Boligfinansiering. Ombytning af sælgerpantebreve med boliglån.
| Sagsnummer: | 454/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Udlån - omlægning
|
| Ledetekst: | Boligfinansiering. Ombytning af sælgerpantebreve med boliglån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerne i efteråret 1992 købte en fast ejendom, henvendte de sig til indklagedes Amager afdeling med henblik på at få foretaget en beregning af, hvorvidt det var økonomisk fordelagtigt at erstatte det ved købet forudsatte sælgerpantebrev på 84.000 kr. med et boliglån ydet af indklagede.
Afdelingen udfærdigede ifølge indklagede en beregning, hvoraf fremgik, at sælgerpantebrevet med en rente på 9% p.a. og en løbetid på 16 år skulle tilbagebetales med ialt 159.312 kr. Med en skatteprocent på 53,57 ville tilbagebetalingsbeløbet være netto 118.967,80 kr. Af beregningen fremgik, at sælgerpantebrevet forudsattes indfriet til kurs 75 og erstattet af et boliglån på 63.000 kr. med en løbetid på 20 år og en variabel rente på 13,25%. Dette lån skulle tilbagebetales med 167.153,29 kr. eller omregnet til netto 111.358,37 kr.
Der oprettedes et 20-årigt boliglån på 63.000 kr. til en fast rente i de første fem år på 13,25% p.a.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 15.000 kr.
Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt at ændre boliglånet, således at dette forhøjes til 84.000 kr. med en fast rente på 9% og en løbetid på 16 år. Klagerne har ikke accepteret dette tilbud.
Klagerne har anført, at de af indklagedes medarbejder fik oplyst, at de ville få 3-400 kr. mere i månedligt dispositionsbeløb, såfremt de valgte boliglånet hos indklagede. Det viste sig imidlertid, at nettobesparelsen er meget mindre, og indklagede bør derfor yde klagerne en erstatning. Beregningen med sammenligning mellem de to lån fik de først udleveret ved en efterfølgende henvendelse i januar 1993.
Indklagede har anført, at beregningen for boliglånets og sælgerpantebrevets afvikling blev grundigt gennemgået med klagerne og udleveret til dem, inden de bestemte sig for indklagedes boliglån. Det blev pointeret, at den årlige besparelse var netto ca. 380 kr. Indklagedes afdeling har ikke på noget tidspunkt stillet klagerne i udsigt, at der ville være tale om en besparelse, der var større end den, der fremgik af beregningen.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at indklagedes medarbejder over for klagerne oplyste, at de ved at erstatte sælgerpantebrevet med et boliglån hos indklagede ville opnå en måndlig nettobesparelse på 3-400 kr.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.