Spørgsmål om ansvar for, at aktier i et udenlandsk investeringsselskab ikke blev omlagt til obligationer.
| Sagsnummer: | 502/2010 |
| Dato: | 21-11-2011 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen og Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om ansvar for, at aktier i et udenlandsk investeringsselskab ikke blev omlagt til obligationer. |
| Indklagede: | Handelsbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Lokalbanken (Handelsbanken) er erstatningsansvarlig for manglende omlægning af en aktiepost i september 2007.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1941, havde i 2006 en kapitalpension og to ratepensioner i Lokalbanken, nu Handelsbanken. Klagerens ægtefælle, M, investerede pensionsmidlerne på klagerens vegne.
Den 25. august 2006 blev der til klagerens kapitalpensionsdepot købt 195 stk. aktier i D.A.R.T. Limited, som er et udenlandsk investeringsselskab. Afregningskursen var 101,42 EUR, svarende til en kursværdi i DKK på 147.573,25 kr. ved valutakurs EUR/DKK 746,19.
Ifølge årsoversigten pr. den 29. december 2006 havde klagerens pensionsordninger en værdi på i alt ca. 1,5 mio. kr. Hovedparten af midlerne var placeret i enkeltaktier eller aktiebaserede investeringsbeviser. Klagerens beholdning af D.A.R.T. Ltd. var anført i årsoversigten under overskriften "UDENLANDSKE AKTIER".
I september 2007 henvendte M sig til banken med henblik på at omlægge klagerens aktier til obligationer. Den 3. september 2007 gennemførte banken klagerens salg af aktier for 834.035 kr. og klagerens køb af obligationer for 861.606 kr. Klagerens beholdning af D.A.R.T. Ltd. blev ikke omlagt.
Ved brev af 31. marts 2009 henvendte banken sig til klageren om D.A.R.T. Ltd., "da du har aktier i dette selskab". Baggrunden var, at markedssituationen for selskabet og de fonde, som selskabet havde investeret i, havde medført, at selskabet ikke var i stand til at effektuere sine aktionærers indfrielsesordrer.
Ved e-mail af 6. maj 2009 gjorde M på klagerens vegne banken ansvarlig for klagerens tab som følge af, at hendes beholdning af D.A.R.T. Ltd. ikke var blevet solgt den 3. september 2007.
Ved brev af 26. november 2009 tilbød banken at købe klagerens D.A.R.T. Ltd. til aktiernes aktuelle værdi, selvom aktien for tiden ikke var omsættelig. Kursen var 52,4457 EUR, svarende til en kursværdi i DKK på 76.101,52 kr. ved valutakurs EUR/DKK 744,13.
Parternes påstande.
Klageren har den 14. september 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Handelsbanken (Lokalbanken) skal tilbagekøbe D.A.R.T. Limited aktierne til anskaffelseskursen med tillæg af en forrentning af beløbet på 5 %.
Handelsbanken (Lokalbanken) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun i 2006 købte D.A.R.T. papirerne i den tro, at der var tale om obligationer. Med henblik på at nedbringe risikoen ønskede hun ikke at købe flere aktier.
I september 2007 fik banken besked om at omlægge alle aktier til obligationer, hvilket passede bedst med hendes risikoprofil. Ifølge bankens medarbejder, var der ikke grund til at sælge D.A.R.T., da denne investering var en obligation.
Alle andre aktieinvesteringer blev omlagt til obligationer.
Hun blev først i forbindelse med modtagelsen af brevet af 31. marts 2009 klar over, at D.A.R.T. papirerne reelt var aktier.
Handelsbanken har anført, at den investeringsrådgiver, der normalt talte med M i forbindelse med klagerens investeringer, var instrueret om, at D.A.R.T. Limited var en aktie noteret på børsen i Dublin, der investerede i amerikanske fonde – en såkaldt "funds in funds". Det må formodes, at medarbejderen har videregivet denne information til M.
Medarbejderen erindrer ikke på noget tidspunkt at have oplyst, at der skulle være tale om en obligation.
Det fremgår af såvel købsnotaen som af årsoversigterne, at der var tale om en aktie.
M var en investeringskyndig kunde.
Da klageren i september 2007 ønskede at omlægge sine aktier til obligationer blev det drøftet, at D.A.R.T. Ltd. var en investering med stor risikospredning. På den baggrund valgte M netop ikke at sælge D.A.R.T. Ltd.
Banken har ikke afgivet mangelfuld eller fejlagtig rådgivning i sagen og må derfor afvise at skulle tilbagekøbe D.A.R.T. Limited til en højere pris end den aktuelt gældende dagskurs.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det findes ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at banken skulle have oplyst klageren eller dennes ægtefælle, M, der forestod klagerens investeringer, at D.A.R.T. Limited var en obligation, hverken i forbindelse med købet i august 2006 eller i forbindelse med omlægningen af klagerens pensionsdepoter den 3. september 2007.
Det fremgik af såvel afregningsnotaen som årsoversigten for 2006, at D.A.R.T. Limited var aktier.
Det er mest nærliggende at antage, at M på klagerens vegne valgte at beholde aktierne på baggrund af en forventet lavere risiko ved aktier i et investeringsselskab som følge af risikospredning. Klageren/M måtte indse, at disse forventninger kunne vise sig ikke at holde, og at klageren selv måtte bære risikoen herfor.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.