsenets stempel" er der med punkteret skrift/stempel anført "30.12 TP". Kontonummeret for klagerens lønkonto er påført indbetalingskortet med håndskrift.

Af betalingsoversigten pr. 1. januar 1997 fremgår, at betaling af decemberterminen til Realkredit Danmark ikke var gennemført, og at klageren selv havde afvist betalingen.

Af kontoudskrifterne for lønkontoen og budgetkontoen fremgår, at der ikke var dækning for terminsbetalingerne, hverken ultimo september eller ultimo december 1996.

Parternes påstande.

Den 11. september 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale "mine penge der er væk" med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ankenævnets sekretariat har forgæves anmodet klageren om at præcisere klagen, herunder nærmere oplyse hvilket beløb han mener, indklagede er forpligtet til at betale.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han skulle indbetale et beløb til indklagede, som herefter selv ville trække beløbet til kreditforeningen. Efterfølgende fremsendte kreditforeningen et giroindbetalingskort vedrørende terminen, som ikke var betalt. Da han afleverede indbetalingskortet til indklagede, sagde man "den klarer vi", ligesom indklagede oplyste, at han var tilmeldt PBS. Efterfølgende modtog han i alt 3 rykkere og blev indkaldt til retten.

Indklagede har anført, at man forstår klageren således, at sagen vedrører terminsydelsen pr. september 1996, og at klageren gør gældende, at terminen ikke som aftalt blev betalt af afdelingen, hvilket medførte, at der blev opkrævet omkostninger til Realkredit Danmark som følge af for sen betaling. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at betalingen af september terminen ikke var tilmeldt betalingsservice, og at afdelingen ikke var forpligtet til at gennemføre betalingen uden dækning herfor på klagerens konto.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med betaling af terminsydelsen til Realkredit Danmark for september 1996. Herved bemærkes, at betalingen ikke var tilmeldt betalingsservice, jf betalingsoversigten af 1. oktober 1996, og at indklagede ikke var forpligtet til at gennemføre betalingen uden dækning herfor.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.