Afgørelse

Indfrielsesgebyr.

Klageren havde et lån hos det indklagede realkreditinstitut. Af pantebrevet for lånet fremgik det, at beregning af indfrielse blev foretaget af kreditor med bindende virkning for debitor efter reglerne i vedtægterne, som debitor også i øvrigt var underkastet. Med hjemmel i vedtægterne havde instituttets bestyrelse fastsat bl.a. gebyrer for ekstraordinære indfrielser, og disse havde i hele låneperioden været angivet i instituttets prisblad. I forbindelse med indfrielse af lånet i oktober 2003 betalte klageren et indfrielsesgebyr på 750 kr. Klageren protesterede efterfølgende forgæves over det opkrævede gebyr.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke var berettiget til at opkræve et indfrielsesgebyr på 750 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet anerkendte hjemlen til at kræve gebyrer – et mindretal fandt dog, at den konkrete hjemmel var svag. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det i så lange kreditaftaler som realkreditlån ikke i sig selv kan anses for urimeligt, at kreditor tager forbehold om at kunne indføre eller ændre gebyrer. Flertallet fandt, at en sådan ensidig adgang til at ændre i et kontraktsforhold alene hjemler en ret til at pålægge gebyrer, som står i rimelig forhold til den gebyrbelagte ekspeditions art og omfang, og at der ved vurderingen af rimeligheden i gebyrets størrelse må anlægges en overordnet gennemsnitsbetragtning, ligesom det må tillægges betydning, hvilke gebyrstørrelser der er sædvanlige på området og lignende områder. Da instituttet ikke på overbevisende måde havde redegjort for gebyrstigningerne, fandt flertallet, at gebyret på 750 kr. burde nedsættes til 500 kr. Mindretallet fandt, at indfrielsesgebyret var rimeligt under hensyntagen til det arbejde, der er forbundet med ekspeditionen, og fandt ikke, at der var noget juridisk grundlag for at nedsætte indfrielsesgebyret. Mindretallet fandt i øvrigt, at det ikke generelt som betingelse for anerkendelse af et gebyr kan kræves, at et institut dokumenterer, at gebyret kun netop giver omkostningsdækning. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at tilbagebetale klageren 250 kr.