Indsigelse om uansvarlig långivning.
| Sagsnummer: | 472/1996 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 1. oktober 1994 etablerede klageren sig som selvstændig håndværker.
Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren den 11. maj 1995 ydede indklagede klageren en erhvervskredit på 8.000 kr. Kreditten blev ved kontrakt af 10. juli 1995 forhøjet til 22.000 kr.
Den 9. januar 1996, hvor saldoen på kreditten var på ca. 49.000 kr. (negativ), blev maksimum ved fornyet kontrakt forhøjet til 50.000 kr. Indklagede bevilgede samtidig et overtræk på 10.000 kr. frem til den 31. januar 1996.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 11. januar 1996 ydede indklagede klageren et erhvervslån på 168.000 kr. med en månedlig ydelse på 3.800 kr. Ifølge gældsbrevet skulle der pr. 1. maj 1996 betales et ekstraordinært afdrag på 21.000 kr. Af låneprovenuet blev 66.776,79 kr. anvendt til indfrielse af et eksisterende billån, mens 95.908,75 kr. blev anvendt til køb af en bil. Indklagede fik håndpant i et løsøreejerpantebrev på 80.000 kr. i bilen til sikkerhed for billånet og erhvervskreditten.
Den 1. februar 1996 debiterede indklagede kreditten 1.100 kr. til dækning af oprettelsesgebyr og abonnement for et PC modemsystem. Beløbet blev refunderet den 7. februar 1996. I perioden maj - august 1996 debiteredes kontoen 4 x 100 kr. til dækning af abonnementsafgift.
I februar/marts 1996 orienterede klageren indklagede om indkomne og forventede ordrer til virksomheden.
Ved en erklæring underskrevet af klageren den 4. november 1996 til indklagedes advokat gav klageren indklagede fuldmagt til at sælge bilen.
Indklagede har bl.a. oplyst, at klagerens bil den 13. december 1996 blev sat til salg hos Københavns Auktioner og blev solgt den 14. januar 1997 for 67.250 kr. Provenuet af handlen blev anvendt til nedbringelse af engagementet.
Ved skrivelse af 6. november 1996 til indklagede gjorde klageren indsigelse imod, at indklagede havde trukket et beløb på hans samlevers konto til inddækning af overtræk på hans konto. Ved skrivelse af 8. november 1996 afslog indklagede at tilbageføre beløbet.
Ved klageskema af 28. november 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende et ansvar for engagementet.
Indklagede har under sagen erklæret sig indforstået med at tilbageføre det beløb (på 831,79 kr.), som var overført til klagerens konto fra samleverens konto. Indklagede har endvidere den 14. april 1997 krediteret klagerens konto 400 kr. i refusion af abonnementsbetaling for perioden maj til august 1996. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har handlet uansvarligt og i strid med almindelige regler for långivning i forbindelse med engagementets etablering. Efter at have været arbejdsløs igennem længere tid forsøgte han at etablere en selvstændig virksomhed. På grund af en tvangsauktion havde han gammel gæld til Realkredit Danmark og Unibank, og han havde ingen sikkerhed for, at virksomheden ville give en indtjening, der kunne danne grundlag for afviklingen af engagementet med indklagede. Det bestrides, at der forud for etableringen af kassekreditten på 50.000 kr. og billånet på 168.000 kr. blev udarbejdet et budget, og indklagede har da heller ikke kunnet fremlægge dette. Resultatopgørelsen og den skattemæssige årsopgørelse fremkom først i maj 1996. Resultatet for 1995 var 35.880 kr. (negativ). Indklagede burde ikke have bevilget kreditten og lånet uden først at påse, at han havde mulighed for at afvikle engagementet. Indklagedes medarbejder var ivrig efter at etablere lånene og ønskede, at han blev tilsluttet et PC modemsystem. Han afmeldte imidlertid oprettelsen og abonnementet, inden det trådte i kraft. Medarbejderen syntes også, at han skulle købe en ny bil i stedet for at anskaffe en anhænger til den bil, han havde i forvejen, således som han havde tænkt sig. Medarbejderen oplyste, hvilken bil han burde købe. Han har lidt et stort tab ved at udskifte bilen på det pågældende tidspunkt, og han har senere konstateret, at han ville kunne have fået det pågældende billån til en væsentlig lavere ydelse, 2.050 kr. pr. måned, i et andet pengeinstitut. Udskiftningen og det senere salg af bil har endvidere påført ham en ekstra udgift i moms på 38.000 kr.
Indklagede har anført, at kreditten på oprindeligt 8.000 kr. blev anvendt til indfrielse af et lån i et finansieringsselskab, og at forhøjelsen på 14.000 kr. skulle anvendes til indfrielse af skattegæld. I efteråret 1995 oparbejdede klageren et overtræk på kreditten, hvorfor han blev indkaldt til møde den 3. januar 1996. På baggrund af oplysninger tilvejebragt af klageren udarbejdede klageren og indklagedes medarbejder et budget. Budgettet viste, at en erhvervskredit på 50.000 kr. ville dække virksomhedens behov, og at et kreditmaksimum af denne størrelse ville være rimeligt set i forhold til virksomhedens forventede fremtidige indtjening. Da klageren gjorde opmærksom på, at han i januar 1996 havde et yderligere kreditbehov på 10.000 kr., blev et overtræk af denne størrelse bevilget. Efterfølgende henvendte klageren sig om et billån, idet han havde behov for en kassevogn. Klageren rådspurgte medarbejderen om valg af bil, hvorpå medarbejderen gav udtryk for sin opfattelse som lægmand. Kreditten og til dels billånet skete til inddækning af allerede bestående forpligtelser. Det bestrides, at indklagede har påtvunget klageren at optage kreditten og billånet, og/eller at disse blev ydet på et uforsvarligt grundlag. Bevillingerne fandt sted på klagerens anmodning og efter en gennemgang af dennes økonomi. Indklagede er uden ansvar for, at klageren er blevet pålagt at udrede et beløb til moms.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at kreditten og lånet blev etableret på klagerens anmodning. Klageren måtte indse, at risikoen for, om indtjeningen i virksomheden blev tilstrækkelig til, at kreditten og lånet kunne afvikles som forudsat, påhvilede ham. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har handlet ansvarspådragende over for klageren ved etableringen af kassekreditten og billånet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.