Personlig fordring. Frivillig handel. Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar.
| Sagsnummer: | 200011053/2000 |
| Dato: | 27-06-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Grit Munk, Leif Nielsen, Søren Møller-Damgaard og Ole Jørgensen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - frivillig handel
Gældsovertagelse - betingelser Frigørelse - gældsansvar |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Frivillig handel. Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Klageren og hendes daværende samlever erhvervede i 1985 en ejendom og optog i den forbindelse et ejerskiftelån hos det indklagede realkreditinstitut. I 1989 overdrog klageren sin andel af ejendommen til den tidligere samlever. Skødet vedrørende denne overdragelse blev tinglyst den 3. januar 1990. Klageren og hendes daværende samlever underskrev i januar 1990 en erklæring om sambodeling, hvoraf det fremgik, at ejendommen var overdraget til den tidligere samlever. Klagerens advokat fremsendte i marts 1990 en anmodning til instituttet om gældsovertagelse og frigørelse af klageren for hendes gældshæftelse vedrørende det omhandlede lån. Den tidligere samlever underskrev i juli 1990 en salgsfuldmagt til instituttet vedrørende ejendommen. Instituttet meddelte i september 1994 klageren, at ejendommen var videresolgt, og at det endelige tab var opgjort til 38.581 kr. Instituttet fastholdt i januar 1995 sit krav mod klageren og den tidligere samlever.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod hende i anledning af medvirkensalget af den omhandlede ejendom. Instituttet påstod frifindelse.
Flertallet fandt, at instituttet i hvert fald på tidspunktet for underskrivelsen af salgsfuldmagten den 23. juli 1990 måtte være blevet bekendt med, at der var sket ejerskifte. Instituttet burde efter flertallets opfattelse have forholdt sig hertil, enten ved at have anmodet klagerens tidligere samlever om at underskrive en gældsovertagelseserklæring og samtidig have frigjort klageren, eller ved at have opsagt lånet og fastholdt begge debitorer. Instituttet foretog sig imidlertid intet, da man fik kendskab til ejerskiftet, men søgte først ca. 4 år efter at fastholde klageren på det personlige gældsansvar. Flertallet fandt, at instituttet under de foreliggende omstændigheder måtte være afskåret fra at gøre noget krav gældende mod klageren. Mindretallet fandt, at det – uanset at sagen ikke var behandlet optimalt – måtte fastslås, at instituttet ikke havde bevilget gældsovertagelse, og stemte derfor at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod klageren i anledning af instituttets tab ved medvirkensalget af den omhandlede ejendom.
Sagen vil ikke blive forfulgt yderligere.