Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af dispositioner over indlån i strid med retsforlig.
| Sagsnummer: | 461 /1999 |
| Dato: | 07-03-2000 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forlig - fortolkning
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar som følge af dispositioner over indlån i strid med retsforlig. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren som følge af indklagedes handlemåde i forbindelse med et mellem klageren og dennes ægtefælle indgået retsforlig om beløb indestående hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Klageren er gift med H. Klageren er bosiddende i udlandet, mens H har fast bopæl i Danmark. Begge er kunder hos indklagede.
Den 28. maj 1999 indgav klageren gennem sin advokat begæring om bosondring til skifteretten i Nykøbing Falster.
Baggrunden var ifølge klageren, at familiens hidtidige bolig, som havde været i hans slægts eje igennem generationer, men som H stod som ejer af, var blevet afhændet, således at provenuet på ca. 2,5 mio. kr. indestod på en konto i H's navn hos indklagede.
Den 7. juni 1999 blev bosondringsbegæringen behandlet af skifteretten. Af udskrift af retsbogen fremgår, at sagen blev sluttet som forligt. Af retsbogen fremgår:
"Med det formål at sikre, at provenuet fra ejendomshandelen vedrørende ...... står til sikring af familiens underhold i Danmark, aftalte parterne følgende:
Provenuet efter ejendomshandelen vedrørende ......, ca. kr. 2,5 millioner, idet dog et beløb på kr. 100.000,00 eventuelt henstår til dækning af krav i henhold til ejerpantebrev vedrørende [klagerens] gæld, indsættes på depotkonto i ægteparrets navn. Fra disse konti kan alene hæves beløb til dækning af familiens dagligdags underhold, som angivet i budget af 2. juni 1999 fra [indklagede], idet posten "kost, tøj m.v." dog ansættes til kr. 20.000,00. Beløb, der ikke betales efter regning, udbetales til [H]. I fald familiens udgifter overstiger budgettet, skal der være enighed mellem parterne om, at dette ændres, førend der af kontoen kan udbetales beløb ud over budgettet af 2. juni 1999 eller enighed om, at et nyt budget skal danne grundlag for udbetalingerne.
Måtte ægtefællerne ønske at hæve beløb til formål ud over de i budgettet anførte, skal der være enighed herom. Tilladelse til ekstraordinære udbetalinger eller budgetændringer skal foreligge fra [J]. I hans forfald udpeger parterne i fællesskab en anden person.
[H's advokat] fremsender til [klagerens advokat] en provenuberegning vedrørende ejendomshandelen.
Parterne aftalte ud over den indgåede aftale, at [H] forlods får udbetalt et beløb på max. kr. 50.000,00 til dækning af istandsættelsesudgifter vedrørende familiens nye bolig, d.v.s. udgifter til allerede bestilte gardiner, allerede bestilt elektrikerarbejde samt ny gulvbelægning i entreen og indkøb af en græsslåmaskine."
På H's konto hos indklagede [-186] indestod pr. 8. juni 1999 153.483,19 kr. Til kontoen var knyttet en trækningsret på 400.000 kr. Herudover henlå i et opbevaringsdepot obligationer til en kursværdi af ca. 2,5 mio. kr.
H's advokat informerede den 8. juni 1999 indklagede om retsforliget. Ved skrivelse af s.d. til H's advokat foreslog indklagede, at der blev oprettet en budgetkonto, fra hvilken faste betalinger skulle afvikles. Til inddækning af likviditetsunderskud skulle der kvartalsvis eller halvårsvis sælges værdipapirer. Indklagede anførte samtidig, at som følge af, at H var valutaindlænding, mens klageren var valutaudlænding, kunne der ikke oprettes fælles konti eller fælles depoter.
Ved skrivelse af 10. juni 1999 til indklagede fremsendte klagerens advokat udskrift af retsbogen vedrørende retsforliget og anførte, at "den mest hensigtsmæssige oprettelse og fremtidige administration skal drøftes nærmere".
Ved skrivelse ligeledes af 10. juni 1999 fra H's advokat til klagerens advokat fremsendtes kopi af indklagedes skrivelser af 8. s.m., idet H's advokat samtidig anførte, at det ikke var muligt at notere begge ægtefællers navne på kontiene.
Der udspandt sig herefter en korrespondance mellem indklagede og de berørte advokater om implementeringen af retsforliget, ligesom der holdtes møder mellem parterne herom. Indklagede fastholdt, at der ikke kunne oprettes fælles konti som følge af, at indklagede ikke systemmæssigt kunne håndtere reglerne om indberetningspligt til Nationalbanken, når kontohaverne havde forskellig valutastatus.
Mellem indklagede og parternes advokater blev der herefter drøftet alternative muligheder, uden at der blev opnået enighed herom. Klagerens advokat meddelte i denne forbindelse, at han gennem et andet dansk pengeinstitut havde opnået tilsagn om, at der kunne oprettes fælles depotafkastkonto for valutaind- og udlændinge.
Indklagede har anført, at da implementeringen af retsforliget var gået i hårdknude, revurderede man forholdet omkring fælles registrering af depot/afkastkonto. Man accepterede herefter, at en fælles registrering kunne finde sted. Dette meddelte indklagede klagerens advokat ved skrivelse af 5. juli 1999. I skrivelsen foreslog indklagede, at H's depot og konto -186 blev omregistreret til at lyde i begge ægtefællers navne, og således at der ud over de i forliget nævnte udbetalinger kun kunne disponeres over kontiene i fællesskab og efter godkendelse fra en tredje person. Indklagede anbefalede samtidig, at kreditmaksimum på konto -186 blev bibeholdt; depotet skulle samtidig pantsættes til sikkerhed. Indklagede anmodede om klagerens advokats bemærkninger hertil.
Ved skrivelse af 9. juli 1999 meddelte denne indklagede, at det på grund af ferieperioden ikke var muligt at fremkomme med en endelig stillingtagen. Han ville vende tilbage til sagen i første halvdel af august måned 1999. Han anførte samtidig, at han forbeholdt klagerens retsstilling i enhver henseende i anledning af "de konsekvenser, omkostninger og tab, som bankens handlemåde har medført".
Ved skrivelse af 28. juli 1999 meddelte H's advokat indklagede, at H kunne tiltræde indklagedes forslag vedrørende kontiene. Han bekræftede samtidig, at beløbet på 153.483,19 kr. var omfattet af forliget.
Ved skrivelse af 9. august 1999 meddelte klagerens advokat indklagede, at indklagedes forslag til gennemførelse af retsforliget kunne tiltrædes. Han anmodede samtidig om at modtage konto- og depotudskrifter for perioden siden retsforligets indgåelse.
Ved skrivelse af 12. august 1999 meddelte indklagede H's advokat, at indklagede ikke kunne imødekomme klagerens advokats ønsker om oplysninger H's kontoforhold. Til brug for H's advokats eventuelle videregivelse af oplysningerne vedlagdes en posteringsoversigt for den omhandlede periode. Indklagede orienterede samtidig klagerens advokat herom.
Ved skrivelse af 19. august 1999 anmodede denne indklagede om en redegørelse for, hvorledes hævninger foretaget i perioden efter den 7. juni 1999 harmonerede med det indgåede forlig. Ved skrivelse s.d. indgav han klage til indklagedes direktion over indklagedes optræden i forbindelse med implementeringen af retsforliget.
Den 20. august 1999 kontaktede en medarbejder hos indklagede telefonisk klagerens advokat og drøftede den opståede situation. Telefonsamtalen blev optaget på bånd, hvilket advokaten hen imod samtalens slutning blev gjort bekendt med.
Indklagede har anført, at alle telefonsamtaler til den pågældende sektion hos indklagede optages på bånd, hvilket klageren skriftligt har accepteret.
Af skrivelse af 20. august 1999 fra indklagede til klagerens advokat fremgår, at denne havde anmodet om en udskrift af telefonsamtalen. Indklagede meddelte, at man ville beregne sig sædvanlig timesats på 500 kr., og at man anslog timeforbruget til 2 timer.
Ved telefaxskrivelse af 30. august 1999 til klagerens advokat videregav indklagede kopi af posteringsoversigter for konto -186 m.v. fra 1. juni 1999. Indklagede anførte samtidig, at med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bevægelserne på konto -186 var uhjemlede eller ej, henviste man til H's advokat, som var i besiddelse af de bilag, der kunne belyse de enkelte betalinger.
Ved skrivelse af 30. august 1999 til klagerens advokat redegjorde H's advokat for bevægelser på konto -186. Han beregnede, at der i forhold til det i forbindelse med retsforliget foreliggende budget var et underskud på 9.096,80 kr. for perioden til udgangen af juli måned. Dette beløb ville blive tilbageført til budgetkontoen. Den i retsforliget nævnte ekstrabevilling på 50.000 kr. var endvidere overskredet med 4.595,70 kr.
Ved skrivelse af 14. september 1999 besvarede indklagede klagerens advokats klageskrivelse af 19. august 1999. Indklagede afviste klagen. Ved skrivelse af 21. september 1999 fremkom advokaten med kommentarer til indklagedes skrivelse; samtidig anmodede han om at modtage udskrift af telefonsamtalen den 20. august 1999, for hvilken han under protest betalte kr. 1.000 kr.
Den 29. september 1999 fremsendte indklagede udskrift af telefonsamtalen. Indklagede bemærkede samtidig, at de 1.000 kr. til dækning af omkostningerne ved udskriften ikke havde været tilstrækkelig, men at indklagede kulancemæssigt ville dække den resterende del.
Parternes påstande.
Klageren har den 3. november 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 164.387 kr., der udgør H's forbrug ud over, hvad der følger af retsforliget. Herudover skal indklagede i sagsomkostninger betale 47.500 kr. med tillæg af moms samt godtgøre 1.000 kr. i gebyr for udskrift af telefonsamtale. Indklagede bør endvidere anerkende, at det er i strid med god bankskik først i slutningen af en telefonsamtale, der hviler på indklagedes opringning, at oplyse, at samtalen optages.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at et bankindestående er en simpel fordring og derfor undergivet reglerne i gældsbrevsloven.
Indklagede blev ved klagerens advokats skrivelse af 10. juni 1999 orienteret om retsforliget og den heri indeholdte transport.
Det følger herefter af gældsbrevslovens § 29, at indklagede var afskåret fra at disponere i modstrid med den råden over indeståendet fra H's side, som forliget gav udtryk.
Indklagede gik på et tidligt tidspunkt ind i implementeringen af retsforliget og afgav løfte om at undlade at foretage krænkelser af forliget. Dette løfte virkede afværgende i forhold til de umiddelbare retsskridt, som ellers ville være hans eneste adgang til at afværge tab.
Indklagede udviste en bankfagligt set utilfredsstillende adfærd ved sin afvisning af, at en oprettelse af en fælles konto var mulig. Først da indklagede modtog underretning om, at andre pengeinstitutter tilbød en fælles konto, fremkom man med et tilsvarende tilbud.
Indklagede er på intet tidspunkt trods opfordring fremkommet med dokumentation af sin hjemmel for i første omgang at afvise en fælles konto.
Ifølge forliget kunne H i perioden frem til 1. oktober 1999 hæve i alt 176.800 kr. I perioden er imidlertid hævet 261.312,58 kr., hvorved saldoen på konto -186 pr. 30. september 1999 var negativ med ca. 108.000 kr. Til beløbet på ca. 261.000 kr. skal lægges udtrukne obligationer på 51.000 kr. og renter på knap 27.000 kr.
H har ikke nogen selvstændig indtjening eller i øvrigt midler af betydning. Ethvert forbrug ud over forliget betyder derfor et tab for ham.
På trods af indklagedes løfte afgivet skriftligt den 3. juli 1999 om ophør af overtrædelse af forliget fortsatte overtrædelserne helt frem til oktober måned 1999.
Indklagedes handlemåde gjorde det påkrævet for ham at antage advokatbistand for i videst muligt omfang at afværge krænkelser af hans rettigheder, herunder ikke mindst sikring af hans families underhold.
En indgivelse af klage til Ankenævnet på et hvilket som helst stadie af forløbet ville have været uden effekt i forhold til de løbende krænkelser, der på kort sigt fandt sted med betydelige beløb.
Med hensyn til indklagedes optagelse af telefonsamtalen med hans advokat, finder han, at hans accept af indklagedes adgang til at optage samtaler med ham ikke kan udstrækkes til at omfatte samtaler med advokaten. Indklagede bør endvidere tilbagebetale de 1.000 kr. opkrævet i gebyr for udskriften af samtalen.
Indklagede har anført, at klageren ikke er påført et tab, idet provenuet ved salget af ejendommen i henhold til retsforliget skulle anvendes til H's og dennes børns underhold.
Det indgåede retsforlig forudsatte ikke indklagedes medvirken, og indklagede var ikke part i forliget og kunne ikke selvstændigt forpligtes heraf. Indklagede var derfor ikke forpligtet til at sikre, at forliget blev gennemført, men skulle alene handle i overensstemmelse med parternes instrukser.
Klagerens advokats underretning om forliget kan ikke efter gældsbrevslovens § 29 medføre, at indklagede afskæres fra at disponere i modstrid med forligets indhold. Gældsbrevslovens § 29 vedrører simple gældsbreve, der overdrages til eje eller pant, og kan ikke anvendes, hverken direkte eller analogt på forligets indhold.
Indklagede var ikke forpligtet til at sikre, at H ikke handlede i strid med forliget.
Efter forligets indgåelse kunne der ikke umiddelbart opnås enighed mellem parterne om en egnet konto/depotordning, og derfor ændrede man ikke H's status på de eksisterende konti/depot. Indklagede ville heller ikke have været berettiget til at foretage ændringer uden H's accept, og H kunne derfor fortsat disponere på kontiene, hvilket klagerens advokat var bekendt med.
H's advokat oplyste, at såfremt det efterfølgende måtte blive konstateret, at H efter forligets indgåelse anvendte midler ud over det i forliget anførte, ville der ske en regulering over H's private konto, der ikke var omfattet af forliget.
Den 5. juli 1999 tilbød indklagede en ordning, som klagerens advokat på grund af ferie først accepterede primo august. Måtte Ankenævnet finde, at indklagede er erstatningsansvarlig for forligets manglende implementering, bør denne forsinkelse samt H's eventuelle forbrug ud over det i forliget fastsatte i nævnte periode ikke belaste indklagede.
Indklagede bestrider, at klageren har krav på godtgørelse af udgifter til advokatbistand. Fra første henvendelse vedrørende forliget oplyste man, at man ikke så sig i stand til at oprette en fælles konto/depotordning. Det stod herefter parterne frit for at søge forliget implementeret i et andet pengeinstitut. Ville H ikke medvirke hertil, måtte klageren anmode om fogedens eventuelle bistand. Klagerens undladelse heraf kan ikke medføre en erstatningspligt for den tid, klagerens advokat måtte have anvendt til at kontakte alternative pengeinstitutter samt til at forhandle med indklagede.
Ankenævnet kan ikke besvare spørgsmål med hensyn til, om en given handlemåde er i strid med god pengeinstitutskik, idet spørgsmål herom vil kunne forelægges Finanstilsynet.
Klagerens advokat må associeres med sin klient i spørgsmålet om optagelse af telefonsamtaler. Da klageren var bekendt med og havde accepteret, at telefonsamtaler blev optaget, var indklagedes manglende oplysninger herom til advokaten ikke i strid med god bankskik.
Da klagerens advokat rekvirerede udskrift af telefonsamtalen, blev han informeret om, at omkostningerne ville blive opkrævet i overensstemmelse med sædvanlige timetakster. Indklagede bør ikke pålægges at tilbagebetale gebyret.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Retsforliget af 7. juni 1999 kan efter Ankenævnets opfattelse ikke sidestilles med en transport til klageren af en anpart af de midler hidrørende fra salget af ejendommen, som indestod på konti og depoter tilhørende klagerens hustru. Indklagede kunne heller ikke være forpligtet til at påse, at indholdet af forliget blev efterlevet af klagerens hustru, hvorved bemærkes, at indklagede reelt ikke havde nogen mulighed herfor. Det kan ikke kritiseres, at indklagede oprindelig indtog det standpunkt, at det som følge af, at klageren er valutaudlænding, ikke var muligt at oprette konti eller depoter fælles for klageren og dennes hustru. Indklagede bestræbte sig imidlertid løbende på at medvirke til at tilvejebringe en ordning, som på en praktikabel måde bedst muligt kunne tilgodese intentionerne i forliget.
Der er under disse omstændigheder ikke grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar som følge af, at klagerens hustru måtte have hævet beløb ud over, hvad der fulgte af det indgåede forlig. Der er heller ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren godtgørelse for advokatudgifter.
Ved den telefoniske henvendelse til klagerens advokat den 20. august 1999 burde indklagedes medarbejder - uanset tilladelse fra klageren - allerede ved samtalens indledning have gjort advokaten opmærksom på, at samtalen blev optaget på bånd.
Uanset denne fejl finder Ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at frafalde det gebyr på 1.000 kr., som man beregnede sig for udarbejdelse af udskriften af telefonsamtalen, hvorved bemærkes, at indklagede forud havde gjort klagerens advokat opmærksom på, at man ville forlange et gebyr af denne størrelse.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.