Pengeinstituts oplysningspligt vedrørende debitors og medkautionists økonomiske forhold.
| Sagsnummer: | 635 /1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Pengeinstituts oplysningspligt vedrørende debitors og medkautionists økonomiske forhold. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 7. februar 1990 ydede indklagede klagerens hustrus niece og dennes ægtefælle et lån på 48.500 kr. (-7541) til dækning af udgifter i forbindelse med en adoption. Klageren påtog sig ved påtegning på gældsbrevet selvskyldnerkaution for lånet sammen med to øvrige kautionister. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.250 kr.
I indklagedes interne låneansøgningsskema er om den ene af de øvrige kautionister anført:
"KR har været kunde i nogle år.
Ejer af lejlighed på adr. Der er ingen nævneværdig friværdi.
Udfra KR's budget mener DB ikke han kan påtage sig yderligere forpligtelser."
Indklagede havde i 1988 ydet debitorerne et lån på 90.000 kr. (-5349), for hvilket der var givet begrænset selvskyldnerkaution af tre personer. Den månedlige ydelse var i gældsbrevet fastsat til 2.300 kr.
I januar 1992 underskrev debitorerne og de seks kautionister samt yderligere een kautionist et gældsbrev til indklagede på 126.832,43 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.500 kr. Klagerens kaution var begrænset til 42.000 kr. De øvrige kautionisters hæftelse var begrænset til henholdsvis 16.500 kr., 16.500 kr., 40.100 kr., 42.000 kr., 14.000 kr. og 28.000 kr. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt bl.a.:
"Provenuet anvendes forlods til indfrielse af udlån nr. -7541 og -5349 samt restancer.
..........
Kautionisterne er bekendt med debitorernes økonomiske situation."
Klageren har ved klageskema af 26. september 1994 påstået indklagede tilpligtet at anerkende principalt, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet subsidiært, at kautionsforpligtelsen reduceres væsentligt.
Indklagede har påstået frifindelse.
Ved skrivelse af 14. november 1994 til klageren meddelte indklagede, at lånet på grund af restance var opsagt til fuld indfrielse senest den 21. s.m. Såfremt restgælden på 117.230,87 kr. ikke var indbetalt inden denne dato, ville sagen blive overgivet til retslig inkasso og klageren blive registreret i RKI Information.
Klageren protesterede herover ved skrivelse af 15. november 1994 med henvisning den indgivne klage og begrænsningen i kautionsforpligtelsen til 42.000 kr.
Klageren har anført, at han påtog sig kautionsforpligtelsen under urigtige forudsætninger, idet indklagede undlod at oplyse om forhold, der havde afgørende betydning for hans stillingtagen til kautionsforpligtelsen. Han fik således ikke oplysning om, at indklagede ca. halvandet år tidligere havde ydet et lån til debitorerne på 90.000 kr., hvoraf ca. 11.000 kr. blev brugt til inddækning af overtræk. Indklagede undlod tillige at oplyse, at en af medkautionisternes økonomiske forhold var så ringe, at denne ikke kunne påtage sig yderligere forpligtelser. Allerede i juni 1990 fik debitorerne økonomiske vanskeligheder og blev registreret i RKI. Først i forbindelse med sammenlægningen af debitorernes lån i 1992 fik han oplysning om den samlede låneforpligtelse, men på dette tidspunkt havde han ikke andet valg end at acceptere sammenlægningen eller betale kautionsforpligtelsen. Indklagede bør søge at inddrive fordringen hos debitorerne.
Indklagede har anført, at debitorerne på tidspunktet for bevillingen af lånet på 48.500 kr. ikke var registreret i RKI, og at det i indklagedes kreditvurdering af debitorerne blev konstateret, at deres økonomi var i bedring bl.a. efter salg af et sommerhus. Debitorernes rådighedsbeløb blev udregnet til 5.600 kr., hvilket må anses for normalt på daværende tidspunkt. Klagerens kaution blev stillet for et nyt gældsforhold, i hvilken forbindelse der blev stillet tilsvarende likviditet til rådighed for debitorerne. Da kautionen alene skulle dække det nye forhold, var man hverken forpligtet eller berettiget til at oplyse om debitorernes øvrige engagement. Såfremt klageren havde ønsket disse oplysninger, måtte han have indhentet debitorernes tilladelse hertil. Klagerens hæftelse blev ikke udvidet ved sammenlægningen i 1992, i hvilken forbindelse der tillige blev gjort opmærksom på debitorernes økonomiske situation, som var blevet væsentligt forværret siden etableringen af lånet i 1990. Da der er tale om et solidarisk skyldforhold, er indklagede berettiget til at søge fordringen inddrevet, hvor der er størst sandsynlighed for betaling.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder, at indklagede ikke i forbindelse med klagerens påtagelse af kautionsforpligtelsen i februar 1990 var forpligtet til at oplyse ham om det tidligere ydede lån på 90.000 kr. Vi finder det ikke godtgjort, at indklagede var i besiddelse af andre oplysninger om debitorernes økonomi af en sådan karakter, at de burde have været meddelt klageren, ligesom indklagede efter vor opfattelse ikke var forpligtet til at videregive de oplysninger, man havde fået om den pågældende anden kautionist, til klageren. Der er heller ikke i øvrigt oplyst forhold, som kan medføre bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.
To medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Jørn Ravn - udtaler:
Inden lånet på 48.500 kr. blev bevilget, indhentede indklagede bankoplysninger om en af klagerens to medkautionister. Det fremgik heraf, at den pågældende ikke ejede aktiver med nævneværdig friværdi og ejheller ud fra sit budget kunne påtage sig yderligere forpligtelser.
Vi lægger herefter til grund, at det allerede efter de ved kautionsforholdets etablering foreliggende oplysninger var overvejende sandsynligt, at den pågældende medkautionist ikke ville være i stand til at honorere kautionsfordringen og ejheller de øvrige kautionisters regreskrav, for det tilfælde kautionsforpligtelsen måtte blive aktuel, og at indklagede var bekendt med disse oplysninger.
Da indklagede ikke med føje kunne påregne, at klageren havde kendskab til medkautionistens nærmere økonomiske forhold, og da oplysningen om, at klagerens eventuelle regresfordring nærmest måtte anses for værdiløs, måtte formodes at være relevant for klagerens beslutning om at forpligte sig som kautionist, finder vi, at indklagede havde pligt til at oplyse klageren om den foreliggende særlige risiko, som var indklagede bekendt.
Det bemærkes herved, at vi ikke finder, at reglerne om pengeinstitutters tavshedspligt om enkeltpersoners økonomiske forhold kan tillægges selvstændig betydning ved afgrænsningen af et pengeinstituts pligt til efter almindelige regler om loyalitet over for kontraktpart at henlede dennes opmærksomhed på, at der foreligger særlige risikomomenter. Vi lægger herved bl.a. vægt på, at oplysningspligten kan opfyldes på en måde, som ikke kommer i konflikt med tavshedspligten.
Vi finder ikke i det foreliggende tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klageren i det hele ville have undladt at kautionere, hvis hun havde været bekendt med den ene medkautionists økonomiske situation. Oplysningspligtens tilsidesættelse findes i stedet at burde tillægges den virkning, at indklagede i forhold til klageren bør bære risikoen for medkautionistens betalingsevne. Dette indebærer, at klagerens kautionsforpligtelse bør nedsættes med 1/3, svarende til den del, der endeligt skulle påhvile medkautionisten i forholdet mellem denne og klageren. Vi finder ikke, at klageren ved sin underskrivelse af det senere kautionsdokument, der trådte i det oprindeliges sted, har tabt retten til at påberåbe sig, at indklagede tilsidesatte sin oplysningspligt inden kautionsforholdets etablering.
Idet vi i øvrigt er enige med flertallet, stemmer vi herefter for at nedsætte klagerens kautionsforpligtelse med 1/3.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnet finder anledning til at bemærke, at indklagede ikke, medens sagen verserede for nævnet, burde have truet med at overgive sit krav til inkasso som sket ved skrivelsen af 14. november 1994, og at skrivelsens udformning også i øvrigt er kritisabel, bl.a. fordi det ikke fremgår, at klageren alene hæfter begrænset.
Som følge af det anførte
Den indgivne klage tages ikke til følge.