Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar.

Klageren ejede sammen med sin daværende ægtefælle en ejendom, hvori der i januar 1986 blev udstedt et pantebrev til det indklagede realkreditinstitut. Ifølge pantebrevet og instituttets vedtægter forfaldt lånet til indfrielse ved ejerskifte, dog således at der kunne ansøges om gældsovertagelse. Klageren blev i maj 1986 separeret fra sin ægtefælle, der som led i bodelingen udtog den omhandlede ejendom. Den 1. marts 1991 underskrev klagerens tidligere ægtefælle gældsovertagelseserklæring til instituttet med angivelse af, at ejendommen var overtaget pr. 27. maj 1986. I marts 1991 bad instituttet den tidligere ægtefælle om at indsende navnebevis og økonomiske oplysninger. I februar 1992 fremsendte instituttets incassoadvokat incassoskrivelse til klageren på ejendommens adresse vedrørende terminsrestancer. I marts 1992 fremsendte inkassoadvokaten meddelelse til klageren om udlægsbegæring. Instituttet rykkede i juli og september 1992 klagerens tidligere ægtefælle for de manglende dokumenter for bevilling af gældsovertagelse. Septemberskrivelsen blev tilsendt klageren i kopi. I november 1992 meddelte klageren instituttet, at han var uforstående over for, at lånet i ejendommen skulle vedrøre ham. I november 1992 bekræftede instituttet over for klageren, at han stadig hæftede for lånet, idet klagerens tidligere ægtefælle ikke havde fået bevilget gældsovertagelse.
Der blev i december 1992 afholdt tvangsauktion over ejendommen. Højestbydende på tvangsauktionen blev en foranstående panthaver. I december 1992 opgjorde instituttet over for klageren sit tab, for hvilket klageren hæftede personligt. Klageren bestred instituttets ret til at gøre et krav gældende, uanset at klageren i 1986, 1989 og 1990 havde fået fradrag for prioritetsgæld. Efterfølgende korrespondance førte ikke til en afklaring, hvorfor der indledtes en retssag, som imidlertid i december 1997 blev udsat på Realkreditankenævnets udtalelse.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre krav gældende mod ham vedrørende lån i den omhandlede ejendom. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fastslog, at det påhviler handelsparterne eller deres repræsentanter at sørge for gældsovertagelse, og at sælgeren i almindelighed ikke er frigjort for gældsansvar, før instituttet har givet sælgeren meddelelse herom. I gældsovertagelsesekspeditioner, der ikke foretages inden for rimelig tid eller med et sædvanligt forløb, må det dog påhvile instituttet at kontakte sagens parter om den manglende gældsovertagelse, således at de kan varetage deres interesser. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at instituttet burde have foretaget noget, før modtagelsen af gældsovertagelseserklæringen af 1. marts 1991. Instituttet undlod herefter at foretage en rimelig opfølgning af sagen, uanset at instituttet vidste, at ejendommen allerede var overdraget den 27. maj 1986. Heroverfor måtte det tages i betragtning, at klageren selv nærmere burde have undersøgt, om han var frigjort for gælden til instituttet, efter at han for skatteåret fra 1989 og de følgende år oppebar skattefradrag for renter af prioritetsgælden til instituttet. En afvejning af disse forhold førte til, at Nævnet tilpligtede instituttet at nedsætte sit krav over for klageren til et skønsmæssigt fastsat beløb på 75.000 kr.