Indsigelse om uansvarlig långivning
| Sagsnummer: | 495/2011 |
| Dato: | 12-09-2012 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Rådgivning - låneoptagelse m.v.
Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om uansvarlig långivning |
| Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Arbejdernes Landsbanks långivning til hende.
Sagens omstændigheder
Klageren blev kunde i Arbejdernes Landsbank i september 2006, hvor hun optog et lån på 548.929,50 kr. med sikkerhed i sin andelsbolig. Låneprovenuet blev blandt andet anvendt til indfrielse af klagerens lån på 376.542,31 kr. i andet pengeinstitut. Banken har oplyst, at restprovenuet blev anvendt til indfrielse af diverse gældsposter. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.025 kr., og aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. oktober 2016. Renten var variabel, for tiden 5,2 % p.a.
Den 22. januar 2007 blev lånet forhøjet med 53.583,92 kr. til 600.000 kr. Klageren har anført, at provenuet blev anvendt til forbrug. Banken har anført, at provenuet blev anvendt til inddækning af overtræk på klagerens lønkonto, og at klagerens månedlige rådighedsbeløb blev beregnet til 10.950 kr. Det forhøjede lån skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.500 kr., og aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. februar 2017. Renten var variabel, for tiden 5,7 % p.a.
Den 29. marts 2007 optog klageren en kassekredit med et maksimum på 30.000 kr. Aftale om afvikling eller indfrielse af kreditten skulle træffes den 1. oktober 2007.
Den 3. juli 2007 blev kassekreditten forhøjet til 45.000 kr. Kreditten skulle nedskrives med 500 kr. om måneden fra den 1. september 2007. Renten var variabel, for tiden 8,75 % p.a. Den 18. september 2007 blev kreditten forhøjet til 69.500 kr., der skulle nedskrives med 1.000 kr. om måneden fra den 1. oktober 2007. Banken har oplyst, at klagerens rådighedsbeløb ifølge bankens interne kreditbevilling fortsat var 10.950 kr.
Den 22. oktober 2007 blev lånet forhøjet med 161.575,35 kr. til 756.495,50 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.600 kr. Aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. november 2017. Renten var variabel, for tiden 5,95 % p.a. Banken har oplyst, at klagerens månedlige rådighedsbeløb blev beregnet til 8.525 kr. Låneprovenuet blev blandt andet anvendt til nedskrivning af kassekreditten, der herefter havde et kreditmaksimum på 10.000 kr. Aftale om afvikling eller indfrielse af kreditten skulle træffes den 1. november 2009.
Banken har oplyst, at lånet og kassekreditten i april 2008 blev omlagt til ét lån, der samtidig blev forhøjet med 35.000 kr. til inddækning af overtræk. Det samlede engagement var efter det oplyste herefter på 813.000 kr.
Den 12. september 2008 blev lånet forhøjet med 156.761,84 kr. til 912.727,58 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr. Aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. november 2017. Banken har oplyst, at provenuet blandt andet blev anvendt til indfrielse af forskellige gældsposter. Renten var variabel, for tiden 6,45 % p.a. I forbindelse med låneforhøjelsen underskrev klageren en ny håndpantsætningserklæring vedrørende ejerpantebrev på 925.000 kr. med sikkerhed i andelsboligen.
Klageren fik efter det oplyste henstand i juni 2009 og november 2009. Klagerens månedlige rådighedsbeløb blev i november 2009 beregnet til 4.331 kr. eksklusiv indtægt fra udlejning af et værelse.
Andelslejligheden blev sat til salg i januar 2010 for 1,1 mio. kr. og solgt i januar 2011 med et provenu på 130.000 kr. efter indfrielse af lånet hos Arbejdernes Landsbank. Provenuet blev efter det oplyste overført til andet pengeinstitut.
Banken har oplyst, at man i marts 2011 afslog klagerens anmodning om overtræksret.
Ved brev af 21. marts 2011 rejste klageren indsigelse mod bankens långivning til hende. Af brevet fremgik, at klageren i 2006 havde en gæld til det offentlige på ca. 200.000 kr.
Parternes påstande
Den 1. december 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Arbejdernes Landsbank skal indgå forlig og tilbagebetale en del af det lånte beløb.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken forsømte at give den fornødne rådgivning. Banken tilsidesatte alle etiske og moralske regler og levede ikke op til god bankskik. Hun lånte ca. 549.000 kr. som studerende i 2006. I 2007 lånte hun yderligere ca. 162.000 kr. til rent privat forbrug med sikkerhed i sin andelsbolig. Hun blev sygemeldt i 2007, hvilket banken var klar over. Kassekreditten blev forhøjet på grund af misbrug af dankort. Banken burde have sagt stop her. Hun blev kortvarigt ansat i et nyt job senere i 2007, men måtte stoppe på grund af sygdom. Banken burde have sagt stop i efteråret 2007. I 2008, hvor hun var ansat som vikar i fire måneder, lånte hun ca. 157.000 kr. til privat forbrug. Banken stillede ikke spørgsmålstegn ved, hvad de store beløb skulle anvendes til. Hun har aldrig haft mulighed for at betale beløbet tilbage.
I 2010 var hun nødsaget til at sælge andelsboligen, da hun skyldte over 1 mio. kr. til banken plus studielån og gæld vedrørende tilbagebetalingspligtig SU.
Banken er ansvarlig for, at hun måtte sælge sin lejlighed.
Hendes rådgiver i banken oplyste, at han fik bonus, når han bevilgede lån og kreditter.
Arbejdernes Landsbank har blandt andet anført, at banken ikke kan genkende alle oplysninger i klagerens redegørelse. Bankens medarbejdere modtog ingen form for bonus eller anden betaling for bevilling af lånene til klageren. Klagerens understregning af, at hun var studerende, var kun delvist korrekt. Banken har således noteret, at klageren allerede i januar 2007 oplyste at være blevet fastansat i et forsikringsselskab.
Den overvejende del af lånet blev anvendt til indfrielse af andre gældsposter, blandt andet lån på ca. 376.000 kr. i andet pengeinstitut. Ifølge klagerens egne oplysninger blev lånet endvidere anvendt til indfrielse af studielån og tilbagebetaling af SU på i alt ca. 200.000 kr.
Klageren var løbende i overtræk, og banken bevilgede flere gange låneforhøjelser eller kreditter til inddækning af overtræk eller gæld andre steder. Det er imidlertid klageren selv, der har forbrugt de bevilgede lån og kreditter. Banken har ikke opfordret klageren til forbrug.
Klageren var myndig og traf selv beslutning om optagelse af lån mod sikkerhed i andelsboligen. Efter bankens vurdering havde klageren et fornuftigt rådighedsbeløb. Klageren var i stand til at få nyt arbejde og var helt klar over, at hun brugte sin indtægt såvel som den stillede sikkerhed.
Det var bankens opfattelse, at klageren kunne tilbagebetale lånet, hvis hun ville. Det bemærkes, at klageren solgte andelsboligen med et overskud.
Banken har således ikke handlet ansvarspådragende eller i strid med god skik på området.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort forhold, der kan medføre, at Arbejdernes Landsbank har pådraget sig et erstatningsansvar ved lån- og kreditgivningen til hende.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.