Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for manglende overførsel af stempel, hvor nye realkreditlån ikke blev lyst senest samtidig med aflysning af indfriede realkreditlån.

Sagsnummer: 150 /2001
Dato: 26-09-2001
Ankenævn: John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Mette Frøland, Karen Frøsig, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Stempel - mistet afgift
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for manglende overførsel af stempel, hvor nye realkreditlån ikke blev lyst senest samtidig med aflysning af indfriede realkreditlån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig ansvar over for klagerne som følge af, at klagerne blev påført en yderligere udgift til stempel i forbindelse med, at stempel ikke kunne overføres fra indfriede realkreditlån til nyoptagne lån.

Sagens omstændigheder.

Den 17. juli 2000 underskrev klagerne købsaftale om køb af en ejendom. Købesummen var kontant 3.095.000 kr., og overtagelse skulle ske 1. september 2000. Af en samtidig underskrevet allonge fremgår, at tinglysning af skøde skulle ske senest 29. august 2000.

Til fremskaffelse af købesummen optog klagerne to realkreditlån gennem Totalkredit på henholdsvis 1.256.000 kr. og 1.238.000 kr. Ved tinglysning af pantebrevene var det forudsat, at der kunne ske stempeloverførsel af 28.600 kr. fra et indestående realkreditlån, der skulle indfries.

Ved handlen var klagerne repræsenteret af advokat, og indklagedes Allerød afdeling var klagernes pengeinstitut.

Indklagede afgav den 1. august 2000 garanti på betaling af 2.970.000 kr. over for sælger; 125.000 kr. var af klagerne deponeret hos den medvirkende ejendomsmægler.

Den 7. august 2000 fremsendte indklagede realkreditpantebrevene til klagernes advokat med anmodning om, at denne foranledigede pantebrevene tinglyst samtidig med skødet på ejendommen. Til brug for betaling af tinglysningsafgift og stempel vedlagde indklagede i check 11.700 kr. Af pantebrevene fremgik, at stempel var reduceret ved overførsel fra det bestående pantebrev.

Den 28. august 2000 underskrev klagerne skøde. Den 8. september 2000 underskrev sælger skødet.

Den 6. september 2000 fremsendte indklagede til sælgers pengeinstitut 2.970.000 kr. til deponering. Beløbet fremsendtes på betingelse af, at indklagedes garanti samtidig blev returneret.

Den 2. oktober 2000 blev det nu indfriede realkreditlån aflyst af tingbogen.

Den 23. oktober 2000 fremsendte klagernes advokat skøde og de 2 pantebreve til Totalkredit til tinglysning. Advokaten har anført, at baggrunden for, at dokumenterne først blev sendt til tinglysning den 23. oktober 2000 var, at der var uenighed med sælger om skødets formulering. Først den 24. september 2000 blev uenigheden bilagt. Efter dokumenternes indlevering til tinglysning anmodede dommerkontoret om fuld stempling af pantebrevene som følge af, at det pantebrev, hvorfra stempel var forudsat overført, var aflyst.

Klagernes advokat rettede henvendelse til indklagede om refusion af det mistede stempel. Indklagede refunderede kulancemæssigt 9.700 kr., idet indklagede fejlagtigt havde anset det for muligt at reducere stemplingen af pantebrevet på 1.238.000 kr. med afgiftsbeløbet af 644.000 kr.

Parternes påstande.

Klagerne har den 30. april 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 18.900 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at indklagede som købers bank sædvanligvis kontakter sælgersiden for at sikre sig at et pantebrev, der skal indfries, ikke aflyses i utide. Deres advokat regnede med, at indklagede handlede på denne måde og havde i skrivelsen af 7. august 2000 til advokaten ikke gjort denne opmærksom på, at han skulle foretage sig noget i nævnte anledning.

Indklagede burde sikre sig, at det gamle pantebrev ikke blev sendt til aflysning, før de nye pantebreve blev lyst, jf. herved § 5, stk. 2, i tinglysningsafgiftsloven. Det er muligt, at sælger ikke var bekendt med, at der skulle optages nyt realkreditlån.

Indklagede har anført, at det af pantebrevene til Totalkredit tydeligt fremgik, at stempelafgiften var reduceret i forbindelse med indfrielsen af bestående lån.

Klagernes advokat fremsendte først dokumenterne til tinglysning den 23. oktober 2000 uden at informere hverken indklagede eller sælgers pengeinstitut. Sælgers pengeinstitut indfriede det indestående realkreditlån via det deponerede beløb.

Klagernes advokat tilsidesatte endvidere den aftalte tinglysningsfrist, der var 29. august 2000.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det godtgjort, at indklagede - også selvom klagernes professionelle rådgiver måtte have pådraget sig et medansvar - i forbindelse med ekspeditionen af de to realkreditpantebreve har pådraget sig et erstatningsansvar ved at undlade at sikre sig, at stempeloverførsel kunne ske. Indklagede bør derfor betale klagerne det mistede stempel på 18.900 kr.

Som følge heraf

Indklagede skal inden 4 uger til klagerne betale 18.900 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 30. april 2001.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.